Godt nytår

Så er vi næsten i 2014. Jeg fejrer nytåret med mor og far og Quinto på mærkerne. Igen har jeg lavet et kransekagetårn, og fordi jeg altid er en klovn til festlig pynt, valgte jeg at dekorere kagen lidt alternativt. Jeg synes den er blevet rigtig flot.

Endnu en storm

Så er der endnu en storm over os. Den var jo vaslet allerede i går, så efter arbejde var jeg i haven for at skrue en plade fast, der var blæst af drivhuset. Jeg kunne ikke finde min skruemaskine i kolonihavehuset - jeg kunne ikke se noget som helst, fordi det var mørkt.

Da jeg kom hjem opdagede jeg, at jeg aldrig havde fundet den, selv hvis det var lyst. For den var nemlig herhjemme. Efter spinning her til morgen, kørte jeg igen i haven med skruemaskinen i hånden. Men ak og ve - jeg gav op, for pladen kunne ikke skrues fast. Den havde den præcise størrelse til rammen. Og hvis jeg skulle have den i, skulle jeg have listerne af og på igen bagefter. Med risiko for, at pladen ville falde ud ved første vindstød. Så jeg kørte på arbejde.

Op ad formiddagen stod der på intranettet, at personalet skulle blive inden døre, og bruge tunnelsystemet til at komme rundt. Jeg holdt på 2-timers parkeringen, og da jeg alligevel skulle flytte bilen, besluttede jeg mig for at køre hjem og arbejde dagen ud herhjemme. Næsten hjemme tog jeg en rask beslutning. Drivhuset spøgte stadig i mine tanker, så jeg drejede ned mod Silvan, og købte en lille træfiberplade. Jeg aner ikke, om den holder til regn, men det var hvad jeg hurtigt kunne finde på. Og den så nem ud at skrue fast udenpå rammen.

Den var selvfølgelig for smal, men hurtigt fik jeg savet den til på den anden led, og nu er den skruet fast. Jeg har sikkert gjort mange ting forkert - men nu har jeg gjort hvad jeg kunne. Så nu håber jeg bare, at drivhuset kommer nogenlunde hel igennem stormen. Og resten af haven for den sags skyld. Jeg fik også lagt min obeliskespalier ned, og min trillebør. Så må vi se. Det gik jo ok fint sidst, så mon ikke også det går denne gang? 



Demokrati

Så har jeg udøvet min demokratiske ret. Håber jeg har valgt rigtigt. Peace!

Juletid

Der er altså et eller andet med sko. Jeg har ledt efterset par røde til julefrokosterne, uden rigtig at fonde nogle jeg kunne lide. Men det skete i går. Et restparti Gabor. Fine fine laksko. Jeg ved slet ikke, om jeg kan nænne at tage dem på. Hvis nu jeg træder ned i en rist eller en jokker mig over tæerne! De er SÅ flotte. Og de var også i solgul. Nok meget godt, at de ikke var i min størrelse. Nu kan juletiden godt komme an.

Statens ejendom

Aaarh. Tror nu stadig det er min jakke, der hænger på bøjlen (til temadag på Restaurant Skovbakken).

Fri fra arbejde

Selv her i november kan der være masser af smukke motiver på OUHs område i Odense, og på vej over efter bilen på Dyrskuepladsens P-plads.

Havetræning

Havetræningen giver så småt pote. På dagen for mor og fars hjemkomst, gik han selv ud uden snor på. Så inden vi ser os om, er han igen glad og tryg i haven.

Sidste morgen med vovsen

Sidste morgen med vovsen bidrog til en dejlig morgentur.

Quinto trak mig med ind imellem træerne ved Caroline kilden, og pludselig var vi på en fin sti, jeg ikke har været på før.

Men ikke længe, før vi var tilbage på kendt område. Sjovt, som skov kan slutte brat!

Der er også masser af fine motiver i sådan en efterårsskov. Jeg har lagt en del på bloggen her den sidste uges tid, hvor jeg dagligt har vandret rundt med Quinto - bloggens stjerne i den forløbne uge.

Og inden jeg tager på arbejde, skal vovsen have farmors gave, som hun gav mig med hjem i går. Han fik for en gangs skyld lov at pakke gaven op uden videre supervision. Og at han elsker at pakke op er tydeligt, for da pakken var åben, var det sjove over. Inden i lå der et tyggeben, men det var ikke specielt interessant. Men lur mig, om ikke det er væk, når jeg kommer hjem i eftermiddag.

Væltede træer

Temaet for dagens morgentur blev væltede træer. Ned langs vængerne var det ikke så slemt. Jeg tænkte, at det ikke var noget særligt. Men efterhånden som vi kom frem på turen, og rundede Jernalderlandsbyen og skoven, var der nu nogle ærgelige tilfælde.

F.eks. det flotte træ ved broen ved Jernalderlandsbyen...

Og det blev også lidt svært at komme hjem ad skovstien. En løber kæmpede sig igennem trækronerne, og advarede mig mod at tage den vej. Der er åbenbart væltet meget ud over stien.

Rider stormen af

Jeg har arbejdet hjemme i dag. Og først på eftermiddagen blev hunden en rigtig klistergøj. Men så fik jeg alletiders mulighed for at børste den halve skov ud af hans pels. For han skulle ingen vegne.

Bagefter fik han sin nye ThunderTshirt på. Jeg har nok været lidt skeptisk, men jeg vil også indrømme, at han stort set har ligget stille og sovet, tror jeg, på gulvet, siden han fik den på. Vildt, hvis et stramt slag kan berolige en hund!

Jeg tror alt her på matriklen er kommet vel igennem stormen, som ser ud til at løje af nu. Men jeg har alligevel en lille klump i maven. For hvad med min kolonihave. Hvordan ser hus og drivhus mon ud. Det er jo ikke de mest stabile konstruksioner, og jeg har ikke rigtig mulighed for hverken at tjekke, eller at gøre noget ved eventuelle skader. Jeg har fået rapporteret, at der er papbeklædning, der har løsnet sig. Jeg håber det betyder, at alt andet står. Men gad vide hvor den papbeklædning er fra? Og gad vide, hvordan jeg får det repareret igen! Jeg tænker, at det forhåbentligt er fra taget på skuret. Det lød lidt sådan på rapporten!

Resten af aften skal der hygges. Restemad fra weekenden, og æblegrød af et miks af æbler fra Nybo og fra farmor og farfars have.

Overraskelsernes morgentur

Der er varsler om en slem storm i dag, så jeg tænkte, at Quinto skulle have en god morgentur. Hvis nu det bliver svært at komme ud senere. Men han ville en anden vej end jeg. Hans vej var ret svær at gå. I mors regntøj og med gummistøvler, gled jeg rundt i mudderet af jord, grus og visne blade. Så jeg drejede hurtigst muligt ud af skovstierne, og ud på de lidt større etablerede stier. Men så var turen ikke lang nok, og derfor drejede jeg ned mod åen for at runde Jernalderlandsbyen. Han kunne ikke helt forstå, at vi skulle den vej.

Han er blevet lidt af en fotomodelhund. Og satte sig villigt midt på broen, så jeg kunne tage et fint regnvejrsbillede. På det tidspunkt havde hverken han eller jeg nogen anelse om, hvilken slags tur, det ville ende ud i.

Køerne stod lige så fint placeret midt i maden. De er ikke til at stå for, og kigger nysgerrigt på Quinto, tror jeg, når vi går forbi.

På stien fik han lov at løbe lidt fri. Der var ingen i nærheden. Men så så jeg på afstand, at der kom en anden hund, så jeg kaldte ham tilbage, og satte snor i ham. Men den anden hund var også løs, så der gik ikke længe, inden Quinto uden snor fik stiftet bekendtskab med den. Vi fortsatte sammen af stien, og hundende elskede det. Endnu en hund blev spottet på afstand, og endnu en gang fik jeg sor i Quinto. Men de to andre hunde hilste på hinanden, og det skulle Quinto da ikke snydes for. Så vi endte med at vende om, for at følges alle tre. Der var heller ikke tvivl om, hvem der havde godbidder i lommen.

