søndag den 31. oktober 2010

Sidste sol og weekendmarked

Den sidste hele dag i Thailand havde jeg tænkt skulle gå med afslapning og en tur på markedet, hvor nordjyderne gerne ville tage mig med. Efter morgenmaden begyndte jeg så småt at pakke sammen, for ikke at stå md det hele om aftenen. Men kun en halv times tid, for så havde jeg aftalt med nordjydinden at smutte ned til stranden. Jeg havde endnu ikke badet i bølgen blå, ved den strand der lå op og ned af hotellet. Det var en fejl. Men jeg har bare ikke brugdt mig om, at skulle springe i havet, uden andre til at "hode øje med mig". Jeg ved godt det lyder temmelig dumt, men jeg vil ikke springe ud i noget jeg ikke er tryk ved.

Vi lejede et par strandstole, og straks begyndte de lokale souvenirsælgere at kommeforbi og tilbyde alt muligt. En ældre dame satte sig, med en ordentlig bunke saroner på skulderen, ned på min liggestol. Efter nogen tids overtalelse, og nordjydindens store prutte-talent, købte jeg én til ingen penge. Hun ligeså. Den ældre dame var tydeligvis ikke tilfreds, og da hun lidt efter snakkede med andre af de lokale, så grinede de af hende. Jeg havde lidt ondt af hende, hun prøver vel bare at tjene til dagen og vejen, men omvendt, så er de meget påtrængende, og hun kunne jo bare havde afvist handlen.

Endnu en sælger kom forbi, og jeg købte en rigtig fin bluse (det havde nok været federe, hvis jeg havde fået den i begyndelsen af ferien). Men så sagde jeg også "stop, Kristine", ,og vi hoppede i stedte i vandet. Og det var virkelig lækkert. De røde flag var oppe, men ingen synes at tge sig af dem. Heller ikke de lokale, der lystigt udbyder forskellige former for vandaktiviteter. En speedbåd med en ballon efter sig, hvori der var fastspændt en turist og en lokal fløj med svingende i linerne som en anden abekat.


Jeg forestiller mig, at han styrede. Men vi fandt et sted med passende dybde, og så skvulpede vi ellers op og ned med de lækre bølger, tilpas sjove, men ikke voldsomme, tog de os hele tiden et stykke længere ind mod land, så vi i ny og næ måtte vade tilbage udad.

Tilbage på liggestolene og fandt jeg bogen frem. Nej hvor var der dejligt. Og stemningen var også rolig og glad. Vejret viste sig fra sin allerbedste side, hvilket jeg satte pris på, siden jeg jo ikke skulle være i Thailand meget længere. På et tidspunkt gik en dame rundt og tilbød massage. Jeg sagde nej, men fortrød. Jeg syntes stadig jeg manglede en gang fodmassage, så jeg fandt hende, og forhandlede mig til en udemærket pris. Hun viste mig hen til deres "sted", hvor jeg så kunne ligge i 3 kvarter og nyde en god gang fodmassage i skyggen og til bølgernes brusen.

Det var en dejlig formiddag, og jeg var i vandet flere gange. Den sidste strandtur og den sidste sol skulle nydes. Tænk, jeg plejer ikke at være den store vandhund, men i Thailand er vandet mere end fantastisk. I hvert fald de fleste steder. Og på Kata-stranden er det ikke kun skønt at være i vandet, men som ligger og flyder i bølgerne, er der jo også en skøn udsigt. Oftest nyder man udsigten ud over vandet, men når man er derude, er der ogs en skøn udsigt ind på land. Den glade strand, bjergene og den store Buddha-figur i baggrunden.


På et tidspunkunkt overmndes man jo af knurren i maven. Nordjyden var kommet ned til os efter en løbetur (tænk, i den hede!), og vi blev enige om at mødes i pool-restauranten. I et anfald f vemodighed over, at jeg snart ikke længere bare kunne vælge mellem de lækre retter (suk, nu skal jeg selv lave maden igen!!!), bestilte jeg to forskellige retter af thai-mad. Nu skal det lige siges, at en ret ikke koster meget mere end 20 kr. Desværre kunne jeg ikke spise det hele. Jeg tror jeg skal på mad-afvænning når jeg kommer hjem.


Efter maden var det tid til en tur i poolen. Det skulle blive den sidste. Som efterhånden så mange gange før, plaskede jeg rundt ovre ved nordjydernes trappe. Og der blev jeg også budt på kaffe. Jeg synes egentlig, at det er indbegrebet af ren afslapning. Hvor var det dejligt.


Efter et hurtigt bad skulle vi ind på weekendmarkedet. Jeg havde glippet det sidste lørdag fordi jeg ikke havde nogen at følges med. Men det havde jeg nu. Nordjyderne, svenskereren og jeg hyrede en taxi for resten af aftenen. Den kørte os hvorhen vi gerne ville, hentede os, kørte os videre og til sidst hjem på hotellet. Markedet var en kæmpe oplevelse. Det var ligesom delt i to. Vi startede i den bagerste ende, hvor den ene madbod efter den anden stod på rad og række. Det var så imponerende, og så anderledes. Der var alt fra eksotiske frugter, frituregryder, sushi, ris og nudler til grisesnider og hønsefødder. Vi havde dog spist kort forinden, så vi nussede videre ned til de almindelige boder (det var snarere små midlertidige butikker, der var smækket op).


Efterhånden som vi bevægede os rundt i nettet af boder, fik jeg også gang i handlen og pengepungen. Jeg er ret tilfreds med mine handler. Jeg fik bl.a. et ur (nuvel en kopi og sikkert i plastik) til under 30 kr., pudebetræk i thaisilke, en rød/guld-dug (uden elefanter) jeg håber kan skabe julestemning i december og meget meget mere.


Herefter tog vi i Big C, som er en butikshus for de lokale, der også huser et varehus a la Bilka. Jeg var efterhånden bombet i hovedet, efter mit ihærdige forsøg på at suge det sidste Thailand til mig. Vi skulle også i "Outlet" som huser outletbutikker for de store sportsbrand. Det havde jeg egentlig glædet mig til. Men jeg havde mere end fået tilfredsstillet mit shoppinggen for den dag, så jeg havde ikke i sinde at bruge flere penge, andet end enkelte souvenirs, som jeg skulle quick-shoppe tilbage i Kata. Derfor blev vi enige om at springe outletten over, og komme tilbage til det sidste fælles måltid for denne gang.

Vi aftalte at mødes i restauranten kvart i 9. Jeg tænkte jeg kunne nå mine sidste indkøb på et kvarter, så svenskeren og jeg drog videre ned på gaden. Det var blæst gevaldigt op, og pludselig begyndtedet at larme over os. Det var kæmpe store visne palmeblade, som var begyndt at falde ned, og jeg måtte råbe på svenskeren. Hun stod lige der, hvor de endte med at lande. Også en del knallerter (scootere, eller hvad de nu kaldes) blev ramt af de enorme blade.

Jeg løb ind i KT Plaza (mener jeg det hed - der hvor vores turisttur-veninde Kai holder til). Men jeg fandt ikke hvad jeg skulle bruge. Pludselig råber Kai til mig, og spørger hvad jeg leder efter. Om der er noget jeg vil have i hendes shop. Hun har altså ikke kun turformidligsbutikken, men også en souvenirshop. Det er altså nogle hårdtarbejdende mennesker. Hun endte med at forære mig noget lignende det jeg søgte. Det var så sødt, og jeg var helt rørt. Vi må alligevel have været gode (eller sjove) kunder.

Jeg løb videre, og fandt også halvdelen af det jeg havde sat mig for. Og det stillede jeg mig tilfreds med. Tilbage på restauranten ventede nordjyderne, og vi bestilte. For 4. gang bestilte jeg den lækre ananasret "Chicken in Pineapple". Jeg kunne desværre ikke få lokket opskriften ud af personalet. Det var helt vemodigt at gå fra restaurnten. Vi er simpelthen blevet behandlet mere end pænt. Det tillærte sig vores vaner, og jeg tror de også syntes det var hyggeligt at betjene os. Det virkede også som om, at vi var de eneste med pension på hotellet. Hmmm... så skal jeg virkelig til at lave mad til mig selv igen. Inden vi gik, hjalp nordjyden med til at binde pavilionen fast med ledninger. Mens vi havde spist havde stormen lige løftet taget af stængerne, og det så ud til at ville tage sig en flyvetur.

Det var meningen at jeg ville have haft en sidste nat-svømmetur i poolen, men der var røget så mange blade ned i den, jeg var helt bombet, og jeg manglede stadig at pakke det sidste, så vi sad bare og snakkede lidt på deres terasse, inden jeg smuttede op og pakkede med Wosniackis semifinale rullende over skærmen.

fredag den 29. oktober 2010

Myreturen Phi Phi

Turen til Phi Phi øerne blev, hvis jeg skal være ærlig, lidt en skuffelse. Det har været en dejlig dag, og det var nogle utroligt smukke øer. Men der var så mange andre turiter, end nordjyderne, svenskeren og jeg, der havde fundet på at ville se disse fantastisk smukke øer.

Første ø var Phi Phi Ley, og vi lagde til ved stranden i Maya Bay. Det var en ren myreture af speedbåde og turister. Der kommer så mange speedbåde, at man har afsat et område i vandet, hvor speedbådende ikke må "parkere", for at der er plads til at bade også.
Jeg gik en tur rundt på øen, vi havde en halv times tid. Jeg så en stor sort sommerfugl, og jeg viser gerne billeder engang.
Det er her filmen "The Beach" med Leonardo DeCaprio er blevet optaget. Jeg købte den i Patong forleden, og skal se den, når jeg kommer hjem til Danmark. Jeg var også i vandet, og det var virkelig skønt. Jeg kunne lige forestille mig det som et fantastisk paradis, hvis man kunne få det lidt for sig selv. Men det er jo noget egoistisk at forestille sig.

Efter vi endelig havde fået de sidste folk om bord på båden (ikke alle er lige gode til klokken) sejlede vi rundt om øen og videre til den næste. Vi sejlede forbi Monkey Beach, hvor aberne lokkes ned på stranden med bananer, der kastes ud fra speedbådene. Vi var dog ikke i land.


Et sted i mellem ovenstående program var der også 40 minutters snorkeltur. Jeg var lidt loren ved det, for båden stoppede noget længere fra land - det var ligefør det var åbent hav (nej, det var ikke). Men jeg tænkte, at det jo var gået fint sidst. Der var ikke smukk koreller, det har jeg stadig til gode. Men der var masser af fisk i alle mulige farver og størrelse. Det var virkelig imponerende.

Ved den anden af Phi Phi øerne blev vi sat i land og vist op til store åbne telte, hvor maden blev serveret som mget stor buffet. Igen lækker mad, med masser at vælge mellem. Efter maden var der mulighed for at nusse lidt rundt og kigge, men det blev kun til et kig i souvenir-butikken, uden at jeg købte noget. Vi var ikke de eneste, der skulle spise ved buffeten. Stranden var fyldt med speedbåde.


Efter besøgene på Phi Phi øerne, var det tid til afslapning på endnu en ø. Den lå ca. halvvejs tilbage til Phuket. På Khai Nok Island var der 1½ time til valgfri leg. Vi lagde ud med at leje liggestole, og så kom barfolkene ellers og overfaldt os som sultne hunde. Drinks og is blev tilbudt. Nu hvor ferien lakker mod enden for mig og svenskeren, blev vi enige om at smage den drink vi havde snakket så meget om hjemme i poolen, når nogle havde bestilt den. Mai Tai serveret i Ananas. Den var lige så god som den ser ud.



Jeg nåede også 5 min. volley med en gruppe malaysiske skolekammerater der altid tager på ferie sammen, og endnu en tur i bølgen blå, inden vi hoppede på speedbåden igen.

Noget af det, der gjorde turen god til trods for en dag med overskyet vejr, var nogle af de mennesker der var med. De malaysiske drenge havde det så fint med hinanden, og deres glæde løftede også humøret på båden. Ligesom vi havde meget grin over argentineren, der ikke var tilbage ved båden til tiden, og hans mexicanske ven med de vilde tømmermænd (han var ganske bleg, og sad med en plasticpose på turen ud - hans skulle nok blive sjov for konen at få tilbage) så ud til at være ved at gå i panik i frygt for, at båden sejlede uden kammeraten. Argentineren kom tilbage med et smil på læben og en undskyldende attitude.
Men kun lige indtil det gik op for alle, at de to mænd i de matchene Heinikken-undertrøjer heller ikke var kommet endnu. Så blev argentineren kæk, og råbte, at de skulle give Heinikken til hele båden. Der var mange sjove folk, der var "happy", som guiden på båden hele tiden ville have bekræftet, at vi var. "Are you happy? Smile to the camela", sagde hun, hver gang der skulle tages billeder.

Her til aften var der atter Thai-buffet på hotellet med forskellig underholdning. Så der var vi selvfølgelig at finde.


Det var det næstsidste måltid inden jeg skal herfra tidligt søndag morgen. Flyet er allerede meldt to timer forsinket, så nu skal vi først afsted ved 5-tiden om morgenen. Jeg tror, jeg begynder at pakke i morgen formiddag, så jeg ikke skal panikpakke sent i morgen aften.
Indtil kl. 15 i morgen eftermiddag, har jeg planer om at skulle ned og bade ved vores egen strand. Det har jeg endnu ikke prøvet. Jeg har kun gået små ture i starten af ferien. Og så vil jeg gerne have en fodmassage nede ved poolen. En ting jeg heller ikke har prøvet, men gerne har villet.

Nordjyderne, svenskeren og jeg tager ved frokosttid ind til en stor outlet med sportstøj og et stort shoppingcenter, hvor der også skulle være masser af elektronik. Det er jeg lidt spændt på. Og bagefter tager vi på weekendmarkedet, hvor vi er mens det bliver mærkt. Det er jeg også spændt på. Og når vi kommer hjem, spiser vi afskedsmiddag sammen. Nordjyderne skal være her en uge mere.

Jeg ved ikke om jeg når at opdatere bloggen i morgen aften, hvor det måske bliver lidt senere, jeg kommer tilbage. Men jeg skal nok prøve at få de sidste oplevelser med hurtigst muligt. Jeg har også prøvet at hente Skype til computeren, så jeg kunne få fat i mutter og fatter, men den vil stadig ikke. Jeg tror ikke det her trådløse netværk er det hurtigste, det tager en time at hente programmet, og jeg får besked om "timeout længe inden".

Uanset, selvom her er dejligt, så glæder jeg mig faktisk også til at komme hjem igen. Jeg har jo et par dage til at komme mig, inden jeg atter skal på arbejde igen. Og så har jeg set på mors blog, at Quinto er blevet dygtig efter at være startet på træning. Det glæder jeg mig til at se. Jeg håber også, at vi skal spise sammen, når jeg kommer hjem. Og hvis jeg overhovedet vågner om mandagen, så tror jeg 206eren skal tage mig en tur til Dalby. Men nu må vi se (jeg er tilsyneladende ikke god til IKKE at lægge planer!!!).

torsdag den 28. oktober 2010

Gummi, skildpadder og bambus

Vi blev hentet 7.30 på hotellet af en minibus, som skulle tage os på Khao Lak Safari. Khao Lak er en by, et område, en nationalpark, der ligger lige nord for øen Phuket på fastlandet 1½ times penge fra Kata. Første stop var en pause ved et ”Coffee house”, som er en thai-pendant til Monarch. Men meget mere indbydende. Jeg nævner det blot for at få mulighed for at vise nedstående billede taget på toilettet.

Hvis ikke det kan ses, så står der "Danmark" på hanen. Tænk, et tilfældigt sted i Thailand, og så "Danmark"!!!

Vi ankom til ”Elephant Camp” og blev straks vist op på en platform, hvorfra vi kunne stige på. Da vi var 5 deltagere på turen, endte jeg endnu engang med at ride på ”min egen” elefant. Thong, hed den, en 22 år gammel han. Omgivelserne var en tilgroet gummiplantage, og var som sådan mere autentisk end min tidligere elefantridetur henad stien på bjerget forbi maskiner og stenbrud.
Men Thong viste ikke personlighed som Mary, der gjorde, hvad hun ville, når mahutten (har jeg fundet ud af føreren hedder) kiggede væk. Der var heller ingen ridning alene på elefantens hals. Måske fik jeg særbehandling på den første elefanttur, fordi jeg kom alene. Til gengæld var jeg ikke nervøs denne gang. Der var ingen stejle skrænter til at skræmme mig, eller maskiner til at skræmme elefanten.
Da turen var slut, kunne vi købe kurve med bananer til at fodre elefanterne med. Thong tog de bananer, som jeg rakte ham, uden i øvrigt at ænse mig, og der var faktisk ikke videre spas over ham. Russernes (de sidste to deltagere på turen) elefant var der mere spræl i. Den stak snablen over til mig, og prikkede mig på det nærmeste på armen med spidsen af snablen, da den havde opdaget, at jeg kunne charmeres til give den bananer.


Her i området er det mange plantager med gummitræer. Indtil jeg kom til Phuket anede jeg ikke, at gummi kom fra træer. Men det gør det. De skærer skrå snit i de mindst 5 år gamle træer, og så løber en mælkehvid væske ned i et bæger, som er spændt fast på træet. Det tager ca. en uge at fylde et bæger op. Så der skal mange træer til at lave nye 4 nye vinterdæk til 206eren, når dem jeg har, ikke kan længere. De træer, vi så i dag, gav råmateriale til latex, skosåler, kondomer mm. Træerne er overalt og står i snorlige rækker (se f.eks. billedet herover). Vi prøvede at lave snit i et træ, og vi kunne se hvordan der ganske hurtigt strømmede hvidt flydende materiale ned i bægeret.


Turen skulle vise sig at blive lidt som kinesiske og japanske turister i København. Ud af bussen, tag et billede, og videre igen. Da vi hverken ville se ”Snakeshow” eller ”monkeyshow” i Elefantlejren, drønede vi videre med bussen. Vi skulle se det, som guiden betegnede som ”Tsunami museum”. Det var en stor politibåd, som lå alene på en mark og kukkelurede. Den store tsunamibølge havde flyttet skibet 2 km ind på land. 10 ud af 11 på båden havde overlevet. De var vist blevet inden døre på skibet. Området var godt sjappet efter gårsdagens regn, der vist havde været noget kraftigere i Khao Lak-området.

Det skal noget af en bølge til at skylle så stort et skib to km ind på land

Så gik turen til en Skildpaddefarm. Den thailandske stat opdrætter havskildpadder, i noget der minder om et dansk dambrug, og sætter dem herefter ud i havet, når de når en vis alder. Vi blev kørt ind i et militært område, og fik lov at kigge i bassiner med skildpadder i forskellige aldre. Skildpadderne var søde og ikke til at stå for, og det var både dejligt og spændende at se, hvordan man forsøger at værne om de her fantastiske dyr, som kan blive op mod 500 år, hvis ikke de lander i fiskernes net inden.


På vej ud af militærområdet bremsede minibussen pludselig op og holdt ind til siden. Chaufføren havde fået øje på en stor varan, der lå død påkørt af en bil midt på vejen. Han steg ud, løftede den i halen og smed den i en plasticpose. Guiden så at jeg prøvede at fotografere ud af vinduet, så hun sagde noget til chaufføren, som åbnede døren og lagde den pænt til rette for os. Det føltes en smule makabert, at fotografere et dyr der er kørt ned, men det var bare så sært, at det måtte foreviges. Hjemme er det ræve og duer, der ligger påkørte langs vejene, men der er ikke rigtig nogen, der tænker på at fjerne dem. Jeg spurgte guiden, hvad chaufføren ville gøre med den. ”Feed the fish”, sagde hun. Nordjyderne og jeg blev enige om, at han måtte have et hold piratfisk derhjemme.


Så var det tid til frokost på en lille restaurant ved stranden. Den er altid inkluderet i disse dagture. Det virkede øde, men der var så småt gang i byggeriet i området. Måske er de stadig ved at komme sig oven på tsunamien.
Jeg har læst i min Lonely Planet guidebog, at Thailand nu har etableret et varslingssystem, i tilfælde af, at der skulle komme flere tsunamier. Og pludselig gik det op for mig, hvad de højerød/hvide tårne langs kysterne er til for.


Lokalbefolkningen advares gennem thailandsk radio og tv, og de, der ikke taler thai, bliver advaret på forskellige sprog via højtalere på advarselstårne og monterede blinkende lygter. Tårnene er placeret i højrisikoområder. Vi hoppede ikke i bølgerne blå ved denne strand, da der utrolig hurtigt blev dybt. Og jeg er tilsyneladende ikke den eneste, der gerne vil have lidt sand under fødderne, når jeg bader.
Næste punkt på turen var muligheden for at bade ved et vandfald i en flod i regnskoven. Da jeg først havde forceret de meget glatte sten (”slippery wet”, som guiden på Raya-turen sagde), stak jeg fusserne i det noget kolde vand. Men, men, men… det var nu ikke koldere end vandet hjemme i Danmark om sommeren. Der var også glat nede i vandet, og sammen med den stærke kraft som vandet fra vandfaldet kom imod mig med, udgjorde det en lille udfordring at kæmpe mig over mod bruset. Jeg nåede heller ikke helt over til, hvor vandet faldt ned fra klippen, men badet, det har jeg. Og vandet var skønt klart, og bunden af sand. Jeg havde forestillet mig noget mudret stads, men det var så langt fra…


Turen inkluderede jungletrekking. Men arrangørerne tager altid forbehold for ændringer på grund af vejrmæssige forhold. Guiden sagde, at der var for mange myg, hvorfor vi skulle kører videre til næste stop, frem for at gå.
Næste stop var ”Bamboo rafting” på floden. Jeg tænkte, at der måtte vel også være myg, men egentlig var det fint nok bare at køre. Et stykke længere ”nede”, gjorde vi atter holdt. Her blev vi ledt ud på tømmerflåder bygget af bambusrør. Vi var blevet opfordret til kun at sidde i badetøj, for vi ville blive våde.
Vi fik små plastikposer til vores kameraer. Jeg var lige ved at lægge mit tilbage i bussen, for jeg ville ikke risikere, at det havnede på bunden af floden. Men guiden sagde, det var sikkert nok, så jeg tog det med og knipsede lystigt løs.


Jeg fik endnu engang min helt egen tur, da der ikke måtte være mere end 2 på en flåde, plus ham der styrede. Han stod ude i forenden af flåden, og med en stav sørgede for, at vi ikke ramlede ind i for mange træer langs bredden. Ind imellem brusede vandet henover flåden. Dejligt med lidt afkøling i den meget fugtige hede, vi er i (jeg har egentlig vænnet mig fint til det).
Inden vi nåede slutningen af turen holdt vi pause for at bade i flodens klare vand. Nordjydinden var ikke helt tryk ved situationen, da vi efter få minutter fra start var blevet præsenteret for en ”water snake”, der lå og gassede sig oppe i et træ. Jeg tror først hun slappede af igen, da vi nåede sikkert i land.
Jeg er efterhånden af den overbevisning, at det vi bliver udsat for på disse ture er sikkert nok, og at det farligste egentlig er busturene i den thailandske trafik, hvor den danske kørestil endnu ikke har vundet rigtig frem. Det virker umiddelbart som kaos og rent anarki.
Det var sidste punkt på dagens program, og den forholdsvis lange tur hjem begyndte. Jeg havde svært ved at holde mig vågen, så jeg blundede noget undervejs.
Hjemme sprang jeg i ”min” pool og bestilte en is i poolbaren. Jeg kravlede dog op ad vandet, da den var klar, og satte mig over på en liggestol og nød den, imens jeg kom lidt videre i ”Manden der blev 100 år og kravlede ud af et vindue og forsvandt”. Tilbage i poolen sad jeg i boblebads-hjørnet og nød skumringen, og mørket der faldt på. Det er simpelthen et skønt tidspunkt på dagen.


Efter et godt bad var det tid til at spise. Der var bryllup i restauranten, men der var stadig plads til os. Så vi sad i udkanten af bryllupsfesten og nød stemningen. Vi gik forholdsvis tidligt hver til sit. Selvom det er meget søde mennesker, er jeg nu også glad for noget tid alene i ny og næ. Så nu kigger jeg lidt tennis i TV og kigger i dagens billeder. Udenfor er det begyndt at regne kraftigt igen. Indimellem er der et lysglimt efterfulgt af et ordenligt rabalder, der lyder som om, det er lige ude ved poolen, samtidig med det giver genlyd, måske pga. bjergene...

I morgen er der endnu en udflugt, som bliver feriens sidste dagtur. Der må det meget gerne være super dejligt vejt! Vi skal til Phi Phi øerne, og der skal vi snorkle igen. Det skulle være virkelig flot med fine koreller og farverige fisk. Jeg ved ikke, om jeg er sej nok til endnu at nyde det for alvor, men jeg er temmelig stolt over, at jeg overhovedet kommer i bølgen blå. Og jeg glæder mig til endnu en naturoplevelse. Jeg har hørt, at det skulle være virkelig smukt.

onsdag den 27. oktober 2010

Pausedag med regn

I dag kunne jeg sove længe, og det gjorde jeg. Ud på formiddagen stod jeg op, kastede en hat på hovedet, og hoppede i det nærmeste tøj. Efter morgenmaden ville jeg læse lidt, men faldt i søvn mens jeg surfede lidt på nettet. Jeg havde valgt at blive på værelset, for det var nemlig styrt regnvejr.


Kl. 13 var det tid til thaimassage. Jeg havde forventet smerte og knæk, men det var en rigtig god oplevelse. Hotellet har jo en spa, hvor massagen er noget dyrere, end nede på gaden. Til gengæld er det et pænt sted med rigtig fine omgivelser. Jeg har vist skrevet lidt om det tidligere. Hende, der masserede mig, hoppede op på massagebænken og satte sig ovenpå mig, lagde hænderne de rigtige steder, og lagde hele vægten i - først i den ene side, så den anden og så rykke lidt længere frem i den ene side og så den anden side. Hun var dog ikke oppe at gå på min ryg, som jeg ellers havde frygtet. Sådan går det, når man ser for mange film. Jeg har også tidligere skrevet om de stille loungemusik, som lyder i foyeren og i spaen. Pludselig klimpede "Kære John" roligt ud af højtalerne, og jeg sendte mine kolleger på kontoren en kærlig tanke. Det må nok betragtes som "vores sang" trods alt. Det var jo den første (kontoret ved, hvad jeg mener!!!).

Bagefter hoppede jeg i poolen, selvom det regnede. Jeg plaskede over til nordjydernes terrasse (som ligger ved den pool i ser på ovenstående billede), og fik en god snak i poolen mellem vanddråberne. Frokosten blev sen og indtaget på hotellet sammen med dem. Jeg havde troet maden ville være stærk og ikke til at spise. Det er ikke tilfældet, og jeg kunne bare spise og spise. Det er nu noget lækkert mad, de disker op med. Og så koster det sjældent mere end 40 kr. inkl. drikkelse.

Jeg hoppede i poolen igen bagefter, inden jeg skulle ned til skrædderen og se det færdige resultat af mit jakkesæt. Jeg tog den dybe pool (jaja, vandet når mig helt til halsen i den dybe ende), som ligger i "min ende" af hotellet.  Her svømmede jeg straks over til boblerne, som jeg ikke har nydt at sidde i de seneste par dage, efter jeg "opdagede" nordjydernes pool. Med boblerne mener jeg den halvcirkel med "undervandsbænk" der sender bobler op ved fusserne. Det er skønt at sidde og nyde bobler op langs kroppen, mens regnen plopper i vandoverfladen. Der er en duft af jasmin overalt, og nu hvor jeg har vænnet mig til den tætte luft, så kan jeg rigtig nyde blomsterne - både duft og udseende.

Jasmintræet med de hvide voksagtige blomster, som falder ned i poolen og flyder smukt rundt som om det var med vilje, kan lige anes

Jeg skal love for, at jakken er blev flot. Jeg er rigtig glad. Den ene nordjyde gik med, og hun var helt misundelig. Jakken var blevet syet lidt mere ind de rigtige steder, og den passer nu helt til mig. Fordi det regnede sådan, tilbød skrædderen at få sættet bragt til hotellet senere aftenen, så jeg ikke behøvede at komme endnu engang.


Men snat var jeg tilbage i badetøjet, og selvom regnen atter var taget til, så endte jeg tilbage på nordjydenes trappe, hvor vi igen hyggesnakkede lidt til det blev helt mørkt, hvorefter vi gik ned for at spise. Efter aftensmaden, var det for tredje gang i dag, at jeg hoppede tilbage i badetøjet, hvorefter vi indtog et par øl i poolen på deres trapper. På vej op så jeg et lille fint dyr, som jeg også lige må nævne. Det er nemlig ikke mange dyr, man ser, når man er på ferie i Thailand.


Klik på billedet, og se den lille fætters fine fødder.

Så nu har jeg hvilet ud på en regnfuld dag efter mange oplevelsesrige dage. Og jeg er klar til morgendagens udflugt, som tæller lidt af hvert. Men mere om det i morgen.

tirsdag den 26. oktober 2010

Phang Nga og James Bond øen

Tidligt op og med minibus kl. 8, var tirsdagens barske realiteter. Men jeg havde jo ønsket mig at se øen fra James Bond-film "Manden med den gyldne pistol", så det var faktisk ikke så svært.

Der var en times kørsel i minibussen på Phukets travle veje. Men så befndt vi, det nordjyske par, svenskeren og jeg, os på en vakkelvorn sammenflækket platform af gamle brædder, der trænkte til et vaterpas.

Man er vel frisk på flere eventyr?!

Langt om længe blev vi gelejdet op i en åben bus (man kunne måske kalde det en "shuttle", som busser i n lufthavn), som kørte os ud af en mole. Vi kravlede ned i speedbåden, hvor der blev stimlet 41 passagerer ind. Og så drønede vi ellers afsted i et larmende tempo.

Efter at have sejlet et karters tid gik det op for mig, at vi sejlede rundt mellem de øer, som jeg havde forelsket mig sådan i under indflyvningen i torsdags. Og området, som er nationalpark, er bestemt ikke kun smukt fra luften. Øerne er klippeøer, der er grønne af de træer, som tilsyneladende kan vokse på stenene. Der blev sejlet tæt på Panak Island, som var fyldt med drybsten. Vandet har gennem tiden åbenbart ædt sig ind på øen ved havoverfladen.

Speedbåden her er i store træk som den vi var med. Men det er nu øen der er det spændende her...

Da vi så småt sejlede videre, blev der smidt råt kød ud fra båden, og pludselig væltede det frem med ørne. 10-15 stykker var der i hvert fald. De dykkede i vandet efter kødet, og så tilbage op på himlen.


Vi var heldige med vejret. Vi oplevede ikke regn. Og så alligevel. Hele området lå som i en dis, når man kiggede rundt omkring. Og det passer fint med den oplevelse jeg havde under indflyvningen. Der troede jeg bare, at det skyldtes morgenstunden. Selvom det ikke regnede, hvor vi var, er jeg sikker på, at der kom ordentlig skyllere andre steder.


Vi nærmede os James Bond Island. Mon ikke den har et andet navn? Jeg kender det i givet fald ikke. Men her (og andre steder) er "Manden med den gyldne pistol" optaget. Ved "landingspladsen" skiftedes speedbådende og Long tail-bådende til at smide passagerere af/hente dem igen. Long tail boats er meget almindelige. Det er en aflang træbåd, hvor der er påhæftet en stor bil/lastbilsmotor på, hvor skruen er fastmonteret på et langt rør, som bruges til at styre båden med.


Det var et sidespring. James Bond øen var befolket af flere boder, der solgte souvenirs til os turistet. Jeg var ikke fristet. Ingen bor på øen. Vi havde 20 min. til at kigge os omkring og tage billeder. Vi gik lidt rundt og nød stedet. Det er virkeligt et smukt sted, men lidt for fyldt med sådan nogle som mig, turister. Men det kan jeg jo ikke rigtigt brokke mig over. Den sjove høje smalle ø midt den lille bugt syntes jeg i øvrigt at kunne huske at have set før.


Så var det ellers tilbage på speedbåden, som lagde sig ventende med de andre turistbåde lidt uden for kysten. Et par syntes ikke de behøvede at overholde tidsfristen, for da alle vi andre i båden var pakket og klar, manglede de stadig. Båden blev nødt til at sejle ud, for af- og pålæsningerne foregik som på samlebånd. Guiden var noget knotten, da vi alle måtte vente ude i bugten et kvarters penge på, at de to skulle få nusset sig sammen - og så måtte båden atter lægge sig i kø for at komme ind efter dem.

Turen fortsatte til Panyee Island. Også kaldet den flydende ø. Det er nu så meget sagt, for byen er bygget på pæle ud for en af klippeøerne. Beboerne er muslimer og er vist kun en 2-3 familier, hvis man skal tro guiden. Det er lidt sært at e asiatiske piger med tørkæder. De fleste thailændere er da også budhister.  Der er også bygget en moske øen, men vi kunne desværre ikke finde uden for den restaurant, som vi skulle spise på. Jeg tror beboerne levede af de mange restaurnter i udkanten af bebyggelsen, og jeg kan godt forstå, hvis de gerne ville skærme privaten for alle turisterne. Maden var i store træk samme menu som på Raya. Jeg fandt ud af hvad det er for en fisk, som ligger og kigger på os fra fadet. Hvid snepper. Den smager ikke af meget, men ganske glimrende, når man lige kommer forbi de stirrende øjne og spidse tænder. Vi sad denne gang plantet om runde borde, og vi endte sammen med et par fra Sydafrika og en amerikaner. Vi snakkede lidt, men spiste mest. Så var der, inden afgang, tid til shopping bagerst i restauranten, men intet fristede rigtigt.


Næste stop var Hong Island. Jeg havde været en lille smule nervøs for kanosejladset, men efter mine snorkelture forleden tænkte jeg, at så længe jeg fik en redningsvest på, så kunne det ikke gå helt galt. Men det viste sig, at der ikke ville være mere end 1½ meter dybt, så hvad skulle man med sådan en? Fra speedbåden blev vi gelejdet i 2- eller 3-mandspar ned i kanoer af gummi.


Og så blev vi ellers padlet rundt i de smukke omgivelser, hvor vi kunne se hvad tid og vand havde gjort ved klipperne. Ind imellem skulle vi lægge os ned i kanoerne, så vi kunne sejle gennem lave huller og ind i hulrum. Det var så stille og smukt (undtagen mens en speedbåd lå og gassede sig, og spyede larm og os ud i hovederne på os kanofarere. Vi var blevet advaret om, at vi ville blive våde, så jeg undlod at tage mit fine kamera med i vores kano. Jeg har dog aftalt med nordjyderne, at vi udveksler billeder. Men de er ikke klar her til aften.

Det sidste programpunkt var 1½ times afslapning og badning på Naka Island. Jeg var lige ude og dukke mig, men det var ikke helt så fristende som på Raya, og der blev hurtigt dybt. Og de fleste ved, hvordan jeg har det med dybt vand, hvor jeg ikke kan bunde. Til gengæld fik jeg prøvet en ud af to drinks, som jeg skal nå at have, mens jeg er her. Pinja Colãda serveret i en kæmpe kokusnød. Den smagte sødt og dejligt - hvis ikke jeg vidste bedre, ville jeg ikke tro, at der var sprut i.


Efter en forholdsvis hurtig tur i speedbåden var vi tilbage på Phuket, og efter lidt ventetid kom vi om bord i minibussen, og strøg tilbage mod Kata. Jeg havde en tid til Thai-massage, men jeg havde ikke skyggen af chance for at nå den, fordi vi var noget forsinkede (fik senere tiden flyttet, for thailændere er så høflige, og kunne ikke finde på at blive mopsede - jeg fik helt dårlig samvittighed, men der var ikke meget at gøre). Til gengæld sad jeg ved siden af den søde sydafrikanske dame (fra frokosten), og vi snakkede hele vejen. Om Thailand, Sydafrika, Danmark og os selv. De bor i Johannesburg, og hun tilbød, at hvis jeg havde tænkt mig at komme til Sydafrika, så skulle jeg besøge dem. Vi udvekslede mails, men vi ses nok i løbet af de næste dage, for de bor også her på hotellet. Hvor kan folk dog være søde.

Efter et hurtigt smut i poolen da jeg kom hjem, og et turbobad, mødtes jeg med skrædderen for den sidste tilretning. Den bliver syet endnu lidt ind, for den var alligvel blevet lidt kasseformet. Jeg tror nu stdig den bliver flot. Særlig vild er jeg med jakken.

Bagefter mødtes jeg med de 3 på en italiensk resturant i den dyrere ende. Bare rolig, det blev stadig ikke mere end lige over 100 kr. for mad, dessert og drikkevarer. Det var rigtig hyggeligt, men jeg er nu fuldstændig bombet, og glæder mig vildt til en afslapningsdag i morgen, hvor der ikke er planlagt andet end massage. Imens jeg har skrevet på indlægget her, har jeg blundet indtil flere gange. Nu skal jeg bare slappe af til den store guldmedalje i morgen.

Igen i dag kommer der lige et bonusbillede til sidst, som jeg ikke rigtig fandt plads til, men som jeg alligevel synes skal vises frem. Det har været n utrolig smuk dag.

mandag den 25. oktober 2010

Tuk tuk og Patong

Jeg havde aftalt med svenskeren, at vi skulle shoppe i Patong i dag. Patong er den største by på øen Pukhet efter byen Pukhet. Patong er dog den by med flest turister. Så klokken 10 gik vi fra hotellet og prajede en tuk tuk. Det er en lille vogn med en slags lad indrettet som en lille åben kupé. Chaufføren susede af sted overstok og sten, og jeg syntes ikke, det var en videre stor oplevelse, når den overhalede store biler på bakker og bjerge. Det var en tur på ca. 20 minutter, og vi blev sat af foran indkøbscenteret. Endelig et sted hvor jeg ikke skulle spekulere på, om jeg burde prutte om prisen.

Ja, jeg har sjal over skuldrene, for de blev alligevel brændt lidt af i går - og jo, jeg har været flittig med solfaktor først 30, så 20... 

Først gik vi lidt rundt sammen og orienterede os. Herefter fik vi os en kold øl på en pub (egentlig er jeg ikke til formiddgsøl!!!), hvor jeg kunne ane Caroline W spille på fjerneren. Mon det var en gammel kamp, eller har hun vundet den første kamp i Doha?

Efterfølgende blev vi enige om at kigge hver for sig, og senere mødes ved rulletrapperne. Jeg strøg hen i elektronikbutikken, som ikke imponerede mig videre. Jeg fik dog købt et UV-filter til mit kamera til en ganske rimelig pris. De havde dog ikke en ekstra hætte til min linse (ja, jeg har smidt den væk for nogle dage siden, men det er også det eneste, der endnu er gået rigtigt galt - selvfølgelig udover et par fejlkøb forårsaget af min ganske lille erfaring med thailandsk kultur og handel). Jeg købte også en USB-nøgle formet som en lille lyserød tegneserie-figur. Denskal fyldes med musik og lægges i bilen (mon den har det godt, hjemme på ærespladsen i mor og fars garage?). Jeg blev ikke fristet yderligere i centeret, og jeg var helt stolt af mig selv.

Så spiste vi på en italiensk restaurant. De var ikke heldige med deres Carbonara, men måske er det også uretfærdigt at sammenligne med de måltider, jeg fik i Rom i sommers. Vi kiggede på et kort, jeg havde købt hjemme på hotellet, hvor der bl.a. var anbefalet steder at shoppe. Vi ville gerne se en stor butik, som havde forskellige stoffer, linned og mere i den stil. Nu har thailænderne ikke været rundhåndede med deres gadeskilte, så vi forsøgte at finde frem via hotellernes navne, som også var opført på kortet.

