onsdag den 19. maj 2010

Vandgraveren


Det kan godt være man ikke lige kan se det, men her er tale om en ægte vandgraver. På fars fødselsdag kunne vi efter maden side og slå mave på terrassen. Dejligt. Og pludselig får vi syn for sagen. Quinto begynder at grave i vandskålen, som andre vovser graver i jorden. Våd blev han, da han med forpoterne pjaskede vandet ind mellem sine ben og sprøjtede terrassen til. Ikke sært mor kun vil have hans vandskål i bryggerset og udenfor. Men sød det er han til fulde på trods af sine små narrestreger.

søndag den 16. maj 2010

Blomst i mit træ


Jeg skulle egentlig slet ikke i haven i dag, men måtte lige over og tjekke tomaterne her til aften. Og jeg endte da med både at plante endnu en tomat og så solsikker bag drivhuset ud mod hækken. Og hvad opdagede jeg da jeg bar blommetræet i drivhuset fordi det væltede udenfor? En blomst. To blomster. Måske er jeg heldig at smage blommer til efteråret, hvis træet synes om sin nye plads.

fredag den 14. maj 2010

Jeg elsker mit drivhus - og mit nye blommetræ


Kristi Himmelfarts ferien er dedikeret haven. Og der er sket meget. Jeg plantede f.eks. jordbær i går. I dag kom min moster, og hun, mor og jeg havde en dejlig tur til Langeskov Planteskole. Jeg fik det jeg kom efter. Mit helt eget blommetræ. Grøn Reine Claude. Jeg fik også flere krydderurter - kørvel, løvstikke og ananas salvie. Og så fik jeg to potter med blå kartofler. Spændende.

Jeg havde også købt en blå kartoffel til nicki og britta, og de blev vist glade, for efter jeg havde overrakt den til nicki gik der ikke længe, så kom britta med en tallerken med lækker lækker mad og et glas rødvin. Så det gav lige mod til en time mere i haven.

Jeg har både fået lagt kartofler og plantet mine tomater i kasserne i drivhuset. Der er stadig plads til to, og de skal vælger omhyggeligt. Jeg elsker mit drivhus, det er super hyggeligt at nusse rundt derinde - på trods af, at selv kort efter jeg har ryddet op, så ser det ud som...

Dagens sidste opgave er at så en række pastinak, og så er det hjem og se vejrudsigten i håb om det meldte weekend-regnvejr melder pas forbi, så der bliver endnu et par gode dage i haven, hvor blommetræet måske får sin permanente plads. Jeg håber...

torsdag den 13. maj 2010

Jordbær


Jeg havde ellers besluttet, at jeg ikke ville hve jordbær i min have. Men holdninger er til for at blive ændret. Jeg byttede nemlig en kasse jordbærplanter for en kasse med tomatplanter med Hanne på arbejdet. Nu er det blevet til to rækker - en på hver side af havegangen. Rækkerne markerer på den ene side overgangen fra den nye græsplæne (på vej) og blometerbedet (ligeledes under udarbejdelse), og på den anden side overgangen mellem køkkenhave og rosenbed (udskudt til gyldenrisen er så godt som elimineret).

Jeg har også flyttet stort set alle tomater over i drivhuset. Jeg stoler på, at der ikke kommer mere frost. Jeg mangler dog stadig at plante de fleste planter over i plantesækkene. Til gengæld fjernede jeg mere "Ægte fransk syre" - som de så smukt hedder på grøntorvet. Nu kan jeg lægge de sidste to rækker kartofler, måske i morgen - måske på lørdag.

I morgen kommer moster Eva til Odense, og hende, mor og jeg skal på tøsetur til Langeskov Planteskole. Jeg håber at finde et blommetræ - Grøn Reine Claude, som jeg forelskede mig i sidste sommer. Jeg har to mulige placeringer.

lørdag den 8. maj 2010

På toppen


Så besøgte jeg endnu engang mor og far. Først kørte jeg på torvet og fandt så spændende planter som jordbærmynte, solbærsalvie, kvan og vintersar. Jeg købte også lidt radarber og fladbønner. Sidstnævnte håber jeg er det samme som gourmetbønner - og også det samme som snitbønner, som jeg har købt frø til at så i haven. I morgen må jeg i køkkenet og se hvad jeg kan trylle frem af rabarber og bønner... omend de nok ikke skal bruges sammen, det ville være en tand for specielt.

Hos mor og far var der igen en legesyg kammerat der bare ventede på, at jeg indtog gulvet. Han vokser og vokser - en rigtig charmør. Far og jeg gik en tur med ham nede i skoven. Han har allerede fået en masse hundevenner, som han ser ud til at elske at lege med. Heldigvis virker det også som om, han elsker at lege med mig. I hvert fald kravlede han rundt på mig og behandlede mig i det hele taget som en af hans kuldsøskende. Meget sjovt, men av mine øreflipper, hans tænder er spidse.