Hundene elskede det, og Quinto sponsede frem og tilbage mellem de to andre hunde og os mennesker. Jeg tror altså, at det var hyrdehundegenet, som fik den til det. Der gik heller ikke lang tid, inden jeg indså, at eventyret nok ville kræve endnu en spuletur til vovsen, når vi kom hjem.

Så sagde vi farvel til den brune hunds mor, og vi to tilbage plus hunde, fortsatte hjemad. Forresten var det den sorte retriever Sally, som Quinto, mor og jeg mødte sidste vinter oppe på marken, hvor de legede så godt i sneen. Hundemor fortalte, at hun faktisk lige havde kigget på billederne derfra i går. Pudsigt! Men Sally og Quinto legede så fint, og på et tidspunkt var det den helt store jagt. Da vi også sagde farvel til Sally og hendes mor, var der ikke noget at se på Quinto. Men de var ikke forsvundet langt ned af et vænge, før jeg tydeligt kunne mærke, at han var helt baldret. Nu ligger han og sover, imens jeg arbejder hjemme. Det var vist den perfekte morgentur for Quinto, på trods af regnen.

Søndagstur i oktober

Dagens formiddagstur gik en lidt anden vej end i går. Vi tog vejen mod Caroline kilden. Vejret var helt fantastisk af dansk efterårsvejr at være. Og farverne i skoven er virkelig fine.

Ved Caroline kilden står et stort fællet hult træ, som ikke var klar til at give op. Så det skyder helt vildt. Flot er det.

Og selvom Quinto er hverken tilfreds eller tålmodig når Kasia og jeg stopper op for at tage billeder, så kan man fange ham i et roligt øjeblik.

Og bladene på jorden har de fineste efterårsfarver.

Spejdere har dekoreret et andet dødt træ. Der er stor forskel på, om man ser det fra den ene eller den anden side. Fantasifuldt er det i hvert fald.

Vi gik igen en god tur. Og på den anden side af åen ligger en stor flad sten. Quinto kunne godt overbevises, og sprang hurtigt op, men det tog lidt yderligere overtalelse, at få ham placeret, så vi kunne lave et fint billede.

Ruten var omkring 6 km. Lidt kortere end i går. Men jeg tror Quinto blev rigeligt træt til, at han kan være alene hjemme, imens jeg er til Lasses fødselsdag.

Igen tog jeg ham med om i haven til en lille skyller. Og denne gang sprang han, efter at være blevet tørret, op på bænket og nød solen sammen med os. Jeg er nu ikke HELT sikker på, at han sprang op for at sidde og nyde solen. Og der gik heller ikke lang tid, før vi gik ind. Og nu ligger han helt flad på gulvet, imens Kasia laver frokost, og jeg skriver tekster til de seneste dages billeder.

Held i uheld

Jeg ville have træningsbukserne på her til aften, men de var så snavsede og der faldt grus pg jord ud over gulvet i soveværelset, så jeg hoppede i nattøjet i stedet og fandt støvsugeren frem. For Quinto var det held i uheld. Han elsker at få en omgang støvsugning.

På opdagelse

På dagens tur fik Quinto lov at løbe en del fri. For vi begav os længere ud end jeg har været med mor. Kasia var frisk på en lang tur, så vi gik på opdagelse. Quinto elskede det, men kom fint tilbage til os når vi kaldte, så vi kunne have fat i ham, når vi skulle om et hjørne, og ikke kune se, hvad der gemte sig. Vi mødte kun en enkelt løber, som smilede og løb forbi, mens Quinto bare kiggede. Ikke noget med at friste skæbnen - han blev i snoren, indtil hun var kommet langt foran os.

På vej hjemad. Har man lyst til oksekød, når telefonnummeret på slagteren er placeret lige ved siden af en stor kalv. Jeg bliver nu ikke vegetar af den grund, men sød var kalven, og sjovt var det at tage billeder af.

Vi nåede langt omkring. 7 km. Og både hunde og vi var trætte, da vi kom hjem.

Quinto havde været i åen, og blev derfor tvangsindlagt til et brusebad i haven. Han er vist ikke ret glad for haven i disse dag, det larmer på et bliktag, når agern falder ned fra træerne. Man kan se på ham, at han ikke er helt stolt ved situationen.

Så snart jeg havde åbnet døren til bryggerset, styrtede vovsen ind på sin kongetrone.

Så tog vi ind til byen og spiste brunch på Druen og Bønnen. Det var meget lækkert, og vi kunne slet ikke spise mere, selvom vi manglede både kaffe og kage. Vi blev derfor enige om at kigge butikker, og så komme tilbage senere efter kaffe og ganmeldaws æwlekage. Lækkert.

Fra banegård til Fyns hoved

Det er længe siden jeg aftalte med Kasia, at hun skulle komme og besøge mig. Jeg har hjulpet med en ansøgning, og hun ville gerne give middag. Vi havde snakket lidt om, at vi kunne tage på en lille udflugt, og gå en god tur med hunden. Så jeg tog tidligt fri fra arbejde, hentede hunden, og kørte ind på banegården for at hente hende. Jeg var lidt modig, og tænkte han da skulle med. Det gik rigtig fint, indtil det øjeblik jeg ville have ham med til perronen. Ikke om han ville ned i tunnellen. For alt i verden. Men det var der heller ingen grund til, så jeg forsøgte ikke at overtale ham, men skrev i stedet en sms til Kasia om, hvor hun kunne finde os.

Så kørte vi mod Fyns Hoved. Jeg synes det er et dejligt sted, og tænkte at efteråret nok også bidrager til at gøre det endnu flottere. På vejen viste jeg Kasia mine yndlings-gårdbutikker (måske fordi det er de eneste to, som jeg kender). Hos Nybo købte vi æbler, og Kasia kom også afsted derfra med æblemost, honning og marmelade. På gården i Mesinge købte vi løg, som jeg manglede til aftensmaden.

På Fyns Hoved blev det hurtigt klart, at Kasia og Quinto nok skulle blive ganske fine venner.

Vi gik rundt langs kysten, og nød de fine udsigter.

Og Quinto elskede det. Torsdag var måske ikke den mest spændende dag for en hund, men fredag må have været en yndlings-dag.

Og når vi nu var på de kanter, slog vi et smut omkring Dalbybugten, inden mørket faldt på. Så kunne jeg lige vise sommerhuset og stranden frem, inden vi kørte tilbage til Odense, og fik smækket noget aftensmad sammen.

Morgentur med hunden

Morgenture med Quinto kan være meget smukke. Det ved jeg fra mors billeder. Nu har jeg selv taget to fine af slagsen. Ens, men alligevel forskellige.

Mens jeg stod stille et øjeblik, blev han lidt  modig, og kom lidt for tæt på det elektriske hegn. Han hylede noget. Han lever endnu, og han fik ikke sin vilje - han fik ikke lov at løbe hjem.

Vi har mødt lidt forskellige hunde her til morgen. Ejerne er ret gode til at fortælle, om vovserne er gode venner eller ej. Det ved jeg jo ikke. Generelt er han åbenbart lidt for stor til de små hunde, men Baloo er vist en af de bedste legekammerater. Baloo var vist ikke lige i legehumør, for den holdt sig et lille stykke længere væk, end Quintos snor tillod ham at komme. Men selvom det ikke er alle de små vovser, som er lige begejstrede, så elsker Quinto altid ejerne. Måske er det fordi mange af dem har godbidder, som han får lov at smage på.

I eftermiddag kommer Kasia. Jeg tror, jeg henter Quinto i bilen, og tager ham med ind efter Kasia ved banegården. Og bagefter kører vi nok ud i det blå. Jeg håber vejret bliver ved med at være godt.

Fun with shoes - spas med sko

I dag startede jeg med hjemmearbejde, men kørte til møde på arbejdet kl. 10.30. Og da jeg også tog til spinning bag efter, var vovsen ret længe alene hjemme. Det var allerede næsten mørkt, da jeg kom tilbage, så selvom jeg gik direkte ind efter hundesnoren, så blev det en fortovstur.

Hjemme igen fik jeg lavet mad og spist. Hunden så lidt trist ud, og jeg fik lidt halvdårlig samvittighed, for han var jo heller ikke rigtig blevet udfordret. Udover de to gåture, har han bare ligget og fedet den. Men så kom jeg i tanke om, at jeg havde hentet pakken med mine nye håndboldsko på posthuset. Og Quinto ELSKER pakker. Så han kunne jo hjælpe mig med at åbne den.

Først papkassen. Den blev lukket et par gange igen, for at jeg kunne få taget et nogenlunde billede. En af gangene havde han næsten hele hovedet nede i kassen.

Så kom turen til skoæsken. Han er ikke helt ueffen til at få åbnet æsker. Med snuden fik han ret hurtigt åbnet op.

Uuuuh, de er fine. Tænk at jeg fandt dem. Jeg tror ikke Puma gør mere i den model. Og det er jeg ret ærgerlig over, for det er min favoritmodel, og jeg har haft en del par af Pumas håndboldsko over de seneste 10 år. Jeg tror mit nye par er modellen før det par, jeg lige har slidt op. Men de er flotte, og jeg fik dem til halv pris og gratis forsendelse.

Det er det første par sko, jeg har købt på nettet. Så jeg var lidt spændt på at prøve dem på. Selvom jeg var ret sikker på, at de ville passe fint, da det jo er samme størrelse, som de seneste par jeg har haft. Men det var liiiidt svært at få dem på. For Quinto havde lagt sig godt til rette henover mit ene ben.

En løsningsmulighed var at at kaste de små papirskugler til ham, der altid er et par stykker af i alle nye sko. Og det elskede han. De blev godt og grundigt trukket fra hinanden. Ikke noget med at tygge dem og spise dem. Nej, det skulle bare sønderrives.

Så han fik dem alle sammen - én ad gangen. Det var ret sjovt at kigge på. Det må være sådan han havde moret sig med at rive en toiletrulle i stykker, og sprede den i både køkken og entre, da jeg passede ham, da han var et par år yngre. Denne gang foregik det dog under kontrollerede forhold.

Da han var færdig med de 4 kugler, kiggede han helt forventningsfuldt op efter en 5. Men den kom ikke, for der var ikke flere.

Og sådan ser det ud, når der ryddet op efter en legesyg vovse.

Og det er sammenligningen mellem den gamle sko med alternativt snørebåndsbinding og så den nye guldbesatte tvilling.

Imens jeg nød mine nye sko, var Quinto blevet yderligere legesyg, så jeg besluttede at kaste lidt godbidder til ham udenfor. Men han vil ikke, for alt i verden, ud i baghaven. Så jeg gav ham snoren på igen, og satte mig ud på trappen foran huset og kastede frolich´er. Min han klistrede bare tæt op ad mig, og interesserede sig ikke det mindste for de her godbidder. Han ville da ud gå igen, selvom det kun var en time siden sidste tur. Og da jeg rejste mig, viste han mig også, hvilken vej han gerne ville. Det var i hvert fald ikke ind. Så selvfølgelig fik han en god tur mere. Nok endnu en halv time, hvor vi både var oppe i enden af et lukket vænge, ned af Fuglebakken, og hjem af Rylebakken - tror jeg, den hedder. Og hjemme igen, ville han da godt finde de godbidder, jeg havde spredt ud på fliserne. Men nu ser han også glad og tilfreds ud.

Nu vil jeg smide mig på gulvet i stuen og se håndboldlandskamp. Mon han vil med.