onsdag den 20. oktober 2010

Thailand tur/retur


Så er rejsen til Pucket startet. Jeg mødtes med mor for en lille halv time siden, og overlod hende 206eren, som hun og far har lovet at passe mens jeg er væk.
Placeret i toget skrev jeg en hurtig seddel 'pas godt på 206eren' og smækkede mod ruden. Mor så ud til at synes det var sjovt, og de tre på sæderne omkring mig undrede sig. Jeg fortalte den lille dreng, at mor skulle passe min nye bil. Han spurgte hvad det var for en, og lyste begejstret op, da jeg sagde Peugeot, for sådan en har de også. Om ganske få minutter kører toget over broen, og det skal så vidt muligt nydes. Og så skal den første lydbog startes. Jeg vender selvfølgelig tilbage.

lørdag den 16. oktober 2010

4 hjul

Så fik jeg købt min første bil. I går blev jeg ejer af en sølvgrå Peugeot 206 fra 2001. Det er ikke helt til at forstå at lille jeg nu har min egen bil. Men dejligt, det er det. Og jeg synes, det er en fin lille bil. Vi er allerede gode venner, og jeg har ingen problemer med at kaste den rundt i byen. Jeg mangler stadig, landeveje og motorveje, men mon ikke også det blive en smal sag.

I dag vasker jeg tøj, og om lidt skal jeg grave kartofler op. De skal hjem på altanen i flamingokasser, men inden da skal jeg have købt sand til at lægge i bunden af kasserne. Også gulerødder og rødbeder skal op. Jeg tror også georginerne bliver gravet på i dag. Det, der ikke kan tåle frost, skal op inden jeg rejser på ferie på onsdag. For hvem ved hvordan vejret bliver her i slutningen af oktober.

mandag den 11. oktober 2010

Stauder deles


Jeg var med en kollega, Hanne, hjemme efter arbejde i dag, for at få en rundtur i hendes have. En spændende og afvekslende have. Meningen var, at jeg skulle have stykker med hjem af forskellige stauder. Og det skal jeg love love for jeg fik. Nu skal der tænkes over, hvor hvad skal være. Sommerfuglebuske, høstanemoner og husløg er blandt de forskellige planter der skal have plads. Men nu fryser jeg, og skal hjem og have varmen og lidt at spise. Jeg er blevet lovet, at planterne godt kan holde sig lidt. Tak Hanne for en dejlig dag.

søndag den 10. oktober 2010

Peugeot til Kristinepigen


Jeg er på en dejlig efterårstur med far og mor og Quinto til Tåsinge. Jeg skal jo nyde træernes fantastiske farver, for når jeg skal til Thailand om halvanden uge, så bladene jo nok faldet af, når jeg kommer hjem. Men der kom lige lidt ekstra krydderi på frokosten ved Troense, da jeg skulle ringe til Peugeotmanden og fortælle om jeg ville købe den fikse lille sølvfarvede 206er far og jeg prøvekørte i fredags. Den skal efter planen hentes på fredag, og så er jeg pludselig noget mere mobil. Wuhuu. Så bliver mange ting nok nemmere. Bl.a, små besøg hos mutter og fatter, både hjemme og ved Dalby, kørsel til håndboldkampe, ture til Langeskov planteskole og hvad jeg ellers kan finde på.

lørdag den 2. oktober 2010

Efterårsrøg, selskab og blomster


Jeghavde inviteret håndboldpigerne ud til bålhygge, for der skulle jo alligevel brændes af, nu hvor vi er nået oktober. Tænk. Allerede oktober. Der kom en lille håndfuld, og det blev til snobrød med pølser og skumfiduser i Mariekiks med chokolade (og eksperimentet med hindbær). Det var rigtigt hyggeligt, og jeg tror vi kom til at lugte noget videre af røg.
Da pigerne var smuttet tog jeg lige skuffejernet, og gik en omgang i haven, mens jeg forsøgte at slukke bålet i tønden med lidt vand. Og inden jeg kørte hjem, måtte jeg lige plukke mig en fin buket efterårsblomster. Dejlig dag i haven.

mandag den 27. september 2010

Glaskål og giga gulerødder


Så skal jeg bare hjem og gennemskue hvad jeg skal bruge glaskål og giga store gulerødder til. Må nok ty til Frk. Jensen eller google.

fredag den 17. september 2010

Masser af have


Kartoffelmos er ikke altid det kønneste at se på, men det smager som regel super godt. Nu har jeg forsøgt at komme lidt farver på ved hjælp af grønsager fra haven.

søndag den 12. september 2010

Blå øjne


Selvom jeg er vild med hunde og ikke er kattemenneske, så kan jeg godt forstå, at nogle forelsker sig på stedet i en lille killing. Jeg er nu nogenlunde venner med kattemor, men den lille er nu noget bange, når jeg kommer for tæt på. Måske fordi jeg overraskede den i drivhuset i går, så den forsøgte at stikke af, men løb med hovedet ind i ruden - flere gange. Lille pus.

søndag den 5. september 2010

Tomatparadis


Så er tiden kommet hvor der skal høstes tomater. Og masser af dem. Store og små, grønne, gule og røde, runde og lange. De små dadeltomater smager som en drøm, og de hænger på planten i store klaser. Den halvstore gule tomat skulle egentlig have været hvid, men den smager lige så meget af tomat som den rødeste røde. Ved siden af 5 kronen er den største tomat jeg har plukket - nogensinde. En Hill Billy på 800 gr. Jeg nåede ikke kiloet i år, men så må jeg prøve igen næste år. Ellers er jeg også glad for de små kuglerunde tomater, som ligger på bordet. De kommer fra frø af den plante jeg købte på torvet sideste år, og som var drivhusets første beboer i min tid.

Udover tomaterne, hvor jeg skærer de fleste i tern og fryser ned, så har jeg også gang i bønnefryseriet. Jeg vil skyde på, at jeg har omkring en hel skuffe fuld af frosne bønner til vinteren. Det er skønt. Hyggeligt at plukke spandevis af dem, men en lille smule trivielt at klippe tutterne af, så de kort kan blancheres inden vinterhiet.

I denne weekend har jeg været til håndboldstævne i Ebeltoft med "mine" piger. Det var et virkelig godt stævne, og på trods af en sløj start, så er jeg så stolte af dem, fordi de bare blev bedre og bedre for hver kamp. Selvom de var helt færdige til sidst, så klemte de de sidste kræfter ud og mønstrede et heftigt forsvar. Hvilket målmanden var rigtig glad for. Mig!!!!! To nederlag og to sejre, samt en vellykket mulighed for de gamle og de nye spillere at lære hinanden bedre at kende. Nu er jeg bare færdig, og slår mig ned på sofaen, og forsøger at blive klar og frisk ti en ny uge.

onsdag den 1. september 2010

Rødbedesvinet


Det er jo ikke en gris, men en imponerende klump brøddej, der har hævet mens jeg var i haven. En kollega havde haft rødbeder med til dem der havde lyst, og da mine dannebrogsfarvede rødbeder ikke farvede min brød lyserøde, som på opskriftens billede, måtte jeg jo prøve en rigtig rødbede. Og jeg skal love for den farvede. Dog kun indtil brødet kom ud af ovnen. Så var den kun meget let rødlig. Men ikke desto mindre, så vagte brødet med rødbede, gulerod (fra haven) og timian stor begejstring på arbejdet. Det smagte nu også lækkert, så skidt med manglen på pink.