søndag den 17. september 2017

Aqualon og bold

Morgentur på gåben med Helle og Karina.


Aqualon. Vi var kun 5 der syntes det var en bedre idé end en tur på marked. Jeg vidste, at jeg ville blive sidst - svømme 200 m er jo en ret ny disciplin for mig. Og løb er jeg heller ikke på toppen over. Men det var nu sjovt alligevel.


Efter Aqualon skulle Anette til Fit Ball. Jeg havde helt glemt, at jeg havde meldt mig til. Så det var godt hun sagde det. Så vi dryssede videre til boldtræning - som jeg jo elsker.


Dagen fortsatte med mere sol og pool. Jeg er efterhånden godt branket, så jeg tog mig god tid i lejligheden, inden jeg fandt en skyggeplads nede ved Helle og Karina. Indlagt i vores "pool-tid" var også et forsøg på paddle board i lagunen. Er dog stadig, til trods for svømmesuccessen, møgbange for at falde i på dybt vand. Og der var meget vind. Så selvom jeg nogenlunde kunne holde balancen opretstående, sejlede Jeg lidt frem og tilbage inde ved kanten - imens Helle og Karina sejlede rundt ude midt på sammen med Stinne (vores spininstruktør).
Sidst på eftermiddagen skulle vi til funktionel træning. Det var lige mig. Billederne viser et udpluk af øvelserne. De hårdeste var armøvelserne.
Så kom tid til nåd og endnu et oplæg. Og sidst et besøg på Club La Santas buffetrestaurant. Og nu er det snart sovetid. Skønt.


lørdag den 16. september 2017

Så lærte man det der svømning

Så startede første hele dag på Lanzarote. Og sikke en dag. Hvis ikke der kommer tekst til alle billederne, så er det fordi mine arme er som spaghetti.
Vi startede med en morgenløbetur. De andre løb rundt om lagunen - jeg tog atletikbanen. Det er kun min 3 løbetur efter knæoperationen, og ved ikke helt hvad jeg kan. Så baneløb var rigeligt fint.


På vej til morgenmad (mega-lækker buffet) fik vi lige et glimt af Club La Santas morgengymnastik. Mennesker alle vegne - om poolen og på terrasserne rundt omkring. Det så hyggeligt ud. Det prøver vi nok en dag.


Morgenen startede så tidligt, fordi vi skulle nå at spise lækker morgenmad inden spinning. Og i betragtning af, at de fleste ikke havde spinnet før, så var det en hård time.
Og det bedste var, at da timen var slut, så skinnde solen fra en blå himmel.


Efter spin gik der ikke mere end en times tid. Så skulle jeg i poolen. Der var nybegyndersvømning. Desværre har jeg ikke billeder. Men det gik primært ud på, at vi skulle blive trygge ved at have hovedet under vand og åbne øjnene bagefter uden at tørre.
Da de andre var hoppet op fordi de frøs, fik jeg lidt privatundervisning - og fik lige justeret min brystsvømning. Det var en super oplevelse, at jeg faktisk godt kan.
Efter at have øvet og her var det planen, at jeg skulle sole, imens Helle og Karina havde rigtig svømmetræning.
Men instruktøren kom forbi og sagde, at det kunne jeg sagtens være med til. Jeg protesterede, for jeg syntes det så meget dybt ud, da vi havde rundvisning i går. Men hun sagde det kun var to meter - og jeg tænkte, at jeg i det mindste kunne gå derover og overveje.
Men jeg kom hurtigt I, da vi havde banen inde ved kanten - og så svømmede jeg den ene bane bryst efter den anden (sammen med en anden på mit niveau). Imens de andre blev introduceret til crawl. Jeg er simpelthen så stolt. Og mine arme er slatne - så må hellere få sluttet.
Billedet stammer fra solbadning bagefter.


Dagen fortsatte med lidt mere træning kl. 17 - føj, det var hårdt. Og med en masse hop jeg måtte springe over pga knæet. Men jeg knoklede med knæøvelser imens.
Da det endelig var overstået, drønede vi i bad inden vi skulle høre et oplæg om motivation kl. 19.
Herefter var vi færdige. Ikke mere socialt til os. Vi hentede pizza med i lejligheden. Og nu hvor den er spist hygger vi hver især med vores. Vi er trætte.
Og der må gerne grines af billedet. Det der vand har vist forstærket solens virkning på mit ansigt og min ryg. Til trods for solcreme faktor 30. Det er nok blevet skyllet af!!!
Og nu vil jeg ind og ligge ned. God nat.


fredag den 15. september 2017

Næste stop Club La Santa Sport

Utrolig tidligt blev jeg hentet fredag morgen af Helle og Karina. Kl. 3.50! Heldigvis havde jeg pakket helt færdig, med assistance fra mor. Så mod Billund det gik. Kl. 5.30 mødtes vi med resten af gruppen. Og omkring kl. 7.30 lettede flyveren mod Lanzarote.

I omegnen af fem en halv time senere var vi på spansk jord. Og en bus kørte os (vist nok) henover øen til det store og berømte Club La Santa.

Da vi ankom fandt vi ret hurtigt vores lejligheder. Det var ikke helt varmt i vejret - faktisk har det været meget svingende hele dagen. Vi fik skiftet tøj, og hoppede i supermarkedet for at handle ind til frokost.

Efter frokost og lidt afslapning mødtes vi med de andre i gruppen. Vi blev vist rundt på komplekset - og her er stort. Er spændt på, om vi lærer at finde rundt.
Efter rundvisningen skulle vi en 3 km tur rundt om lagunen. Her er en meget speciel natur. Mørkt og goldt. Men også imponerende på sin egen måde.

Vi var nu mere end godt brugte. Og vi tilbragte igen tid i lejligheden inden vi ville mødes med de andre til aftensmad.
Efter lidt mere hvil blev Helle og jeg enige om at hoppe en tur i poolen. Problemet var bare, at poolmanden lige havde hældt klor i vandet. Men vi kunne da få lov at bade i børnepoolen. Nej hvor vi grinte. Og det gjorde poolmanden også, når han gik forbi os. Men hold op, hvor var det skønt at plaske lidt rundt.

Efter bad gik vi ud for at købe lidt takeaway. Og så sad vi og spiste med resten af gruppen. Vi sad på en dejlig terrasse med en meget stemningsfuld udsigt.

Nu er vi tilbage i lejligheden. Og vi sover næsten allesammen. Jeg sover også om lidt. I morgen skal vi træne. Og vi håber på bedre vejr.
God nat, og sov godt.


fredag den 4. august 2017

Ringkøbing i august

Karina og Helle hentede mig lidt på formiddagen i Karinas dyt. Og vi vente næserne og Karinas 207er mos Ringkøbing. Vi ankom efter frokost og fandt frem til Karinas veninde Lea, som bor i en dejlig lejlighed lige ved siden af rådhuset. Her skulle vi overnatte de næste 2 nætter. Efter ankomsten viste Lea os rundt i down town Ringkøbing - hvor vi nok også var inde og kigge i en butik eller to.

Efter at have travet lift rundt i byen, hoppede vi alle 4 ind i bilen igen og kørte til Søndervig. Også her kiggede vi en del butikker på vores vej mod vandet. Søndervig virker som en hyggelig lille sommerby. Vi må nok indrømme, at det ikke helt er de varmegrader, vi helst vil have. Men ikke desto mindre skulle vi soppe lidt i Vesterhavet. Koldt? Nej, egentlig ikke udover de første 20 sekunder. Desværre havde ingen af os badetøj på. Men Karina og jeg gav hånd på, at vi skulle i vandet en af dagene.

Da vi kom tilbage fra stranden, begav vi os igen i ud i Ringkøbing på jagt efter aftensmad. Vi fandt ikke et spisested ved havnen. Men vi holdt et øjebliks pause på en bænk og nød udsigten.
Vi fandt frem til en italiensk restaurant. 2 fik pizza, 2 fik pasta. Det smagte fantastisk.

På vej tilbage til Leas lejlighed for enden af gaden, blev vi passeret af Ringkøbings syngende vægtere.
Hjemme sluttede vi aftenen med cola og et spil 500 - som jeg tante kæmpestort. Øv.
Men sikke en dejlig dag.

Københavnereventyr med mor

I tog på vej mod staden.

På kanalrundfart i det skønneste solskin.

På vej op i Rundetårn.

Eftermiddag i Botanisk Have.

Italiensk middag inden teateret.

Så er mor og datter i Det Kongelige Teater for at se gigasuccessen Klokkeren fra Notre Dame. 

lørdag den 1. juli 2017

Feriebarnet Quinto

Efter regn og regn i går, og stort set ingen udeaktivitet for vovsen udøver vores 2 gårture, er det dejligt med en tørvejrsdag. Jeg besluttede, at vi skulle på udflugt. Det var bare som om Quinto ikke rigtig forstod mine hensigtet. På vej til mor og far efter bilen trak han konsekvent modsat. Han plejer jo at "blive sat af" hjemme, når jeg skal arbejde. Da jeg bad ham vente i entreen da jeg gik i bryggerset, kunne jeg ikke lade være med at smile stort af ham. Han stillede sig da udenfor og kiggede meget bestemt på mig. Han var næsten ikke til at styre for begejstring, da jeg riggede bilen til.


Første stop på vores udflugt var et rigtigt vikingested med skibssætning, gravhøje, runesten og andre senere mindesmærker for bl.a. Sct. Ansgar og befrielsen i 45. Jeg anede ikke noget om stedet, så det var ret spændende - selvom parken ikke var så stor.


