Ermoupolis

Dagen startede igen mef en løbetur. Der er så stille klokken 7. Mennesker i de biler, som kører forbi, må tro vi er tossede. Men det gik fint.

Efter løbeturrn skiftede vi til badetøj. Også stranden havde vi for os selv. Vi nussef op i bad og ned til hotellets taverna, hvor vi fik serveret morgenmad. Mens vi spiste, fulgte vi et ældre ægtepar og deres morgenritual. Han i alt for store badeshorts, hvor benene blev foldet op og skubbet ind under elastikken efter første dyk. Hun i en lidt for lille badedragt. Da de var færdige overrakte han hendes badesandaler til hende, som hun skyllede i vandet før hin kom op og tog dem på. Så over til en bænk til lidt hvile og en cigaret inden de trissede hjemad.

Efter morgenmaden lagde vi os på stranden i hotellets strandsenge. Jeg er nået ret langt i min nye bog. Men inden længe var det meget varmt at ligge i solen, og vi spurgte på hotellet til, hvornår bussen kørte til Ermoupolis. Der var et kvarter til så vi skyndte os på værelset efter tasker og skiftede tøj, inden vi skyndte os op til vejen, hvor vi sad da bussen kom.

Vi startede med at få lidt at spise. Det blev fastfood. Gyros, som er den græske version af dürum, og som minder om pitabrød. Det smagte lækkert.

Jeg havde nævnt, at jeg godt kunne tænke mig at se en af kirkerne. Og da vi ikke havde andre udflugtsmål begav vi os opad. vi fandt vores spejlreflekskameraer frem, for da vi først var kommet væk fra havnemiljøet, vat der mange fine motiver. Der var ældre lokale, som havde vovet sig ud i middagsheden. Der var charmerende smukke huse, både velholdte og faldefærdige. Alle i samme lyse nuancer. Der var små smalle og snoede gader der snoede sig på kryds og tværs. Og der var et væld af trapper, hvor katte strakte sig dovent på de varme trin. Og da Kasia er meget glad for katte, blev det også til en masse fine dyrebilleder.

Vi gik opad og opad for at finde katedralen. Vi sigtede efter den på toppen af bjerget. Men på et tidspunkt stoppe vi op for at finde retningen, og fandt ud af, at det ikke var katedralen. Kadia spottede kirketårnet, og vi bevægede os lidt nedad igen men fandt kirken låst.

Efterhånden fik vi nok af at vandre rundt. Så vi startede nenedstigningen.  Tilbage på havnen fandt vi samme cafe, som vi havde besøgt da vi ankom. Vi fandt den lille sofa, som var helt ud til vandet. Her sad vi længe med vores iskaffe og hyggesnakkede og studerede dagens billeder.

Det var flere gode øjøjeblikke at tænke tilbage på. Min favorit må være,  da jeg havde overtalt Kasia til at tage et billede af mig foran katedralen. Bare som et bevis på, at jeg havde været der. Imens hun forsøgte at finde den rigtige vinkel, fik jeg øje på to helt igennem fantastiske ældre kvinder, som kom spadserende arm i arm. Jeg sagde diskret til Kasia, at hun simpelthen blev nødt til at vende sig om og kigge. Nærmest i bevægelsen greb hun ud efter sit eget kamera, og hun nåede at få at par fine billeder. Jeg nåede også at knipse uden at de registrerede det mindste. De havde travlt med at holde øje med trafikken og. støtte hinahinanden. De havde begge den samme farve stærkt lilla hår og helt mørke solbriller. Begge var klædt i. nærmest ens kjoler og sandaler. Begge havde en taske i den arm, de ikke brugte til at støtte hinanden med. Og så gik de i en meget langsom takt henover katedralens parkeringsplads og videre ud af vores dag. Vi stod ludt og kom os over det ganske magiske syn. Og overvejede et øjeblik at følge efter dem. Jeg er glad for, at vi ikke gjorde, for så bevares oplelsen som det magiske øjeblik det var.

