Så startede min udflugt med TUI Nordic (Star Tour). Første stop var et sted, hvor man kunne smage en lokal traditionel tærte med ost. Meget overraskende var den rigtig god - sød og kageagtig. Men jeg var ikke rigtig til at sidde stille og hygge. Så jeg kiggede mig lift omkring indtil vi skulle videre. Jeg var ret imponeret af, at stedet havde en ung mand til at dirigere trafikken - en god ting, eftersom to store busser brugte den ene side af vejen som parkeringsplads.
Tilbage i bussen gik det videre opad. Vi skulle passere bjerge. Det vidste jeg egentlig godt. Men føj da. Jeg sad i den forkerte side. Vi kørte så tæt på kanten til afgrunden, at jeg slet ikke kunne se hverken vej eller kant, når jeg kiggede ud ad vinduet. Jeg kan slet ikke beskrive følelsen. Men en lille charmerende ting var tunnellen, hvor man skulle holde for rødt, fordi der ikke var plads til modkørende. Men ude på den anden side, var det så anstrængende for min højdeskræk, at jeg simpelthen lukkede øjnene til trods for det smukke landskab. Det virkede som om, at chaufføren vidste hvad han gjorde.
Endelig fremme bad guiden os følge med, hvis vi ønskede tips til stedet. Så jeg fulgte selvfølgelig efter, og fik hørt om de bedste steder.
En kollega havde tippet mig om, at det var værd at skaffe sig en liggestol under en parasol. For de pladser bliver hurtigt optaget. Jeg skyndte mig at finde en solen i "yderste række, så jeg ikke følte mig som sild i en tønde. Jeg blev lidt chokeret over, at jeg skulle betale for to, når jeg nu kun var en. Men sådan var reglerne, så jeg betalte. Inden der var gået alt for længe, opdagede jeg da også skilte, som fortalte det samme. Og da jeg fandt ud af, at pengene går til at vedligeholde området, gjorde det knap så ondt på pengepungen.
Jeg skulle være på stranden i 4 timer. Vidste ikke helt, hvad jeg skulle. Der var så smukt, at det virkede tosset at ligge og læse. Flere strande, en ø, der ikke længere var en ø, og udsigt til bjerge. Jeg startede med at gå lidt rundt. Mærke på vandet. På den "lave" side var vandet meget varmt. På den "dybe" side var det friskt. Jeg gik en tur ud på "øen". Her var der næsten endnu smukkere. Fortrød næsten, at jeg havde lejet solseng. På den anden side var det godt med lidt skyggegaranti. Tilbage og læse en lille smule, og så en tur i vandet igen. Det var virkelig dejligt.
Da jeg kom tilbage til solsengen, med intention om at gå endnu en tur, lidt længere, på øen, stod der er pige og kiggede lidt rundt. Da jeg kom forsøgte hun at lade mig forstå, at hun gerne ville leje den anden liggestol af mig. Og selvfølgelig måtte hun det. Da hun så, at jeg ville gå en tur på øen, spurgte hun, om vi skulle gå sammen. Det var ikke noget problem, udover at hun kun kunne tale græsk og italiensk, og jeg dansk og engelsk. Men det gik, og vi fik hjulpet hinanden med at tage billeder - og jeg bilder mig ind, at vi også fik kommunikeret lidt. Jeg blev også beordret solcreme i ansigtet, fødderne skyldes efter en lille rift der blødte, hat på hovedet (det lykkedes ikke - havde ingen), og noget i håret hun rakte mig. Hun var sjov.
Efter et par timer i hendes selskab måtte jeg finde bussen. Der var 10 minutter til vi skulle være der. Det tog mig 25 minutter at finde den. Jeg kunne slet ikke hitte rundt på parkeringspladsen. Da vi ankom havde jeg vist så travlt med at følge efter guiden, at jeg ikke lagde nok mærke til omgivelserne. For der hvor jeg troede bussen ville være, var der kun personbiler. Og jeg kunne ikke umiddelbart se en stor bus. Lidt småpanikken travere jeg rundt på må og få. Op til udkørsel, hvor andre busser holdt. Ned igen. For bare at stille mig op igen. Jeg tænkte, at bussen vel skulle den vej. Der var lidt udsigt, og pludselig langt væk fik jeg øje på en række busser. Jeg gik ned i den retning, og håbede, at bussen ikke kunne køre en anden vej ud af området. Da jeg kom ned kunne jeg igen ikke se andet end personbiler, men jeg fortsatte i den retning, jeg mente, jeg havde set busserne. Og til sidst var den der. Jeg løb det sidste stykke, men blev beroliget af guiden. Jeg var ikke den sidste.
Sidste stop på turen var en hule der også var en kirke. Jeg var så træt, at jeg håbede, at det var den samme som i går. Så kunne jeg måske blive i bussen. Jeg var temmelig træt. Men det gik hurtigt op for mig, at vi var længere væk. Og så klatrede jeg de mange trapper op mod den katedral-store hule. Og den var imponerende. Der var de samme ting at sige om den, som om hulen i går. Men denne synes jeg var større, flottere og mere imponerende.
Tilbage på hotellet gik jeg direkte i strandbaren for at spise. Træthed skyldtes måske, at jeg ikke havde spist andet end gajoler siden morgenmaden. Der var ikke ret mange mennesker på stranden - det var som om, at det hele var mit. Musikken var ændret fra pop til noget græsk strengeinstrument, og lyset ændrede sig også stille og roligt. Den græske salat og den iskolde Mythos, havde ikke smagt bedre tidligere, og jeg sad længe og nød stedet, stemningen og skrev mine blogindlæg. Jeg fik også en is. Skønt. Jeg hoppede i vandet og satte mig på en solseng og skiftevis skrev videre eller stirrede ud på vandet og den store ø og holdt øje med solnedgangen. Efter en tur mere i vandet stod jeg et par minutter og så solen forsvinde ned bag bjergene.
Tilbage på værelset tog jeg et bad og ville skrive videre. Men der gik ikke længe før jeg snorksov.
Fredag er dagen, hvor jeg i bil skal køre til Heraklion og finde Knossos og museet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar