Mit Instagram

onsdag den 29. december 2010

Synet er pyntet med vat

Det er som om, der ligger et tykt lag vat over alt. Og i dag ville jeg udenfor byen, og se om jeg kunne tage nogle flotte vinterbilleder. Den oprindelige plan for i dag var, at mor, far og jeg skulle en tur til Dalby. Men planerne blev ændret. Derfor startede jeg 206´eren, som i forvejen trængte til at køre en lidt længere tur, end den seneste tids bykørsel, og kørte mod sommerhuset.
Jeg tog vejen gennem Midskov, for jeg havde hørt fra mor, at onkel Jørgen var kørt fast i juledagene. Jeg tænkte, at så langt som muligt gennem byer, var der nok ryddet, eller sneen kørt fast. Fremme ved sommerhuset, var det tydeligt, at der havde været fygning på fuld blus. Hjørner og langs hegn lå snedriver i mandshøjde. Imponerende flot.
Især bag sommerhuset, var der mere end en meter sne, hvor der andre steder stort set ikke var noget.
Jeg havde parkeret på vejen, og var ikke helt sikker på, om jeg kunne gå ned til vandet, i frygt for, at eventuelle andre biler ikke kunne komme forbi. Men efter tre havde passeret, hvoraf den ene var en kassevogn, blev jeg enig med naboen om, at jeg vist godt kunne lade den stå, mens jeg gik et smut til stranden. Jeg var så nysgerrig efter, om bugten var frosset til.
Det var et flot vejr. Meget koldt, hvilket frosten på grenene kunne bevidne. Mine tæer var da også begyndt at fryse, modsat gårsdagens timer i haven. Men der gik jeg heller ikke i sne til knæene hele tiden.
De velkendte træer fik et helt nyt udseende, som de stod nøgne i det pyntede landskab.
Nede ved stranden var der ganske rigtigt is på vandet. Jeg opdagede det, fordi andre havde skrabet i sneen, lige så nysgerrige som jeg. Jeg var overrasket, for ved Dalbybugten er der stor forskel på høj- og lavvandet, og modsat hvad jeg havde ventet, var vandet frosset som ved højvande. Det er måske logisk nok, når man tænker over det.
Hjemad kørte jeg mod Bogensø. Men efter lidt kørsel, ved et sving, besluttede jeg mig for at vende om. Der var utroligt meget sne på vejen, som ikke så ud til at være ryddet. Jeg bakkede nogle hundrede meter, og vendte i indkørslen ved et hus. Tilbage hvor jeg kom fra, måtte jeg standse ved mine gode venner, helårskøerne. De så ikke ud til at fryse videre, som de hyggede sig. Måske så de ud til at kede sig let, de var i hvert fald meget nysgerrige, da jeg steg ud af bilen for at forevige dem.
Oppe af bakken måstte jeg ud igen, for at tage et fint billede af bugten, og hvor isen starter.
Jeg kunne faktisk ikke få nok. Jeg syntes ikke, jeg var helt klar ti lat køre hjem endnu. Vejret var så flot og solen kastede et varmt og rart lys. Så jeg kørte med Gabet i stedet for mod Mesinge. Jeg har egentlig aldrig syntes, at det er smukt sted med udsigten til Lindøværftet, men i dag var der skønt, med lav sol og mange fugle.
Tænk, at de små dyr ikke fryser, men svømmer rundt blandt isflager det bedste, de har lært. Bland andre 4 svaner på række. Så havde jeg fået nok. Op og ned over 100 små bakker, og så hjemad i varmen.

tirsdag den 28. december 2010

Juleferie i haven


Skønt! Jeg har været i haven i dag. Jeg har sorteret potter, klippet de sidste visne tomatplanter ned, ryddet op inde i drivhuset og skrabet sne af drivhusets tag.

Jeg undrer mig over, at jeg ikke har investeret i skitøj noget før - jeg har ikke været i nærheden af at fryse. Skiundertøj, varm cardigan og så mit nye skitøj yderst. Ikke engang ører, fødder eller fingre fryser. Selv om jeg kan se min ånde, har jeg jeg slet ikke lyst til at skulle ind.


Det er i øvrigt lidt underligt. Lige inden for havelågen står en tallerken, hvor der tydeligvis har været mad på. Gad vide hvem der har sat den der, hvad der har været på den og hvem der har spist det! Mon tallerkenen stadig står der, næste gang jeg kommer? Ellers ser det kun ud til at have været katte der har lusket rundt i sneen herovre.

lørdag den 25. december 2010

Juledag 2011


Så er det blevet juledag, og det står på slik, chips, restemad, film og hygge. Mor, far og jeg gik en tur med vovsen, da vi trængte til lidt andet. Og vi kom forbi kælkebakken, og jeg manglede lige et barn som undskyldning for at få en tur ned af den!

fredag den 17. december 2010

Julegaveindkøb


Så er der for alvor taget hul på julegaveindkøbene. Jeg tog ind til byen efter arbejde, for jeg tænkte, at rosengårdcentret ville være du helved frem for hygge. Fordi det er så overdrevet koldt, tænkte jeg, at det nok var begrænset, hvor mange der lystede at vandre gågaderne tynde. Og jeg har faktist hygget mig. Dog er jeg nu på vej mod bilen med et stænk af dårlig samvittighed. Et toiletbesøg blev klaret ved at købe en gang fritter på MacD, og en tur på kundetoilettet. Jeg kom senere til at købe en kæmpepandekage i en kæmpepandekagevogn. Og så kom der også et luksuskøb til mig selv med i posen. Det sprang faktisk derned helt af sig selv. Det er altså rigtigt! Men nu har jeg også købt til aftensmad med masser af grønt. I morgen står det nemlig på det traditionelle julebag hos farmor og farfar. Mor skal være med, og far kommer også forbi. Det er vist første gang vi lukker de voksne ind i farmors julebageri. Og der bliver helt sikkert også tid til en gang 500 med farfar.

