Efter lang venten i køen kom vi endelig ind på et lille moråde, hvor vi dårligt kunne finde en plads, til trods for, at der stadig var timer til Paven ankom. Jeg var temmelig skuffet, for der var ikke noget at se, ikke engang en storskærm. Folk skubbede til hinanden og solen kunne stege spejlæg på fliserne. Men så begyndte folk pludselig at bevæge sig. Gergers, vores ungdomspræst, råbte, at vi rykkede, og det i en vis fart. Vi greb vores sager og fulgte med strømmen op mod domkirkens sideindgang.
Vi fik fantastiske pladser, jeg vil tro 100 meter fra Pavens stol. Spændte kunne vi følge med på storskærm i Pavens sejltur på floden, hans ankomst til domkirkens hovedindgang, hans bøn i kirken, koret og musikken. Endelig trådte han frem i døren og folk jublede højlydt. Det var en oplevelse, jeg husker som en af de store. Jeg forstod ikke hvad Paven sagde, jeg er ikke ret ferm til tysk, men hele forløbet: stemningen, musikken, fællesskabet, vejret - ja, helheden gjorde et enormt indtryk, og det står printet som et af højdepunkterne på rejsen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar