Atter hjemme igen

(Skriver tekst senere - sidder i toget og trænger bare til at lukke øjnene lidt. Det var ikke helv nemt i flyet)

Mænd i uniform

Messen er slut. Der var alt for mange mennesker til at man lod Paven køre rundt på pladsen, vi fik heller ikke kommunion, fordi kapelteltet, hvor kommunionen til denne del af pladsen var opbevaret, styrtede sammen i stormen ved vigilen i går aftes. Vi hænger stadig ud med en stor dansk gruppe på pladsen, og forsøger at lægge en plan for, hvordan vi kommer herfra. For der er kun en udgang åben og kun en metrostation der ikke er lukket. Ca. 2 mill. mennesker skal herfra!! Så er det godt, der er noget at kigge på, for dem der er glade for uniformer. Nu går vi, og fortsætter til vi enten er tilbage i byen, eller har fundet en metrostation, som ikke er håbløst proppet.

Venter på Paven

Det er lidt af et gætværk, når man ikke forstår spansk. Men det var meningen at Paven skulle køre rundt i pavemobilen på alle mellemgange på pladsen, så folk står klinet sammen ved hegn. En masse politi er sorteret overalt, og holder ro på menneskemassen. Men så forlyder det, at messen er startet. Det kan bare ikke passe, for klokken er endnu ikke 10. Tror jeg bliver stående lidt endnu med de andre. Hmm. Nej, nu er messen helt sikkert begyndt.

Singing in the rain - WYD edition

Efter halvanden uge i den spanske hede, kun afbrudt af den ene regnfulde nat, er jeg nu blevet HELT kølet ned. Det er den anden yderlighed i forhold til tidligere på dagen. Paven kom til aftenvigil og vi stillede os ud på vejen. Pludselig begyndte det at dryppe fra oven. Lidt sjovt, at mange har brugt dagen på at jagte en brandbil og råbe 'aqua' i kor, og når man så mindst har brug for det, så står det ned i lårtykke stråler. Vi fandt os selv i et inferno af storm, vilde lyn og regn. Vigilen blev sat på halvleg - og vi begyndte at snakke om, om det utænkelige kunne ske, at Paven ville stoppe og køre hjem. Men det skete ikke, og efterhånden stoppede uvejret også. Selv vores egen biskop ringede fra de fornemme pladser, for at høre, om vi var okay. Nu her halvanden times tid efter har liggeunderlaget næsten tørt, og det er det meste af mit udstyr også. Jeg havde anvendt regnovertrækket til tasken, og havde heldigvis regnposen til soveposen med, selvom det på pakketidspunket føltes som hul i hovedet, og i den havde jeg stoppet både liggeunderlag og sovepose. Lidt vådt er det dog, for blæsten havde blæst regnslaget op. Men nu ligger jeg fint, og har skiftet til tørt tøj. Og når det ind i mellem drypper lidt, stopper jeg mig selv og udstyr ned i regnposen til soveposen. Så længe det ikke begynder at styrte ned igen, så er det faktisk helt hyggeligt. Og jævnligt opstår spontan musik og sang rundt omkring os. Jeg er spændt på, om jeg kommer til at sove. Men det går nok.

Regn-import

Det her havde jeg lige glemt... Jeg kunne godt huske kaos, men havde lige glemt den mindst sympatiske del af World Youth Day. Nemlig kampen om pladser og de medfølgende diskussioner med nonner og præster og deres deltagere. Jeg havde også lige glemt, hvordan folk vader rundt på hinandens ting. Og jeg bliver småsur hver gang. Men jeg må huske at minde mig selv om, at der nok er mere end en million mennesker, som skal være sammen på lidt plads. Men det krydret med en helt ekstrem varme (i går var her 30 grader kl. 22) og næsten endnu værre, den store mængde støv, der hele tiden virvler rundt overalt. Jeg er selv næsten lige så snavset som mit nye supergode liggeunderlag og min ultralækre sovepose. Sidstnævnte er det værste - jeg håber virkelig, at den kan tåle en omgang i mors vaskemaskine. Måske kan man fornemme det, men lige i dette øjeblik elsker jeg ikke WYD. Men jeg vil også sige, at det værste af dagen nu er overstået. Om en times tid ankommer Paven til flyvepladsen, og så starter aftenvirgilen. Bagefter kan jeg måske klemme noget mad ned. En af de sjovere ting i dag, er de 2 (eller flere) brandbiler, som kører rundt med 3 frivillige på taget, som sprøjter vand ud over masserne. En hel skare af folk går gennemblødte efter den og nyder det afkølende brus.

Metrokaos

Så er op mod 2 millioner mennesker på vej mod samme flyvestation, hvor vi skal være et lille døgn. Det afstedkommer et forventet kaos i metroen. Så da vi havde set de 2 første proppede toge stoppede, besluttede vi at tage et tog i den modsatte retning, og senere skifte retning igen, når perronerne begynder at se overskuelige ud, uden alt for mange mennesker. Vi er blevet splittet op i flere grupper, da vi kom ind på stationen, så det bliver spændende at se, hvem der i sidste ende har været smartest og valgt den rette strategi.

Flagværksted

Efter korsvejsandagt med Paven, og mad på en lokal knejpe (gad vide, om de har et ord for det på spansk?) tog vi tilbage på skolen, hvor Pablo (frivillig på skolen) og en nonne reparerede vores fane med Dannebrog, som ikke har kunne klare alt flageriet. Men den er vigtig som samlepunkt for at vi kan holde sammen som gruppe til de store arrangementer. Det største tage sin begyndelse i morgen, hvor vi, ud over henholdsvis aftenbøn og stor messe, begge med Paven. skal overnatte ude med resten af pilgrimmene under åben himmel.

Madrid or anywhere...

Det er yderst belejliget, at være i en gruppe, med mange nationaliteter repræsenteret. Det er næsten ligemeget hvilken type restaurant vi går ind på, så har vi en, som kan tale med tjeneren. Her taler en kinesisk ph.d. studerende pt. Københavns Universitet, mandarin med vores tjener.

Bispen i den varme stol

Vores egen biskop er nu også i Madrid, og vi er lige blevet færdige med et dansk arrangement/katekese og en runde med spørgsmål. Spørgsmålene var af så forskellig art som 'hvorfor/hvornår biskoppen vidste, at han ville være præst til den katolske kirkes lære. Alle spørgsmål fra deltagere - og ingen begrænsninger. Om lidt er der messe med biskoppen.

Under stjernerne på himlen

Jeg har fundet ud af, at jeg elsker at sove under åben himmel. Det er fantastisk, når klimaet er som det spanske i august. Her i Madrid har jeg kun sovet 4 timer indenfor. Og det var kun fordi det begyndte at regne i går nat. Pludselig vågnede jeg, og var ved at gå i panik, fordi de mange piger omkring mig sprang op, og greb deres soveposer og liggeunderlag og styrtede mod den lille dør. Jeg havde mærket regnen, men det vilde påstyr undrede mig åbenbart mere. Vi var 3, der lige så bygen an, og valgte at blive liggende. Men en lille times tid senere (vil jeg tro) begyndte det igen, og også vi trak ind. Ingen af bygerne afstedkom snak - pigerne sneg sig bare ind i seng. Men den rolige og nemme opførsel er helt sikkert også grunden til, at vi nat efter nat får lov at sove her. De var ellers ikke meget for det, og vi fik lov en enkelt nat. Nu tjekker Sergio og Pablo (2 lærere på skolen, som åbenbart ikke har noget imod at bo på skolen i deres ferie) ikke engang gange og gården mere, og vi sover ude for 4. nat i streg (min 5.). Nu vil jeg vende mig en gang, på mit nye fantastiske liggeunderlag, og se om ikke natten bringer en god gang søvn.