Mor lavede endnu engang noget helt fantastisk mad. Kylling med løvstikke og citron, ovnbagte kartofler og spidskål, og agurkesalat i æblecidereddike med peanuts. Meget spændende og super lækkert.

fredag den 7. maj 2010

Møde i Svendborg


I sig selv er en togtur til Svendborg ikke videre spændende. Men der er to ting at fejre med dette indlæg. At jeg igen kan blogge på farten, og at jeg også kan gå på nettet overalt med min nye superseje netbook. En mini-computer jeg købte i galskab over, at den anden efter kun et halvt år var så dum, at jeg måtte sende den til fabrikken. Det er en sandhed med modifikationer, for jeg har længe kigget langt efter de her minicomputere, og nu var lejligheden der - og det økonomiske råderum. Er det kun mig der er helt fortabt i min nye Samsung?

torsdag den 6. maj 2010

Min elskede telefon - back in business


Så virker skidtet igen. Altså min verdens bedste telefon. Ved ikke, hvad jeg har gjort anderledes, men det virker nu. Også gamle indlæg er kommet igennem, men jeg har kun gemt det fra 18.4. fordi resten bare var panikindlæg i håb om at få min telefon til at sende til bloggen. Men se endelig mit kagebord fra min fødselsdag ved at finde 'Familiefødselsdag'.

Det hele betyder, at jeg igen kan blogge på farten. Og det betyder også, er jeg sikker på, at der kommer flere indlæg i den nærmeste fremtid. Både fra haven (billedet herover er et spændende nyindkøb af frø, som skal i jorden når den er varm nok), fra ture rundt omkring og om min lille nye ven, mor og fars lille vovse Quinto.

Dejligt at være tilbage... Og dejligt jeg ikke behøver skifte min 2 år gamle, men fantastiske, telefon lidt endnu. Wuhuu.

onsdag den 5. maj 2010

Drivhuset

Mandag var far forbi haven og lagde de reparerede vinduer op på taget af drivhuset. Nu mangler kun to smadrede ruder på siderne af drivhuset.

Tirsdag gik jeg amok med oprydning i drivhuset, og jeg er selv helt stolt af, hvor fint der blev.


I dag onsdag hjalp mor mig med at transportere 12 plantesække hjem til kolonihaven - intet mindre kan gøre det. Tror hun synes jeg er tosset. Og ja - jeg er tosset med tomater. Jeg fik lidt hjælp til at installere kapillærkasserne, som jeg nu har hele 7 af, men plads til 21 tomatplanter. Jeg tror jeg har 21 forskellige slags, så der kan laves de helt store tomatsmagningstest til sommer.



Selvom der nu ikke længere er helt så ryddeligt i drivhuset, så er jeg superglad. Kasserne er placeret på en hyggelig måde, og jeg kunne måske omdøbe drivhuset til minigartneriet. Men jeg er sikker på, at jeg får meget glæde af det. Og der er stadig plads til agurker og peberplanter (har jo også sækkene til at plante dem i.

søndag den 2. maj 2010

Nye tider

Jeg ved det er længe siden jeg hár skrevet sidst. Men jeg har stadig ikke løst problemet med min mobiltelefon, og kan derfor ikke rigtig skrive imens jeg er på farten.

Mrn siden sidst, på min fødselsdag, er der sket en masse i haven. Jeg har selvfølgelig arbejdet med at få sået græs og smidt frø i jorden. Endnu flere påske - og pinseliljer er kommet op, hækken er sprunget ud og flere af ruderne er taget ud af drivhuset for at blive erstattet af andre.

Men det er ikke de eneste ting der er sket siden sidst. Mor og far har hentet lille Quinto. Så nu er familien blevet en større.


I dag har jeg været ned mor og far ved Dalby. Som det kan ses på billedet herover, så tegner det til, at Quinto og jeg bliver rigtig gode venner. Jeg så også Quinto med Jørgen og Yvonnes (mors bror og svigerinde + sommerhusnaboer) gravhund, og de så ud til at være perfekte legekammerter.  Men størrelsesmæssigt vil det ikke undre mig, hvis også deres store rottweilere med tiden, som Quinto bliver større, bliver lige så gode venner. 


Quinto var også nede ved vandet for første gang i sit korte liv. Først var han lidt bange, men efterhånden kunne han godt se, at der var mange spændende ting ved stranden. Og han var da også i til "knæene" et par gange. Han skal nok blive en rigtig vandhund.