søndag den 18. juni 2017

Jordbærrene er mine

Efter at have slået græs hos farmor, fortsatte vi hos mig. Jeg slog græs, mens farmor tømte potter for visne blomster og fejede terrassen og ryddede lidt rundt på potterne. Jeg fortsatte med at klippe hæk - for hvis jeg alligevel skulle på genbrugsstationen, kunne jeg lige så godt fylde bilen med et par poser hækafklip. Men jeg har en farmor, der er en rigtig arbejdshest - så da jeg syntes jeg var færdig, spurgte hun, om ikke jeg da liiige skulle klippe lidt mere, imens hun samlede op. Og sådan gik det til, at jeg nåede hele vejen rundt. Undtagen hyldeblomster og toppen af hækken. Og jeg nåede lige ind på genbrugsstationen 5 minutter i luk.


Nu er det sådan, at jeg elsker jordbær. Og jeg har fyldt et halvt højbed med honoye. Jeg har i dag plukķet de første 4 skønheder. Hvis man altså ikke medregner de to pragteksemplarer, som fuglene forhåbentlig har nydt stort. Og selvom jeg under dem det godt - så skal de holde deres små næb fra mine bær.


Derfor har jeg nu konstrueret et lille bur, som gerne skulle holde dem ude. Hønsenet og 4 "mellemlægspinde" (!!!) venligt doneret af Silvan, samlet med farfars dykkere og min gamle clipspistol, udgør min kreation. Den får ved nærmere eftersyn nok ikke en håndværkersmiley - men her fra sofaen ser det ganske fint ud.

Om lidt vil jeg nyde de 4 jordbær med lidt hjemmelavet is fra fryseren.


søndag den 11. juni 2017

Skærver

Efter at have set, hvor fint den så ud med skærver langs skuret kant, opstod ideen til at smuksere det lille område bag skuret - og give permanent plads trillebør og affaldsvogn til haveaffald. Billederne taler vist sit tydelige sprog.


lørdag den 10. juni 2017

Tilbage på bloggen

Indrømmet. Det er meget længe siden jeg har skrevet. Men nu er jeg begyndt at savne det. Nok fordi jeg har fået en del at fortælle. Jeg købte hus sidste år, og flyttede ind i marts. Jeg tror kun, jeg i 2016 fortalte om min tur til Hartzen med Helle. Men nu har jeg lyst til at fortælle lidt om hus. Og især min have, som begynder at tage form. Jeg fik solgt min elskede kolonihave i vinter, så nu er der lidt tid til at kæle for hus og have. Når arbejdet ikke optager alt for meget af min fritid. Jeg forestiller mig også at skrive indlæg med tilbageblik for det sidste år med hus. Glæder mig helt.