lørdag den 27. juni 2009

Dag 5 & 6 i haven

Fantastisk haveforening
Der er allerede sket meget med haven. Der kommer stadig mange positive bemærkninger fra de andre haveejere, de kan også se det. Nu ligger min have lige ved indgangen, så jeg tror det glæder mange, at der sker noget. I går, fredag, oplevede jeg virkelig, hvad det er for en kolonihaveforening jeg er kommet ind i. Jeg var ved at gøre klar til de hindbærbuske jeg havde fået tilbudt, da jeg faldt i snak med naboen i nr. 12. Han foreslog at komme ind og tage det værste græs/ukrudt med sin motor-plæneklipper. Og lidt efter, da jeg kommenterede min utilfredshed med den tidligere ejers hækkeklipning, nævnte han, at han da også lige kunne trimme hækken med sin motoriserede hækkeklipper. Hvor helt igennem fantastisk var det. Det betød dog, at jeg ikke rigtig kom hjem og fik aftensmad. Man smutter jo ikke, når naboen knokler i ens have. Ikke nok med det. Naboen til den anden side, tilbød mig frø, hvis jeg ville forsøge at så lidt. Hvor imødekommende kan man regne med folk er? Jeg er i hvert fald blevet modtaget særdeles forment.

Hindbær
Jeg var dog lige nede og hente hindbærene. Jeg havde grave noget afskærmning ned i det 2x2m store bed, for at hindre rødder og skud i at brede sig alt for meget. Det blev ikke helt pænt, men måske jeg kan få mor eller far (eksperterne) til at hjælpe mig med at rette hjørnet op på et tidspunkt. Jeg fik tilbudt 4 buske, men lavede plads til 6, fordi jeg også gerne vil anskaffe et par hindbærbuske med gule bær. Men da Nicki (den ene halvdel af dem der havde tilbudt mig dem) så at der var plads til 2 mere, ja, så fik jeg da bare 2 mere. Nu må jeg bare sørge for at vande dem godt.

Der bliver lidt at køre væk
Det er ikke til at komme udenom. Der bliver mange sække at skulle skaffe mig af med. Men den tid den sorg. Jeg håber far kan komme med traileren en dag, men da mor og far skal flytte i den næste måneds tid, så regner jeg ikke med noget der. Jeg fortsætter bare med at bygge fort af affaldssække. Der skal nok komme en del flere. Tror jeg er oppe på omkring 25 stk.

Farmor - en ren havemaskine
Her til formiddag havded jeg besøg af farmor og farfar. De ville rigtig gerne se hvad jeg har rodet mig ud i. Så de kom forbi. Og farmor ville også gerne hjælpe lidt med noget havearbejde. Så mens farfar sad og holdt øje med at vi fangede alle mælkebøtterne, rensede og gravede farmor og jeg bedet ved siden af huset med de 2x bonderoser (også kendt som pæoner), 2x astilber og 2x roser. Der hvor naboen og jeg i går skilte os af med et noget vakkelvornt espalier med vinplanter. Det er næsten ikke til at kende igen. Flot er det blevet. Og farmor var næsten ikke til at stoppe igen. Vi måtte aftale, at hun kunne komme igen i næste uge, for farfar ville gerne hjemad. Så nu får jeg besøg af en gartner/havemaskine i næste uge - så kan vi gå i krig med bedet ved siden af, eller et af de andre bede i haven.

torsdag den 25. juni 2009

Hyldeblomstsaft


Så blev hyldeblomstsaften færdig. Og den er bare lækker. Jeg mangler bare, at fryse en portion som isterninger.

Grave, grave, grave


Ja. Lidt ad gangen. Jeg er gået i gang med at trimme hækken for at kunne komme til ukrudtet under den. Især skvalderkålen. Nu ved jeg da hvordan det ser ud. Idag har jeg, efter at have afleveret jobansøgning på uni og handlet hængsler mm i byggemarkedet, primært arbejdet med spaden. Jeg har gravet op og vandet i drivhuset og bagefter taget en tørn gravearbejde uden for også. Det er perfekt vejr til at grave!

tirsdag den 23. juni 2009

Så er det Sankt Hans


Så er det blevet tid til bål. Jeg har spist mig en syge til i grillmad sammen med mor og far og farmor og farfar. Nu sidder vi ved vandet og nyder solen der går ned og de små bål. Mor og farfar trisser hjemad og farmor følger med. Far og jeg sidder på bænken lidt endnu. Så er kaffen klar når vi kommer tilbage. Snedigt!

mandag den 22. juni 2009

1. dag i kolonihaven

Min nye kolonihave.
Så er det kommet dertil, at jeg er blevet haveejer. Den tidligere ejer lovede, at ukrudtet ville være væk i dag, så haven var rigtig fin, når jeg overtog den. Men hun blev vist overrasket over, HVOR meget energi der skal lægges i det.

Dagens udsigt.
Billedet viser nogenlunde, hvad det var jeg overtog. Der var lagt noget af ukrudtet ned, men der var ikke meget lækker frisk jord at få øje på. Jeg må vist vente med at dyrke noget som helst til næste sommer.

Bag drivhuset.
Så er der jo også drivhuset. Jeg må indrømme, at jeg ikke helt ved, hvad jeg skal stille op med det. For der er smadret nogle vinduer, og jeg er jo ikke glarmester. Men ukrudtet har førsteprioritet, så den tid, den sorg!

Ukrudtet generer haveforeningen.
Det er ikke mærkeligt, at formanden for haveforeningen ikke var i stjerne godt humør i dag. Der har været sendt mange skidtbreve til den tidligere ejer, som meget belejliget var flyttet. Hun havde kun 14 dage til at finde en løsning, inden haveforeningen ville overtage den kvit og frit. Senere kom formanden for at se til mig, og humøret var steget et par grader, da han så, at jeg allerede var godt i gang. Tror han er ganske flink.

Vindruer og kirsebær
Der er en naturlig terrasse, som er ganske hyggelig. Tror dog først jeg kan nyde det, når græsset er klippet til normal plænehøjde. En stor vin dækker hele facaden på huset (og det enlige vindue). Der er mange druer på - håber ikke de er for sure, for jeg aner ikke hvad jeg så skal bruge dem til. Der er også et stort kirsebærtræ. Måske jeg nu kan lære, at spise dem.

Indendørs
Det er vist godt, haven ikke er købt for at være inde i huset. Der skal lidt til, før det bliver hyggeligt. Men det skal nok komme. Lige nu er der så meget skidt og skrald, der bare hører hjemme i en sort sæk i småt brændbart.

Dagens arbejde (og lidt til)
Ja, her er så dagens arbejde. Jeg har også haft fat i hækkesaksen og klippet lidt mere ned, i forhold til hvad hun havde gjort i weekenden. Jeg kunne slet ikke komme til ukrudtet under hækken. Og med hensyn til at grave - av min ryg, jeg forsøgte ellers at gøre det ordentligt. Måske jeg skulle leje en fræser, og få det overstået i en fart... Nu må jeg se... På trods af alt, så har det været en dejlig dag i haven. Jeg har fået min egen, og det har jeg ønsket mig et stykke tid nu. Og vejret var jo pragtfuldt.

Kort og godt: En buskrydder, en fræser og en motorplæneklipper... så vil det være til at overskue...

Haveejer


Så er haven købt. Puha, hvor skal jeg starte...? Genboen har udtrykt, at jeg ikke har gjort det bedste køb. Men jeg er nu tilfreds. Hun fortalte, at haven for bare et år siden, var en af de allermest velholdte. Det lægger jo du vist pres på mine skuldre. Nå, må hellere komme igang :)

lørdag den 20. juni 2009

Givskud zoo

Jeg havde givet far en tur til Givskud Zoo i fødselsdagsgave. Det er efterhånden noget tid siden vi har været der sidst. Udfugten blev planlagt til i dag. Jeg bagte kage og lavede lækre sandwich efter farmors opskrift. Slik, frugt og drikkevarer blev også pakket ned. Planen var at spise frokost ved Bindeballe Købmandsgård.

Da vi ankom startede vi med at tjekke Bindeballe station ud. Her var gamle toge og bygninger som frivillige var i fuld gang med at restaurere. Efterfølgende besøgte vi købmandsgården på den anden side af vejen, som var dels gammeldags købmand, dels museum. Vi tilbragte lang tid derinde, fordi varerne bragte minder frem hos mor og far, og mange historier kom på bordet. Særligt møblerne mindede far om sin lærertid. Han stod i lærer et sted hvor de brugte kontormøbler som f.eks. skrivepulte fra starten af 1900-tallet. Mange ting mindede mor og mig om morfar og mormor, især ting der havde været anvendt i bagerbutikken. Vi kørte mod Randbøl og fandt en dejlig naturgrund med et borde. Jeg dækkede op med dug, grønne tallerkener og rød/hvidstribede servietter. Det blev en hel lille fest. Det var SÅ hyggeligt.

I Givskud zoo var der mange dyr, der ikke var til at stå for. Se bare berberaberne. Vi fik fortalt, at hannerne er gode til at passe unger. Mest fordi det er et statussymbol. De kan godt finde på at "stjæle" unger fra hinanden. I Givskud kan man gå inde i abernes indhegning. De er søde, men kan vist godt være lidt frække over for hinanden. Sker det, sættes de i karantæne til de opfører sig ordentligt. Minder det om noget???

Men mit favoritdyr er nu alligevel giraffen. De er på en gang ranglede og sære, facinerende og spændende. Her kunne vi køre ind i deres område, hvor de gik sammen med bl.a. zebraer (som i øvrigt er næsten lige så fantastiske som giraffer). I dag var nogle af girafferne nysgerrige og stak næsten hovederne ind i bilerne. Desværre ikke ind til os. Jeg ville give meget for at få lov at prøve at klappe en giraf.

Der var selvfølgelig masser andre fantastisk dyr, men jeg vil lade dem ligge for denne gang. Hjemturen gik ufatteligt hurtigt - kun afbrudt af parkering ved Lillebæltsbroen, hvor vi nød resterne fra frokost og et par bananer. Der var en fantastisk udsigt, og blev vi trætte af den, kunne vi blot studere Cirkus Arenas ankomst til pladsen.

Det var en dejlig dag, med en masse gode oplevelser og flot natur - især de stykker vej vi tilbagelagde på Marguritruten. Og så skal det lige nævnes, at på hjemturen kørte vi igennem Jelling - en af mine yndlingsbyer pga. runesten og gravhøje (se indlæg for ca. 3 uger siden).

tirsdag den 16. juni 2009

Kolonihave


For 2 måneder siden begyndte jeg at lure på kolonihaver. Kunne godt tænke mig en i nærheden af min lejlighed - en som jeg havde råd til. Nogle af dem der var til salg faldt dog ikke i min smag, andre ej i min pengepungs. Ved en indskydelse faldt jeg over haven på billedet. Den er billig men trænger til en kærlig hånd. Og den er kun 3 min. på cykel herfra. Ejeren er en sød pige at dømme fra telefonsamtalen. Hun og en veninde var bare kørt surt i det. Nu venter jeg på ekspertråd fra mor og far. Spændende om jeg bliver ejer af en lille sød kolonihave.

søndag den 7. juni 2009

Øster Hæsinge


Så er stævnet i Øster Hæsinge slut. Vi camperede ligesom alle andre og noget mere avanceret end sidste år, som billedet viser. Vi vandt stævnet sidste år, og det blev overbevisende fulgt op i år. Nu er der blot tilbage at pakke lejren ned. Mit telt er det blå. Må hellere komme til opgaven!