Vi sad længe på cafeen. Jeg nåede også at skype med mor, som virkede glad for mit opkald. Det nærmede sig hastigt aften, og vi brød op for at handle ind til morgendagens lange sejltur, og hæve penge. Vi bliver nødt til at medbringe kontanter til Anafi. Hotellet modtager nemlig ikke kreditkort. Flora fra hotellet, som jeg har skrevet med, berettede nemlig, at nok er der en hæveautomat på øen, men den har ikke altid kontanter. Vi fik klaret vores sidste ærinder, og tog 1,60-euro-bussen tilbage til Vari Beach.

På hotellet tog vi en lur, inden vi gik ned for at spise. Vi var godt sultne. Da vi havde spist afregnede vi for vores ophold, fordi vi skal tidligt af afsted i morgen. Vi blev inviteret på en mojito af Alexander, når vi var færdige med at pakke. Hotellet er familiedrevet gennem 50 år. Det startede som en terverna ved stranden, og senere blev værelserne bygget ovenpå. Vi har talt en del med Alexander, som både stod for receptionen og for serveringen, og hans onkel Lorenzo, som virkede lidt som hotellets alt-mulig-mand, når det kom til hyggesysler. Så selvfølgelig sluttede vi vores ophold med en mojito og mere snak om både Syros, Kykladerne, Grækenland, Danmark, Saltzburg og München. Man skal ikke beskylde os for ikke at komme vidt omkring. Det har været nogle dejlige dage på Syros. I morgen går den lange sejltur til Anafi. Alexander tog sig til hovedet, da vi fortalte, hvilken færge vi skille med. Men var alligevel flink at tjekke vejrudsigten og berolige os med stille vindforhold, da han så hvor nervøs Kasia blev ved udsigt til nærmest garanteret bølgegang. Men vi tror på, at vejrudsigten holder. Så bliverdet en fin tur.

Motion og afslapning

Dagen blev indledt på en lidt atypisk måde for mine ferier. Nemlig med en ret så rask løbetur - kombineret bakkeløb med intervaltræning. Kasia foreslog det - og jeg skulle da ikke være den, der var doven. Så vi havde begge pakket løbesko og løbetøj hjemmefra. I Athen fristede løbeture ikke - men her var temperatur og vejr perfekt, da vores alarmer ringede synkront klokken 7.00. Jeg fik lov at bestemme, så vi løb intervalløb med to minutters rask løb og et minuts pause. Vi fortsatte i 34 minutter og nåede næsten 5.5 km. Og vi havde det super godt med os selv bagefter. 

(Foto af Kasia)

Og siden da, har vi stort set ikke lavet noget. Jeg har læst næsten en halv bog. Jeg købte den i lufthavnen, som et supplement til de to jeg havde med hjemmefra. Men den overhalede dem, og jeg startede på den først, fordi den lød så charmerende. Og jeg kan ikke rigtig slippe den igen. Alle bogens personer er simpelthen så søde, at man kun kan knuselske dem. Bogen er svensk og hedder "Læserne Broken Wheel anbefaler". Kasia læser "Kafka på stranden". Hun fortæller jævnligt om den. Den lyder som en mærkelig drøm. Der er i hvert fald en mand der kan snakke med katte. Og en anden mand der er klædt ud som Johnnie Walker (figur fra whiskey-etiket), som halshukker katte og samler på deres hoveder. Pænt sært, men hun synes den er god.

Da vi kom ned efter løbeturen, var stranden helt tom. Vi lå en halv time, inden vi blev hentet til morgenmad, som blev serveret kl. 9. Og udover løbeturen og spisning, har vi ligget på langs i første række hele dagen. Kasia tog dog et pitstop I form af en lur på værelset.

(Foto af Kasia)

Da vi var trætte af at ligge på stranden, var det blevet aftenstid. Jeg tog en lille svømmetur, inden brusebadet. Det er mig der ses i nederste højre hjørne, og Kasia der tog billedet fra vores altan.

På vores toilet hænger en sjov lille advarsel. Den siger "Pas på, Poseidon er svært utilfreds med toiletpapir". Smider du det i kummen spidder Poseidon dig i enden med sin fork. På dansk "Smid papiret i spanden".

Kasia har næsten ikke sovet i nat, fordi der var så varmt. Dørerne til altanen stod helt åbne, men det er mig, der ligger ved dem. Jeg frøs, så jeg skubbede dem, halv- eller helsovende til, kort efter hun var stået op og åbnet dem. Og vi kunne ikke få airconditioningen til at virke. Så hun siger, hun måske har sovet 3 timer. I eftermiddags fik vi så fjernbetjeningen til vores aircondition. Og Kasia fik den efter mange forsøg til at virke.

Vi gik ned i hotellets tavern for at spise. Vi fik begge pasta, og blev simpelthen så mætte. Så inden vi skulle se VMs ottendedelsfinale mellem Costa Rica og Grækenland i hotellets lille bar, ville vi op på værelset og slå mave. Og så kom feriens største grin. For Kasia havde vist fået vores aircondition til at virke lidt for godt. Hun havde tryllet værelset om til et køleskab. Der var lige så koldt som udenfor hjemme i DK. 16 grader. Nøj, det er koldt. Og nøj, hvor vi grinte.

Men vi skulle jo også ned og se fodbold, så dørene ud til blev åbnet, så varmen kunne slippe ind. De fleste pladser var optaget. Vi tror, det er familiemedlemmer, som hænger ud på hotellet. Mændene sidder og spiller kort i løbet af dagen. Men også fodboldVM kan samle dem.

Vi havde snakket om, at vi skulle have en øl til fodboldkampen. Men vi konverterede den beslutning til mojitos. Og det var et godt træk. For selvom vi var meget mætte, så kunne vi godt klemme en så god drik ned.

Anden halvleg ser vi heroppe på værelset. Vi er vist begge ret godt brugte.

Sand, vand og musik

Så kom dagen, hvor vi skulle afsted til ø nummer 1. Hotellet havde bestilt taxa, så vi var afsted klokken 7. 

Det var rigtig godt, at vi ikke havde kastet os ud i et nyt metro-projekt. Selvom det var gået fint sidst, så var Pireus havn simpelthen så stor, så jeg aldrig har set noget lignende. Færger lå side om side - og det gjorde krydstogtskibene også. Godt at have en taxachauffør, som nogenlunde nemt kunne guide os hen til den rigtige færge. Også færgen var større, end jeg tidligere har set. Der var rulletrapper til at tage os til passagerdækkene, og der var en reception. 

Vi søgte efter vores pladser, indtil vi fandt ud af, at vi bare kunne vælge indenfor er bestemt område. Men vi havde ikke siddet længe, før vi valgte at gå udenfor. Vi fandt en rigtig fin plads, og selvom jeg måtte hente min jakke, og selvom færgen gyngede og vi ind imellem mærkede et skvæt saltvand, så nød vi udsigten bagud. Og vi var vist ikke de eneste.

Færgeturen tog lidt over 3 timer. Indsejlingen til Syros var fantastisk smuk. Den nød vi. Af en eller anden grund forestillede jeg mig, at vi havde god tid til at komme af og at færgen ikke sejlede længere. Selvom jeg over vinteren har nærstuderet færgeruterne. Det er vist godt, at Kasia er med, og får mig på bedre tanker, når jeg bliver lidt for smart. Ellers tror jeg, at vi var endt på den forkerte ø, fordi jeg skulle på toilettet. Tak til Kasia. 

Sikkert i havn fandt vi en restaurant og bagefter et sted at drikke kaffe. Vi havde ikke travlt med at komme til hotellet, for vi kunne først tjekke ind klokken 14. Da vi havde drukket kaffe og hygget under caféens parasol, med udsigt til havneløb og skibsværft, gik vi ud for at finde den bus, som hotellet havde oplyst os om. På vejen hentede jeg færgebilletter til henholdsvis Anafi og Santorini. Bussen fandt vi med lidt hjælp fra en lokal, og snart var vi afsted mod Vari Beach. Checken gik ultrahurtigt. En ældre herre spurgte "Jansen", og jeg svarede "Hansen". Straks efter havde vi nøgler til et lille værelse med havudsigt. Og det ser skønt ud. Men jeg tror, vi begge var trætte - ingen af os var vist i specielt godt humør. Måske var det den høje musik, som væltede ud over hele stranden fra nabobaren. Men ned til stranden kom vi. Og her kæmpede vi vist begge en kamp med os selv. For selvom henholdsvis varm vind og fint sølvglinsende strandsand hver for sig er fantastisk, så er kombinationen af de to lig med sand overalt - det knaser i tænderne og generer i øjnene. Men ingen af os bliver for alvor slået ud. Bedst som vi ville gå, blev to strandsenge ledige, og nærmest straks var oplevelsen en helt anden.

