tirsdag den 20. maj 2014

Alligevel nyt gammelt bed i år

Så er det rigtig blevet havesæson, når jeg fedter rundt derovre i shorts til klokken er over 8. Dejligt!
 
Det har hele tiden været planen, at der ikke skulle nye projekter til i haven i år. Der er rigeligt at se til med at komme "almindeligt" i gang. Men jeg kan se, at jordskokkerne er ved at vokse ud af sandkassen, og det bekymrer mig, fordi jeg har hørt historierne om, hvordan de breder sig, og ikke er til at komme af med. Derfor besluttede jeg mig for, at de skulle væk. Og for at få dem ordentligt væk, besluttede jeg, at sandkassen langt om længe må lade livet, så jeg kunne være sikker på at få gravet alle knoldene op.
 
 
Men hvad skulle jeg så have i stedet. Jeg kunne jo helt lade være med at etablere et bed. Men jeg forelskede mig lidt i dette højbed med 9 rum. Jeg forestillede mig straks hvordan jeg kan fylde rummene med fine etårige krydderurter. Så sådan en har jeg købt.
 

 
Men jeg måtte jo igang. Jeg havde købt en pressening, så jeg havde et sted at gøre af jorden og finde, forhåbentligt, hver eneste knold. Jeg vil indrømme, at jeg overvejer at køre jorden på genbrugsstationen, for jeg vil helst ikke risikere at få jordskokker i hele haven ved at sprede jorden ud. Men måske er jeg bare overforsigtig.
 
 
Og jeg fandt da jordskokker. En hel opvaskebalje fuld. De skal spises - for de smager jo dejligt.
 
 
Ryggen kan godt mærke, at jeg har været i gang. Jeg fik fundet, hvad jeg kunne af knolde, og jeg genplantede et nogle stykker i en murerbalje, hvor jeg har boret huller i bunden. På et tidspunk besluttede jeg mig for at satse. Da jeg havde gravet alle steder, hvor jordskokkerne havde spiret, så fordelte jeg det meste af den resterende jord. Og det kom til at passe meget fint. Men... Skal jeg nu samle det fine højbed, eller skal jeg vente og se, om der kommer flere jordskokker op. Det bliver jo nok lidt besværligt at få elimineret, hvis først det nye bed er etableret. What to do, what to do???!!! 
 
 
Men nu vil jeg altså slappe af på sofaen. 
 

Ingen kommentarer: