Vulkanø og lufthavn

Så kom feriens sidste dag. Morgenen startede med en tur i poolen. Det var simpelthen skønt. Så bliver man frisk med det samme. Morgenmaden på hotellet er hverken pengene værd eller værd at skrive om. Dagens projekt var en tur ud på vulkanøen Nea Kameni, som ligger i drn cirkel-linje, som også Santorini er med til at udgøre. Så efter morgenmaden hoppede vi i traveskoene, og gik til Fira. vores oplevelse med busserne i går var, at turen til Fira er ret dyrt, når vi kun skal 2 stop. Desudenvar Kasia ved at blive mast i den totalproppede lokalbus.

Vi gik langs en meget befærdet og larmende vej, hvor færdslen virker hektisk og en smule hasarderet, på trods af skilte langs vejen, som opfordrede til det modsatte.  Lastbiler, biler og scooter tonsede af sted i massevis. Alligevel fristes jeg til at kalde det ATV-land. Det 4-hjulede maskiner synes at være ekstremt populære på Santorinis veje. Kasia sagde til mig i går, at hun undrede sig over, at jeg er bange på bjergstierne, men ikke har noget problem med at gå her. Det kan jeg godt forstå, at hun spurgte om. 

For at komme med båd til Nea Kameni, skulle vi finde Santorinis gamle havn. Der er 3 måder at komme derned på. Gå - det havde vi ikke lyst til. På ryggen af muldyr - heller ikke det fristede. Vores valg faldt på svævebanen. 

Nede på havnen så vi os lidt omkring, og satte os et sted, hvor vi kunne få en svalende cola.

 

 

 

Bsgefter fandt vi båden. Turistbådende på Santorini ser ud som gammeldags træsejlskibe. Det har fine master og er i det hele taget hyggelige. Men selve sejlturen foregik for tøffende motorkraft.

Fremme på øen fik vi opsamlingstidspunktet, og kunne herefter gå rundt som fey padsede os. Jeg tror vi nåede hele øen rundt langs gangstier rundt langs kraterkanterne.Der var imponerende formationer af lava. Og øens farver skiftede mellem kulsort, rødlig og lys brun. 

 

Der var meget varmt, men i ny og næ kom vi til steder, hvor der var godt med vind. Der var enormt mange mennesker. Mang gik i gåsegang på stierne, men det lykkedes os at finde andre ruter end masserne. For det meste.

Vi havde halvanden times tid på vulkanøen, inden vi igen hoppede om bord på et skib tilbage til Fira og den gamle havn. Vi valgte igen svævebanen, fordi den er hurtig og smertefri. Selvom den går stejlt op. Turen tager ikke mange minutter,  så man skal sørge for at nyde den fra start til slut.

Vi havde efterhånden opbygget en god sult, såvi sprang hurtigt forbi de mange turistgader, og fandt frem til en fastfoodrestaurant, som vi havde set fra bussen i går, på vores vej til Oia. Vi bestilte og fik de lækredte gyrospitaer. Gid de kunne fås derhjemme. Det er ligesom kebab - bare svinekød. Vi satte os på torvet udenfor, og nød dem. 

Vi var lidt i tvivl om næste træk. Men vi blev enige om at se om vi kunne finde et sted, hvor vi kunn kunne få græsk yoghurtis. Vi havde tidligere set nogle steder, og det så meget fristende ud. Og det var jo ved at være sidste udkald. Det betød, at vi måtte kante os tilbage til de små klaustrofobiske handelsgader. Og på vores vej kom vi forbi den store kirke.  Jeg ville rigtig gerne ind og se den, så vi tog lige et pitstop. Jeg syntes, at den var meget fin, men den var meget meget lille, når man holdt selve kirkerummet op imod kirken udvendig.

Vi fandt isen, og den var lækker. Jeg kunne have spist meget mere. Jeg valgte vanilie, og fyldte op med jordbær, kiwi og chokoladeknapper. Det var lige hvad vi trængte til i heden.

Tilbage på hotellet brugte vi nogle timer med læning ved poolen - og selvfølgelig lejlighedsvise svømmeture. Poolen er lille men hyggelig. 

