onsdag den 27. juni 2012

Drømmesaft af hyldeblomst og jordbær

Så har den fine hyldeblomst- og jordbærsaft trukket færdig og hældt på flasker, i bøtter og fryseposer. De to sidstnævnte lagt i fryseren til tider der trænger til et pust af sommer. Jeg nipper nu til et glas med jordbærvarianten, og den smager fantastisk. Må huske at gemme opskriften.


søndag den 24. juni 2012

Regnvejrssøndag og hyldeblomster

Hvad skal man tage sig til, sådan en søndag, hvor det står ned i stænger, bedst som man havde håbet på en dag i haven? Egentlig ikke tosset med en slapperdag, der har givet tid på sofaen. Men også tid til en cykeltur i regnuniform nede ved åen på jagt efter hyldeblomst. Helt nemt var det ikke - jeg var vist ikke den eneste med den idé. Men jeg syntes ikke det kunne passe, at bilen skulle startes for det. Og med tålmodighed, og en tilstrækkelig lang cykeltur, så fandt jeg, hvad jeg havde brug for. Jeg tror, det er første gang, jeg laver en hel portion hyldeblomstsaft, for der er næsten ikke plads i yndlingsskålene. I år forsøger jeg mig også med en saftkombi med hyldeblomst og jordbær. Jeg kunne næsten ikke nænne at mose de fine bær. Og så har jeg aldrig før brugt hele 2½ kg sukker - bare sådan lige... Men nu er de to mix klar til køleskabet i 3 døgns tid - det kogende vand skal bare lige køle først. Så nu har jeg kastet mig på sofaen. Og hvis ikke der er noget ordentligt i flimrekassen, så tror jeg, for en gangs skyld, at jeg smider en yndlingsfilm i dvd'en.

lørdag den 23. juni 2012

Rørhøg og Skt. Hans

I en tid, hvor arbejde og have fylder det meste, er jeg kørt til Dalby, for at være sammen med mor og far til Skt. Hans. Inden jeg kørte, gravede jeg sæsonens første kartofler op, og plukkede de første agurker. Jeg tog også det første iceberg salat med. Efter en god frokost med alle herlighederne, gik mor og jeg en tur med vovsen. Efter kaffe med mors hjemmebagte jordbærkage og min hjemmelavede mokkais, gik vi ud og kiggede på rørhøgen, som jager over på marken. Det kan med god vilje skimtes på billedet. Dagen startede med regnskyl, og nu er solen fremme, omend det blæser noget videre. Jeg synes vejret er skønt. Håber også, at vi får set et lille bål i aften.