Efter et par timer på stranden var det tid til bad og mad. Vi spiste i hotellets restaurant. Det hele drives af en familie, som meget venligt og imødekommende hjælper os med alt vi har brug for. Og vi er rørende enige om, at selve hotellet er både hyggeligt og charmerende med dets patina og småskavanker. Og da først musikken var stoppet, og stranden så godt som tømt for badegæster, kunne vi stornyde et skønt måltid, bl.a. med turens bedste græske salat. Vi blevhurtigt enige om, at eftermiddagens trælse humør nok skyldtes, at vi var godt og grundigt trætte. For nu var livet igen værd at leve.

Kort efter aftensmaden gik vi en tur op ad vejen. Kasia spurgte, om jeg troede der var slanger. Det kunne jeg hverken svare ja eller nej til, før jeg så, at det var der. Nok bare ikke den slags, vi helst ikke ville møde. Disse var ganske fredelige - måske vandslanger det skal forsyne områdets træer og planter med vand???

Vi nåede et fornemt udsigtspunkt før vi vendte næsen hjemad. Og nu er det slut på en lang og begivenhedsrig dag med op og nedture.

Acropolis-dagen

I morges stod vi op og spiste morgenmad paa hotellet. Det var ganske fint, og der var forskelligt at vaelge imellem. Vi havde planer om, at vi ville afsted ret tidligt paa dagen, fordi her er meget varmt, og vi vil gerne undgaa middagsheden. Men da det kom til stykket, endte vi med at tage det helt stille og roligt, og bare nyde det.

 

Efter moggenmaden gik vi stille og roligt til Acropolis, som ligger naesten lige ved siden af hotellet. Vi betalte, og gik herefter rundt i ruinerne af store enorme templer og bygninger. Der var ogsaa to amfiteatre, hvoraf det ene er fint restaureret og anvendes den dag i dag til koncerter. Bogstaveligt talt, for her til aften kunne vi ane musik derovrefra.  

Oeverst paa bjerget stor Parthenon-templet. Det stoerste og mest imponerende. Baade Kasia og jeg har taget et vaeld af billeder, og vi har haft en fest med det. Vi har udholdt varmen uden de helt store problemer. Men jo, vi sveder meget og drikker ofte vand og kolde colaer.

 Der var mange mennesker, og Kasia og jeg droemte vist begge om, at faa lov at gaa rundt mutters alene, og studere alt og fotografere. Men det lod sig ikke goere. Faktisk var de ret strikse. Ingen madvarer eller drikkevarer. Og man maatte heller ikke roere ved marmor eller kravle paa murerne. De to sidstnaevnte ting har jeg nu helt fin forstaaelse for. Men vi saa folk, der forcerede afsparinger, for at faa de bedste billeder. Det holdt vi os alt for gode til.

  Jeg tror Acropolis er under konstant renovering. De store maskiner og kraner virker permanente. Men uanset, saa var det et imponerende sted, og vi slog begge koldt vand i blodet, og noed bare at vaere der. Og helt selv bestemme tempoet. Saa vi holdt en lang pause ved Parthenon, vor vi fotograferede, sad i skyggen, sneg os til en taar medbragt vand og snakkede.

Jeg tror ikke, at vi saa det hele. Men paa et tidspunkt havde vi faaet nok. Vi var vist begge blevet ret sultne. Saa vi nussede ud, igen i et tempo, hvor der var tid til at stoppe op. Vi gik ad en hyggelig vej ned forbi metrostationen til bydelen Plaka. Det var der, vi ogsaa var i gaar aftes, hvor drengene spillede bold paa gaden. Vi havde set et hyggeligt restaurantmiljoe ved en lille plads, og der slog vi os ned i skyggen under en parasol. Vi fik hurtigt bestilt, og kort efter var vi i gang med at stille vores sult. Det var et dejligt maaltid. Vi bestilte ogsaa en iskaffe. Der er mange valgmuligheder, og jeg roder noget rundt i dem. Jeg plejer jo bare at tage min kaffe sort. Men jeg har endnu ikke faaet serveret noget, der ikke smagte dejligt.

