torsdag den 1. januar 2009

Årsopgørelse 2008

Året 2008 står for mig som et år med store op- og nedture. Der er sket ting, som jeg stadig har svært ved at forstå. Ikke kun at det skulle ske for mig, men at det kunne ske overhovedet. Jeg er allerede igang med at ødelægge den planlagte kronologi i dette indlæg om mit 2008.

Mine forældre købte mine bedsteforældres sommerhus. Det var en stor ting for hele familien, for det betød, at selvom min farfar ikke længere følte sig i stand til at tage sig af det lille hus ved Dalbybugten, så kan det stadig være til stor glæde for familien. Også fordi vi nu endnu oftere ser mors bror jørgen og hans familie, fordi tidligere tilfældigheder gjorde, at de har nabohuset.

Mht. min uddannelse blev 2008 året, hvor jeg langt om længe kan kalde mig Cand. mag. i medievidenskab. Jeg startede jo på dansk-studiet i 99, så jeg følte en stor lettelse, da vi tog hul på specialeskrivningen - jeg og min specialemakker Bo. Vi skrev om sociale netværk på internettet og specialet indeholdt også en analyse af de muligheder Facebook giver brugerne for at tillægge sig en redigeret virtuel identitet (repræsentation på internettet).

Jeg besluttede mig langt om længe for at opgive at komme tilbage til 1. divisionshåndbold. Knæskaden gjorde det surt at spille, for jeg havde altid ondt, og nåede aldrig at restituere inden næste træning. Så beslutningen ledte mig til en kort samtale med det nye trænerteam, for selvom de i princippet ikke havde dannet sig et overblik over deres trup endnu, var det vigtig for mig, at tage en slags officiel afsked med det hold, som jeg har kæmpet så meget for gennem en årrække. Planen var at holde en dejlig lang sommerferie fra træningen, og så i øvrigt koncentrere mig om specialeskrivningen.

Men i juni opdagede jeg til min store skræk, at jeg var begyndt at tabe håret. Jeg havde registreret en lille bitte bar plet i hovedebunden, men havde ikke skænket det yderligere bekymring. Tænkte jeg nok bare aldrig havde opdaget det. For hvor tit står man og finkæmmer sit lange tykke hår efter huller. Sært nok sammenholdt jeg det ikke med, at jeg tabte usædvanlig mange hår, hver gang jeg var i bad. Først da frisøren viste mig to skaldede pletter på størrelse med en 2- og en 5-krone gik jeg i panik. Tudede i lægens reception, hvor sygeplejesken forbarmede sig og tog en blodprøve, selvom jeg ikke havde en tid. Måtte vente flere dage i panik, inden en ung lyshåret turnuslæge slog op i en tyk bog og fortalte mig, at jeg led af pletskaldethed, og at der ikke var noget at gøre. At jeg risikerede at tabe alt hår - på hele kroppen, og at der var en lille risiko for at det ikke ville komme igen. Jeg fik dog en henvisning til en hudlæge. Alt dette 2 uger før jeg skulle på eventyr i Australien.

Men jeg hørte aldrig fra hudlægen. Gennem en sundhedssikring Odense Håndbold i sin tid havde tegnet (til mit kæmpe held), kom jeg hurtigt til en anden. Dem jeg talte med, vurderede at det hastede - nok mest på grund af, at jeg var så tæt på panikkens rend. Det var en ganske forfærdelig tanke, at overveje de perspektiver jeg havde fået opregnet hos min læge. Jeg græd mig simpelthen i søvne om aftenen. Hudlægen jeg kom til i Herning havde blot samme melding som jeg fik hos min egen læge. Han havde dog lidt lysere perspektiver mht. at håret ville vokse ud igen (ca. 98% chance) - men der kunne gå ½ - 2 år (på nettet læste jeg om en der først havde fået hår igen efter 37 år). Han skældte mig ud, da jeg nævnte, at jeg overvejede at blive hjemme fra Australien, hvis der kunne gøres noget hurtigt.

Jeg rejste til Australien, og oplevede de mest fantastiske ting. Jeg behøver blot at læse indlæggene på denne blog fra juli måned, så kan jeg nemt drømme mig tilbage. Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at turen ikke blev præget af mange tanker omkring hele min nye situation. Mit selvværd røg i bund ved udsigten til en skaldet isse - og de tanker blev ikke efterladt tilbage i Odense. Men jeg fik en masse andet at tænke på oveni. Jeg var afsted i 3 uger, og hver uge indehold hver store oplevelser. Detaljer og beskrivelser for hele rejsen kan som sagt læses i indlæggene fra juni 2008.

Hjemme igen fortsatte specialeskrivningen, dog med fokus på ikke at fremprovokere stress, idet psykisk stress ofte opfattes som en kick-starter af den sygdom der udmøntes i hårtab. Stress er dog ikke selve årsagen til sygdommen. Efter en henvisning fra en ferievikarierende og meget flink læge, begyndte jeg på et længere behandlingsforløb hos hudlægen i Herning. Et forløb der indebar, at jeg skulle gøres overfølsom overfor et særligt stof, som så pensles på de bare pletter i hovedbunden. Risikoen ved behandlingen var eksem, men det tog jeg med. Alt for bare at føle at jeg gjorde noget. Hensigten med behandlingen er, at provokere imunforsvaret til at bekymre sig om andre ting, nemlig allergibekæmpelse, frem for at opretholde hårrøddernes dvaleperiode. Alle taber hår, fordi hårene på skift "sover". Mine er så bare gået i vinterhi på ubestemt tid.

Behandlinger hver 14 dag fulgte, og jeg tager stadig til Herning. Behandlingen tager ca. 3 minutter, og jeg er nu igang med at forsøge at få den flyttet her til byen. Jeg har klippet de sørgelige rester af, og selvom jeg har tabt det meste hår, er der nu nye på vej. De oprindelige pletter er stadig temmelig bare, andre steder er der lange lyse babydun og igen andre steder er babydunene blevet til rigtigt hår. Desværre taber jeg stadig hår. Har ikke mere hår på armene og nu er det så småt bredt sig til benene også. Jeg frygter for mine øjenvipper, som også er begyndt at te sig tossede, men nu må jeg se... Her i det sidste afsnit om mit håreventyr vil jeg også nævne, at jeg oplevede at blive smidt ud fra Franck A (cafe og dansested), fordi jeg ikke ønskede at tage min hat af - tak fordi i lukkede mig ind (2 dørmænd sagde god for mig), tog min jakke i garderoben, solgte mig drinks i baren, og først herefter bad mig ryge og rejse! Det var vist sidste gang jeg kom der!!!

Jeg vil også lige komme omkring at min knæskade og operation nu har afledt en mindre forsikringssum. Jeg har lige nu fået vurderet méngraden til de klassiske 5%. Det kan jeg takke håndboldspillerforeningen for, idet jeg har fået god hjælp i processen med at anmelde skaden. Om det er op- eller nedtur er svært at vurdere - kunne godt undvære pengene for et raskt og fit knæ!

Tilbage til de sikre opture! Vi fik afleveret specialet - og efter måneder med bekymringer, fordi vurderingen tilsyneladende blev forsinket - kunne Bo og jeg endelig juble over en ganske fin karakter. På det tidspunkt havde jeg allerede fået et job - dog kun midlertidigt (til og med januar). Jeg arbejder nu på OUH - i sygehusets Servicecenter, nærmere bestemt i KAM-enheden lokaliceret i afdelingen Brugerservice. Her sidder jeg og arbejder med forskellige former for kommunikation, primært internt.

Jeg spiller dog stadig håndbold - nu på Stjernens 3. divisionshold. Her spiller jeg sammen med mine bedste håndboldveninder, idet de også, af forskellige årsager, har trappet ned. På de seneste har jeg spillet med et lille tørklæde på hovedet. Heldigvis har dommere og modstandere indtil videre været forstående og har ikke protesteret. Vi ligger lunt i svinget efter sidste års tvangsnedrykning, og vi sluttede året af med en sejr over rækkens nummer 3 på 40-13. Med risiko for at lyde kæk, så er vi begyndt at glæde os til oprykningsfest. Min karrieres første...

Og så er jeg fremme ved i dag. Nytårsdag. Jeg håber, at 2009 i højere grad vil blive præget af opture - af gode oplevelser, som vil tage mig et skridt nærmere den lyse fremtid jeg ved venter på mig.