Og Quinto fandt også stedet spændende. Imens han var mere optaget af den lille familie, der også var på stedet. Jeg er til gengæld meget fascineret af runesten. Og denne skulle være stenen, med den længste runetekst. Jeg skulle selvfølgelig lige arrangere Quinto majestætisk foran fortidsmindet.
Tror ikke, det er min sidste tur til Glavendruplunden.


Så fortsatte turen til Flyvesandet. Der er en hundeskov på vej til vandet, opdagede vi. Og da der ikke var andre biler på P-pladsen, og vi så ud til at have det hele for os selv, skulle han selvfølgelig løbe lidt fri derinde. Der var så dejligt, at vi krydsede lidt frem og tilbage i hundeskoven, inden vi fortsatte til vandet.


Quinto er ikke helt så begejstret for foto of selfies, som jeg er. Der er meget, der er mere spændende end at kigge ind i en telefon.


Der er den smukkeste natur i de her dage. Og vi faldt også over smukke blomster.


Jeg havde glemt alt om strandens store sten. Det gjorde det lidt svært at gå ved vandet. Men Quinto gik så fint helt tæt ved mit venstre ben. Men det skyldes nok mere, at snoren var viklet et par gange rundt om mig - end det var dygtighed.


Til trods for de store sten, fik Quinto alligevel lov til at køle fusserne.


Jeg fandt et dejligt sted at holde en lille pause. Men Quinto var dog ikke helt indstillet på ophold, så han teede sig helt umulig. Jeg vandt magtkampen, og endte med også at få taget et par flotte billeder...


... også med ham på.


Vi gik op bag kløften, og hen langs med stranden og senere op i skoven. Quinto styrede retning og tempo. Vi kom gennem skov og kræt - enkelte steder måtte jeg dukke mig for at komme frem. Til sidst kom vi til et stykke fældet og genplantet skov. Vi valgte en ny sti tilbage gennem skoven til bilen.


Mor har købt en meget smart drilkeflaske til Quinto. Og vi faldt en god teknik, så han kunne drikke vandet nemmest muligt. Der var lidt mere end halvdelen af flasken tilbage. Men hold da helt op. Det forsvandt hurtigt.

Herefter vendte vi næsen hjemad. Og tog et par mindre omveje for min nysgerrigheds skyld. Sikke en dejlig tur. Og nu er det blevet havevejr.


søndag den 18. juni 2017

Jordbærrene er mine

Efter at have slået græs hos farmor, fortsatte vi hos mig. Jeg slog græs, mens farmor tømte potter for visne blomster og fejede terrassen og ryddede lidt rundt på potterne. Jeg fortsatte med at klippe hæk - for hvis jeg alligevel skulle på genbrugsstationen, kunne jeg lige så godt fylde bilen med et par poser hækafklip. Men jeg har en farmor, der er en rigtig arbejdshest - så da jeg syntes jeg var færdig, spurgte hun, om ikke jeg da liiige skulle klippe lidt mere, imens hun samlede op. Og sådan gik det til, at jeg nåede hele vejen rundt. Undtagen hyldeblomster og toppen af hækken. Og jeg nåede lige ind på genbrugsstationen 5 minutter i luk.


Nu er det sådan, at jeg elsker jordbær. Og jeg har fyldt et halvt højbed med honoye. Jeg har i dag plukķet de første 4 skønheder. Hvis man altså ikke medregner de to pragteksemplarer, som fuglene forhåbentlig har nydt stort. Og selvom jeg under dem det godt - så skal de holde deres små næb fra mine bær.


Derfor har jeg nu konstrueret et lille bur, som gerne skulle holde dem ude. Hønsenet og 4 "mellemlægspinde" (!!!) venligt doneret af Silvan, samlet med farfars dykkere og min gamle clipspistol, udgør min kreation. Den får ved nærmere eftersyn nok ikke en håndværkersmiley - men her fra sofaen ser det ganske fint ud.

Om lidt vil jeg nyde de 4 jordbær med lidt hjemmelavet is fra fryseren.


søndag den 11. juni 2017

Skærver

Efter at have set, hvor fint den så ud med skærver langs skuret kant, opstod ideen til at smuksere det lille område bag skuret - og give permanent plads trillebør og affaldsvogn til haveaffald. Billederne taler vist sit tydelige sprog.


lørdag den 10. juni 2017

Tilbage på bloggen

Indrømmet. Det er meget længe siden jeg har skrevet. Men nu er jeg begyndt at savne det. Nok fordi jeg har fået en del at fortælle. Jeg købte hus sidste år, og flyttede ind i marts. Jeg tror kun, jeg i 2016 fortalte om min tur til Hartzen med Helle. Men nu har jeg lyst til at fortælle lidt om hus. Og især min have, som begynder at tage form. Jeg fik solgt min elskede kolonihave i vinter, så nu er der lidt tid til at kæle for hus og have. Når arbejdet ikke optager alt for meget af min fritid. Jeg forestiller mig også at skrive indlæg med tilbageblik for det sidste år med hus. Glæder mig helt.