Rammelstein - en mere moderne mine

Næste stop var Rammelsberg - mine.  Også verdenskulturarv. En noget større, mere moderne og velholdt "besøgsmine" en Samson-minen vi besøgte i går.

Der var forskellige turs,  man kunne købe, udover de udstillinger der var rundt omkring. Vi købte turen, hvor vi skulle med to ind i minen og lære lidt om den udvikling værktøjet/maskinerne havde gennemgået. Vi så afgangen før os. Man blev virkelig "lukket inde".

Efter vi havde kigget på lidt forskellige udstillinger om minearbejdere og de mineraler der blev gravet ud af bjerget, gjorde vi os klar til selv at skulle med toget. Sikkerhedshjælmen var standardudstyr. De klæder os. Og sikke en dejlig farve. 

Vi skulle vente i omklædningsrummet. Meget smart kunne minearbejderne hejse deres tøj op under loftet, og låse kæden fast,  når de var i minen. Og når de var hjemme kunne deres arbejdstøj hænge til tørre i det varme rum. Varmen stiger jo til vejrs, fortalte museumsmanden. 500 arbejdere kunne klæde om her.

I toget var der bælgmørkt - og ikke meget plads. Temmelig heldigt selve - det var ikke nemt!

I minen var væggene fugtige, og det så ud til, at der var lagt et helt netværk af skinner. Men sporskifter og det hele.

Museumsfatter var utrolig god til at inddrage børnene. Og de elskede ham. Her demonstrerede Hvordan 4 arbejdere kunne blive transporteret 500 m ned i minen. Hans pædagogisk tilgang bevirkede, at vi faktisk kom ud meget klogere på minedrift, end da vi gik ind. Selvom vi forstår et minimum af tysk.

Jeg var simpelthen så imponeret af de børn. Efter en time var de stadig helt opslugte.  De lyttede. Blev spurgt. Svarede. Hjalp med demonstrationerne. Og forældrene hold sig stolte i baggrunden. Jeg tror flere af børnene sagtens kunne have klaret mange flere ture med museumsfatter. Og han så ud som om det virkelig tændte ham, at have så kvikke børn med rundt. Besøget i minen var en fornøjelse på mange måder.

Tyske trækirker

Hvis ikke man vidste, at vi har set meget andet i dag, skulle man næsten tro, at temaet for dagen var tyske trækirker. For de næste to stop fulgte "Jørns turistbusser" fra den ene til den anden.

Med endnu en GPS-UDFORDRING elimineret, fandt vi frem til "Das heiliges geist kirche" (vist nok) i Clausthal-Zellerfeldt. Det var en stor flot blå kirke bygget i træ i sin tid finansieret af minearbejderne.

Far havde fortalt om den. At den er Tysklands største trækirker.  Jeg læste, at der er plads til 2200 mennesker. Selvom den er stor, snakkede vi om, at det vist kun kunne lade sig gøre med balkonen i brug.

Vi havde for længst passeret frokost. Og havde et par planer inden en længere frokost kunne komme på tale. Så vi købte en lækker lækker "saltbolle" og en stor cookie, som vi delte for at holdt sulten for porten.

Turen gik videre til Hahnenklee, vor vi inspicere endnu en kirke i træ. Staukirche. Udvendig var den ret flot på sin helt egen meget specielle måde.

Enden for var der mange detaljer at få øje på i træarbejderne. Prædikestol, lift, balkon osv. Ind imellem har vi følt os lidt i pensionistland. Kirken var propper med ældre tyskere, og udenfor holdt en busfuld danskere. Men alle smiler pænt til hinanden,  og nyder oplevelserne. Og ind imellem genkender vi folk, når de dukker op andre steder samtidig med os.

Det mest imponerende ved kirken var noget vi ikke så. Klokkespillet. Vi så billeder af klokkerne i tårnet. Og instrumentet der blev brugt til at spille på klokkerne. Det gad jeg godt have hørt. Klokkespillet havde fået sit helt eget tårn ved siden af kirken - og alligevel sammen med den.

Okerdalen, Okerstausperre og Okerstausperre og Okerstausee

Så nærmer endda en dag sig sin afslutning. Og endnu engang har Helle og jeg pakket den fuld af oplevelser - og trodset "regnen på Andreasbjerget". Og formiddagens oplevelse synes jeg fortjener et indlæg for sig selv. 

Vi startede dagen med at brainstorme på et program der ikke ville betinge lange gåture - både fordi det regnede massivt her til morgen - men også fordi vi begge stadig er fysisk mærkede efter turen på Bloksbjerg. Av mine lægge.

Vi blev enige om en rute til os og 206eren, som igen ville tage os til forskellige oplevelser. Første oplevelse var Okertal-dæmningen. Google havde leveret en adresse, hvor man kunne sejle fra med et Cruise. Vi holdt muligheden åben. GPS-damen tog os igen til et sted "helt ude i skoven". Men det var Google skyld. 2. gang lykkens gang. Jeg var tæt på at køre ud på dæmningen - men kastede i stedet bilen ind på en p-plads lige ved siden af dæmningen. Og ud i regnen med os!

Fra "søsiden" buede dæmningen. Og vi kloge kvindfolk gættede løs på, hvorfor.

Lidt fakta omkring bygningsværket kunne vi også ret nemt finde. Herudover har jeg læst, at to byer blev oversvømmet, da dæmningen blev taget i brug. Forinden havde beboerne fået en ny by, de kunne slå sig ned i.

Regnvejr og skyer skabte dramatik og en udsigt, der virkelig var værd at betragte.

Både Helle og jeg var begejstrede for stedet. Og det skulle da forevige med diverse selfies.

Nede på den anden side af dæmningen var der ikke meget vand tilbage.

Og dæmningen 

Og fra den "tørre" side af dæmningen får man indtryk af, at det er noget af en konstruktion.

Og fra modsat side kunne man tydeligt se, hvordan dæmningen bugter sig.

Og lidt længere henne, kunne vi nyde bjergskråningerne.

Og inden vi vendte tilbage til bilens side, måtte jeg knipse lidt flere billeder. På tilbageturen stoppede det med at regne. Skønt.

Høj og lav

Den fulde tekst tekst kommer ikke  i dag. 

Vi sov til vi begge var klar til at starte dagen. Og vi blev hurtigt enige om at besøge en  gammel sølvmine her i byen. For det regnede en del - og vi var vel i tørvejr i Samson Grube.

Her var de største og mest imponerende trækul,  der ved hjælp af vand drev minens primitive elevatorer m.m.

Det var så smart. Tænk at have fundet på det!

Selvom mekanikken var smart, må der være gået mange liv til i minen, siden den startede i 1500-tallet. Både pga elevatoren, fugt og ulykker. Der var virkelig mørkbog trøstesløs, når elpæren blev slukket. Og jeg går ikke ud fra, at der var trukket strøm de 800 m. ned!

Vi kørte til den nærmeste by Braunlage for at spise frokost. Da vi snakkede om, hvad vi skulle bestille, bød en dansk mand ind med input til Helles valg. Han havde fået den samme, meget stærke pizza. Ret hurtigt efter blev Nr. 32 højt anbefalet af en dansk dame ved et 3. bord i restaurantens hjørne. Og parret ved et 4. bord brød ud i grin sammen med os allesammen. Personalet så meget undrende til

 Vi var dumpet ned i en danskerlejr - men ingen af bordene kendte hinanden. Det var ret sjovt og pudsigt.

Helle og jeg havde begge bestilt vand til maden. Det dyreste vand vi nogensinde har drukket! Men det var nu et lækkert måltid alligevel. 

På vej til Wernigerode slot.

På slottet i Wernigerode. 

Udsigt fra slottet.

På vej mod handelsgaderne i Wernigerode. 

Kageindkøb i Wernigerode. 

En gammel kending i Wernigerode. 

Trætte hjem på hotellet. Undskyld,  pensionen. Vi har fladet ud resten af aftenen. Og falder vist i tidligt i søvn på skift!

Schnitzel og 18%

På vej mod aftensmaden så vi et skilt der antydede, at gaderne nok går lidt op og ned i Sankt Andreasberg.

Vi fandt en restaurant hotelfatter havde anbefalet. Vi bestilte øl og schnitzel. Vi snakkede ikke så meget. Trængte nok mest til bare at sidde med vores telefoner og surfe lidt. Maden smagte ganske fint. Lækre møre schnitzler.

Dagens sidste opgave var at finde kontanter, så vi kan købe benzin i morgen (kørte forgæves tidligere i dag, fordi stationen ikke tager VISA. På vejen kom vi forbi den vilde gade. Det så helt vildt ud. Billedet retfærdiggør det slet ikke. Men man kan jo tjekke skiltet. Ikke en vej jeg har tænkt mig at byde 206eren.

Tilbage på hotellet er vi helt klar til at hoppe i seng. Vi har Chromecast med. Nu mangler vi bare at finde hdmi-stikket på tv'et der ikke er meget større end en iPad. Jeg kan afsløre, at vi ikke kommer til at case noget som helst til det lille miniature-billedrørs-tv.

Så mens jeg skriver er Helle faldet i søvn til afsnit 2 af Størst i Rio. Og nu følger jeg snart efter til drømmeland, kan jeg mærke.

Morgen på Der Achterman

Vi er kede af, at det kun bliver til en overnatning i Goslar på Hotel Der Achterman. Vi er fans. Og jeg tror ikke jeg behøver skrive mere om det!

To hekse på Bloksbjerg (Brocken)

Vi havde besluttet os for, at vi ville tage turen til Bloksbjerg i dag. Ifølge vejrudsigten vil det være den eneste dag med tørvejr. Så det skulle udnyttes. Og så må vi tilbage til Goslar en af de næste dage.

GPS'en viste os i dag sikkert frem til Schierke. Byen som "Turen går til" havde berettet var det tætteste toppen vi kunne komme toppen af Bloksbjerg. Inden vi nåede så langt op, kørte vi forbi et imponerende syn. 206erens bremser blev testet, og vi kørte ind ved siden af en række andre biler. Et kæmpe damptog med et stort lokomotiv der spyede det sorteste røg. Vi stillede os klar med mobiltelefon og kamera, og snart satte det i gang med flere tuuuut tuuuut.

Videre og fremme i Schierke fik vi utroligt nok den mest centrale p-plads. Og for at få mønter til p-automaten købte Helle en varm kop kaffe til mig til den første etape. 1 km op til togstationen. 

Vi købte os et par billetter. One way. 30 minutters stille tøffen opad. Det passede lige præcis med, at vi var kommer igennem køen til kassen, og købt to billetter, og sprunget på toget - så lød der endnu et tuuuut tuuuut, og det satte i gang. Vi stod for det meste udenfor på platformen mellem togene. For det meste var udsigten lange lange træstammer. Ind imellem kunne vi se ud over Harzen. Og nød det flotte vejr med dramatiske skyer.

Og det var ikke svært at nyde turen. Jeg knipsede løs med kameraet.

Oppe på toppen gik vi lidt rundt og kiggede på de store bygninger. Det gamle aflytningstårn - i dag er der "bare" en vejrstation. Siges det!!!! Wink Wink! Jeg fik ikke taget billeder med telefonen - så det må følge.

Og udsigten fejler ingenting. Vejret var godt. Men det var koldt. 8 grader. Så vi hoppede i alt det tøj vi havde med os.

Og her er udsigten endnu bedre. Der hører jo hekse til på Bloksbjerg.

Vi tøffede rundt på toppen i mere end en time. Der var lidt forskelligt at se på. Men bygningerne var ikke specielt kønne tæt på. Udsigten var det der trak mest.

Nedturen til bilen ville vi tage til fods. Heldigvis var der skiltet super godt. Det første stykke blev tilbagelagt på en fin asfalteret vej. Men på et tidspunkt drejede vi ind i skoven, nok allermest fordi den vej var 2 km kortere. Det var endnu en stor oplevelse at vandre i den tætte skov. Der var en fin sti at gå på. Og solen skinnede hist og her ned til skovbunden. Det var så fint.

På et tidspunkt viste skiltet ind midt i skoven, ad en smal sti. Vi var en lille smule tvivlsomme. Mon ikke det var bedre at blive på den fine sti. Vi besluttede Fortsat at stole på skiltene.

Men inden vi drejede fra, holdt vi et pitstop. En Bounty-pause. Vi delte chokoladebaren vi havde købt for at få mønter til at kunne komme på toilettet på toppen. Vi var ved at være trætte, og havde ømme ben. Men vi havde ikke mistet modet.

Et par timer tog det os at gå ned. 10 kilometer. Vi fandt bilen hvor vi havde sat den. Og skulle lige sidde lidt inden vi kørte til vores nye hotel i Sankt Andreasberg. Og hvad sker der. Det begynder at regne! Det kunne simpelthen ikke være planlagt bedre. Hele turen.

Hotellet var nok lidt af et antiklimaks. Det må jeg nok indrømme. Men det er også en unfair sammenligning, når vi holder det op imod Der Achterman. Vi blev vist rundt af hotelfatter. Han er super rar. Og selvom stilen her ikke lige er noget, jeg forestiller mig at efterligne hjemme i hulen, så er her faktisk rent og pænt. 

Så snart vi havde fået vores ting ind, smed vi os på sengene til en kort pause inden vi skulle jagte aftensmad.

Morgen i Goslar

Et lille kig ud af vinduet lidt i 7. Inden jeg hopper tilbage under dynen. Her er smukt og dramatisk.  Kan jo lige så godt nyde skyerne. For jeg tror ikke helt på, at vi undgår dem de næste 4 dage.

Nach Harzen

JEG HAR SOMMERFERIE. Og det er skønt. Jeg hentede Helle i morges lidt i 10. Og så startede vores lille eventyr. Min første sommerferie i 206eren. Og første gang den og jeg har været syd for Hamburg. Set bort fra, at jeg var tæt på at køre mod København (tak Helle, for at advare mig lige i tide), så gik det over stok og sten. I Jylland begyndte det at regne. Meget. Men jeg lovede, at det nok skulle stoppe inden vi skulle ud.
Vi holdt ind i Harrislee for at handle lidt ind i Duborg. Regnen var kun næsten stoppet. Og så fandt jeg mor og fars GPS-dame frem. Af sted det gik sydpå mod vores første overnatning i Goslar.
Vi kørte nogle timer igen, før vi blev enige om at finde en McD. Vi fandt en lidt nord for Hamborg. Solen varmede skønt, og vi sad udenfor med vores burgere. Og vi blev godt mætte. Videre.
GPS-damen begyndte at snakke løs om vejarbejder, der ville forsinke os så og så meget. Til sidst overtalte hun mig til at prøve en alternativ rute. Dumt. Vi kørte af A7. Og fulgte hende til punkt og prikke. Efter nogle kilometer talte hun til os igen. Vi skulle til venstre. Og så til højre. Og til og højre. Og hov... så kørte vi sørme ad samme vej som vi kom. Og hov. Så fandt vi os selv på nøjagtig samme sted i køen på A7. Hvem skulle den æresrunde til for? Vel. Vi fortsatte ved godt mod.
Lige indtil GPS-damen resolut meddelte, at vejen var spærret, og vi skulle dreje af. Hurtig beslutning. Jeg drejede af. Undrede mig over, hvad alle de andre biler, der fortsatte af A7, havde tænk sig. Vi kørte et kvarters tid - fulgte damens mindste vink. Drejede til højre og venstre når hun befalede det. Indtil... ...ja, indtil en bom spærrede en bro henover A7. Damen ville have os videre. Vi bad hende pænt tie stille. Tak. Og kørte tilbage til A7 primært ved hjælp af skilte. På A7 blev hun ved med at advare os - nu uden lyd. A7 var ikke en dyt spærret. Jeg følte mig pænt dum, da vi kørte under den bro, vi et kvarter før ikke kunne få lov at komme over. Men vi grinte af det - og damen var så flink at beregne en ny rute, da vi først var kommet forbi "afspærringen". Det regnede. Det stoppede. Det regnede voldsomt. Det stoppede. Helle mindede mig om, at jeg godt kunne slukke for vinduesviskerne. Igen.
Vi kom ind i en kø - men det var ikke slemt. Af A7. Flere steder blev vi benovede over synet at træbeklædte bjerge/bakker, med små skyer liggende i trækronerne. Hvor jeg dog håber på mere af den slags de næste dage.
Hen imod 19.30 fandt vi en parkeringsplads til 206eren - lige foran trappen til hotellets hovedindgang.
Hotellet er SÅ fint. Pænt. Dejligt værelse. Vi bor i et tårn, tror jeg. Væggene "runder".
Ret hurtigt gik vi ud i byen for at danne os et indtryk. Vi fandt torvet jeg har hørt og læst om. Det skal vi finde igen i morgen ved frokosttid. Vi har også spotte butikker vi skal tjekke ud. Og jeg skal tage en masse billeder af hyggelige huse.
Vi snakkede kort om hvad vi havde lyst til at spise. Og fandt en lille restaurant, hvor vi bestilte pastaretter. Note til Kristine og Helle. Hæv euro. I kan ikke betale med VISA-kort!!! På vej tilbage til hotellet begyndte det at regne igen
Meget. Og vi havde ingen paraply eller regntøj med. Beslutningen om at finde tilbage ved brug af vores indre GPS'er vaklede, og vi overgav os til telefonens GPS.
Nu slår vi mave i de lækre senge på hotellet, og hygger med hver vores mobil. Og er lidt spændt på, hvad vi ender med at fylde dagen i morgen med.
God aften derhjemme.