Viser opslag med etiketten Jul. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Jul. Vis alle opslag

torsdag den 6. december 2012

Juleudfordringen

På arbejdet har jeg været lidt kæk. Bl.a. har jeg lavet baconis til mine kolleger, fordi de ikke troede, jeg ville. Her efter jeg er blevet fastansat (wuhuu!), har jeg fået en ny udfordring:

"Vi taler om at du kunne bage et Jule franskbrød på Fynsk, tilsat humle og boghvede. Er det muligt?"

Og den har jeg så ruget over i en 14 dages tid. Nu har jeg brødet klar. Og boller i samme stil.

Jeg valgte to forskellige brøddeje, og har så henholdsvist snoet et brød og bundet små brødknuder. Den ene dej er til det lyserøde rødbedebrød, som bages med øl og hvedemel. Jeg har dog udeladt timian. Den anden var et grahamsbrød med boghvedemel. Det fynske kommer ind flere steder: rødbederne er dyrket i min egen have, jeg erstattede halvdelen af grahamsmelen med Ølandshvede dyrket og kværnet ved Ringe. Og så ikke at forglemme: brødet bagt af en ægte fynbo på Fyn i december måned. Begge opskrifter har jeg fundet på nettet, førstnævnte har jeg bagt en del gange efterhånden.

Det blev noget klistret stads, det røde brød, men ikke desto mindre lykkedes det meget godt. Bortset fra, at jeg ikke rigtig er god til ensartethed, når det kommer til bagværk. Men hver bolle er et unikum, og det er vel heller ikke så skridt.

Så er det bare smagen det kommer an på. Jeg prøvebagte en bolle, hvor jeg havde strøet kanel og perlesukker for oven - og det endte jeg med at gøre på resten af bollerne og brød også. Jeg er faktisk ret tilfreds, og kunne nok godt finde på at lave dem igen - hvis jeg kan huske hvordan jeg gjorde.




lørdag den 24. december 2011

Kirsebærsouce og Julekrybbe

Så sætte jeg mig i bilen på vej ud til mor og far. Jeg ville lige slå et smut ind om kirken og tænde et par lys, siden jeg hverken når julegudstjeneste eftermiddag eller midnat.

Men bedst som jeg havde sat mig i bilen og folk i radioen snakkede løs om risalamande og kirsebærsouce, slog det mig, at hvor jeg havde helt styr på min andel af julemiddagen, førstnævnte, så havde jeg glemt alt om sidstnævnte. Og mens jeg desperat kørte rundt til alle nabolagets Nettoer og Faktaer, snakkede de videre i radioen om klassiske mandelgaver - og ja, jeg er faldet i, og har indkøbt en klassiker, After Eight (som far vandt). Jeg fik i allersidste øjeblik købt et glas med kirsebærsouce, ganske få minutter i lukketid. Og det viste sig, at mor allerede har købt kirsebærsouce for flere dage siden.



Julekrybben i kirken var fin som altid, og der duftede dejligt af hyacint.

Juleaftensdag

Så er det blevet juleaftensdag. Jeg har ferie resten af året, og jeg er allerede begyndt at nyde det, omend der nok lige skal et par dage til, før jeg har gearet helt ned for tempoet. Jeg sov rigtig længe - dejligt. Nu har jeg pakket de sidste gaver ind... eller... dvs. de gaver der skal gives i dag. Jeg håber, at den der har opfundet klippelinjer på bagsiden af gavepapir tjener rigtig godt på det. Først tænkte jeg, hvorfor dælen er der alle de grimme streger på bagsiden af papiret, men så gik det op for mig, hvor ualmindelig smart det er!!! Og nu ikke et ord mere om den detalje :-)



Jeg er ved at koge risengrød til risalamande - desserten i aften - og så skal jeg lige en tur under bruseren. Og så er det ellers kursen mod Odense NV. Jeg glæder mig til denne juleaften sammen med mor og far, og farmor og farfar. Sidste år var vi jo kun tre. Vi skal også have pakkespil, og jeg har en hel håndfuld fine gaver med. Jeg har selvfølgelig også en gave til Quinto - han er en hund efter gaver. Vi får nok heller ikke lov at pakke vores egne op, uden kyndig assistance fra en våd hundesnude.

Jeg må hellere se at komme videre til næste punkt på dagsordenen. Let frokost og en skylletur.

GLÆDELIG JUL.