Efter kaffen vendte vi naesen hjem mod hotellet, hvor vi holdt siesta og ladede op. Baade os selv, og vores telefoner, som vi flittigt har brugt til at tage billeder med. Bl.a. til bloggen her. Jeg vil indroemme, at jeg i dag har taget billeder med hele tre forskellige apparater. Jeg har to kameraer og min telefon. Men det gaar fint, og jeg husker at tage billeder med telefonen, saa jeg kan vise vores oplevelser frem her.  

Efter en god lur, gik vi igen ud. Denne gang til det nye Acropolis museum. Det var meget anderledes og moderne i sit udtryk, sammenholdt med stort set alt andet her. Det anede vi allerede, da vi kom til indgangen. Vi gik paa marmor og glas, og igennem glasset kunne vi se udgravninger af den gamle by.

Der var flere steder, vi kunne kaste moenter i oenskebroende fra gammel tid. Hvis man altsaa havde et godt sigte. Det havde baade Kasia og jeg. Kasia ville ikke ud med sit oenske, og jeg tror helt jeg glemte at formulere et, fordi jeg var saa koncentreret om at ramme, og bagefter glad for, at det var lykkedes.

Museet indvendigt var ligesaa paent og velholdt som udvendigt. Fund fra Acropolis var udstillet i montrer i vaeggen, og de store skulpturer var fordelt rundt i det store rum, og faldt flot i et med marmorgulvet. Der var saa meget, at vi snart var maette. Men oeverst oppe, pa noget der lignede tredje sal, befandt vi os paa en etage, som havde samme dimensioner, som Parthenon templet.  

 Hele etagen var hele drejet i forhold til resten af bygningen, saa den ligger parallelt med det rigtige Parthenon ikke langt derfra. Etagen var udstyret med det samme antal soejler, og der var bare smukt. Ud af de store panoramavinduer kunne vi se Acropolis lige saa fint. Her holdt vi fotopause i laengere tid. Der var smukt og meget rart at vaere. Vi forlod foerst stedet, da vi begge begyndte at fryse.

Vi var begge sultne, og nussede tilbage til denmeget hyggelige restaurant, som vi havde vaeret paa til frokost. Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed.

Da vi var blevet maette, blev vi enige om, at det ikke kun var vores maver, men ogsš vores hoveder, som havde faaet nok. Vi vidste, at der var en tagterrasse paa hottellet. Her tog vi en rom og cola hver med op.

  Vi sad der imens det blev moerkt og noed hver vores rom og cola. I morgen skal vi sejle 3,5 time til oeen Syros. Her skal vi vaer tre overnatninger, og vi haaber paa en dejlig strand, naar vi naar frem. Men nu vil jeg pakke min taske, saa jeg ikke panikker, naar jeg skal op kl. 6 i morgen tidlig.

Athen - liv og glade dage

I Bruxelles lufthavn fandt vi hurtigt et sted at spuse. Selvom klokken kun var 10, var vi pænt sultne. Ud ad vinduet kunne vi se fly efter fly. 

Afsted igen i et nyt fly. Jeg vil indrømme, at flyveture ikke er det mest spændende, jeg hader dem ikke, men de er nødvendige for at nå til spændende ukendt land, som vi har sat os for udforske. 

Alt er gået fint. Næsten. Min største bekymring i forbindelse med rejsen har været at bagagen for vild i flyskiftet i Bruxelles, men vores bagage kom fint ud på båndene. Vi tog os god tid i Athens lufthavn. Fik skiftet til kortere tøj, spist lidt kiks og installeret vores græske sim-kort til internettet og hævet lidt euro. Og forberedte os på de 39 grader, som kaptajnen havde oplyst os om, at temperaturen i Athen var. Herfeter fandt vi togstationen, og købte billetter til metroen, slog 20 minutter ihjel på perronen, hoppede på, skiftede til en anden metro, og stod af på Acropolis station.

