fredag den 27. juni 2008

Pakkelisten næste skridt

Så er der ikke længe tilbage. Nu har jeg anskaffet det nødvendige og næste skridt er en pakkeliste. Bare for at være sikker på jeg ikke glemmer noget.

Tænk, der er kun halvanden uge til afrejse.

onsdag den 25. juni 2008

Sankt Hans og heksen

I mandags var det Sankt Hans aften. Sankt Hans er kort for Johannes Døberen, hvis dag er d. 24. juni, men fejres i Danmark aftenen før. Sammen med mine forældre og bedsteforældre tilbragte jeg Sankt Hans aften i sommerhuset ved Dalbybugten. Jeg fangede nogle fantastiske billeder af bålets heks. Heksen repræsenterer ondskab, og ved afbrænding sender man begge til Bloksbjerg.

Wikipedias forklaring på "heks" er meget trist og temmelig langt fra den forestilling, der fra barndommens bøger ligger lagret i baghovedet. Der havde hekse vorter på næsen og spids hat på hovedet. Jeg kan især huske en bestemt bog om heksen Belladonna. Hun kunne kun trylle hvid magi, men længtes forfærdeligt efter at være ligesom de andre hekse, der alle var sorte som kul. Hun var nemlig forelsket i den store troldmand, og hvordan skulle han billige en hvid heks? Gid jeg kunne huske bogens navn.

fredag den 20. juni 2008

2 fluer med et smæk


Så prøver jeg at blogge fra mobilen. Fantastisk. Samtidig tillader jeg mig at prale af min agurkplante. Jeg har allerede spist den første. Lækkert!

tirsdag den 17. juni 2008

Usb-katastrofen indtraf

Katastrofer findes i forskellige omfang. Det har jeg mindet mig selv om i dag. Når man skriver speciale, er den største frygt, at computeren går ned, uden man har taget backup. Jeg arbejder både hjemme og på universitetet og gemmer derfor mine filer på en usb-pen. Det er verdens smarteste opfindelse.

Guess what!!! Klods!

Og nej, hun har IKKE husket at lave backup af de sidste 14 dages arbejde. Det sker KUN for Kristine! Og undskyldningerne ville blive pænt dårlige, for hvad mon den nye eksterne harddisk så skal bruges til?

Jeg kan berolige bekymrede sjæle med, at usb-vraget på mirakuløs vis virkede hjemme i min egen computer, og chokket har lagt sig. Jeg har dog anskaffet mig en ny usb-pen (helstøbt med gummibeskyttelse) - jeg tror trods alt, at den gamle må pensioneres. Uanset, så er det nyeste ønske på ønskelisten en usb-pen i titanium.

mandag den 16. juni 2008

Dalby dejligst

Jeg ved, jeg vil opleve fantastiske ting på turen til Australien. Men der er nu også ufatteligt smukt herhjemme. Tag bare det lille smørhul ved Dalbybugten, hvor mine forældre har sommerhuset efter mine bedsteforældre.

Her er det solnedgang på Sankt Hans aften 2007

Eftermiddagsvandring på stranden

Vinter ved Dalbyburgten - set fra stranden

Udsigt over en af de omkringliggende marker fra terassen en aften i juni

Blik i retning af vandet samme juniaften

Læge vs myg

Det viser sig, at en stivkrampevaccination hos lægen er langt mindre ubehageligt end et myggestik! Hvem skulle ha´ troet det! Og det klør heller ikke!

UODATE: Her dagen efter kan jeg konstatere, at det gør pænt nas i min venstre overarm. Og nej, bulen skyldes ikke overtræning af triceps! Men for at blive i "læge vs myg´"-terminologien, så klør det heldigvis ikke!

torsdag den 12. juni 2008

Hvad er klokken hvornår?

En af de mere forvirrende fænomener, når man rejser langt væk fra Danmark er klokken. Hvornår kan jeg ringe hjem, uden at de sover hjemme i Danmark? Og dem hjemme i Danmark kan stille det modsatte spørgsmål. Ikke mindre forvirrende bliver det, når man undersøger hvorfor det er sådan.

Verden er delt ind i lodrette tidszoner. Formålet er, at man over hele verden har en standart, således man altid ved, hvad klokken er hvor. Ud fra 0-meridianen, som gennemløber Greenwich i England, varierer klokken med + eller - 1 time i forhold til zonerne ved siden af. Tiden i zonen hvor 0-meridianen gennemløber kaldes Greenwich Mean Time (GMT). En zone strækker sig over 15 længdegrader. Da jorden er 360 grader som en cirkel, svarer det til 24 zoner. Pga. politiske eller praktiske forhold er zonerne ikke 100% geometrisk opdelt.

Men GMT-standarten er gammeldags. I dag benyttes UTC-standarten, som minder meget om GMT, men udregnes på baggrund af atomure. UTC står for Coordinated Universal Time (eller rettere "Universal Time Coordinatet", omvendt rækkefølge af politiske hensyn). Dvs. at DK ligger i zonen UTC+1 og Sydney i UTC+10. UTC benævnes til tider Zulutid.

UTC justeres med et "skudsekund" fra tid til anden, for at sikre, at det passer med jordens rotation. I visse videnskabelige sammenhænge benyttes standarten TAI (Temps Atomique International) som svarer til UTC, bare uden skudsekunder. Det gør det nemmere at sammenligne forhold uden brug af tabeller over skudsekunder. Forskellen mellem de to standarter øges hver gang, der i UTC tilføjes et skudsekund.

Som bonusinfo til jer der stadig er med, vil jeg lige nævne Datolinjen, som er en naturlig følge af inddelingen i tidszoner. Linjen svarer til skillelinjen mellem zonerne UTC+12 og UTC-12. Det vil sige, at passerer man linjen, springer man en dato og en ugedag over, i det tilfælde man rejser mod vest. Rejser man østover, lægger man en dag til. Når vi rejser til Sydney, passerer vi ikke datolinjen.

Hele indlæggets formål er at finde ud af, hvornår klokken er hvad hvor. Så hvad er klokken egentlig i Sydney, når klokken er 12 middag i Danmark?

Danmark ligger i zonen umiddelbart ved siden af Greenwich-zonen, hvorfor denne zone betegnes GMT+1 (eller UTC+1). Sydney ligger i GMT +10 (UTC+10). Det betyder, at der som udgangspunkt er 9 timers forskel imellem de to lande. F.eks. fejres nytåret i Sydney altid før herhjemme. Når klokken slår 24 i Sydney, er der stadig timevis, til det sker i Danmark.

Men der er en ting mere, der komplicerer den direkte konvertering af klokkeslet. Nemlig sommertid. En praksis der betegnes DST (Daylight Saving Time) og benyttes i perioder på ca. halvdelen af jorden. Sommertid blev, mere eller mindre for sjovt, foreslået af Benjamin Franklin i 1784, som en måde at spare penge på. Ved at folks vågne timer ligger i flest mulige lyse timer, vil man have mindre brug for elektrisk lys.

Men vi ved også, at der er forskel på, hvornår det er sommer hvor på jorden. Derfor er der også forskel på, hvornår forskellige lande har sommertid. F.eks. er det vinter, når vi kommer til Sydney, selvom vi befinder os i juli. Og fordi det er sommer i Danmark har vi sommertid herhjemme, men ikke i Sydney. I Danmark satte vi d. 30. marts i år urene en time frem.

Derfor er vi i sommerperioden i Danmark 8 timer efter Sydney. Så er klokken 12 middag i Danmark, er den 20 i Sydney. På bloggens sidemenu kan i se en liste over klokkeslet de 2 steder imellem.

Det viste zonekort kan hentes i fuld størrelse her

tirsdag den 10. juni 2008

Jenolan Caves - heldagsudflugt

Zofia og jeg er ved at planlægge en heldagsudflugt til Jenolan Caves 24.7. for de der har lyst. Drypstenshulerne Jenolan Caves er et af verdens ældste åbne hulesystemer, hvis ikke det ældste. Hulerne skulle være utroligt smukke.

Også vandrestierne omkring hulerne skulle være besværet værd. Så selvom vi skal ud i den offentlige trafik og forsøge os med australsk togtrafik, så er det endnu en oplevelse jeg glæder mig til.

mandag den 2. juni 2008

De praktiske forberedelser...

...er jeg nået et godt stykke længere med.

Pas: Det er noget tid siden, jeg fik mit pas fornyet. DUK skulle bruge en kopi, så jeg opdagede heldigvis i rigtig god tid, at det ville udløbe inden afrejse.

Forsikring: Nu kan man jo ikke længere sætte sin lid til det gule sygesikringskort, så jeg har tegnet en rejseforsikring – nok meget godt, hvis uheldet skulle være ude.

Vaccination: Tænkte jeg hellere måtte tjekke, hvornår jeg fik min sidste stivkrampe/difteri-vaccine. Jeg blev lidt overrasket over, at det er helt tilbage i ´96. Husker det som var det i går, for man bliver så øm. Men selv om det er ubehageligt, må jeg hellere få det gjort – har bestilt tid hos doktor-damen.

Sovepose og liggeunderlag: Var til Friluftslagerets gårdudsalg i weekenden. Takket være mine bedsteforældres gaver, har jeg kunne købe en dejlig sovepose og et rigtig godt selvoppusteligt liggeunderlag. Jeg kommer ikke til at fryse om natten denne gang.