fredag den 31. juli 2015

Køretur - Knossos og Heraklion

Jeg fik sat mig i den røde Polo, og gjort mig klar til et nyt eventyr. Jeg fandt ud på "New national road", som egentlig ikke virkede specielt ny. Lad mig sige det med det samme. Grækerne kører sært. Og jeg havde været så ubetænksom, ikke på forhånd at undersøge hastighedsgrænserne. Jeg havde hørt, at der var en del fotofælder, så det gjorde mig nervøs. Jeg kørte derfor af for at undersøge det nærmere på nettet. Da det var på det rene fortsatte jeg - men egentlig ikke så meget klogere. For hvilken type bej kørte jeg mon på. Og hvorfor var det lige, at når jeg kørte som de temmelig mange skilte med hastigheder, så blev jeg alligevel overhalet igen og igen. Og nu vi er ved overhalinger... Hvis man kører pænt midt på vejbanen, går der ikke lang tid, før der ligger en bil helt oppe i bagen på dig. Det er nemlig helt almindeligt at køre halvvejs ude i det vi kender som nødsporet. Så er det nemmere at overhale, selvom der kun er et spor hver vej - og i nogle tilfælde er det muligt at overhale, selvom der er fuldt optrukne streger. Smart? Jeg kørte og kørte. Igennem smukke bjergrige landskaber. Desværre fik jeg ingen billeder af dem. Man kan jo ikke både køre og fotografere.

Nå, men jeg kom frem til Knossos efter nogle timer. Det var ganske nemt at finde, selvom jeg begyndte at tvivle lidt midt i Heraklions (største by på Kreta) trafikkaos. Jeg fik parkeret og taget billeder af hvor, i fald jeg skulle fare vild som i går. Jeg fandt indgangen og løste billet til både ruinerne og til museet i byen. Knossos, den del der er udgravet, er et palads, som har huset 1000vis af mennesker. Herskeren Minos,  der har lagt navn til en civilisation (igen, hvis jeg har forstået ret). Jeg startede med at gå lidt rundt om i kanten af området. Der var træer, det skyggede lidt for middagssolen. Ruinerne blev udgravet for mere end 100 år siden af en fyr, der hed Evans. Han genskabte delvist nogle af bygningerne med beton, som han mente de havde set ud. 
Et sted stod krukker så store, at jeg nok kunne stå oprejst inde i dem. Det var vist kopier, alle de originale genstande opbevares på arkæologisk museum i Heraklion, hvis jeg har forstået ret. Jeg mener at have læst på et skilt, at så store krukker blev brugt til at vise sin rigdom. Pynt.
Betondelene var ofte malet røde (søjler) eller havde fået struktur som træ. Umiddelbart var det ret tydeligt, hvad der var skabt efter fundet af Knossos.
Hvis man ind imellem lige holdt en lille pause fra ruinerne og kiggede rundt, var der endnu engang de dejligste omgivelser. 
Lad det være sagt med det samme. "Turen går til Kreta" havde ret. Der var stinkende hedt. Men bogen tog fejl på et punkt. Der virkede til at være rigeligt plads til at kigge sig omkring - Ingen køer. 
Igen belært af i går, hvor jeg returnerede fra Elafonisis uden energi, satte jeg mig for at få lidt frokost på en café på stedet. Turen ville alligevel koste knaster, så jeg bestilte hvad jeg havde lyst til.
Efter jeg havde spist fandt jeg bilen og havde besluttet at finde de arkæologiske museum, som jeg var blevet anbefalet. Jeg kørte lige ud indtil centrum af Heraklion. På et tidspunkt ved et lyskryds kom en og ville vaske forruden. Jeg rystede ihærdigt på hovedet, men han gik i gang. Jeg tænkte nej, nej, nej. Ikke desto mindre blev han megasur, da han fandt ud af, at jeg ikke ville betale. Og jeg sad bare og ønskede grønt lys efter bedste evne. Faktisk har jeg på fornemmelsen, at hovedrysten måske betyder ja. Men hvad ved jeg...

Jeg fortsatte i hvert fald, og lige pludselig var jeg ved museet. Men der var selvfølgelig ikke nogen parkeringsplads. Jeg kørt på må og få for at finde en, men lige pludselig var jeg temmelig langt fra museet igen. Jeg så et skilt til "City Center Parking", og tænkte, at det var lige mig. Men puha, skiltene ledte da godt nok gennem minigader. Jeg tænkte, at det vist var godt, at der var fuld forsikring. Da jeg kom frem blev jeg bedt om at overlade bilen til en mand. Så ville han parkere. Tja... så der overlod jeg så en lejet bil til en fremmed. Var jeg tryg? Ikke helt. Men jeg fik en lille kvittering, som jeg skulle aflevere, når jeg kom tilbage.
Jeg studerede kortet, biludlejningsmanden havde givet mig, og fandt ret hurtigt gennem by og hede frem til det kølige museum. Jeg var ved at være lidt træt, og vidste at køreturen hjem ville vare et par timer. Men nu havde jeg billetten og havde fundet frem til stedet. Så det skulle tjekkes ud.
Det var stoppet med en masse fund. En del af metal og sten, men rigtig meget af ler. Krukker og beholdere i massevis.
Der var også en model over Knossos, og den bekræftede lidt følelsen jeg havde derude, af at gå rundt i en labyrint. 
Jeg var rundt i alle rum - men jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg så alt. Og jeg læste bestemt heller ikke alle skiltene. Alligevel var der nok at kigge på - og jeg tror, at jeg var der halvanden times tid.
Jeg var lidt spændt på, om jeg havde en bil at køre hjem i. Men kortet kom frem igen - havde fået sat en ring om p-huset, og kvitteringen. 
Og selvfølgelig fandt jeg p-huset. Og bilen blev henter til mig. Jeg blæste på datatakster og koblede GPS i telefonen til. Jeg  havde kørt temmelig meget rundt i ensrettede smalle gader for at finde et sted at parkere. Og nu ville jeg bare hjem. Men damen guide mig til højre og til venstre i et væk - hvad ved hun om det. Jeg kunne ikke få mig selv til at kante bilen rundt på den måde, hun instruerede. Så det blev simpelthen et spørgsmål om at køre bilen nogenlunde i samme retning, og så måtte hun finde en ny rute til mig, når jeg kom ud på en lidt mere menneskelig vej. Og det jeg selvfølgelig efter lidt tid. Og så sukkede jeg for damen, da skiltene begyndte at vise bynavne, som jeg kendte. Og så var jeg på vej, og kom også tilbage og fik fyldt tanken, inden jeg satte den fra mig på hotellets p-plads.
Jeg havde sikkert fået mere viden ud af at deltage på en tur. Det havde helt sikkert også været billigere. Jeg kunne tydeligvis også have taget offentlige busser, hvis jeg havde haft is i maven. Og det ville jeg nok, hvis jeg en anden gang skulle besøge Knossos. Men denne gang fik jeg opfyldt en gammel feriedrøm. At leje en bil og køre ud i det blå.

Aftenen sluttede jeg af med lidt badning i solnedgangen, et brusebad, og så ellers afslapning med aftensmad og en Mythos i baren ved vandet. Det er sådan et dejligt sted - især når der ikke længere er badende turister overalt. Så føles det helt som mit sted.

Polo

Så har jeg fået overleveret en Polo. Nu vil jeg tage bad i solcreme, pakke tasken og tage afsted mod Knossos.

Badeparadiset Elafonisi

Så startede min udflugt med TUI Nordic (Star Tour). Første stop var et sted, hvor man kunne smage en lokal traditionel tærte med ost. Meget overraskende var den rigtig god - sød og kageagtig. Men jeg var ikke rigtig til at sidde stille og hygge. Så jeg kiggede mig lift omkring indtil vi skulle videre. Jeg var ret imponeret af, at stedet havde en ung mand til at dirigere trafikken - en god ting, eftersom to store busser brugte den ene side af vejen som parkeringsplads.

Tilbage i bussen gik det videre opad. Vi skulle passere bjerge. Det vidste jeg egentlig godt. Men føj da. Jeg sad i den forkerte side. Vi kørte så tæt på kanten til afgrunden, at jeg slet ikke kunne se hverken vej eller kant, når jeg kiggede ud ad vinduet. Jeg kan slet ikke beskrive følelsen. Men en lille charmerende ting var tunnellen, hvor man skulle holde for rødt, fordi der ikke var plads til modkørende. Men ude på den anden side,  var det så anstrængende for min højdeskræk, at jeg simpelthen lukkede øjnene til trods for det smukke landskab. Det virkede som om, at chaufføren vidste hvad han gjorde.

Endelig fremme bad guiden os følge med, hvis vi ønskede tips til stedet. Så jeg fulgte selvfølgelig efter, og fik hørt om de bedste steder.

En kollega havde tippet mig om, at det var værd at skaffe sig en liggestol under en parasol. For de pladser bliver hurtigt optaget. Jeg skyndte mig at finde en solen i "yderste række,  så jeg ikke følte mig som sild i en tønde. Jeg blev lidt chokeret over, at jeg skulle betale for to, når jeg nu kun var en. Men sådan var reglerne, så jeg betalte. Inden der var gået alt for længe, opdagede jeg da også skilte, som fortalte det samme. Og da jeg fandt ud af, at pengene går til at vedligeholde området, gjorde det knap så ondt på pengepungen.

Jeg skulle være på stranden i 4 timer. Vidste ikke helt, hvad jeg skulle. Der var så smukt, at det virkede tosset at ligge og læse. Flere strande, en ø, der ikke længere var en ø, og udsigt til bjerge. Jeg startede med at gå lidt rundt. Mærke på vandet. På den "lave" side var vandet meget varmt. På den "dybe" side var det friskt. Jeg gik en tur ud på "øen". Her var der næsten endnu smukkere. Fortrød næsten, at jeg havde lejet solseng. På den anden side var det godt med lidt skyggegaranti. Tilbage og læse en lille smule, og så en tur i vandet igen. Det var virkelig dejligt.

Da jeg kom tilbage til solsengen,  med intention om at gå endnu en tur, lidt længere, på øen, stod der er pige og kiggede lidt rundt. Da jeg kom forsøgte hun at lade mig forstå, at hun gerne ville leje den anden liggestol af mig. Og selvfølgelig måtte hun det. Da hun så, at jeg ville gå en tur på øen, spurgte hun, om vi skulle gå sammen. Det var ikke noget problem, udover at hun kun kunne tale græsk og italiensk, og jeg dansk og engelsk. Men det gik, og vi fik hjulpet hinanden med at tage billeder - og jeg bilder mig ind, at vi også fik kommunikeret lidt. Jeg blev også beordret solcreme i ansigtet, fødderne skyldes efter en lille rift der blødte, hat på hovedet (det lykkedes ikke - havde ingen), og noget i håret hun rakte mig. Hun var sjov.

Efter et par timer i hendes selskab måtte jeg finde bussen. Der var 10 minutter til vi skulle være der. Det tog mig 25 minutter at finde den. Jeg kunne slet ikke hitte rundt på parkeringspladsen. Da vi ankom havde jeg vist så travlt med at følge efter guiden,  at jeg ikke lagde nok mærke til omgivelserne. For der hvor jeg troede bussen ville være, var der kun personbiler. Og jeg kunne ikke umiddelbart se en stor bus. Lidt småpanikken travere jeg rundt på må og få. Op til udkørsel,  hvor andre busser holdt. Ned igen. For bare at stille mig op igen. Jeg tænkte, at bussen vel skulle den vej. Der var lidt udsigt, og pludselig langt væk fik jeg øje på en række busser. Jeg gik ned i den retning, og håbede, at bussen ikke kunne køre en anden vej ud af området. Da jeg kom ned kunne jeg igen ikke se andet end personbiler, men jeg fortsatte i den retning, jeg mente, jeg havde set busserne. Og til sidst var den der. Jeg løb det sidste stykke,  men blev beroliget af guiden. Jeg var ikke den sidste.

Sidste stop på turen var en hule der også var en kirke. Jeg var så træt, at jeg håbede, at det var den samme som i går. Så kunne jeg måske blive i bussen. Jeg var temmelig træt. Men det gik hurtigt op for mig, at vi var længere væk. Og så klatrede jeg de mange trapper op mod den katedral-store hule. Og den var imponerende. Der var de samme ting at sige om den, som om hulen i går. Men denne synes jeg var større, flottere og mere imponerende.

Tilbage på hotellet gik jeg direkte i strandbaren for at spise. Træthed skyldtes måske, at jeg ikke havde spist andet end gajoler siden morgenmaden. Der var ikke ret mange mennesker på stranden - det var som om, at det hele var mit. Musikken var ændret fra pop til noget græsk strengeinstrument, og lyset ændrede sig også stille og roligt. Den græske salat og den iskolde Mythos, havde ikke smagt bedre tidligere, og jeg sad længe og nød stedet, stemningen og skrev mine blogindlæg. Jeg fik også en is. Skønt. Jeg hoppede i vandet og satte mig på en solseng og skiftevis skrev videre eller stirrede ud på vandet og den store ø og holdt øje med solnedgangen. Efter en tur mere i vandet stod jeg et par minutter og så solen forsvinde ned bag bjergene.

Tilbage på værelset tog jeg et bad og ville skrive videre. Men der gik ikke længe før jeg snorksov.

Fredag er dagen, hvor jeg i bil skal køre til Heraklion og finde Knossos og museet.

Mig og det 3000 år gamle træ

Så er Katrin jo taget hjem til DK, og jeg skal have de sidste dage til at gå hernede på solrige Kreta. Jeg tog tilbage til hotellet efter at have fulgt Katrin til lufthavnen. Og smuttede ned til stranden for at læse Dan Brown Inferno færdig. Hoppede selvfølgelig også i bølgerne ind imellem. Det er altså en dejlig strand efter jeg har fundet ud af, hvor man kommer ud uden at brække tæerne.

Ud på eftermiddagen gik jeg over for at leje en bil gennem TUI til på fredag. Endnu engang vil jeg gerne reklamere. De tjener nok noget på at hjælpe mig, men jeg synes stadig, at det er fornemt. Og så er der alt nødvendigt inkluderet - fuld forsikring og benzin. Det eneste problem var, at jeg skulle op i 3. klasse, før der var noget ledig. Dvs. 2 klasser over Up, og klassen over "den lille frække". Jeg håber ikke, at jeg får leveret et stort skrummel. Spændende. Har spurgt barmanden nede ved stranden, om jeg har brug for et kort for at finde Knossos. Det er bare lige ud hele vejen - så jeg tager den uden. Man kan vel altid hitte et, eller ty til telefonens GPS, hvis alt går galt.

Da jeg havde lavet aftale om bil gik jeg over og købte billet til Western Adventure med Little Fun Train. Og kort efter var det afsted med mig og et stuvende fyldt tog.

Første stop på turen var en grotte der vist også havde fungeret som kloster. Guiden talte glimrende engelsk, så jeg er lidt ærgerligt over, at jeg ikke fik mere at vide om stedet. Men det var spændende. Grotten fungerede som kirke, og jeg tror også, at der var små rum, som munke måske har boet i. Men det er et gæt. I den store grotte gik jeg lidt rundt. Der lugtede meget jordslået - og hvad værre var, så fløj der duer rundt under grotten loft. Inde i et af "cellerne" tror jeg, at jeg så flagermus. Det var egentlig ok. Det virkede ikke som om nogle af dem ville angribe mig.

Herefter kørte toget videre ud i landskabet. Og her er altså smukt. Og langt langt grønnere end jeg havde forestillet mig efter mine besøg på andre græske øer.

Næste stop var ret sjovt, synes jeg. Vi stoppede egentlig bare for at se et olivven træ. Men det var faktisk ikke et hvilket som helst oliventræ. Det her træ har leveret grene til åbningsceremonien ved flere af de seneste olympiske lege. Nok fordi det er 3000 år gammelt. Det er lidt svært at tro på. Men det var et imponerende træ. Hult. Man kunne kravle ind i det. Det gjorde jeg selvfølgelig,  og fik en dansker til at tage et billede med kameraet.

Og så fortsatte turen. Ud i det flotte og bjergrige landskab.

Sidste stop var en gård. Da vi nærmede os, så vi en gammel kvinde komme slæbende med en død kanin ned bag i hendes have. Specielt - men det var nok aftensmaden. Vi steg ud af toget og tøffede ned mod en overdækket terrasse, hvor vi skulle præsenteres for lokale produkter og smage. Jeg er ikke rigtig vild med det græske "hjemmebrænderi", men jeg smagte alligevel en drik der var et miks at raki og honning. Dog ikke noget jeg havde lyst til at købe med hjem. Jeg købte dog noget andet, men det skal være en overraskelse. Det mest spændende ved stoppet var omgivelserne. Der blev dyrket alle tænkelige steder. Der hang squash ned fra loftet blandet med vindruer. Der var mynte og hvidløg og squash-rankerne sneg sig småvisne rundt overalt. Jeg har en mistanke om, at se bare var til pynt. Denne type brugte man nemlig i gammel tid til opbevaring, da  man ikke havde glas eller plastik. Gad vide hvordan de gør dem hule?
Der var så meget sjovt ved det sted her, at jeg slet ikke kan vise alle billederne her. Men også lige udenfor "havelågen" blandede det ene og det andet sig. Specielt, at der vokser vindruer op og ned ad kaktussen. Men hvorfor egentlig ikke?

Hjemme på hotellet besluttede jeg mig for en aftentur i vandet. Det var endnu ikke mørkt, og solen var på vej ned. Og jeg havde det meget varmt. Det var simpelthen dejligt. Der var en helt anden ro på stranden, som jeg syntes var skøn.

Tilbage på værelset ville jeg have mig et bad. På altanen blev jeg igen betaget af udsigten. Det er bare de smukkeste farver, når solen er forsvundet bag bjergene.

Jeg var egentlig ikke sulten. Men jeg begav mig alligevel ud for at finde lidt at spise. Ovre på den anden side ad gaden var der mad jeg godt gad have, men med pladser ud til vejen besluttede jeg mig for at se mig omkring. Klokken var mere end 22, så egentlig lidt tosset at jage mad. Jeg kom til nabobyen Platanias uden at noget sted faldt i min smag. Jeg besluttede at finde et af de steder, jeg var gået forbi på min aften-gå-tur for efterhånden en del dage siden. Menukortene er som regel tilgængelige udenfor, så det var bare at kigge. Jeg stod et sted og studerede kortet, da en af stedets ansatte begyndte at forklare mig om menuen, og at de kun brugte hjemmedyrkede grøntsager. For at demonstrere plukke han en tomat, der belejligt voksede op ad muren lige ved trappen, skyllede den og rakte mig den. Da jeg spiste den var jeg fanget. Men det var kun godt, for det var et dejligt sted, hvor menuen kom rullet sammen som et skattekort, og hvor jeg kunne sidde og nyde udsigten til lys spredt ud rundt omkring i horisonten. Desværre havde jeg ikke strøm nok på telefonen, til at fotografere mere. Så den hyggelige atmosfære bliver ikke dokumenteret i denne omgang.

Tilbage på hotellet gik jeg ud som et lys.

onsdag den 29. juli 2015

Sidste dag - men ikke for mig

Her på den sene formiddag, gik jeg en tur langs stranden. Der er en lille havn ikke så langt herfra. Det gik ret hurtigt op for mig, at det var et dumt tidspunkt til sådan en aktivitet. Det er simpelthen for varmt. Jeg havde monteret sandalerne på rygsækken og gik i bare tæer. Men selv få skridt i det tørre sand, når jeg skulle passere badende i vandkanten, brændte mine fødder. Havnen var temmelig bitte. Jeg tror primært den blev brugt til udlejning af både til turister og afgang for små turistture på vandet.
Til trods for varmen gik jeg rundt om havnen og lidt videre. Planen var at gå tilbage ad vejen. Men det var ikke uden problemer, at finde et sted at gå op. For det virkede som om, at hotellerne lå side om side. Det viste sig dog bare at være et spørgsmål om at beslutte sig. Jeg gik op mellem nogle særligt sofistikerede solsenge, og vupti, så var der en lille bitte sidevej, med masser af hoteller på begge sider, som ledte lige op til den store strandvej.
Tilbage på hotellet var jeg lige ved at omkomme af varme. Min mave skreg på mad, men jeg er begyndt ikke rigtig at have lyst til at noget. Jeg kan i hvert fald ikke finde ud af hvad. Alligevel satte jeg mig i pool/strandbaren, og fik bestilt vand og en forret. Mere var vist ikke nødvendigt. 

Jeg er ved at komme mig over mit lille uheld med tåen. Den er ikke længere blå/lilla/rød, og den gør næsten ikke ondt mere. Jeg troede jo, at det var klipper der var i vandkanten, men nu har jeg fået en anden forklaring af en af mændene i baren. Man har åbenbart forsøgt at tage trykket fra havnen ved at bygge en slags bølgebrydere. Men det har åbenbart øget trykket ind på stranden, så sand og småsten er trykket sammen til plader af sten. Det lyder lidt utroligt, og jeg er da heller ikke sikker på, at jeg har forstået ret. Men på en måde hiver det mening. For når jeg kigger efter, så ligner det plader af cement iblandet en masse småsten. Så det er i hvert fald ikke klipper.
Når aften timerne kommer, så er her meget smukt. Man burde tilbringe mange flere aftener ved vandet.
Men her til aften nusse jeg op til Katrin. Hun rejser hjem i morgen formiddag, så det er vores sidste aften sammen. Ja. Denne Kreta-ferie har på ingen måde udviklet sig som planlagt. Men når hverken plan a eller b lykkes, så må man jo finde på en plan c. Jeg er ked af, at Katrin blev syg, mest på hendes vegne. Det må simpelthen tage toppen af listen over dårlige ferier. En uge spærret inde på et hotelværelse. Jeg håber, at hendes tur hjem går uden problemer, og at hun får mulighed for at komme sig rigtigt, inden hun starter nyt arbejde på mandag. 

Så nu starter altså plan c.

Man har vel ferie

Dagen har været endnu en dase-dovendag. Der er faktisk ikke ret meget at sige om den. Katrin er stadig på hotelværelset. Her til formiddag har vi købt flybillet til Katrin. Hun er nu meget besluttet på at skulle hjem. Herefter er jeg gået lidt til og fra mellem strand og hotelværelse  med nogle timers mellemrum.
På stranden fik jeg læst, badet og spist is. De kender mig nu i pool/strandbred, så jeg småsnakker lidt med dem, når jeg betaler for strandenge eller lidt småkøb. Det er gratis at ligge ved poolen, hvor parasollerne også skærmer mere af for solen. Men efter min mave er kommet sig over det første solchok, vil jeg helst ligge ved stranden, hvor man både kan se og høre bølgernes brusen.
Om aftenen gik Katrin med på hotellets restaurant, hvor jeg efterhånden har spist selv nogle gange. Tror hun er lidt træt af det kogte ris/kylling-suppe, som hotellets køkken har bikset sammen (hun fik meget strenge ordrer af lægen på, hvad hun må spise, og hvad hun ikke må). Så nu skulle der forsøges lidt.
Jeg er en lille smule fascineret af hotellets gadelamper. Det er noget spot, der lyser op på en metalplade lige ovenfor. Det ser fedt ud, synes jeg.
Blogger drillet lidt. Jeg kan ikke flytte billeder rundt, før jeg kommer til en pc. Dette skulle have været først. Et billede det viser den udsigt, som vi er heldige at have fra vores dejlige altan.

2 stranddage og bytur

Katrin var stadig syg lørdag, så dagen gik på hotellet og hotellets strandklub. Der er faktisk ikke ret meget at berette om dagen, andet end sol, varme og vand til Kristine og et hotelværelse til Katrin. Det skulle lige være, at det også blev dagen, hvor jeg fik erfaring med at hente læge og gå på apoteket i Grækenland - og Katrin med at snakke med sin rejseforsikring. Det eneste foto der er kommet ud af dagen, var et enkelt fra stranden. Det må være en eller anden form for ferierekord.

Søndag gik jeg igen på stranden. Men inden længe trængte jeg til at komme udenfor hotellets nærområde. Katrin var stadig ikke frisk, så jeg besluttede at tage ind til Chania by igen og kigge lidt nærmere på kirkerne, og måske gå lidt på indkøb. Efter busturen startede jeg da også med at bruge noget tid på at kigge op og ned af lædergaden. Jeg har jo købt den pæneste taske, synes jeg, så måske jeg kunne hitte en lillesøster.

Jeg gik lidt frem og tilbage og til sidst fandt jeg en, som jeg kunne lide. Den var lavet af en ældre mand, som sad på værkstedet ved siden af den lille butik og smilede, så man kunne se, at jeg har flere tænder end ham. Senere på dagen vendte jeg tilbage for at spørge hvilket dyr skindet kom fra. Da han forstod, hvad jeg spurgte om, svarede han med store øjne "cow". Jeg fik lov at tage et selfie med ham. Men det billede ligger på kameraet, og ikke på telefonen her.

Efter indkøbet gik jeg på kirke-surfing. Der var 2 jeg gerne ville se. Den første var katedralen. Jeg troede jeg var heldig at snige mig ind samtidig med en tour-gruppe, så jeg kunne sniglytte. Men guiden talte desværre ikke højt nok til, at jeg kunne høre hende nede bagved i kirken. I "Turen går til Kreta" står der, at der er en ophøjet ro i kirkerummet. Jeg kunne ikke helt mærke den. Til gengæld blev jeg fascineret af lamperne. Der er nemlig en snedig anordning, så de via et hejsesystem kan trækkes op og ned med en snor, uden at snoren behøver fæstnet.

Jeg beholdt bukser og bluse på, for jeg skulle finde kirke nummer to. For dælen, det blev varmt. Jeg syntes kirken lød spændende,  fordi den både havde et kirketårn og en minaret. Det var en meget gammel kirke, som efter en besættelse var blevet til en moske. Og nu er den tilbage som kirke. Af gensidig respekt,  har man lavet begge tårne være. Jeg måtte ikke fotografere i kirken. Ærgeligt, for den var ret spændende. overalt man vendte sig var der detaljer og krummelurer. På guld og sølv, træ, billeder og figurer. Bænke, borde og lysekroner. Og herinde var der bestemt en ophøjet ro.  Måske fordi jeg havde kirken for mig selv og fordi den lå væk fra turistområderne.

Jeg var egentligt ved at få nok, men en is forlængede min dag i Chania. For mens jeg spiste den drejede jeg op ad en lille hyggelig gade, i stedet for at gå til stationen. Og her åbenbarede den hyggeligste bydel sig af meget smalle gågader med butikker og restauranter. Jeg gik og kiggede og tænkte, at jeg nok ville komme frem til bymuren på et tidspunkt. Og ganske rigtigt. Og lidt head vejen langs med muren dukkede havnen op. Det var som om man næsten kunne røre ved det fyrtårn vi var ude ved sidste gang. 

På vej op til busstationen gik jeg forbi en guitarspillende gut, som jeg bare måtte fotografere. Han nikkede, da jeg hev kameraet frem. På hans skilt bad han om en euro til sin nye porche. Jeg var fristet til at lægge en, men fik så lidt skidt samvittighed over for de tiggere der gik og sad rundt omkring.

Tilbage på hotellet sad Katrin og jeg på altanen og nød solnedgangen. Når solen er forsvundet bag bjergene, så er der de dejligste farver på himlen.