søndag den 5. december 2010

Juletræ uden pynt


Mine håndboldpiger fik stryg i dag - og vi missede første halvsæsons mål. For at få tankerne på lidt andet, drønede jeg ud for at finde mit helt eget juletræ. Mit første juletræ, der er helt mit eget. Det er i potte, og kan forhåbentlig holde indtil jul. Så nu skal det bare syntes. Planen er 24 små juleklokker broderet i perler. Og hvad jeg ellers kan finde på. Uh. Er ved at komme i julestemning.

tirsdag den 30. november 2010

Min første bøde



Jeg er så gal så gal i hovedet. Jeg kørte på arbejde i morges, for første gang siden det blev snevejr. Tidligt, så jeg kunne nå at få en parkeringsplads. Kørte ind på parkeringspladsen, ned af en af indkørslerne, drejede ind på en plads, steg ud for at fjerne en stor isklump midt på pladsen, kørte bilen helt ind, måske lidt for tæt på nabobilen, men ingen problemer. Jeg gik glad ind på arbejdet, jeg havde jo sluppet for en træls cykeltur.

Men det skulle blive mere træls end en cykeltur ville have været. For da jeg her kl. 16, efter en times fro overarbejde gik ud til den lille frække 206er, så fandt jeg et girokort i min forrude. En bøde for ureglementeret parkering. Jeg havde simpelthen parkeret uden for båsen.
Nå ja, skidt med, at ingen kunne se båsene for alt sneen. Skidt med, at folk i bedste tro parkerede side om side på lange lige rækker. Åh. Jeg havde lige glemt - det var jo et kæmpe komplot mod... hmmmm (det finder jeg ud af senere) at alle parkerede bevidst uden for båsene, for at genere så mange som muligt. Det vil man da gerne betale 510 kr for.

Sikke noget røv... undskyld mit sprog - jeg er bare rigtig sur.

fredag den 26. november 2010

Winter wonderland


Siden sidst jeg skrev, er det blevet rigtigt vinter. Med sne og hvad det bringer med sig af kaos. Selvom jeg er sikker på, jeg nok skal nå at blive træt af den, så er det uden tvivl du fantastisk smukt syn, når den lige af faldet. I går aftes på vej hjem fra hallen på cykel, tænkte jeg, at det var som om der var utroligt stille. Som om sneen lægger en lyddæmper ud over byen. Og knirken vender hjulene understregede det bare. Her til morgen kom kaoset. Biler i lange køer på vejene. Jeg er heller ikke sikker på, at den vej jeg tog på cyklen, var den smarteste. Hjem satser jeg nok på ringvejen. Der må cykelstierne være ryddet. Billedet er taget her fra arbejdet - ud af vinduet på mit nye kontor. Sygehuset er også næsten kønt i det her vejr.

mandag den 1. november 2010

Tilbage til stranden - i DK


Man skulle næsten tro, at jeg ikke kunne undvære strand og hav, for i dag, første dag tilbage fra Thailand, tog jeg mor med i 206eren, og kørte til deres sommerhus på Nordfyn. Mest for at køre en lidt længere tur, i min nye gamle bil. Her er meget efterårsagtigt, men også rigtig hyggeligt. Vi har varme på indenfor og er lige blevet færdige med at spise sandwich fra toasteren. Om lidt kører vi tilbage, og når far kommer hjem, skal vi se billeder fra rejsen. Turen hjem fra Thailand gik helt efter bogen. Ingen forsinkelse og ingen problemer. Jeg så 3 film i flyet og fik sovet lidt også. Der var ikke mange med, så folk flyttede lidt rundt, og jeg fik du dobbeltsæde for mig selv. Da jeg kom hjem hentede mor mig i 206eren, og hun sørgede også for mad. Hjemme hos mig selv faldt jeg i søvn på sofaen. Jeg vågnede kl. 1 og var sulten, men det var selvfølgelig også morgenmadstid i Thailand. Jeg smuttede bare i seng.

søndag den 31. oktober 2010

Sidste sol og weekendmarked

Den sidste hele dag i Thailand havde jeg tænkt skulle gå med afslapning og en tur på markedet, hvor nordjyderne gerne ville tage mig med. Efter morgenmaden begyndte jeg så småt at pakke sammen, for ikke at stå md det hele om aftenen. Men kun en halv times tid, for så havde jeg aftalt med nordjydinden at smutte ned til stranden. Jeg havde endnu ikke badet i bølgen blå, ved den strand der lå op og ned af hotellet. Det var en fejl. Men jeg har bare ikke brugdt mig om, at skulle springe i havet, uden andre til at "hode øje med mig". Jeg ved godt det lyder temmelig dumt, men jeg vil ikke springe ud i noget jeg ikke er tryk ved.

Vi lejede et par strandstole, og straks begyndte de lokale souvenirsælgere at kommeforbi og tilbyde alt muligt. En ældre dame satte sig, med en ordentlig bunke saroner på skulderen, ned på min liggestol. Efter nogen tids overtalelse, og nordjydindens store prutte-talent, købte jeg én til ingen penge. Hun ligeså. Den ældre dame var tydeligvis ikke tilfreds, og da hun lidt efter snakkede med andre af de lokale, så grinede de af hende. Jeg havde lidt ondt af hende, hun prøver vel bare at tjene til dagen og vejen, men omvendt, så er de meget påtrængende, og hun kunne jo bare havde afvist handlen.

Endnu en sælger kom forbi, og jeg købte en rigtig fin bluse (det havde nok været federe, hvis jeg havde fået den i begyndelsen af ferien). Men så sagde jeg også "stop, Kristine", ,og vi hoppede i stedte i vandet. Og det var virkelig lækkert. De røde flag var oppe, men ingen synes at tge sig af dem. Heller ikke de lokale, der lystigt udbyder forskellige former for vandaktiviteter. En speedbåd med en ballon efter sig, hvori der var fastspændt en turist og en lokal fløj med svingende i linerne som en anden abekat.


Jeg forestiller mig, at han styrede. Men vi fandt et sted med passende dybde, og så skvulpede vi ellers op og ned med de lækre bølger, tilpas sjove, men ikke voldsomme, tog de os hele tiden et stykke længere ind mod land, så vi i ny og næ måtte vade tilbage udad.