Først på aftenen gik vi op. Jeg tog et bad, og fik det meste pakket. Vi har jo haft vores sidste nat i Grækenland. Vi gik ud og spise. Den lille lokale restaurant ved siden af hotellet blev igen vores valg. Og vi fik det lækreste måltid bestående af græsk salat, kartoffelsalat, fyldte vinblade, tomatboller (en slags tomatfrikadeller), tzatziki og brød. Det var hjemmelavet og lækkert,  og restaurantens mamma blev meget glad for vores ros.

Tilbage på hotellet pakkede vi de sidste småting, satte alarmen og fik os en lur. Da uret ringede var vi begge noget groggy. Jeg havde i hvert fald sovet rigtig godt i halvanden time. Nu er vi langt om længe om botd på flyet,  og er kun minutter fra at lette med kurs mod Danmark.  Jeg glæder mig til at komme hjem efter en fantastisk ferie med Kasia. 

Solnedgang på Santorini redder dagen

Endnu en gang stod vi tidligt op. Vi skulle forlade hotellet 6.30, hvor vil bliver kørt nedvtil drn lille havn. Men det var ret svært at komme op. Også selvom jeg efterhånden er godt træt af sengen, hvor jeg nu tydeligt mærker fjedrene i ryggen.

Men langt om længe fik jeg mig selv overtalt, og kom op. Vi kunne se færhen ligge nede ved havnen med fine lys. Bussen kørte op og ned af bjerget imens vi spiste vores brød med nutella.

Vi kunne også høre både hanen gale og gedernes klokker om halsen, når de kravlede rundt på bjergvæggen. Og fluerne flyver talrigt rundt her på teressen. Men selvom jeg ikke er morgenmenneske, så var det en dejlig og stille morgen. 

HHotellet sørgede for, at vi blev kørt ned til havnen. Vi gik om bord og fandt en plads udenfor. Det var vemodigt at forlade den fine ø, men samtidig også et udmærket tidspunkt. Jeg var klar. Sejlturen, hvor Anafi langsomt blev mindre og mindre i morgensolen, som steg opad på himlen var smuk, og et fint punktum for det nye bekendtskab. 

Inden længe nærmede vi os Santorini. Indsejlingen er flot, fordi vi sejler langs den halvmåneformede ø hele vejen. Der er yderligere små øer spredt rundt omkring.Og tilsammen udgør øerne en cirkulær linje. Så på vej til havnen føles det som om, at der er land overalt omkring os. Og hist og her tøffer store krydstogtskibe også ind mod Santorinis havn.

Vi blev hentet på havnen af hotellet. Vi kørte i en lille minibus op og op i den største samling hårnålesving, jeg har set. Udsigten ud over havnen ogvtil de andre øer blev finere og finere. Da vi kom til det nye hotel, tror jeg mine kræfter var brugt op. Byen Karterados er virkelig trist. Og især sammenlignet med alt det smukke, vores øjne er blevet forkælet med på vores ferie. Ikke engang en ordentlig morgenmad kunne hjælpe på humøret. Jeg føkte bare kvalme. Træthed efter gårsdagens oplevelser og søsygepiller giver jeg skylden.  Pillerne havde ikke været nødvendige, for havet havde været helt roligt. Vi ville bruge dagen til at slappe af. Jeg blev kort livet op af en tur i poolen. Hotellet er rigtig hyggeligt, og "stueplanter" vokser som træer og buske overalt. 

Da vi blev sultne og gik efter frokost, havde mit humør vist smittet. Ellrt også var det byens triste fremtoning, der påvirkede. Nu var vi to triste piger, som ikke rigtig gad noget.

Jeg ville gerne opleve solnedgangen fra byen Oia, som ligger på den øvre spids af øen - hvid som sne på toppen af bjerget. Selvom ingen af os rigtig orkede noget, blev vi enige om, at morgendagens program ville blive rigeligt presset, hvis vi skulle afsted i morgen, som er feriens sidste dag. Så vi fandt de sidste kræfter, og den lokale bud til hovedbyen Fira, hvor vi skiftede til bussen til Oia. Busserne var pænt proppede. Nok fordi solnedgange her på turistede Santorini er en af hovedattraktionerne. Det øjeblik vi kom frem, var vores humør som forvandlet. Byen var helt anderledes end den vi bor i. Smuk og med små gader gyldt med butikker, der lever af os turister. Souvenirs, tasker, sko, tøj, smykker og meget mere findes i butikkerne. I de smalle gader går folk i i rækker efter hinanden - men stopper høfligt, hver gang nogen ønsker at tage et billede, så man ikke ødelægge motivet for fotografen. Den nedgående sol badede byen i det hyggeligste varme lys. Vi fulgte strømmen, kiggede butikker og tog masser af billeder. Samtidig søgte vi en god plads at se solnedgangen fra. Der stod en masse mennesker på gaden. Alle blev på pladsen, hvis de endelig havde fundet en god. Vi ledte og ledte, og fandt en lille trappe ned. Her var nærmest en balkon med den flottedte udsigt til både by, hav og sol. Jeg kunne næsten ikke tro, vi havde fundet så fin en plads. Måske vi ville blive smidt væk, måske det var privat? Vi besluttede at blive, og vi blev ikke smidt væk. Der kom lidt flere til, men vi stod ikke klemt. I nogen tid knipsede vi billeder mod byen, som tog sig flot ud i det varme lys. 

Og vi legede med at tag billeder af hinanden og fine skygger,  som solen forkælede os med. 

Jeg hentede is til os, hos den lille købmand ovenfor trappen. Efterhånden som solen nærmede sig havet, skiftede vores fokus til den. Stemningen var så fin. Forventningsfuld og afdæmpet. Og da solens sidste glød forsvandt, kinne man næsten høre, at folk begyndte at ånde igen. Og der lød klapsalver i hele byen. Tænk!

Vi var blevet sultne, men var ikke sikre på, hvornår bussen kørte. Så vi bevægede os llangsomt tilbage til busholdepladsen. På vejen fandt vi en fotobutik, hbor Kasia købte etnyt hukommelseskort til sit kamera. Hun er løbet tør for plads, og i morgen skal vi ud på en lille vulkanø. Imens hun handlede, røg strømmen i byen. Det var helt specielt at gå videre, og mærke hvordan alle tog det helt roligt. Jeg tror det sker jævnligt, for på restauranter og caféer blev små lys tændt, og ibbutikkerne fortsatte handlerne umder lommelygters skær.

Og lyset kom tilbage. 

Vi fandt bussen, fik plads og kørte tilbage til Fira. Bussen videre til Karterados var propfyldt på vej væk. Med en halv time til den næste besluttede vi at gå de 1.5 km til Karterados. På vejen købte vi lidt at spise ved bageren, som har åbent 24 timer 7 dage om ugen. Hun sagde, at når hun alligevel skulle være der for at bage,  kunne hun lige så godt holde åbent.

Tilbage på værelset tændte vi for fjernsynet og fandt semifinalen mellem Holland og Argentina.

Bjergbestigning og højdeskræk

Tekst kommer senere. Men jeg kan afsløre, at dagen har været fyldt med op og nedture.

Vi stod op meget tidligt. Vi havde jo bil, og havde fået meget varme anbefalinger på solopgang ved klosteret, og så en tur op ad bjerget til et lille kloster på toppen i morgensolen. Det lød også helt fantastisk.  Så vi pakkede en morgenmadpakke og vores kameraer. Vi havde inviteret belgierne til at komme med, så dem mødtes vi med kl. 5.30 og listede os gennem byen til parkeringspladsen.

Da vi kom frem var det begyndt at lysne. Vi gik rundt om klosteret, hvor vi også var i går. Og vi var ikke nået ret langt, før solen begyndtr at kigge op. Vi stod stille og nød solopgangen i tavshed. Bortset fra lejlighedsvise klik fra kameraerne. 

Lyset gjorde, hvis muligt, landskabet endnu smukkere. Jeg var helt forelsket i stedet. Vi fortsatte lidt opad, og fandt så et sted, hvor vi spiste vores medbragte morgenmad. Men jeg kan allerede nu afsløre, at idyllen snart skulle ophøre for mit vedkommende. Jeg håber bare, at min frygt og opførsel ikke ødelagde oplevelsen for de andre tre.

 

Oostigningen blev stejlere og stierne smallere. Det føltes som om, jeg balancerede på kanten af afgrunden. Jo højere op vi kom, jo værre. Det giver næsten sig selv, der er længere at falde ned. Og jeg var ret overbevist om, at jeg ikke ville overleve et fald. Men mod mig kom en ung mand med en taske på ryggen og en sovepose i hånden. Han kom gående som gik han på et helt almindeligt fortorv. Og jeg spurgte mig selv mange gange, om hvorfor jeg var så bange. For jeg plejer jo ikke at falde når jeg går. Ikke engang når det stormer. Manden havde overnattet på toppen i det lille kloster. Han smilede og sagde til mig: "It's a bit windy, but it's not difficult" ("det blæser lidt,  men det er ikke svært"). Det gav mig mod på et stræk mere. Men jeg var begyndt at læne mig ind mod bjerget og klyngede mig samtidig til alt hvad jeg kunne få fat i. Jeg gik nærmest sidelæns, og nogle steder kravlede jeg næsten.

 

 

To gange stoppede jeg op og sagde til de andre, at jeg ikke ville længere. Hvorfor i al verden tvinge mig selv til noget, jeg fandt livsfarligt og på ingen måde nød. For hvis skyld. Og så tænkte jeg meget på nin fsmilie hjemme. Men første gang jeg tænkte tanken, kom jeg på andre tanker, fordi jeg nok endnu mindre havde lyst til at skulle alene den anden vej - eller vente på stedet til de andre kom tilbage. Anden gang sagde belgierne, at nu var klosteret lige om hjørnet - og så havde jeg samtidig samme forbehold, som første gang. Og ned kom spadserende en håndfuld mennesker med tasker og rygsække. Men vi kom frem til klosteret, og kunne nyde udsigten og roen på stedet. 

 

Jeg tror godt man kan se på billedet, at jeg ikke er specielt stolt ved situationen. 

 

De sagde alle tre til mig, at de var stolte af mig, og at jeg skulle være stolt af mug selv fordi jeg gjorde det. Og jeg kan da også godt se, at der var masser, som nemt valsede op og ned ad bjerget. Jeg kan også godt se, hvorfor de gør det. For der var helt ubeskriveligt smukt. Men jeg var faktisk ikke stolt af mig selv. Og jeg sagde, at jeg måske ville være stolt, hvis jeg kom sikkert ned igen. De rettede mig naturligvis,  og sagde "når" jeg kom ned igen. Jeg følte, vi var der i en evighed. Jeg er meget ked af, at jeg ikke kunne nyde stedet mere. For der var virkelig smukt, og et helt fantastisk morgenlys. Men jeg tænkte kun på at komme ned i en vis fart. Og på dem derhjemme. Jeg bad et par bønner - ikke fordi vi var på et kloster, men simpelthen fordi jeg vsr så skrækslagen. Jeg tør jo ikke engang kravle på en stige, uden nogen holder. Den ene belgier var helt overbevist om, at hun kunne hjælpe mig med meditation og energier. Eftersom jeg hellere ville holde mig til mine bønner, fik jeg afvist hende lidt for hårdt. Men jeg ville egentlig bare være i fred. Det var lidt synd, for hun ønskede jo bare at hjælpe mig,  så jeg kunne nyde turen lige så meget som hun gjorde. Så da hun efter nogen tid kom igen, lod jeg hende. Jeg tror, at tro kan flytte bjerge. Men jeg var ikke særlig modtagelig, og jeg følte mig egentlig rigeligt fokuseret på at komme helskindet ned. Ikke noget med, at jeg ikke turde. Det var faktisk, mod forventning nemmere ned, for der havde jeg ingen diskussioner med mig selv om, hvorvidt jeg skulle fortsætte eller ej. Belgierne var søde. Deforsøgte at tale mig iigennem med opmuntrende ord og oversatte belgiske jokes. Det var ikke alt jeg hørte. Hun gik hele tiden foran mig med armen ude, så jeg kunne gribe fat. Men hun er en bette sag, så jeg tænkte, at jeg da ville hive hende med i faldet,  hvis jeg snublede. Så jeg fortsatte med at kramme bjerget. Ind imellem stoppede jeg op for at høre, hbor Kasia blev af. Jeg turde ikke kigge op fra sti og bjergvæg, så jeg vsr tilfreds, når de sagde, at hun havde det fint - og gik og tog billeder. Hvad belgierne måske ikke lige indså var, at jeg faktisk også var bange på deres vegne. Så når hun "dansede" rundt på stien ved siden af mig, for at få mig til at føle mig sikker, så gjorde det bare det hele værre. Heldigvis spurgte hun mig på et tidspunkt,  hvad jeg helst ville have hun gjorde. Gik ved siden af, eller foran. Så det blev foran.

Da jeg begyndte at føle mig på sikker grund igen, så skal jeg love for, at jeg fik fart på. Jeg blev vist også lidt mere snakkende. Og jeg begyndte at kunne nyde den sidste del af turen mod det større kloster og bilen.

Jeg er stadig ikke stolt af mig selv. Jeg har ikke den der "Yes, du gjorde det"-følelse i kroppen. Måske kommer det. Jeg ved det ikke.  Men jeg synes, at det er ekstremt vildt, at jeg har været deroppe. Men jeg skal ikke bestige flere bjerge lige forløbig.

Tilbage på hotellet var vi begge trætte. Kasia var lidt køresyg, tror jeg, så jeg var mest ovenpå og tilbød at hente mad. Men det meste af byen holdt siesta og jeg gik derfor ind til bageren med det lækre hjemmebag og købte et brød. 1 euro. Det er ikke til at forstå. Og så kreaerede jeg en masse snask af vores rester herhjemme på hotellet. Jeg bryster mig lidt af en selvopfunden marmeladekaramelliseret løgkompot over oreganoristede squashskiver. Nøj, det smagte godt. Men jeg tror ikke, det var feriens sundeste måltid. Men det var sjovt at lave. 

 

Dagen sluttede med en tur på stranden. Jeg fik en iskold frappe med på vejen. Vi fortalte cafemanden hvad vi havde lavet. Vi har været inde ved ham et par gange, og han spurgte om vi kunn kunne lide turen til klosteret. Jeg sagde, at Kadia gjorde, og tilføjede at jeg jo "hverken bader nøgen på stranden elker bestiger bjerge". Så spurgte han med et glimt i øjet: "but why did yoy come to Anafi, then?" (men hvorfor er du så kommet til Anafi?). Og det kan han måske have ret i. Men øen ER smuk, byen ekstrem hyggelig og menneskene her er utroligt venlige. 

Det blev den nærmeste strand. Jeg valgte, at vi skulle tage vandrestien i stedet for æselstien, for den er mindre stejl. Men heg fortrød. Jeg havde helt glemt, at der også var langt ned fra de små stier. Men vi kom frem. Og vandet var skønt. Vi blev i små to timer, inden vi tog bussen op til aftensmad og pakkeri. For i morgen tidlig venter Santorini. 

 

 

I jeep på farten

Så kom dagen, hvor vi har lejet en bil. En lille sød rød jeep, der kan klare de stejle stigninger. Planen var, at køre øens asfaltveje, og så slutte på stranden. Vi afleverer bilen i morgen.

Første stop var øens ene ende. Vejen slutter ved eg større kloster, som er beboet med munke. En meget rar munk kom og bad os om at køre igen inden kl. 17, for der ville der komme en bus, som skulle vende på parkeringspladsen. 

Vi havde ikke tænkt at blive længe, for vi skal dertil i morgen tidlig og se solopgangen, der efter sigende skulle være utrolig smuk. Vi tager belgierne med. De har været der før, og det er måske meget rart, når vi skal gå op til et lille kloster, på toppen af bjerget, omens solen stiger. I dag gik vi blot ud, til vi kunne se vandet. Her er virkelig smukt på Anafi.

Efter vores lille klostervisit kørte vi tilbage ad samme vej, og fortsatte ligeud til den anden ende af øen.

