Overskriften giver nok først mening, når man har læst indlægget her. Efter stranden forsøgte vi at finde noget at spise på strandpromenaden. De fineste (læs: dyreste) blev udelukket, og vi gik ind på en hyggelig rustik restaurant. Desværre havde køkkenet lige lukket, til trods for at kl. 18 hjemme i DK ville være ganske almindelig spisetid. Men her i Spanien er det åbenbart tid for pause, inden køkkenet åbner igen ved 21-tiden. Folk her spiser rask væk aftensmad kl. 23, men det er lidt svært for os, når skolen vi sover på, låser porten kl. 23.30. Tilbage til strandpromenaden. Vi besluttede at tage metroen tilbage til 'vores' forstad og spise tapas (fingerrette, ofte friturestegte småretter) til en enkelt øl. Det større steder havde lukket, måske fordi det var søndag. Men vi fandt en lille bar (i Spanien er barer små steder, hvor man kan få alverdens ting at spise og drikke, oftest med udendørs servering ved alu-borde og stole, som hurtigt kan pakkes frem og tilbage afhængig af mængden af kunder). Det sjoveste var, at jeg er taget til Spanien og spiser på en bar ved navn Frankfurt. Vi tog til aftenbøn i kirken. Som jeg har nævnt bor vi på en skole, og er ikke tilknyttet du sogn. De frivillige der sørger for os er 5 unge ildsjæle (som vist alle er i familie), som har fået lov at bruge skolen. De er virkelig søde og gør hvad de kan, men er tvunget til at videreformidle skolens regler og sikre, at vi ikke gør skolen upopulær i området. Skolen er omgivet af høje beboelsesejendomme hele vejen rundt. Jeg synes egentlig det er lidt synd for de frivillige unge, at de bliver så kritiseret. Der er kun dem, og mindst 300 overnattende fra flere forskellige lande. Og de er her hele tiden, selv om natten sover de ved døren, for at sikre, at alt er som det skal være. Tilbage til aftenbønnen. De 5 unge spaniere syntes ikke vi skulle være helv uden for den aftenbøn, som Barcelonaarrangørerne havde fastsat - når nu de heller ikke kunne mobilisere en menighed til at arrangere en frokost, som også det overordnede program havde annonceret. Vi sad længe og ventede i kirken, mens de konfererede med en canadisk præst om rækkefølge. Bønnen inkluderede Hil dig Maria på mange sprog, hvilket faktisk var meget rørende, og understregede, at vi er her for det samme, og uanset hvilket sprog vi taler, så ved vi alle, hvad der bliver talt om. Der var bl.a. Engelsk, spansk, dansk, polsk, vietnamesisk og kinesisk. Sidstnævnte sagt af en kinesisk ph.d.-stederende fra vores danske gruppe. Der sad hun og sagde sin bøn på kinesisk, næsten uhørlig og på du sprog ingen andre end hun forstår. Og alligevel vidste alle i lokalet nøjagtig hvad hun sagde. Efter bøn og gruppebillede gik vi tilbage på Frankfurt. En del fra den danske gruppe var allerede i gang med El Classico (Barcelona mod Madrid i fodbold) sammen med de lokale. Og der blev jublet højt af ALLE ved scoring til 1-1 og 2-1 til Barcelona. Ærgeligt vi kun havde en time, for det var så hyggeligt. Vores lejrchef gik tilbage på skolen og vandt os du kvarter ekstra - men vi måtte gå inden kampen sluttede. De 5 frivillige havde fået lov til, at lade de der ville, sove uden for, her den sidste dag. En del har valgt at trække ud, for canadierne skal forlade salen i nat omkring kl. 4 i nat. Jeg er en af dem, der er rykket ud. Jeg er spændt på, om der falder dug, så jeg kommer til at fryse - eller om det bliver den all time mest vellykkede nat under åben himmel, eller om jeg kommer til at fryse. Nu giver jeg det et forsøg, og så er jeg i træning til natten på flyvepladsen. Så drømmeland - her kommer jeg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar