mandag den 15. august 2011

Sidste morgen i Barcelona


Vi fik jo lov at sove ude, hvis vi havde lyst. Og jeg vil indrømme, at det har været problemfrit og dejligt. Tilpas temperatur, ingen dyr og frisk luft her til morgen. Og det var bonus, at jeg ikke så meget som ænsede, at canadierne rejste i nat.

El Classico og skolecamp


Overskriften giver nok først mening, når man har læst indlægget her. Efter stranden forsøgte vi at finde noget at spise på strandpromenaden. De fineste (læs: dyreste) blev udelukket, og vi gik ind på en hyggelig rustik restaurant. Desværre havde køkkenet lige lukket, til trods for at kl. 18 hjemme i DK ville være ganske almindelig spisetid. Men her i Spanien er det åbenbart tid for pause, inden køkkenet åbner igen ved 21-tiden. Folk her spiser rask væk aftensmad kl. 23, men det er lidt svært for os, når skolen vi sover på, låser porten kl. 23.30. Tilbage til strandpromenaden. Vi besluttede at tage metroen tilbage til 'vores' forstad og spise tapas (fingerrette, ofte friturestegte småretter) til en enkelt øl. Det større steder havde lukket, måske fordi det var søndag. Men vi fandt en lille bar (i Spanien er barer små steder, hvor man kan få alverdens ting at spise og drikke, oftest med udendørs servering ved alu-borde og stole, som hurtigt kan pakkes frem og tilbage afhængig af mængden af kunder). Det sjoveste var, at jeg er taget til Spanien og spiser på en bar ved navn Frankfurt. Vi tog til aftenbøn i kirken. Som jeg har nævnt bor vi på en skole, og er ikke tilknyttet du sogn. De frivillige der sørger for os er 5 unge ildsjæle (som vist alle er i familie), som har fået lov at bruge skolen. De er virkelig søde og gør hvad de kan, men er tvunget til at videreformidle skolens regler og sikre, at vi ikke gør skolen upopulær i området. Skolen er omgivet af høje beboelsesejendomme hele vejen rundt. Jeg synes egentlig det er lidt synd for de frivillige unge, at de bliver så kritiseret. Der er kun dem, og mindst 300 overnattende fra flere forskellige lande. Og de er her hele tiden, selv om natten sover de ved døren, for at sikre, at alt er som det skal være. Tilbage til aftenbønnen. De 5 unge spaniere syntes ikke vi skulle være helv uden for den aftenbøn, som Barcelonaarrangørerne havde fastsat - når nu de heller ikke kunne mobilisere en menighed til at arrangere en frokost, som også det overordnede program havde annonceret. Vi sad længe og ventede i kirken, mens de konfererede med en canadisk præst om rækkefølge. Bønnen inkluderede Hil dig Maria på mange sprog, hvilket faktisk var meget rørende, og understregede, at vi er her for det samme, og uanset hvilket sprog vi taler, så ved vi alle, hvad der bliver talt om. Der var bl.a. Engelsk, spansk, dansk, polsk, vietnamesisk og kinesisk. Sidstnævnte sagt af en kinesisk ph.d.-stederende fra vores danske gruppe. Der sad hun og sagde sin bøn på kinesisk, næsten uhørlig og på du sprog ingen andre end hun forstår. Og alligevel vidste alle i lokalet nøjagtig hvad hun sagde. Efter bøn og gruppebillede gik vi tilbage på Frankfurt. En del fra den danske gruppe var allerede i gang med El Classico (Barcelona mod Madrid i fodbold) sammen med de lokale. Og der blev jublet højt af ALLE ved scoring til 1-1 og 2-1 til Barcelona. Ærgeligt vi kun havde en time, for det var så hyggeligt. Vores lejrchef gik tilbage på skolen og vandt os du kvarter ekstra - men vi måtte gå inden kampen sluttede. De 5 frivillige havde fået lov til, at lade de der ville, sove uden for, her den sidste dag. En del har valgt at trække ud, for canadierne skal forlade salen i nat omkring kl. 4 i nat. Jeg er en af dem, der er rykket ud. Jeg er spændt på, om der falder dug, så jeg kommer til at fryse - eller om det bliver den all time mest vellykkede nat under åben himmel, eller om jeg kommer til at fryse. Nu giver jeg det et forsøg, og så er jeg i træning til natten på flyvepladsen. Så drømmeland - her kommer jeg.

søndag den 14. august 2011

Søndag i Sagrada Familia


Efter lørdagens strabadser, kom vi til søndagsmessen, som blev fejret i den ufærdige Sagrada Familia, som vi også besøgte i fredags. Messen blev holdt af med biskopper fra nogle af de lande hvor der er grupper fra. Kirken blev fyldt - vi sad på gulvet. Det eneste jeg synes var ærgeligt var, at det blev lidt af en almindelig turbomesse - bispen virkede ikke videre inspireret af de mange unge med flag og højt humør. Men det var en fin messe. Billedet er fra i fredags. Efter messen var hele den danske gruppe i parken overfor og fik lavet noget spas sammen. Og derefter satte jeg mig med Rosa og Michael på Starbucks, drak iskaffe, spiste kage og fik opladt diverse telefoner. Da vores gruppe denne gang ikke har fået tildelt du sogn, er der heller ikke lagt en masse planer for os, som de år, hvor vi har været privat indkvarteret. Det betyder, at vi har masser fritid til at være turister. Så nu er jeg atter på stranden. Og den er også super lækker i dag. Jeg har fundet ud af, at stranden er en del af det område, der blev bygget til OL i Barcelona i 92. Jeg tror jeg vil i vandet igen.

Güell


Dagen startede med en klassisk World Youth Day messe i Forum, et sted jeg ikke helt kan forklare, men som har et enormt asfalteret område. Unge der inden Madrid besøger byer i Catalonien, ankom med busser og metro. Det er lidt af en større udfordring at holde styr på 120 mennesker i en proppet metro. Messen (eller gudstjenesten) var en af de store - med 4 sprog, kæmpe orkester og kor (jeg tror nemt man kunne diskutere musikalske evner, men vilje var der i overmål), flere præster end man kunne tælle, storskærme og en fantastisk stemning. Og det er helt utroligt at opleve høj musik og 10.000vis af mennesker, der alle ved, hvornår det er ok at klappe og hvornår der skal være så stille, at man ville kunne høre vinden i palmetræernes blade. Efter tog vi nogle deltagere med til en park, som Goudi havde bidraget til. Jeg aner du mønster, men jeg kan faktisk ikke forklare hvad det er han har skabt. Der synes ikke at være nogle regler, og en del af konstruktionerne er lavet af naturlige materiale, og dukker op om et hjørne, eller neden for en trappe, når man mindst venter det (jeg vil tilføje billeder, når jeg kommer hjem til DK). Aftenen blev sluttet tilbage på Forum, med en koncert. Igen var der mange mennesker, og vi slog os ned bagerst, så kunne man komme og gå. Oppe foran gik folk helv amok med diverse slags dans og hop og lange menneskeslanger af unge fra alle lande, der sammen og uden at kende hinanden dansede glade rundt til musikken. Det fortsatte hele koncerten igennem. Som beslutning hørte vi U2. Super godt, bare lidt en skam, at det var kopibandet, med verdensrekord i stort publikum. Et kort øjeblik overvejede vi, om man faktisk havde fået U2 til Barcelona, men vi blev relativt hurtigt klar over, at det ikke var denne gang. Nu er jeg endelig tilbage på langs, og glæder mig meget til at lukke øjnene. I morgen er sidste hele dag i Barcelona.

lørdag den 13. august 2011

Sagrada Familia


Efter stranden i går skulle vi besøge den store kirke, som endnu ikke er bygget færdig. Jeg har altid syntes, at den så gammel, beskidt og temmelig tilfældig ud. Men så hørte jeg om Goudi, som har tegnet kirken og enormt mange andre bygninger i Barcelona. Udefra er kirken pyntet med en utrolig rigdom af detaljer både i arkitektur, billeder og tekst - uden jeg i øvrigt vil gøre mig klog på nogle af delene. Indenfor befandt vi os i den mest anderledes kirke jeg kan mindes at have set. Så anderledes og spændende, at jeg egentlig ikke tror jeg rigtig kan få det beskrevet. Efter vi var blevet mætte, satte jeg mig med nogle stykker på en café med udsigt til kirken. Resten af dagen gik med at slentre rundt, indtil vi var så trætte, at vi bevægede os hjem til kaos på skolen, da både gymnastiksal og badefaciliteter var proppet med nye unge, som også skulle sove på skolen. Lad mig sige, at ikke alle verdens lande besidder samme svømme-/idrætshals-badekultur som i Danmark.

fredag den 12. august 2011

Badetid


En stor gruppe mødtes igen kl. 12, og vi tog mod stranden. Her er meget varmt, så lidt afkøling frister de fleste. Stranden er helt fantastisk. Sandet uden sten, vandet med små glitrende stjerner og promenadens baggrund består af de mest spændende og fantasifulde bygninger og konstruktioner. Om halvanden time er vi færdige med at sol/bade, og skal i det mere anstændige outfit, for så skal vi i Segrada Familia - kirken der endnu ikke er færdig.

Praktisk morgenkaos


Kaos er måske så meget sagt. Men dagen startede med, at min ene telefon begyndte at bimle kl. 6, ligesom den plejer. Problemet var bare, at der sov nok 100 andre mennesker i gymnastiksalen, og jeg ikke kunne logge ind efter flytilstand, fordi jeg havde glemt koden til det spanske sim-kort hjemme i DK. Jeg fandt dog halvvågen ud af at skulle telefonen helt. Morgenmaden (m.m.) blev leveret af du cateringfirma - alt pakket i celofan. Vi fik delt ud til alle 50 deltagere, til alle dagens måltider. Jeg er sikker på, at stort set alle spiser på restaurant i aften. Den skinkesalat i plasticbøtte og tomatsuppe i karton er nok hverken nok eller tilfredsstillende for mange. Men det er til at overleve på. Endelig kom vi afsted, efter jeg havde købt 50 3-dages transportbilletter i en automat. En gang skal jo være den første. Vi tog mod centrum, hvor alle fik fri. Jeg fik en kop kaffe med udsigt.

torsdag den 11. august 2011

Next stop sommer


Det lykkedes mig at nå toget, og nu sidder jeg igen og venter på at blive bragt til nye eventyr. Det står ned i stænger, og har gjort det siden jeg stod op. Det er helt mærkeligt at tænke på, at i eftermiddag, efter ganske få timer i et fly, så lander jeg og resten af 1. gruppe fra DUK i hede Barcelona. Sidst vi var til World Youth Day var i Sydney, og det bragte både enorme oplevelser og gode spændende bekendtskaber, da vi blev indlogeret hos meget engagerede værtsfamilier. Denne gang er det planen, at vi skal overnatte på skoler - både i Barcelona og Madrid (som vi rykker videre til først i næste uge. Men første opgave for os i ledergruppen bliver at samle tropperne i lufthavnen og få tjekket alle ind.

søndag den 7. august 2011

Lilla blomkål


Så lykkedes det at gro lilla blomkål også. Det er altså lækkert med grønt (øøøh, blåt) fra haven.
Published with Blogger-droid v1.7.4

Metki - ikke helt til at tro på

Jeg har skrevet om det før. Denne Metki Painted Serpant. Men det er alligevel ikke helt til at tro på, så her endnu et billede. Jeg ved godt det mest af alt minder om et af de der billeder, hvor en fisker stolt viser sin flotte fangst frem. Og jeg tror nu heller ikke, at det er helt ved siden af.
Published with Blogger-droid v1.7.4