Tilbage på liggestolene og fandt jeg bogen frem. Nej hvor var der dejligt. Og stemningen var også rolig og glad. Vejret viste sig fra sin allerbedste side, hvilket jeg satte pris på, siden jeg jo ikke skulle være i Thailand meget længere. På et tidspunkt gik en dame rundt og tilbød massage. Jeg sagde nej, men fortrød. Jeg syntes stadig jeg manglede en gang fodmassage, så jeg fandt hende, og forhandlede mig til en udemærket pris. Hun viste mig hen til deres "sted", hvor jeg så kunne ligge i 3 kvarter og nyde en god gang fodmassage i skyggen og til bølgernes brusen.

Det var en dejlig formiddag, og jeg var i vandet flere gange. Den sidste strandtur og den sidste sol skulle nydes. Tænk, jeg plejer ikke at være den store vandhund, men i Thailand er vandet mere end fantastisk. I hvert fald de fleste steder. Og på Kata-stranden er det ikke kun skønt at være i vandet, men som ligger og flyder i bølgerne, er der jo også en skøn udsigt. Oftest nyder man udsigten ud over vandet, men når man er derude, er der ogs en skøn udsigt ind på land. Den glade strand, bjergene og den store Buddha-figur i baggrunden.


På et tidspunkunkt overmndes man jo af knurren i maven. Nordjyden var kommet ned til os efter en løbetur (tænk, i den hede!), og vi blev enige om at mødes i pool-restauranten. I et anfald f vemodighed over, at jeg snart ikke længere bare kunne vælge mellem de lækre retter (suk, nu skal jeg selv lave maden igen!!!), bestilte jeg to forskellige retter af thai-mad. Nu skal det lige siges, at en ret ikke koster meget mere end 20 kr. Desværre kunne jeg ikke spise det hele. Jeg tror jeg skal på mad-afvænning når jeg kommer hjem.


Efter maden var det tid til en tur i poolen. Det skulle blive den sidste. Som efterhånden så mange gange før, plaskede jeg rundt ovre ved nordjydernes trappe. Og der blev jeg også budt på kaffe. Jeg synes egentlig, at det er indbegrebet af ren afslapning. Hvor var det dejligt.


Efter et hurtigt bad skulle vi ind på weekendmarkedet. Jeg havde glippet det sidste lørdag fordi jeg ikke havde nogen at følges med. Men det havde jeg nu. Nordjyderne, svenskereren og jeg hyrede en taxi for resten af aftenen. Den kørte os hvorhen vi gerne ville, hentede os, kørte os videre og til sidst hjem på hotellet. Markedet var en kæmpe oplevelse. Det var ligesom delt i to. Vi startede i den bagerste ende, hvor den ene madbod efter den anden stod på rad og række. Det var så imponerende, og så anderledes. Der var alt fra eksotiske frugter, frituregryder, sushi, ris og nudler til grisesnider og hønsefødder. Vi havde dog spist kort forinden, så vi nussede videre ned til de almindelige boder (det var snarere små midlertidige butikker, der var smækket op).


Efterhånden som vi bevægede os rundt i nettet af boder, fik jeg også gang i handlen og pengepungen. Jeg er ret tilfreds med mine handler. Jeg fik bl.a. et ur (nuvel en kopi og sikkert i plastik) til under 30 kr., pudebetræk i thaisilke, en rød/guld-dug (uden elefanter) jeg håber kan skabe julestemning i december og meget meget mere.


Herefter tog vi i Big C, som er en butikshus for de lokale, der også huser et varehus a la Bilka. Jeg var efterhånden bombet i hovedet, efter mit ihærdige forsøg på at suge det sidste Thailand til mig. Vi skulle også i "Outlet" som huser outletbutikker for de store sportsbrand. Det havde jeg egentlig glædet mig til. Men jeg havde mere end fået tilfredsstillet mit shoppinggen for den dag, så jeg havde ikke i sinde at bruge flere penge, andet end enkelte souvenirs, som jeg skulle quick-shoppe tilbage i Kata. Derfor blev vi enige om at springe outletten over, og komme tilbage til det sidste fælles måltid for denne gang.

Vi aftalte at mødes i restauranten kvart i 9. Jeg tænkte jeg kunne nå mine sidste indkøb på et kvarter, så svenskeren og jeg drog videre ned på gaden. Det var blæst gevaldigt op, og pludselig begyndtedet at larme over os. Det var kæmpe store visne palmeblade, som var begyndt at falde ned, og jeg måtte råbe på svenskeren. Hun stod lige der, hvor de endte med at lande. Også en del knallerter (scootere, eller hvad de nu kaldes) blev ramt af de enorme blade.

Jeg løb ind i KT Plaza (mener jeg det hed - der hvor vores turisttur-veninde Kai holder til). Men jeg fandt ikke hvad jeg skulle bruge. Pludselig råber Kai til mig, og spørger hvad jeg leder efter. Om der er noget jeg vil have i hendes shop. Hun har altså ikke kun turformidligsbutikken, men også en souvenirshop. Det er altså nogle hårdtarbejdende mennesker. Hun endte med at forære mig noget lignende det jeg søgte. Det var så sødt, og jeg var helt rørt. Vi må alligevel have været gode (eller sjove) kunder.

Jeg løb videre, og fandt også halvdelen af det jeg havde sat mig for. Og det stillede jeg mig tilfreds med. Tilbage på restauranten ventede nordjyderne, og vi bestilte. For 4. gang bestilte jeg den lækre ananasret "Chicken in Pineapple". Jeg kunne desværre ikke få lokket opskriften ud af personalet. Det var helt vemodigt at gå fra restaurnten. Vi er simpelthen blevet behandlet mere end pænt. Det tillærte sig vores vaner, og jeg tror de også syntes det var hyggeligt at betjene os. Det virkede også som om, at vi var de eneste med pension på hotellet. Hmmm... så skal jeg virkelig til at lave mad til mig selv igen. Inden vi gik, hjalp nordjyden med til at binde pavilionen fast med ledninger. Mens vi havde spist havde stormen lige løftet taget af stængerne, og det så ud til at ville tage sig en flyvetur.

Det var meningen at jeg ville have haft en sidste nat-svømmetur i poolen, men der var røget så mange blade ned i den, jeg var helt bombet, og jeg manglede stadig at pakke det sidste, så vi sad bare og snakkede lidt på deres terasse, inden jeg smuttede op og pakkede med Wosniackis semifinale rullende over skærmen.

fredag den 29. oktober 2010

Myreturen Phi Phi

Turen til Phi Phi øerne blev, hvis jeg skal være ærlig, lidt en skuffelse. Det har været en dejlig dag, og det var nogle utroligt smukke øer. Men der var så mange andre turiter, end nordjyderne, svenskeren og jeg, der havde fundet på at ville se disse fantastisk smukke øer.

Første ø var Phi Phi Ley, og vi lagde til ved stranden i Maya Bay. Det var en ren myreture af speedbåde og turister. Der kommer så mange speedbåde, at man har afsat et område i vandet, hvor speedbådende ikke må "parkere", for at der er plads til at bade også.
Jeg gik en tur rundt på øen, vi havde en halv times tid. Jeg så en stor sort sommerfugl, og jeg viser gerne billeder engang.
Det er her filmen "The Beach" med Leonardo DeCaprio er blevet optaget. Jeg købte den i Patong forleden, og skal se den, når jeg kommer hjem til Danmark. Jeg var også i vandet, og det var virkelig skønt. Jeg kunne lige forestille mig det som et fantastisk paradis, hvis man kunne få det lidt for sig selv. Men det er jo noget egoistisk at forestille sig.

Efter vi endelig havde fået de sidste folk om bord på båden (ikke alle er lige gode til klokken) sejlede vi rundt om øen og videre til den næste. Vi sejlede forbi Monkey Beach, hvor aberne lokkes ned på stranden med bananer, der kastes ud fra speedbådene. Vi var dog ikke i land.


Et sted i mellem ovenstående program var der også 40 minutters snorkeltur. Jeg var lidt loren ved det, for båden stoppede noget længere fra land - det var ligefør det var åbent hav (nej, det var ikke). Men jeg tænkte, at det jo var gået fint sidst. Der var ikke smukk koreller, det har jeg stadig til gode. Men der var masser af fisk i alle mulige farver og størrelse. Det var virkelig imponerende.

Ved den anden af Phi Phi øerne blev vi sat i land og vist op til store åbne telte, hvor maden blev serveret som mget stor buffet. Igen lækker mad, med masser at vælge mellem. Efter maden var der mulighed for at nusse lidt rundt og kigge, men det blev kun til et kig i souvenir-butikken, uden at jeg købte noget. Vi var ikke de eneste, der skulle spise ved buffeten. Stranden var fyldt med speedbåde.


Efter besøgene på Phi Phi øerne, var det tid til afslapning på endnu en ø. Den lå ca. halvvejs tilbage til Phuket. På Khai Nok Island var der 1½ time til valgfri leg. Vi lagde ud med at leje liggestole, og så kom barfolkene ellers og overfaldt os som sultne hunde. Drinks og is blev tilbudt. Nu hvor ferien lakker mod enden for mig og svenskeren, blev vi enige om at smage den drink vi havde snakket så meget om hjemme i poolen, når nogle havde bestilt den. Mai Tai serveret i Ananas. Den var lige så god som den ser ud.



Jeg nåede også 5 min. volley med en gruppe malaysiske skolekammerater der altid tager på ferie sammen, og endnu en tur i bølgen blå, inden vi hoppede på speedbåden igen.

Noget af det, der gjorde turen god til trods for en dag med overskyet vejr, var nogle af de mennesker der var med. De malaysiske drenge havde det så fint med hinanden, og deres glæde løftede også humøret på båden. Ligesom vi havde meget grin over argentineren, der ikke var tilbage ved båden til tiden, og hans mexicanske ven med de vilde tømmermænd (han var ganske bleg, og sad med en plasticpose på turen ud - hans skulle nok blive sjov for konen at få tilbage) så ud til at være ved at gå i panik i frygt for, at båden sejlede uden kammeraten. Argentineren kom tilbage med et smil på læben og en undskyldende attitude.
Men kun lige indtil det gik op for alle, at de to mænd i de matchene Heinikken-undertrøjer heller ikke var kommet endnu. Så blev argentineren kæk, og råbte, at de skulle give Heinikken til hele båden. Der var mange sjove folk, der var "happy", som guiden på båden hele tiden ville have bekræftet, at vi var. "Are you happy? Smile to the camela", sagde hun, hver gang der skulle tages billeder.

Her til aften var der atter Thai-buffet på hotellet med forskellig underholdning. Så der var vi selvfølgelig at finde.


Det var det næstsidste måltid inden jeg skal herfra tidligt søndag morgen. Flyet er allerede meldt to timer forsinket, så nu skal vi først afsted ved 5-tiden om morgenen. Jeg tror, jeg begynder at pakke i morgen formiddag, så jeg ikke skal panikpakke sent i morgen aften.
Indtil kl. 15 i morgen eftermiddag, har jeg planer om at skulle ned og bade ved vores egen strand. Det har jeg endnu ikke prøvet. Jeg har kun gået små ture i starten af ferien. Og så vil jeg gerne have en fodmassage nede ved poolen. En ting jeg heller ikke har prøvet, men gerne har villet.

Nordjyderne, svenskeren og jeg tager ved frokosttid ind til en stor outlet med sportstøj og et stort shoppingcenter, hvor der også skulle være masser af elektronik. Det er jeg lidt spændt på. Og bagefter tager vi på weekendmarkedet, hvor vi er mens det bliver mærkt. Det er jeg også spændt på. Og når vi kommer hjem, spiser vi afskedsmiddag sammen. Nordjyderne skal være her en uge mere.

Jeg ved ikke om jeg når at opdatere bloggen i morgen aften, hvor det måske bliver lidt senere, jeg kommer tilbage. Men jeg skal nok prøve at få de sidste oplevelser med hurtigst muligt. Jeg har også prøvet at hente Skype til computeren, så jeg kunne få fat i mutter og fatter, men den vil stadig ikke. Jeg tror ikke det her trådløse netværk er det hurtigste, det tager en time at hente programmet, og jeg får besked om "timeout længe inden".

Uanset, selvom her er dejligt, så glæder jeg mig faktisk også til at komme hjem igen. Jeg har jo et par dage til at komme mig, inden jeg atter skal på arbejde igen. Og så har jeg set på mors blog, at Quinto er blevet dygtig efter at være startet på træning. Det glæder jeg mig til at se. Jeg håber også, at vi skal spise sammen, når jeg kommer hjem. Og hvis jeg overhovedet vågner om mandagen, så tror jeg 206eren skal tage mig en tur til Dalby. Men nu må vi se (jeg er tilsyneladende ikke god til IKKE at lægge planer!!!).

torsdag den 28. oktober 2010

Gummi, skildpadder og bambus

Vi blev hentet 7.30 på hotellet af en minibus, som skulle tage os på Khao Lak Safari. Khao Lak er en by, et område, en nationalpark, der ligger lige nord for øen Phuket på fastlandet 1½ times penge fra Kata. Første stop var en pause ved et ”Coffee house”, som er en thai-pendant til Monarch. Men meget mere indbydende. Jeg nævner det blot for at få mulighed for at vise nedstående billede taget på toilettet.

Hvis ikke det kan ses, så står der "Danmark" på hanen. Tænk, et tilfældigt sted i Thailand, og så "Danmark"!!!

Vi ankom til ”Elephant Camp” og blev straks vist op på en platform, hvorfra vi kunne stige på. Da vi var 5 deltagere på turen, endte jeg endnu engang med at ride på ”min egen” elefant. Thong, hed den, en 22 år gammel han. Omgivelserne var en tilgroet gummiplantage, og var som sådan mere autentisk end min tidligere elefantridetur henad stien på bjerget forbi maskiner og stenbrud.
Men Thong viste ikke personlighed som Mary, der gjorde, hvad hun ville, når mahutten (har jeg fundet ud af føreren hedder) kiggede væk. Der var heller ingen ridning alene på elefantens hals. Måske fik jeg særbehandling på den første elefanttur, fordi jeg kom alene. Til gengæld var jeg ikke nervøs denne gang. Der var ingen stejle skrænter til at skræmme mig, eller maskiner til at skræmme elefanten.
Da turen var slut, kunne vi købe kurve med bananer til at fodre elefanterne med. Thong tog de bananer, som jeg rakte ham, uden i øvrigt at ænse mig, og der var faktisk ikke videre spas over ham. Russernes (de sidste to deltagere på turen) elefant var der mere spræl i. Den stak snablen over til mig, og prikkede mig på det nærmeste på armen med spidsen af snablen, da den havde opdaget, at jeg kunne charmeres til give den bananer.


Her i området er det mange plantager med gummitræer. Indtil jeg kom til Phuket anede jeg ikke, at gummi kom fra træer. Men det gør det. De skærer skrå snit i de mindst 5 år gamle træer, og så løber en mælkehvid væske ned i et bæger, som er spændt fast på træet. Det tager ca. en uge at fylde et bæger op. Så der skal mange træer til at lave nye 4 nye vinterdæk til 206eren, når dem jeg har, ikke kan længere. De træer, vi så i dag, gav råmateriale til latex, skosåler, kondomer mm. Træerne er overalt og står i snorlige rækker (se f.eks. billedet herover). Vi prøvede at lave snit i et træ, og vi kunne se hvordan der ganske hurtigt strømmede hvidt flydende materiale ned i bægeret.


Turen skulle vise sig at blive lidt som kinesiske og japanske turister i København. Ud af bussen, tag et billede, og videre igen. Da vi hverken ville se ”Snakeshow” eller ”monkeyshow” i Elefantlejren, drønede vi videre med bussen. Vi skulle se det, som guiden betegnede som ”Tsunami museum”. Det var en stor politibåd, som lå alene på en mark og kukkelurede. Den store tsunamibølge havde flyttet skibet 2 km ind på land. 10 ud af 11 på båden havde overlevet. De var vist blevet inden døre på skibet. Området var godt sjappet efter gårsdagens regn, der vist havde været noget kraftigere i Khao Lak-området.

Det skal noget af en bølge til at skylle så stort et skib to km ind på land

Så gik turen til en Skildpaddefarm. Den thailandske stat opdrætter havskildpadder, i noget der minder om et dansk dambrug, og sætter dem herefter ud i havet, når de når en vis alder. Vi blev kørt ind i et militært område, og fik lov at kigge i bassiner med skildpadder i forskellige aldre. Skildpadderne var søde og ikke til at stå for, og det var både dejligt og spændende at se, hvordan man forsøger at værne om de her fantastiske dyr, som kan blive op mod 500 år, hvis ikke de lander i fiskernes net inden.


På vej ud af militærområdet bremsede minibussen pludselig op og holdt ind til siden. Chaufføren havde fået øje på en stor varan, der lå død påkørt af en bil midt på vejen. Han steg ud, løftede den i halen og smed den i en plasticpose. Guiden så at jeg prøvede at fotografere ud af vinduet, så hun sagde noget til chaufføren, som åbnede døren og lagde den pænt til rette for os. Det føltes en smule makabert, at fotografere et dyr der er kørt ned, men det var bare så sært, at det måtte foreviges. Hjemme er det ræve og duer, der ligger påkørte langs vejene, men der er ikke rigtig nogen, der tænker på at fjerne dem. Jeg spurgte guiden, hvad chaufføren ville gøre med den. ”Feed the fish”, sagde hun. Nordjyderne og jeg blev enige om, at han måtte have et hold piratfisk derhjemme.


Så var det tid til frokost på en lille restaurant ved stranden. Den er altid inkluderet i disse dagture. Det virkede øde, men der var så småt gang i byggeriet i området. Måske er de stadig ved at komme sig oven på tsunamien.
Jeg har læst i min Lonely Planet guidebog, at Thailand nu har etableret et varslingssystem, i tilfælde af, at der skulle komme flere tsunamier. Og pludselig gik det op for mig, hvad de højerød/hvide tårne langs kysterne er til for.


Lokalbefolkningen advares gennem thailandsk radio og tv, og de, der ikke taler thai, bliver advaret på forskellige sprog via højtalere på advarselstårne og monterede blinkende lygter. Tårnene er placeret i højrisikoområder. Vi hoppede ikke i bølgerne blå ved denne strand, da der utrolig hurtigt blev dybt. Og jeg er tilsyneladende ikke den eneste, der gerne vil have lidt sand under fødderne, når jeg bader.
Næste punkt på turen var muligheden for at bade ved et vandfald i en flod i regnskoven. Da jeg først havde forceret de meget glatte sten (”slippery wet”, som guiden på Raya-turen sagde), stak jeg fusserne i det noget kolde vand. Men, men, men… det var nu ikke koldere end vandet hjemme i Danmark om sommeren. Der var også glat nede i vandet, og sammen med den stærke kraft som vandet fra vandfaldet kom imod mig med, udgjorde det en lille udfordring at kæmpe mig over mod bruset. Jeg nåede heller ikke helt over til, hvor vandet faldt ned fra klippen, men badet, det har jeg. Og vandet var skønt klart, og bunden af sand. Jeg havde forestillet mig noget mudret stads, men det var så langt fra…


Turen inkluderede jungletrekking. Men arrangørerne tager altid forbehold for ændringer på grund af vejrmæssige forhold. Guiden sagde, at der var for mange myg, hvorfor vi skulle kører videre til næste stop, frem for at gå.
Næste stop var ”Bamboo rafting” på floden. Jeg tænkte, at der måtte vel også være myg, men egentlig var det fint nok bare at køre. Et stykke længere ”nede”, gjorde vi atter holdt. Her blev vi ledt ud på tømmerflåder bygget af bambusrør. Vi var blevet opfordret til kun at sidde i badetøj, for vi ville blive våde.
Vi fik små plastikposer til vores kameraer. Jeg var lige ved at lægge mit tilbage i bussen, for jeg ville ikke risikere, at det havnede på bunden af floden. Men guiden sagde, det var sikkert nok, så jeg tog det med og knipsede lystigt løs.


Jeg fik endnu engang min helt egen tur, da der ikke måtte være mere end 2 på en flåde, plus ham der styrede. Han stod ude i forenden af flåden, og med en stav sørgede for, at vi ikke ramlede ind i for mange træer langs bredden. Ind imellem brusede vandet henover flåden. Dejligt med lidt afkøling i den meget fugtige hede, vi er i (jeg har egentlig vænnet mig fint til det).
Inden vi nåede slutningen af turen holdt vi pause for at bade i flodens klare vand. Nordjydinden var ikke helt tryk ved situationen, da vi efter få minutter fra start var blevet præsenteret for en ”water snake”, der lå og gassede sig oppe i et træ. Jeg tror først hun slappede af igen, da vi nåede sikkert i land.
Jeg er efterhånden af den overbevisning, at det vi bliver udsat for på disse ture er sikkert nok, og at det farligste egentlig er busturene i den thailandske trafik, hvor den danske kørestil endnu ikke har vundet rigtig frem. Det virker umiddelbart som kaos og rent anarki.
Det var sidste punkt på dagens program, og den forholdsvis lange tur hjem begyndte. Jeg havde svært ved at holde mig vågen, så jeg blundede noget undervejs.
Hjemme sprang jeg i ”min” pool og bestilte en is i poolbaren. Jeg kravlede dog op ad vandet, da den var klar, og satte mig over på en liggestol og nød den, imens jeg kom lidt videre i ”Manden der blev 100 år og kravlede ud af et vindue og forsvandt”. Tilbage i poolen sad jeg i boblebads-hjørnet og nød skumringen, og mørket der faldt på. Det er simpelthen et skønt tidspunkt på dagen.


Efter et godt bad var det tid til at spise. Der var bryllup i restauranten, men der var stadig plads til os. Så vi sad i udkanten af bryllupsfesten og nød stemningen. Vi gik forholdsvis tidligt hver til sit. Selvom det er meget søde mennesker, er jeg nu også glad for noget tid alene i ny og næ. Så nu kigger jeg lidt tennis i TV og kigger i dagens billeder. Udenfor er det begyndt at regne kraftigt igen. Indimellem er der et lysglimt efterfulgt af et ordenligt rabalder, der lyder som om, det er lige ude ved poolen, samtidig med det giver genlyd, måske pga. bjergene...

I morgen er der endnu en udflugt, som bliver feriens sidste dagtur. Der må det meget gerne være super dejligt vejt! Vi skal til Phi Phi øerne, og der skal vi snorkle igen. Det skulle være virkelig flot med fine koreller og farverige fisk. Jeg ved ikke, om jeg er sej nok til endnu at nyde det for alvor, men jeg er temmelig stolt over, at jeg overhovedet kommer i bølgen blå. Og jeg glæder mig til endnu en naturoplevelse. Jeg har hørt, at det skulle være virkelig smukt.

onsdag den 27. oktober 2010

Pausedag med regn

I dag kunne jeg sove længe, og det gjorde jeg. Ud på formiddagen stod jeg op, kastede en hat på hovedet, og hoppede i det nærmeste tøj. Efter morgenmaden ville jeg læse lidt, men faldt i søvn mens jeg surfede lidt på nettet. Jeg havde valgt at blive på værelset, for det var nemlig styrt regnvejr.


Kl. 13 var det tid til thaimassage. Jeg havde forventet smerte og knæk, men det var en rigtig god oplevelse. Hotellet har jo en spa, hvor massagen er noget dyrere, end nede på gaden. Til gengæld er det et pænt sted med rigtig fine omgivelser. Jeg har vist skrevet lidt om det tidligere. Hende, der masserede mig, hoppede op på massagebænken og satte sig ovenpå mig, lagde hænderne de rigtige steder, og lagde hele vægten i - først i den ene side, så den anden og så rykke lidt længere frem i den ene side og så den anden side. Hun var dog ikke oppe at gå på min ryg, som jeg ellers havde frygtet. Sådan går det, når man ser for mange film. Jeg har også tidligere skrevet om de stille loungemusik, som lyder i foyeren og i spaen. Pludselig klimpede "Kære John" roligt ud af højtalerne, og jeg sendte mine kolleger på kontoren en kærlig tanke. Det må nok betragtes som "vores sang" trods alt. Det var jo den første (kontoret ved, hvad jeg mener!!!).

Bagefter hoppede jeg i poolen, selvom det regnede. Jeg plaskede over til nordjydernes terrasse (som ligger ved den pool i ser på ovenstående billede), og fik en god snak i poolen mellem vanddråberne. Frokosten blev sen og indtaget på hotellet sammen med dem. Jeg havde troet maden ville være stærk og ikke til at spise. Det er ikke tilfældet, og jeg kunne bare spise og spise. Det er nu noget lækkert mad, de disker op med. Og så koster det sjældent mere end 40 kr. inkl. drikkelse.

Jeg hoppede i poolen igen bagefter, inden jeg skulle ned til skrædderen og se det færdige resultat af mit jakkesæt. Jeg tog den dybe pool (jaja, vandet når mig helt til halsen i den dybe ende), som ligger i "min ende" af hotellet.  Her svømmede jeg straks over til boblerne, som jeg ikke har nydt at sidde i de seneste par dage, efter jeg "opdagede" nordjydernes pool. Med boblerne mener jeg den halvcirkel med "undervandsbænk" der sender bobler op ved fusserne. Det er skønt at sidde og nyde bobler op langs kroppen, mens regnen plopper i vandoverfladen. Der er en duft af jasmin overalt, og nu hvor jeg har vænnet mig til den tætte luft, så kan jeg rigtig nyde blomsterne - både duft og udseende.

Jasmintræet med de hvide voksagtige blomster, som falder ned i poolen og flyder smukt rundt som om det var med vilje, kan lige anes

Jeg skal love for, at jakken er blev flot. Jeg er rigtig glad. Den ene nordjyde gik med, og hun var helt misundelig. Jakken var blevet syet lidt mere ind de rigtige steder, og den passer nu helt til mig. Fordi det regnede sådan, tilbød skrædderen at få sættet bragt til hotellet senere aftenen, så jeg ikke behøvede at komme endnu engang.


Men snat var jeg tilbage i badetøjet, og selvom regnen atter var taget til, så endte jeg tilbage på nordjydenes trappe, hvor vi igen hyggesnakkede lidt til det blev helt mørkt, hvorefter vi gik ned for at spise. Efter aftensmaden, var det for tredje gang i dag, at jeg hoppede tilbage i badetøjet, hvorefter vi indtog et par øl i poolen på deres trapper. På vej op så jeg et lille fint dyr, som jeg også lige må nævne. Det er nemlig ikke mange dyr, man ser, når man er på ferie i Thailand.


Klik på billedet, og se den lille fætters fine fødder.

Så nu har jeg hvilet ud på en regnfuld dag efter mange oplevelsesrige dage. Og jeg er klar til morgendagens udflugt, som tæller lidt af hvert. Men mere om det i morgen.

tirsdag den 26. oktober 2010

Phang Nga og James Bond øen

Tidligt op og med minibus kl. 8, var tirsdagens barske realiteter. Men jeg havde jo ønsket mig at se øen fra James Bond-film "Manden med den gyldne pistol", så det var faktisk ikke så svært.

Der var en times kørsel i minibussen på Phukets travle veje. Men så befndt vi, det nordjyske par, svenskeren og jeg, os på en vakkelvorn sammenflækket platform af gamle brædder, der trænkte til et vaterpas.

Man er vel frisk på flere eventyr?!

Langt om længe blev vi gelejdet op i en åben bus (man kunne måske kalde det en "shuttle", som busser i n lufthavn), som kørte os ud af en mole. Vi kravlede ned i speedbåden, hvor der blev stimlet 41 passagerer ind. Og så drønede vi ellers afsted i et larmende tempo.

Efter at have sejlet et karters tid gik det op for mig, at vi sejlede rundt mellem de øer, som jeg havde forelsket mig sådan i under indflyvningen i torsdags. Og området, som er nationalpark, er bestemt ikke kun smukt fra luften. Øerne er klippeøer, der er grønne af de træer, som tilsyneladende kan vokse på stenene. Der blev sejlet tæt på Panak Island, som var fyldt med drybsten. Vandet har gennem tiden åbenbart ædt sig ind på øen ved havoverfladen.

Speedbåden her er i store træk som den vi var med. Men det er nu øen der er det spændende her...

Da vi så småt sejlede videre, blev der smidt råt kød ud fra båden, og pludselig væltede det frem med ørne. 10-15 stykker var der i hvert fald. De dykkede i vandet efter kødet, og så tilbage op på himlen.


Vi var heldige med vejret. Vi oplevede ikke regn. Og så alligevel. Hele området lå som i en dis, når man kiggede rundt omkring. Og det passer fint med den oplevelse jeg havde under indflyvningen. Der troede jeg bare, at det skyldtes morgenstunden. Selvom det ikke regnede, hvor vi var, er jeg sikker på, at der kom ordentlig skyllere andre steder.


Vi nærmede os James Bond Island. Mon ikke den har et andet navn? Jeg kender det i givet fald ikke. Men her (og andre steder) er "Manden med den gyldne pistol" optaget. Ved "landingspladsen" skiftedes speedbådende og Long tail-bådende til at smide passagerere af/hente dem igen. Long tail boats er meget almindelige. Det er en aflang træbåd, hvor der er påhæftet en stor bil/lastbilsmotor på, hvor skruen er fastmonteret på et langt rør, som bruges til at styre båden med.


Det var et sidespring. James Bond øen var befolket af flere boder, der solgte souvenirs til os turistet. Jeg var ikke fristet. Ingen bor på øen. Vi havde 20 min. til at kigge os omkring og tage billeder. Vi gik lidt rundt og nød stedet. Det er virkeligt et smukt sted, men lidt for fyldt med sådan nogle som mig, turister. Men det kan jeg jo ikke rigtigt brokke mig over. Den sjove høje smalle ø midt den lille bugt syntes jeg i øvrigt at kunne huske at have set før.


Så var det ellers tilbage på speedbåden, som lagde sig ventende med de andre turistbåde lidt uden for kysten. Et par syntes ikke de behøvede at overholde tidsfristen, for da alle vi andre i båden var pakket og klar, manglede de stadig. Båden blev nødt til at sejle ud, for af- og pålæsningerne foregik som på samlebånd. Guiden var noget knotten, da vi alle måtte vente ude i bugten et kvarters penge på, at de to skulle få nusset sig sammen - og så måtte båden atter lægge sig i kø for at komme ind efter dem.

Turen fortsatte til Panyee Island. Også kaldet den flydende ø. Det er nu så meget sagt, for byen er bygget på pæle ud for en af klippeøerne. Beboerne er muslimer og er vist kun en 2-3 familier, hvis man skal tro guiden. Det er lidt sært at e asiatiske piger med tørkæder. De fleste thailændere er da også budhister.  Der er også bygget en moske øen, men vi kunne desværre ikke finde uden for den restaurant, som vi skulle spise på. Jeg tror beboerne levede af de mange restaurnter i udkanten af bebyggelsen, og jeg kan godt forstå, hvis de gerne ville skærme privaten for alle turisterne. Maden var i store træk samme menu som på Raya. Jeg fandt ud af hvad det er for en fisk, som ligger og kigger på os fra fadet. Hvid snepper. Den smager ikke af meget, men ganske glimrende, når man lige kommer forbi de stirrende øjne og spidse tænder. Vi sad denne gang plantet om runde borde, og vi endte sammen med et par fra Sydafrika og en amerikaner. Vi snakkede lidt, men spiste mest. Så var der, inden afgang, tid til shopping bagerst i restauranten, men intet fristede rigtigt.


Næste stop var Hong Island. Jeg havde været en lille smule nervøs for kanosejladset, men efter mine snorkelture forleden tænkte jeg, at så længe jeg fik en redningsvest på, så kunne det ikke gå helt galt. Men det viste sig, at der ikke ville være mere end 1½ meter dybt, så hvad skulle man med sådan en? Fra speedbåden blev vi gelejdet i 2- eller 3-mandspar ned i kanoer af gummi.


Og så blev vi ellers padlet rundt i de smukke omgivelser, hvor vi kunne se hvad tid og vand havde gjort ved klipperne. Ind imellem skulle vi lægge os ned i kanoerne, så vi kunne sejle gennem lave huller og ind i hulrum. Det var så stille og smukt (undtagen mens en speedbåd lå og gassede sig, og spyede larm og os ud i hovederne på os kanofarere. Vi var blevet advaret om, at vi ville blive våde, så jeg undlod at tage mit fine kamera med i vores kano. Jeg har dog aftalt med nordjyderne, at vi udveksler billeder. Men de er ikke klar her til aften.

Det sidste programpunkt var 1½ times afslapning og badning på Naka Island. Jeg var lige ude og dukke mig, men det var ikke helt så fristende som på Raya, og der blev hurtigt dybt. Og de fleste ved, hvordan jeg har det med dybt vand, hvor jeg ikke kan bunde. Til gengæld fik jeg prøvet en ud af to drinks, som jeg skal nå at have, mens jeg er her. Pinja Colãda serveret i en kæmpe kokusnød. Den smagte sødt og dejligt - hvis ikke jeg vidste bedre, ville jeg ikke tro, at der var sprut i.


Efter en forholdsvis hurtig tur i speedbåden var vi tilbage på Phuket, og efter lidt ventetid kom vi om bord i minibussen, og strøg tilbage mod Kata. Jeg havde en tid til Thai-massage, men jeg havde ikke skyggen af chance for at nå den, fordi vi var noget forsinkede (fik senere tiden flyttet, for thailændere er så høflige, og kunne ikke finde på at blive mopsede - jeg fik helt dårlig samvittighed, men der var ikke meget at gøre). Til gengæld sad jeg ved siden af den søde sydafrikanske dame (fra frokosten), og vi snakkede hele vejen. Om Thailand, Sydafrika, Danmark og os selv. De bor i Johannesburg, og hun tilbød, at hvis jeg havde tænkt mig at komme til Sydafrika, så skulle jeg besøge dem. Vi udvekslede mails, men vi ses nok i løbet af de næste dage, for de bor også her på hotellet. Hvor kan folk dog være søde.

Efter et hurtigt smut i poolen da jeg kom hjem, og et turbobad, mødtes jeg med skrædderen for den sidste tilretning. Den bliver syet endnu lidt ind, for den var alligvel blevet lidt kasseformet. Jeg tror nu stdig den bliver flot. Særlig vild er jeg med jakken.

Bagefter mødtes jeg med de 3 på en italiensk resturant i den dyrere ende. Bare rolig, det blev stadig ikke mere end lige over 100 kr. for mad, dessert og drikkevarer. Det var rigtig hyggeligt, men jeg er nu fuldstændig bombet, og glæder mig vildt til en afslapningsdag i morgen, hvor der ikke er planlagt andet end massage. Imens jeg har skrevet på indlægget her, har jeg blundet indtil flere gange. Nu skal jeg bare slappe af til den store guldmedalje i morgen.

Igen i dag kommer der lige et bonusbillede til sidst, som jeg ikke rigtig fandt plads til, men som jeg alligevel synes skal vises frem. Det har været n utrolig smuk dag.