Først her gik det en lille smule skævt - men ikke værre, end at vi blot kom på et nyt eventyr, som viste os, hvor hjælpsomme de lokale er. Da vi skulle gå til hotellet løb telefonen tør for strøm - så ingen GPS og elektroniske kort. Vi spurgte mange forskellige, som velvillligt startede lokale diskussioner om, hvilken vej de to piger med de tunge kufferter skulle gå. Og lad mig sige med det samme... vi gik ikke den direkte vej! Men vi fik set lidt af byen uden for turistgaderne, snakket med lokale og trukket vores kufferter op af de stejleste gader. Men det ville også være mærkeligt, hvis ikke vi støder på små bump på vejen. Vi tager det med højt humør, så længe bumpene er små.

Vi fik tjekket ind, og fandt værelset. Det er hverken stort eller prangende, men rigeligt fint. Efter at have slappet lidt af, nærmede klokken sig 22, og vi var sultne. Så vi gik ned mod stationen, som lå noget nær "lige om hjørnet". Vi fandt en lille bix, og slog os ned udenfor på gaden. Vi kunne se madmor bag disken tilberede vores mad, og lynhurtigt fik vi den serveret. 

Da vi havde spist var det blevet mørkt, og vi fortsatte ned ad bakken mod stationen. Der var et leben uden lige. Restauranter, cafeer og turistbutikker lå side om side, og på gaden promenerede et hav af mannesker. Og midt i det hele voksede flokken af knægte, der spillede fodboldkamp på gaden med mål af to par træer. Det var simpelthen så hyggeligt. Jeg tror, jeg nævnte det 17 gange.

Og kiggede man op ad bjerget, så tårner et oplyst Acropolis sig op. Der skal vi op i morgen. 

Vi købte en lækker iskaffe, og nød den imens vi sad og studerede de mange mennesker, der passerede. Og vi så på fodboldkampen, der generede overraskende få af de forbipasserende. Da vi havde fået nok, osede vi i de stadig åbne butikker, inden vi vendte næsen hjem mod hotellet. Træt ligger jeg nu på sengen og skriver. Men nu er det vist tid til at slutte for i dag.

Mod Bruxelles

Så sidder vi i fly nummer 1 mod Bruxelles. Det var noget tidligt,  vækkeuret ringede. Før kl. 5. Men vi kom op og ret hurtigt afsred mod lufthavnen. Inftil videre er alt gået som smurt. Der var lang kø, da vi skulle aflevere baggage, så Kasia var chauffør på begge trolley'er, imens jeg hentede kaffe til os i Starbucks.

Vi kom ret hurtigt igennem, og fik også handlet en stak blade, vand og jeg købte en bog. Da vi gik fra kiosken, havde jeg en mistanke om, at jeg ikke havde betalt for min Kryds & Tværs. Selvom Kasia mente, at det var ligemeget, insisterede jeg på at gå tilbage. Gaten var lige om hjørnet.  Kasia stak mig kontanter, så det ville gå hurtigere.  Og sådan endte det med, at jeg alligevel ikke selv kom til at betale. Jo. Hun skal nok få pengene.

Sidst i indlægget skal jeg opdatere mine kolleger med kendissituationen. Vi mødte (læs "så") Mads & Mikkel og Margrethe. I kan gætte lidt på hvem - så skal jeg forsøge at huske at løfte sløret yderligere senere.

Næste stop Kykladerne

Så er jeg afsted mod nye eventyr,  og her er det efterhånden traditionelle selfie fra toget.

Næste stop Kykladerne er måske en lille overdrivelse, for det første der skal ske er, at jeg mødes med min veninde, Kasia,  i Valby,  hvor vi skal på café og spise tunbøf. Det fik jeg sidste år, inden vi rejste til Sicilien. Så måske det også bliver en tradition.

Kasia skal også med. Dejligt at have en rejsemakker. Det gik rigtig fint sidste år, og jeg er glad for at have en at dele turen med. Vi fandt ud af, at jeg snakker meget. Når jeg begynder at snakke om ingenting, så griner hun lidt, siger "si, og jeg spørger ikke, om hun har hørt efter. Jeg tror, det er fint for os begge. Perfekt.