Ifølge kortet skulle hele vejen være asfalt, men da vi nærmede os, var de åbenbart ikke nået længere, og det sidste stykke varjordvej. Men nu er det jo en jeep, så vi kørte selvfølgelig videre. Vejen stoppede ved vandet. For enden af vejen stod en gammel jeep, næsten magen til den vi kørte i. Jeg antog, at den stod der med vilje. På en eller anden måde passer den ind, synes jeg. Efterhånden som jeg fik taget nogle billeder, gik det op for mig, at det måske ikke var et gammelt rusten vrag. Det så ud til, at den var brandt. På Kap Verdes Boavista var en af turistattraktionerne et gammelt rustent skibsvrag, som man havde fundet på en hel del historier om. Jeg tænkte, at det her var noget i samme stil. Men senere på dagen, hjemme på hotellet, fortalte belgierne, at det var sket for ca. 14 dage siden. Og at bilen, og de der kørte den, var her fra hotellet. Den havde ikke ville slukke, da de tog nøglerne ud, og så var den brudt i brand. Ja. Nu er vi jo helt rolige, når vi skal køre i morgen!!! (I skal ikke være urolige derhjemme!)

Tilbage i Chora fandt vi et fint sted at spise frokost. Her slappede vi af efter dagens strabadser. Og vi fik tjekket på kortet, hvor vi har været.

Cafeen var hyggelig med udsigt både over by og vand. Interiøret er i glade farve - og man bliver også helt glad i låget.

Efter den sene frokost kørte vi tilbage til stranden, som vi var på i går. Indeni var kommet ud af byen så vi en mand krydse vejen på sit æsel. Jeg pegede p min telefon, og da han smilede stort, tog jeg et fint billede.

Efter nogle timer på stranden, som jeg nu ved ER øens nudiststrand, kørte vi hjemad for at få bad, mousaka, øl og en god nats søvn. Vi skal op en time før solopgang. Snork!

Strand- & snakkedag

Vi sov igen længe. Det var dejligt. Morgenmaden blev sen og overdådig. Kasias røræg er de bedste. Efter morgenmaden slog vi mave inden vi hoppede i vandreskoene. Dagens mål var stranden Roukounas. Vi har fået den strand anbefalet af flere - også af Kasias bror. Det skulle være hippiestranden, hvor frie sjæle bor på stranden i deres telte. Vi tog samme sti, som de andre gange, vi er gået til stranden. Vi kom derfor også forbi cikadetræerne. Når vi er gået forbi, har der hver gang været en syndig larm af cikader, der synger i kor. Kasia forsøgte at optage lyden.

Udsigten på turen er utrolig smuk, og selvom jeg stadig kigger mest ned, så lægger jeg mere og mere mærke til landskabet. Når vi går ud af byen er det meste af udsigten præget af visne brune farver, kun afbrudt lejlighedsvis af grønt, og selvfølgelig lilla fra timian, som endnu står smukt i blomst.

Da vi endelig kom til en strand, mente Kasia ikke, det ville være noget for mig. Store sten og klippe. Jeg havde lidt svært ved at tro, at det skulle være den så rostehippiestrand. Så selvom Kasia kæmpede med en vabel på foden, blev vi enige om at fortsætte lidt endnu, rundt om en klippe. Vi kom til en privat strand, som vi selvfølgelig skyndt os forbi. Den næste lille strand var heller ikke, hvad vi havde forestillet os, men Kasia kravlede ud på nogle sten, hvor hun kunne se rundt om et klippefremspring. Og der, bagved, var den fineste strand. Vi ville dog finde en mere sikker vej, end rundt om klippen. Den mest oplagte vej var spærret med pigtråd. Sikkert mere privat grund. Vi så vejen fra den private strand, og tog den op til asfaltvejen, som vi fortsatte af. Vi fik en kold cola på en hyggelig taverna, inden vi gik det sidste lille stykke til stranden. Det var en dejlig strand med rullesten i vandkanten, og meget klart vand. Alle steder med skygge var optaget af telte og små lejre, så vi lagde vores håndklæder tæt på vandkanten, og slog os ned der. Jeg var i vandet mange gange. Og Kasia svømmede rundt og spottede fisk - noget længere ude, end jeg turde komme.

Det var lidt svært at tage billeder. For de fleste var splitter Hans Jørgen, og jeg synes ikke jeg ville forevige nøgne mennesker, jeg ikke kender, og lægge billederne på internettet. Men jeg fik da et enkelt, der på ingen måde viser, at der faktisk var meget liv på stranden. Det var ikke mit indtryk, at det er en nudiststrand - men blot en strand, hvor folk gør som det passer dem bedst. 

Her er bidende insekter. Vi har hidtil troet, at det var meget tørstige fluer - for det er dem vi har set og forsøgt at klapse. Men på stranden fik vi endnu en fjende. Små sorte biller med grimme nåle i enden. 

Det var en god dag på stranden. Men da vi evaluerede på oplevelsen udtrykte Kadia det meget godt - det er som om de prøver for meget at være hippier. Folk virker meget bevidste. Vi gik op til vejen, hvor vi ventede på bussen, der kørte op til byen. Her faldt vi i snak med en mand, som forsøgte at gætte på hvor vi kom fra, ud fra vores sprog. Han gættede forkert. Bagefter fortalte han, at han "plejede" at være en hippie. Han var oprindeligt fra Anafi, men var vokset op i USA. Nu var han tilbage på øen, hvor han dyrkede sine egne grøntsager og havde et æsel som selskab. Så kom bussen. Inden vi steg på nåede han at fortælle, at han engang havde haft en dansk ven, som havde sagt til ham, at i livet fandt man 3-4 gode venner, som man skulle holde fast ved. Det råd fulgte han stadig.

Tilbage i byen blev vi enige om at købe os en frappe (kold kaffe) med hjem til lejligheden. Vi gik samme sted hen, vi har været et par gange, men til vores bestilling sagde "kaffemanden" "are you sure you want frappe?" (Er i sikre på, I vil have frappe). Han mente vi trængte til mojitos, og det kunne vi ikke rigtig sige nej tak til. Imens han lavede dem, faldt Kasia i snak med en schweizer, som har forladt Schweiz for at åbne en restaurant her på øen. Hver gang vi har besøgt kaffebaren, har vi hørt gode historier. Vi blev spurgt om vi kunne lide Roukounas-stranden. "Kaffemanden" havde anbefalet stranden til os i går. Da Kasia kom med sin betragtning, nikkede og smilede de begge forstående. Jeg tror de var enige.

Tilbage på hotellet var aftenen ved at vise sig på himlen. Vi faldt for alvor i snak med de hviskende belgiere, som var i et gevaldigt snakkehumør. Vi så billeder og fik historier skiftevis, imens den anden gik i bad.

Belgierne skulle også spise ude. Og vi besluttede at følges. Når vi gik ned gennem byen til restauranten, var det tydeligt at de kender byen godt, og byen kender dem. De er kommet her gennem 17 år. Og de hilste på mange af de lokale, og udpegede de gode stedet for os. I restauranten skulle de også lige snakke med kokken og nogle gæster, inden vi satte os ovenpå for at spise.

De var meget snaksagelige, og vi hørte masser af historier om Anafi, men fik også snakket om både Danmark og Belgien.

Da vi kom hjem var Kasia og jeg begge helt øre i hovederne af al den snak. Og nu venter forhåbentlig en skøn dag. I morgen regner vi med at leje en bil. Men først en god nats søvn.

Vild natur og ømme ben

I dag ville vi følge vandrestierne ind til midten af øen, og måske om til kysten på den anden side. 

(Kasias billede)

Vi pakkede vores tasker, og begav os af sted med frokostbrød fra bageren, masser af vand og lange ærmer til at skærme skuldrene for solen. 

Det blæste en strid vind. Vejrudsigten sagde 12 m/s, men jeg ville nødig cykle i det vejr. Vi tænkte, at det måske var meget fint med blæst til en vandretur, så det ikke blev for varmt. 

Vi gik af de små stier, som krydser hinanden på hele øen. Landskabet er smukt, og meget anderledes end flade Danmark.

(Kasias billede)

Vi fulgte stierne indtil vi kom til en grusvej. Der var flere muligheder, og vores valg var ligeud. Men to lokale, der stak snuden udenfor en hytte, da deres 3 sorte hunde sponsede gøende mod as, blev ved at sige ting til os, som vi ikke forstod. Men pludselig gik det op for os, at de blot forsøgte, at lede os på den rigtige vej. Og ganske rigtigt så vi snart et skilt, der viste os, at vi var nået ca. halvvejs. 

Vi gik lidt, men inden længe var vi atter kommet på afveje. Vi var, et eller andet sted, nok slået ind på gedernes stier, i stedet for vandrestierne. Det er ikke skiltet specielt konsekvent. Jeg vil godt indrømme, at jeg nok ødelagde stemningen lidt. Gederne er jo ligeglade med stejle skrænter, hvor jeg gik i panik. Jeg tror Kasia nød eventyret, for hun forsøgte ihærdigt at finde den hurtigste vej ned til den grusvej, vi kunne se under os. Men det betød klatring nedad. Og jeg kunne ikke høre hvad hun råbte til mig, fordi blæsten larmede og tudede. Jeg var ked af, at jeg nok ødelagde lidt af eventyret for hende, men samtidig er det ikke nemt at udvise overskud, når man kæmper med højdeskræk (jeg tør dårligt kravle på en stige, uden nogen holder). Men hun fik os forholdsvis sikkert ned på vejen, og efter et kvarters tid var jeg nogenlunde ovenpå igen. Grusvejen endte, og vi stod lidt og betragtede vandet og tog et par billeder. Vi besluttede at vende om, og gå tilbage mod byen.

På turen var der masser at kigge på. Her dyrkes meget, hvis man er lidt opmærksom. 

(Kasias billede)

Det er teressedyrkning, hvor der ikke kun dyrkes vin, men også tomater og andet, som kan klare klimaet. Jeg har i hvert fald aldrig set en tomatmark før.

Det er også dyr. Jeg er ret glad for gederne, som går rundt og passer sig selv med store klokker om halsen.

Vi er også gået forbi høns og æsler. Insekter ser vi i ny og næ. Fluerne er lidt trælse, men vi har også set myrer på lange rækker, der transporterer materialer, store sorte flyvende mastodonter, vi ikke anet hvad er, og ikke kan nå at fotografere. Cikaderne synger højt, og jeg har fanget en på billedet nedenfor. Hvis man kan få øje på den. Og så ser vi også tit små firben pile rundt langs mure og veje og ind i buske.

Da vi nåede tilbage til byen sagde vores Endomondo (telefonapp, som kan vise os, hvor vi har gået), at vi havde gået lige over 9 km, og at vi var nået lidt længere end øens midte. Vi havde også været helt inde og gået på øens højeste bjerg. Jeg tror faktisk, at det var det bjerg, hvor vi måtte klatre ned fra gedernes stier. Kasia kalder os "bjergged 1 og 2". Jeg ved ikke... jeg fortjener vist ikke den titel. Måske nærmere "bjergged 1 og kylling 2". Men tilbage i byen besluttede vi os for at få en iskold frappe. Frappe er en græsk version af iskaffe, som jeg skal lave masser af resten af sommeren. Vi har fundet en lille cafe, hvor vi kan købe frappe og tage med. Men vi faldt i snak med ejeren, og vi har jo ikke rigtig travlt med noget. Så vi blev siddende.

Og det er vist nu, at jeg kort skal nævne, at stole på Kykladerne ikke er specielt behagelige. De ser egentlig rigtig fine ud, men sæderne er lidt for små og består af fletværk, og benene er lidt for høje. Det resulterer konsekvent i, at man får "pænt" mønster på lårene, når man går i korte shorts. Jeg forestiller mig, at mor og far vil synes billedet nedenfor er sjovt. Jeg har en historik, det inkluderer Andets And og mærker på lårene (internt).

Efter en lille pause hjemme i lejligheden, klædte vi os på til stranden. Og så vandrede vi igen afsted på en 3-km tur ad de små hyggelige vandrestier. Og der er stadig masser at se og undres over. Ind imellem står en campingvogn placeret midt i landskabet, og man undres over, hvordan den er kommet der, og om den stadig bliver brugt.

Ved stranden var der ikke så blæsende som andre steder. Den ligger nok i læ. Der var dog større bølger, end vi ellers har set, men det var skønt. Og temperaturen denne sene eftermiddag var lige tilpas.

(Billed af bølger)

Da vi begyndte at blive sultne gik vi op på den efterhånden velkendte taverna. Her bestilte vi kylling i lemonsovs. Det var lækkert. Og personalet er begyndt at kende os

Vi sad indtil klokken var lidt i 9. For vi har fået tiderne på øens 2 busruter. Vi orkede ikke at gå mere, så vi timede det, så vi kunne komme med den sidste bus op til byen.

Ved busstoppestedet mærkede vi for alvor trætheden. Ben, ryg og hovede trænger til en rigtig god nats søvn.