Vi have ikke det store held med vores primitive hotel-GPS. Vi gik og gik og gik. Vi var vist havnet på hovedgaden, og jeg kunne ikke lade være med at prise mit held over, at jeg var endt i Kata & Karon fremfor Patong. Og det VAR held, for jeg valgte sted på baggrund af hotelbilleder, da jeg ikke vidste en dyt om Thailand, inden jeg tog herned.

Hvorfor jeg ikke brød mig om byen er svært at forklare. Den virkede utrolig snavset og uvenlig. Butikkerne lå side om side, og handlede med de samme kopivarer. Sælgerne var endnu mere agressive og påtrængende end her i Kata, hvor de virker en smule mere tilbagelænede. Stranden var heller ikke indbydende, sammelignet med hvad jeg så i går på Raya Island, og hvad der findes her i Kata. Og så blev min fordom alligevel bekræftet. Piger sad på række, foran massageklinikker også på række, og gjorde sig til for mænd der kom forbi. De findes sikkert også i Kata, men de er ikke tydelige på samme måde for sådan en som mig.

Mens vi vandrede rundt og ledte efter denne bestemte butik (som vi langt om længe fandt ud af var lukket og nedlagt) handlede vi lidt i souvenirbutikkerne, som ligger i rigelige mængder langs vejen (jeg lidt, svenskeren noget mere). Jeg tror alle på Phuket lever af turister. Svenskeren ville have sig et ur. gadehandlende har et vist udvalg, men det skulle vise sig, at de meget gerne ville vise os yderligere varer. De havde enten "another room", hvis de havde en butik, eller en "shop", hvis de kun havde en gadebod, som de gerne ville vise os. De var aflåste og skumle udefra men med pæne varer inden i. Hverken svenskeren eller jeg syntes det var særligt rart. Men hun blev drevet af nysgerrigheden og viljen til at finde netop det, hun var ude efter. Det første sted stod jeg udenfor og holdt vagt, til trods for, at sælger gerne ville have mig med ind, så han kunne lukke døren. De gemte deres bedste varer for politiet. Hvad der er lovligt, og hvad der ikke er, det er jeg ikke klar over. Men efter to "butikker" med ure, mente jeg, at svenskeren godt kunne være "vagt" for mig, da jeg faldt for fristelsen til at se, hvad "en" havde af dvd´er - selvfølgelig kopivarer. Svenskeren købte "sit" ur i en gadebod. Jeg havde forsøgt at overbevise hende om, at de ure i "de hemmelige butikker" med rigtige mærkevarers navne på, ikke var mindre kopivarer eller af bedre kvalitet end de samme ure med andre navne der solgtes fra gadeboderne. Til gengæld købte vi begge dvd-film. Så har man prøvet det med.


På flugt fra politiet... nej, det er gas! Jeg gad ikke ikke denne her skumle by mere, og ville bare hjem på mit fine hotel i min relativt rolige by Kata. Så vi prajede endnu en tuk tuk, den var meget finere indrettet end den første, og efter at have presset prisen til 3/4 (en god handel for chaufføren, tror jeg) sagde jeg til ham i sjov, at så skulle han også køre pænt. Han grinte og sagde "I will drive slow". Det var jeg egentlig ret tilfreds med. Svenskeren var ved at dø af grin, men var også ganske tilfreds. Vi fik en skøn tur hjem. Og chaufføren holdt sit løfte. Jeg tror ikke han kørte meget mere end 40 km/t - måske når det gik ned ad bakke. Jeg kunne i hvert fald se en stor bil med ladet fuld af unge der gerne ville forbi, men den kunne ikke. Nu er jeg alligevel glad for at køre tuk tuk, og chaufføren fik da også lidt ekstra i drikkepenge. Jeg tror, jeg er færdig med andre byer på denne ferie.


Faktisk var dagens højdepunkt en eftermiddagstur i poolen. Denne gang var det "parret fra nordjyllands pool". Jeg ville egentlig bare ned og høre til vores fælles tur i morgen til James Bond Island, men de inviterede på en iskold øl, som vi indtog i vandet på trappen op til deres lejlighed. Vi sad nok og snakkede i poolen et par timer, alle mine fingre var i hvert fald runkne, til det gjorde helt ondt. De sidste par dage har jeg tænkt, at det kunne være hyggeligt at flyde rundt i vandet imens det blev mørkt og lysende i poolens sider skabte en mere og mere hyggelig stemning. Det ønske fik jeg så opfyldt, og jeg gør det hellere end gerne igen.

Vi gik hver til sit for at kravle ud af badetøjet og få cloret skyllet af. Så mødtes vi i restauranten for at snakke om i morgen og eventuelle flere ture. Jeg sms´ede svenskeren, at hun kunne støde til, hvis hun havde lyst. Det gjorde hun. Vores karaoke-ven var også igang i dag, og det lykkedes den ene af nordjyderne at få personalet til at skrue lidt ned for ham (altså lyden), så vi kunne snakke nogenlunde almindeligt sammen. Efter maden smuttede vi ned til vores lille turist-tur-mutter, som var glad for at se os igen. Vi er også rigtig gode kunder hos hende, når man tænker på alle de boder, der sælger de samme færdige tourpakker og får provision af salget. Sammenlagt har vi indtil videre købt 17 ture, men vi var så tilfredse i går, at vi selvfølgelig gik til hende igen.

Vi købte yderligere to ture. En til Phi Phi Øerne og en rundtur der bl.a. indeholder elefant-trekking i regnskoven. Jeg har jo reddet på elefant, men turen indeholder mange flere ting, som jeg ikke vil løfte sløret for endnu. Og elefanterne er nu virkelig søde. Bare der ikke er også er skrænter her... Men nu er mit program også ved at være fyldt op, synes jeg. For jeg skal også huske at slappe af i ny og næ. Jeg har f.eks. skippet et kæmpe akrobatik/elefant/danse/musik-show, som jeg godt kunne tænke mig at se, og som er blevet anbefalet som en af de bedste turistattraktioner i hele Thailand. Men så er der stadig noget at komme tilbage til Thailanf for en anden gang.

Jeg havde planlagt at skulle tidligt i seng, for vi skal afsted i morgen kl. 8. Men aftenen trak alligevel ud pga. vores handel med turist-tur-mutter. Men så er det heldigt, at jeg ikke har fået taget mange billeder i dag, som skal ses igennem til dette blog-indlæg. Vi er 5 timer forud her i Thailand. Og jeg er bare nået halvvejs i min ferie.

søndag den 24. oktober 2010

Snorkle, ikke snorke

Tidlig morgen. Det var, hvad jeg måtte se i øjnene i dag. Jeg havde aftalt at mødes med svenskeren og det nordjyske par, for vi havde booken en tur til Raya Island. Meningen var, at der skulle snorkles forskellige steder rundt om øen. Jeg var nu ikke sikker på, at jeg ville komme i vandet, for jeg har aldrig rigtig brudt mig om dybt vand eller for den sags skyld at røre ved fisk.

Vi blev hentet på hotellet af en minibus, som den der kørte mig til Big Buddha i går. Denne gang var bussen helt fyldt op. Vi blev kørt til en strand, hvor vi blev bedt om at tage plads på nogle meget tynde røde plasticstole og i noget der mindede mest om et skur bestående af et bliktag og nogle gamle brædder til vægge. Her fik vi informationer om turen. Vi skulle lægge ud med en halv time med speedbåd, før vi nåede øen.

Det var den første prøvelse. Men efter de første bump over bølgerne begyndte jeg at nyde turen. Det var en mellemting mellem en rolig færgetur og en tur i Tivolis rutschebane. Svenskeren, som er ivrig snorkler, var dog ikke helt glad. Hun havde dog ikke taget en af de udleverede søsygepiller.

Første stop var en ved en lang flydende bådebro. Her blev læsset enorme mængder af mad over i noget der lignede fars gamle gamle træ-cykeltrailer let ombygget. Der var alt fra fisk over æg, ris, frugt og grønt. De der ikke skulle snorkle steg af, for at følge personalet og maden om til den lækre strand, vi skulle spise ved. Jeg blev om bord og ville i hvert fald se, hvad det der snorkleri var for noget.

Båden sejlede lidt igen. Da den stoppede blev vi udstyret med redningsveste (og jeg sendte et stille tak mod himlen) og snorkel. Det var ikke helt lækkert at stoppe en snorkel brugt af hundredevis før mig, men jeg satte min lid til, at de nok skulle være rengjort efter foreskrifterne (jeg har bare ikke lyst til at se disse foreskrifter)! De andre 3 havde selvfølgelig eget udstyr med. De to nordjyder sprang lystigt i mens svenskeren forklarede mig hvordan jeg skulle tage snorklen på. Hun slog over i engelsk, så vi var sikre på, at jeg forstod.

Jeg var den sidste tilbage på båden og tog mig god tid. Hvis jeg skulle det her, så var jeg enig med mig selv om, at tage det i et ganske langsomt tempo, hvor både mit hovede og mine evner kunne følge med. Inden jeg sprang i prøvede jeg at trække vejret gennem sorklen. Det var noget sært. Jeg havde været bange for, om jeg ville komme til at trække vejret gennem næsen, som jo er inde i masken. Det kan man simpelthen ikke, så var den sag løst.

Jeg er ikke med på billedet, så I behøver ikke spejde efter hende der panisk basker med arme og sprutter saltvand ud af munden

Så langsomt i vandet et trin ad gangen. Så slippe med fødderne og efter jeg havde følt mig lidt til rette, så slap jeg endelig også med hænderne. Hvis ikke jeg havde haft en redningsvest på, som holdt mig flydende, er jeg hundrede procent sikker på, at jeg aldrig var kommet i. Jeg kunne jo ikke bunde! Så ind i munden med snorklen. Jeg prøvede at kigge ned, og blev helt forskrækket. Både over synet og at jeg skulle huske, jeg ikke kunne trække vejret med næsen. Det var to skridt frem, og så tog jeg et tilbage. Munden under vand, så jeg lige kunne øve videre i min vejrtrækning. Men så var jeg ligesom også klar til at tage et par skridt frem igen.

Så der lå jeg og flød på maven med hovedet ned mod bunden og spejdede efter fisk. Og de var både med prikker og striber. Jeg vil indrømme, at jeg svømmede væk fra de steder, hvor fiskene blev fodret. Der var lige mange nok til fiskforskrækkede Kristine. Selvom jeg ved, at de er længere væk end det virker som om, så ville jeg nødig kildes på maven af 200 stribede småfisk lidt endnu.

De stribede fisk kan med god vilje ses under parret fra nordjylland.

Jeg blev hurtigt træt, jeg tror jeg spændte i hele kroppen, som jeg lå der og forsøgte at kontrollere situationen og holde mig i nærheden af båden og trække vejret rigtigt og spejde efter farverige fisk samtidig. Da jeg kom op, blev jeg budt på frisk ananas og vandmelon. Der gik ikke ret længe, så begyndte resten af selskabet at komme op. Der var allerede gået 45 minutter. Men jeg indrømmer gerne, at mine indledende øvelser nok også har ædt en del tid op.

Båden sejlede videre til et nyt sted, hvor der også skulle være koraller. Igen var jeg den sidste ud af båden, og igen tog jeg mig god tid. Vi havde 40 minutter, og jeg kom ret hurtigt igennem de førnævnte øvelser. Og så lå jeg ligesom alle andre og spejdede nedad. Jeg vil ikke sige, at det var fantastisk flot. Jeg fjernede mig jo fra de store stimer fisk, og korallerne virkede stenede og døde. Men i virkeligheden er det ganske lige meget, for før i dag har jeg end ikke været i den dybe ende af svømmehallen på Klosterbakken inde i Odense! Det er faktisk en meget vild ting i min verden, som jeg udsatte mig selv for i dag. Hvis ikke det havde været for svenskeren og de to nordjyder, så var det aldrig sket.


Næste stop var den flydende bådebro. Her skulle vi i land og fragtes til en strand på den anden side af øen. Her skulle vi indtage vores frokostmåltid. Igen mødtes jeg af et syn, som jeg kun har set på film. En rigtig bountystrand med palmer, det fineste gyldne sand jeg nogensinde har set, og vand der glimtede i grønne og blå nuancer.


Vi blev ledt hen til enden af stranden, hvor vi skulle gå på en gangsti etableret i klippevæggen af gamle brædder. Det lignede noget Robinson, den rigtige Robinson Crusoe, kunne have fundet på.


Da maden blev serveret blev der disket op med diverse thaimad. Ris, grønsagsblandinger, blæksprutte, kyllingeret og så en stor ond fisk. Og det var en rigtig fisk, og den lå og kiggede på mig med spidse tænder stikkende ud af munden. Nu kan jeg selvfølgelig ikke huske hvad den hed. Rød et eller andet. Jeg smagte det hele, undtaget det friturestegte og blæksprutte-gummi-dutterne, der flød rundt imellem skønne ting. Jeg gravede undenom (og det var der heldigvis også andre der gjorde).

Man kan måske se fiskens spidse tænder i bagerst.

Efter måltidet og en tur op på øens udkigspunkt slog vi os ned ved et par liggestole på stranden. Denne fantastiske bounty-strand, som egentlig var, hvad jeg kom til Thailand efter. Nordjyderne strøg i vandet med det samme, og svenskeren fulgte efter. Daa hun kom ind igen smuttede jeg i vandet. Selvom det siges, at der ikke bliver rapset noget, var jeg alligevel noget beskyttende overfor mit fine kamera. Der var store bølger, men mellem dem, kunne man sagtens bunde. Vandet var dejligt varmt. Man skal ikke tage sig sammen inden man hopper i ligesom i Danmark. Vi var vist længe i vandet, hvor vi stod og snakkede mellem bølgerne. Det var super dejligt.


Men alt godt har en ende, og vi måtte tilbage over øen til bådebroen. Herefter fik den fuld gas hjemad. Selvom der var planlagt endnu et snorkelsted, så fik vi at vide, at der var for meget understrøm til, at det var sikkert. Faktisk meget betryggende. Jeg nød turen hjem i speedbåd.

Hjemme blev vi enige om at mødes hos nordjyderne til en kop kaffe. Der er den finte, at de har været heldige at få værelse lige ud til poolen, som ikke er den traditionelle firkant, men går i en bane rundt mellem alt det grønne. Den har de fineste blå/grønne kvadratiske klinker. Så svenskeren og jeg ankom med sko og håndklæde over hovedet vadende igennem poolen. Jeg sad længe i vandet i skyggen på et af deres trappetrin. Og så kom kaffen med Bailey. Så er Kristine på ferie.
Efterfølgende gik norjyderne og jeg ned i byen. Jakkesættet skulle passes til i dag, og hun skulle finde en ny bikini. De gik med mig, og det var faktisk både rart og hyggeligt, og jeg tror, at de syntes, det var sjovt at se. Jeg tror det bliver verdens flotteste jakkesæt. Bare vent.

Vi havde aftalt at mødes med svenskeren og spise italiensk. Hun og jeg havde set en hyggelig restaurant på vores aftentur efter maden i går. Vi gik op og ned ad gaden flere gange, indtil det gik op for os, at der var søndagslukket. Vi blev enige om at vente til på tirsdag (hvor vi har endnu en fælles udflugt til bl.a James Bond-øen) og så gå tilbage og spise på hotellet. Vi er 3 ud af 4, der har halvpension. Vi bestilte det samme, som jeg fik i går (det havde de to damer også fået). Thai-manden med guitarrekvisitten var tilbage på scenen, menhan var ikke i kridthuset,for der var skuet forfærdeligt højt op for ham, og vi flyttede bord for at komme længere væk.

Nu sidder jeg igen på altanen og ser på de lejlighedsvise raketter, der skydes op nede ved stranden. I morgen skal jeg på shopping i et rigtigt center med rigtige butikker, hvor der ikke kan pruttes om priserne. Bagefter førsøger vi at finde et marked, svenskeren har talt om. Jeg tror nu hun mener weekendmarkedet, og i morgen er det ikke længere weekend. Så det bliver spændende, hvad vi finder. Svenskeren og jeg tager en taxa eller tuktuk til Patong. Jeg er ikke på jagt efter noget særligt, men måske en souvenir eller to.

lørdag den 23. oktober 2010

Big Buddha og elefanterne

Jeg kom op til morgenmaden i dag. Ikke tidligt, men dog tids nok. Det var ikke fantastisk, men ganske fint, og der var masser at vælge mellem. Der var i hvert fald æg tilberedt efter ønske og pandekager. Mere behøver jeg egentlig ikke.

Bagefter nussede jeg ned til poolen, men der var ingen solvogne med parasol, og så syntes jeg det var lige hårdt nok for lille mig. Jeg smuttede op på værelset, skiftede tøj tilbage, og bevægede mig ned til hende turisttur-sælger-damen vi talte med i går aftes efter maden. Jeg havde besluttet mig for, at jeg gerne ville se den store hvide Buddha, som man kan se oppe på toppen af et af bjergene i nærheden. Hun solgte mig en tur der inkluderede elefantridning. 2 fluer med et smæk.

Jeg ville blive samlet op på hotellet kl. 14, så der var stadig god tid. Jeg gik videre ned til stranden for at se om den stadig så ud som i torsdags. Tog igen skoene i hånden og gik i vandkanten, hvor bølgerne slog op om knæene på mig i ny og næ. Det var skønt. Jeg må bruge en formiddag på en solseng på stranden en dag.


Hjemme på hotellet pakkede jeg min taske, gik ned til restauranten ved poolen og bestilte hvad der lignede en uskyldig thai-ret med kylling. Og det smagte dejligt. 10 minutter før 14 ventede jeg i lobbyen, og på slaget kørte en minibus op foran døren, og jeg blev lukket ind i en helt tom bus. Alene blev jeg kørt op ad bjerget, og længere op.


Chaufføren forklarede mig, at jeg havde 3 kvarter til at gå rundt. Det var noget af en oplevelse. et var en byggeplads uden lige, som havde forvandlet sig til noget der mindede om et middelaldermarked... bare med budister i stedet for riddere. Buddhaen er nemlig slet ikke færdig endnu.


Der sælges små marmorplader, som Buddhaen bygget af beton skal beklædes med. Dvs. sælger er så meget sagt. Man får lov at skrive på pladen med en blå sprittush (tror jeg det var). Således kan man være med til at bygge/betale Buddhaen og samtidig blive husket.


Jeg vil indrømme, at det er et enormt bygningsværk. Den største Buddha i Thailand. Bagved står en anden, noget mindre men stadig stor, Buddha i guld. Til trods for den skinnende flotte farve blegner den i storslåethed idet den virker bette, som de to står side om side.


På vejen ud trådte jeg ned i et hul og vred jeg rundt på foden. Et ganske kort øjeblik gjorde det super nas. Jeg tænkte, om det var straf for, at jeg ikke havde spædet i kirkebøssen - i overført betydning, selvfølgelig. Men det gik hurtigt over, så jeg slap med skrækken.

Fra et storslået bygningsværk til et storslået dyr. Efter besøget ved den store Buddha, var det tid til elefanter. Jeg havde ikke været nærig, så jeg havde valgt turen på en time. Da jeg ankom til elefantstedet, blev jeg præsenteret for en lille ung elefant på 5 år. Jeg tror, de har trænet den til at kysse gæsterne. Og selvom den nok ikke gjorde det af kærlighed til mig, var jeg noget så charmeret.


Imens jeg ventede på Mary (elefanten jeg skulle ride på) og dens fører, blev jeg forsynet med en flaske vand, og jeg kunne nyde udsigten over Phuket by og helt ud til kysten med de mange strande. Så blev jeg hentet, og fra en platform steg jeg på elefanten, som var det en anden bybus. Da den begyndte at gå, blev jeg noget overrasket. Det bumpede noget frem og tilbage, og det var ikke videre behageligt at sidde på den fastspændte bænk. Jeg var også noget klemt ved situationen, da den sti, vi skulle hen ad, var ganske smal, og der var udsigt lige ned i afgrunden til venstre for mig. Og intet hegn eller autoværn, ikke at det ville kunne stoppe en væltet elefant. Men hvorfor skulle den også vælte Jeg håbede bare på, at Mary holt sine store elefantfødder på solid grund. Ingen får mig dog til at sige, at det var en sikker rute. Især ikke, da vi skulle forbi store maskiner, som hukkede sten ud af klippen. Det var Mary ikke videre glad for, og der skulle overtalelse til. Selvom udsigten var flot, og det var sjovt at prøve at ride en elefant, så tog det altså lidt af naturoplevelsen, at rideturen halvvejs foregik på en byggeplads. Det syntes at være temaet for i dag.

Jeg fik lov at ride på elefanten alene. Jeg skulle kravle ud og sidde på dens nakke med mine ben ned bag dens ører og hænderne på dens pande. Jeg bilder mig ikke ind, at jeg styrede den. Dens fører havde overtaget mit kamera på jorden. Han var travlt optaget af at tage billeder med mit kamera, af elefanten med mig på ryggen, men også af udsigten. Et øjeblik var jeg helt bange for, at han ville stikke af med det, og lade mig og Mary om at komme hjem. Hver gang han vente sig for at tage billeder af udsigten, så stoppede Mary op og begyndte at spise af skovens buske og træer.


Tilbage på elefantens hovede (og mig tilbage på bænken) skiftede elefantføreren mellem at spørge mig om jeg var OK, og at gentage "elephant taxi" og synge "Go Mary, go go go" samtidig med han foldede en fugl til mig af et kokuspalmeblad. Meget imponerende.


Efter turen var ovre blev jeg samlet op af en bil. Ikke bussen. Jeg må indrømme, at jeg ikke var helt tryg ved situationen, for jeg havde glemt min telefon og ingen vidste, at jeg var taget afsted. Og her satte jeg mig ind i, hvad der var en almindelig personbil. Jeg vil helst ikke mistænke nogen for noget, men man kan aldrig vide. Turistselskabet syntes nok bare, at det var noget overdrevet, at køre ene mig rundt i en bus. Men det er aaligevel ikke sikkert, jeg tager på flere af den slags ture, når jeg risikerer at havne mutters alene. I så fald medbringer jeg min telefon. Men jeg blev sikkert sat af ved hotellets dør, og jeg røg op og hentede pool-udstyret. Jeg tog lige et hurtigt brusebad først, da jeg lugtede af sure knæbeskyttere - nårh nej, elefant!

Aftensmaden blev atter indtaget i hotellets "aftenrestaurant". Denne lørdag aften var jeg den eneste, da jeg kom. Underholdningen var fodboldkamp mellem Tottenham og Everton (tror jeg, det var) på storskærm i stedet for karaokemanden med guitarrekvisitten. Ikke nødvendigvis et dårligt bytte. Jeg har slet ikke hørt "Sweet Caroline", "Love me tender" "Country road" i dag. Det er helt mærkeligt. Jeg bestilte "Baked chicken in pineapple". DER er en ret, jeg godt gad lære at lave. Og det er helt sikkert ikke sidste gang jeg indtager den. Jeg har en hel uges aftensmåltider tilbage. Hverken forret eller dessert er værd at nævne.

Svenskeren kom forbi, og spurgte om jeg trængte til selskab. Det er nu rart nok at have nogen at tale med over middagen. Hun blev også helt forelsket i ananas-retten. Fodboldkampen gav anledning til at tale om sport. Hun er meget glad for fodbold og følger Zlatan tæt. Og så snakkede vi selvfølgelig lidt håndbold ogsp. Det kan de også finde ud af at spille i Sverige.

Vi gik en aftentur ned ad gaden bagefter. Jeg kom til at investere i to hatte. Nu skal pengepungen sp vidt muligt lukkes i i morgen. Men der går jo nok ikke så længe, før jeg atter får brug for hatte. I morgen skal jeg på sejltur til Raya Island med nordjyderne og svenskeren. Det bliver forhåbentlig en dejlig tur. Vi skal mødes klokken 8, så i dag skal jeg altså i sove inden midnat. Trods fine hensigter sov jeg først ved to-tiden i går. Men jeg skal nok komme op i morgen.

Sidst... man MÅ da elske de kloge dyr...!!!