I morgen tidlig flyver vi til Athen. Vi skal en omvej over Bruxelles, så vi er først fremme i morgen eftermiddag. Vi bliver i Athen til på lørdag, hvor vi tidlig morgen sejler med færge mid øen Syros. Nogle dage efter går færgen til Anafi, og et par dage før hjemrejsen tager vi til Santorini, hvorfra vi flyver direkte hjem til Kastrup.

Lad eventyret begynde.

Haven er næsten ferieklar

Nu har jeg nogen tid knoklet i haven for at få udryddet al ukrudt, inden jeg rejser 2 uger til Grækenland.  Jeg er næsten i bund. Men det bliver nok ikke bedre nu. For selvom der er nogle dage endnu, så er det Sankt Hans i morgen,  hvor jeg skal i sommerhuset med mor, far og farmor. Tirsdag er der farfars bisættelse og onsdag er pakke- og rejsedag. Så haven er som den er. Men den er også finere, end den er mest.

Farfar døde natten til torsdag. Det var ikke helt ventet, og det gør mig trist. Mine tanker er ofte hos min farmor.

"Den lille frække" er kommet hjem

I en lille uge har jeg drønet rundt i en Peugeot 208. Jeg havde også far med ude, og vi blev enige om, at den nu var ret lækker at køre rundt i. Jeg havde lidt vanskeligt ved koblingspunktet, men det er nok en vanesag.

I fredags fik jeg så besked om, at jeg kunne hente min bil, som var blevet rettet ud, efter nogen havde givet den en ordenlig en på sinkadusen. Og det er slet ikke til at se mere. Og da jeg satte mig i den og kørte, kunne jeg godt mærke, at der skulle lidt flere kræfter til at dreje, koble og bremse. Men jeg kunne faktisk mærke med det samme, at det var dejligt at komme tilbage i min lille bil, uden aircon, fartpilot, trykfølsomt lydanlæg, tagvindue og alt det andet... Hvor er det egentlig godt, at jeg er glad for det, der er mit.

Husdyr

Så var far og jeg nede og flytte bord for farmor og farfar.  Og vi blev næsten overfaldet (overdrivelse fremmer forståelsen) af en kæmpebi. Måske en gedehams.  Jeg kender faktisk ikke forskel.

Min nye turbocykel

Jeg løb de 3½ km ud på Skibhusvej til Kjelds cykler efter min nye cykel, som jeg købte i går. Jeg fik sved på panden, men samtidig overstået dagens motion, når jeg nu nok ikke når til spinning i morgen. Smart. 2 fluer med et smæk.

 

Ja, jeg fik jo stjålet min gamle cykel, så før eller siden måtte jeg jo investere i en ny. Det virker helt hul i hovedet at køre rundt i bil i dette fine sommervejr. Og jeg er sikker på, at jeg nok skal blive glad og tilfreds. Fin er den i hvert fald, med et par ekstra farvedetaljer, som forhåbentlig gør den lidt lettere at kende blandt de mange, når jeg skal finde den i stativerne.

 

 

Jeg gjorde som min mor sagde, og købte en kabellås også. Jeg har ambitioner om som minimum at låse den om natten, og på arbejdet. Der var en, som havde en smart holder. Den skulle jeg selvfølgelig have, så den ikke skramler rundt og ridser lakken.

 

 

Herudover var det eneste ekstraudstyr en fastmonteret batteridreven forlygte. Håber den bliver en succes, for jeg synes magnetlygterne altid flyttede på sig, og altid skulle justeres for at fungere.

 

 

Og hvis man tænker: "hvorfor købte hun ikke en baglygte", så er det selvfølgelig fordi den var en del af standardudstyret.

 

 

Og nu er jeg sikker på, at mor vil tænke: "men hvor er billederne taget". De er taget ovre ved en kollega, som er syg, og som jeg havde lovet at tage noget med hjem fra arbejdet til hende. 

 

Nu må jeg hellere komme i gang med at gøre klar til sommerfeten ude på arbejdet. Men jeg kan allerede nu se, at jeg ikke når det til tiden. Suk. Men min nye turbocykel skal nok få mig derud i en fart, når jeg først har været i bad og klædt om.