fredag den 29. april 2011

Læssevis af stauder


Jeg som troede jeg bare skulle have 4 dele stauder, måske 5!

onsdag den 27. april 2011

Kartofler titter frem



Jeg blev virkelig overrasket, da jeg, efter arbejde og en tur i IKEA efter en parasol, så, at der flere steder i de to første kartoffelrækker var dukket toppe op. Så nu bliver der virkelig noget at se på, og køkkenhaven består ikke bare af sort jord.

Da jeg kiggede rigtigt efter, så jeg, at også mine løg viste små toppe hist og her. Så der varer nok ikke længe, før de lige rækker bliver synlige.

Det er så skønt.

mandag den 25. april 2011

Over åen efter vand


Jeg skulle egentlig bare hente en omgang gladiolus til at slutte ferien på. Men hvis jeg havde vidst, at jeg ville ende med at falde for kæmpe zink-krukker (til 25 kr. stk.), så havde jeg nok taget bilen frem for cyklen. Nu trækker jeg hele pivtøjet. Måske triller jeg lidt.

Update: Jeg nåede i dag at slutte ferien med bl.a. at plante en af zinkpotterne til med en lilje jeg fik af en kollega sidste år (+ småplanter samme sted fra), plante 39 små asparagesplanter, plante 12 mexicanske solblomster, 2 ananassalvie, 1 lavendel, 1 rosmarin, 5 alpevioler, 1 clematis fra naboen (er på prøve på skyggesiden af huset) og lægge næsten 50 gladiolus.

fredag den 22. april 2011

Påske i haven

Vejrert har været fantastisk. Sol fra en skyfri himmel og varmt nok til korte ærmer. Jeg har fået farve. Hvem skulle have troet det? I dag har jeg fået lagt de sidste georginer. Men det har været lidt af et projekt, for den nye græsplæne skulle afrettes først og en masse ukrudt elimineres. Jeg er helt bange for, at jeg måske kom til at forveksle en af de stauder, jeg fik af Hanne i efteråret med ukrudt. Jeg tror nu den overlever efter en gang førstehjælp. Jeg nyder det i fulde drag. Det bliver helt trist at skulle tilbage på arbejdet igen, hvis vejret fortsætter. Det føles næsten som sommerferie og ikke påskeferie.

søndag den 17. april 2011

Påskeliljer

Måske ville overskriften være mere korrekt, hvis det havde være Narcisser. Men jeg synes påske- og pinseliljer lyder så meget smukkere. Jeg har været i haven i dag, og har gjort en del af køkkenhaven klar til at jeg kan så gulerødder og salat og lægge løg her de næste par dage.

Jeg havde min fødselsdagsgave med. En solvogn. Nu kan jeg rigtig ligge på langs og nyde haven i de mange pauser jeg holder mig.

Men tilbage til overskriften. For jeg har også haft tid til at nyde de nyudsprungne påskeliljer. Og det kunne ikke være timet bedre, for jeg skal blot på arbejde i morgen, og så er der påskeferie, og vejret skulle blive flot. Og det betyder én ting - haven. Da jeg købte påskeliljerne kunne jeg endnu engang ikke modstå de lidt særlige af slagsen. Jeg synes, de er fantastisk smukke. Jeg har dog også almindelige påskeliljer, men her er dem, man ikke kan købe for en femmer bundet.




Fødselsdagsbesøg

Jeg havde besøg af farmor og farfar, mor, far og Quinto i går i anledningen af min fødselsdag i torsdags. Jeg var allerede begyndt på hindbærlagkagen fredag aften efter kyndig instruktion af Mette Blomsterberg. Lørdag formiddag gik med rengøring og kanelsneglebageri - og selvfølgelig færdiggørelse af den fine lagkage. Hvis jeg skal være ærlig, var det ikke kun formiddagen der gik med rengøring. Men da først gæsterne kom, og mor havde hjulpet mig færdig i køkkenet, var det ren hygge. Og jeg var for en gangs skyld tilfreds med kagebordet. Jeg håber også gæsterne kunne lide det.

søndag den 10. april 2011

Første række kartofler i jorden

Så er det endelig sket. Foråret har for alvor holdt sit indtog, og hele weekenden har været tilbragt i haven. Lørdag blev jeg rigtig røget igennem, da jeg brændte grene af. Mor var på besøg hele dagen og hjalp med at brænde af og klippe min store rose til. Far kiggede også forbi, og hjalp mig med at reparere vandhanen, som var sprunget i vinters.


I dag var jeg også i haven - og nød det dejlige vejr med småsyslerier. Jeg fik gravet lidt af køkkenhaven og lagt den første række kartofler, Arielle. Det skulle være en meget tidlig sort, så jeg er spændt på, hvornår de første kartofler skal nydes. I løbet af de næste dage, skal de andre kartoffelsorter også i jorden. Ellers nussede jeg rundt i haven og fik også nydt den dejlige sol med en bog i hånden. Jeg arbejdede så længe, at jeg købte kinesisk med hjem - jeg havde ikke super meget lyst til at bruge tid i køkkenet.

På altanen er der efterhånden masser af småplanter af forskellig art, som bare venter på at blive plantet ud. Jeg håber, det bliver i påsken, men jeg vil være helt sikker på, at de ikke går til på for kolde nætter. Jeg nyder at se de små grønne spire kigge op ad jorden - både i vindueskarmen, på altanen og i bedene i kolonihaven.

mandag den 4. april 2011

Solstik

Bare fordi bloggen har ligget lidt stilled, betyder det ikke at jeg har dropped foråret i haven. Tværtimod. I forrige weekend blev det store æbletræ beskåret - hvis man kan kalde det "beskæring", når der er en motorsav involveret. I næste weekend skal jeg så brænde grenene af, og det glæder jeg mig til. Det inkluderer helt sikkert ristede skumfiduser og måske også snobrød.

I dag var jeg endnu engang en tur på Langeskov Planteskole efter arbejde. Jeg var på jagt efter en jostabærbusk - eller solstik - som jeg tror færdiggør min samling af forskellige bærbuske. Jeg er nu også oppe på en del. Hindbær´(røde, gule i flere sortersamt sorte), brombær, taybær, boysenbær, blåbær, stikkelsbær, ribs (røde og hvide) og nu altså også jostabær (jeg har også jordbær, men det er jo ikke en busk).

Min nye bærbusk ser måske lidt skæv ud. Men jeg håber at kunne rette den op, og få de tre grene til at vokse lidt udad, i stedet for helt tæt, som en enkelt stamme. Måske har den været bundet op, af praktiske årsager, for længe.



Jeg kørte direkte i haven, og fik ordnet en kvart bærlund (halvdelen af den del, der ikke huser hindbær), inden fjernede stikkelsbæren (som var gravet ud fra hækken sidste år) og plantede busken på den sidste ledige plads i bærlunden.