Mit Instagram

tirsdag den 24. september 2013

Den store bazaar shop amok

Så blev det den sidste dag i Istanbul. Vi havde aftalt at stå relativt tidligt op, så vi kunne nå at se den store bazaar. Vi havde ikke nået det, på den planlagte dag, men vi ville gerne se den. Vi vågnede op til en smuk smuk morgen, og udsigten over vandet bød igen på en masse skibe. Men pludselig stod det ned i stænger, og jeg frygtede lidt for en trist vejr-dag. Jeg kan godt afsløre, at det blev en ganske fin dag med sol.
 

Vi pakkede de sidste småting ned i vores bagage, og gjorde os klar til morgenmad. Inden vi forlod den lille lejlighed, kom 3 mand og hentede vores store tasker, for at rulle dem ned til receptionen, hvor vi havde fået lov at have dem stående indtil vi skulle hentes kl. 17. Vores lejlighed lå i stueetagen i den bagerste lysegule bygning.


Sidste gang i morgenbuffeten blev nydt, og en af mine eneste bekymringer var, at jeg frygtede at have hævet alt for mange tyrkiske lira. Og hvad skulle jeg så gøre med alle de penge?! Men jeg kan godt afsløre, at det havde jeg ikke behøvet at bekymre mig om.


For efter morgenmaden gik vi af sted til bazaaren. Da vi kom ind var der den ene guld-/sølvbutik efter den anden. Jeg har aldrig set så meget guld og sølv på et sted. Dilek fortalte, at der var en James Bond film, hvor James Bond skulle køre på motorcykel oven på bazaarens tag. Det havde skabt kæmpe problemer, da mortorcyklen ved et uheld var havnet midt i en af smykkebutikkerne. Det havde vist ikke været helt billigt for filmproduktionen.

Og vi var ikke nået ret langt, før vi alle stod og trykkede næsen flade, og drømte om det ene og det andet. Vi købte lidt forskelligt, nogle til gaver andre til sig selv. Jeg havde ikke planlagt, at skulle have smykker med hjem, men jeg faldt for en armring, som lå på nederste hylde, og bare kaldte på mig. Dilek spurgte hvad den kostede, og imens jeg overvejede, om jeg skulle springe ud i det, så forhandlede hun prisen ned for mig, og jeg kunne ikke andet end at slå til. Det er et utroligt smukt sølvsmykke, som jeg tror jeg vil se, om jeg kan få brugt også på hverdage. Jeg er i hvert fald sikker på, at jeg nok skal blive glad for det.

 
Basaren var enormt stor. Og enormt smuk. Et slags indkøbscenter, og så alligevel ikke. Og da vi kom mandag morgen, var der ikke fuldstændig sort af mennesker. Og det er sagt, så var der overraskende mange mennesker af en mandag morgen at være, hvis man sammenligner med, hvor mange det vandrer rundt i Odenses gågader ved åbningstid mandag. Der var meget at se på - smykker, tasker, jakker, T-shirts og så meget andet, at det var helt svært at vælge, hvilke butikker, man skulle ofre ekstra opmærksomhed.
 

Dilek skulle købe bryllupsgaver, og gik efter guldarmbånd. Hun fortalte, at et brudepar ville få rigtig meget guld, fordi guld ikke taber i værdi. Så hvis parret engang f.eks. ville købe hus, så havde de mulighed for at sælge guldsmykkerne, og bruge penge på hus i stedet. Guld taber jo ikke i værdi. Hun fandt en guldsmed, som hun havde fået anbefalet. Her kiggede hun på forskellige guldarmbånd, og prisen blev udmålt ved at veje smykket, og regne prisen ud. Hun fik også indleveret nogle af sine egne og sin datters smykker, som havde tabt nogle sten. Så de kunne blive som nye. Smykker er en af de ting, der kan betale sig at købe i Tyrkiet. Den armring jeg havde købt tidligere, var også blevet vejet. Og jeg har svært ved at forestille mig, at jeg kan få en lignende herhjemme til den pris jeg gav.


Jeg skriver jo indlægget her dagen efter vi er kommet hjem. Og jeg kan stadig mærke den lille bule, jeg fik i panden, da jeg ville gå ud af guldsmedens dør for at tage nogle billeder, men bankede hovedet ind i glasset. Han må have meget rene vinduer.


Vi kiggede en del på tasker og punge. Der er rigtig mange flotte tasker, men når det kopier, og alligevel har modehuses logoer på, så bliver jeg en smule ærgerlig. Hvis ikke logoet havde været på tasken, så havde jeg ikke haft noget imod at købe en billig kopi i god kvalitet. Jeg ved ikke hvorfor. Hvis ikke logoet havde været på, ville jeg jo ikke ane, hvem der havde lavet originalen. Men der var masser, som gerne ville sælge os deres varer. De var ikke så aggressive sælgere, som jeg havde frygtet, så indimellem stoppede vi op, og kiggede lidt nærmere.

Det var lidt sjovt, da sælgeren på billedet herover sagde til Dilek, at vi da sagtens kunne købe løs af hans punge og tasker, når vi havde kreditkort med. Dilek pustede sig lidt op, og forklarede manden (i klare vendinger, så det ud til på kropssprog), at det da godt kunne være, at vi havde kreditkort med, men at det var vores egen løn, vi brugte. Så trådte han et skridt tilbage og kiggede på os. Bankede sig let på brystet, og bukkede. Og så var der ligesom ikke mere at sige til den sag. Nu fik han jo trods alt også solgt en enkelt pung og et par bælter.


Da vi var blevet mætte af bazaaren, selvom jeg har stærkt på fornemmelsen, at vi kun fik set en brøkdel, så viste Dilek os frem til en shoppinggade med butikker, hvor lokale fra Istanbul også handler. Nu havde jeg jo fået taget hul på shoppingen med købet af armringen, så nu gik det lidt amok. Jeg kom hjem med nyt sengetæppe, et par sko, 2 tasker, et par bukser og en pose kardemommefrø. Vi var nemlig også et hurtigt smut tilbage i den egyptiske bazaar. Jeg tror, vi alle forelskede os lidt i stedet.


På shoppinggaden fandt vi et sted til en lille kop the. Vi var charmeret af den måde, the bliver serveret på. De går rundt overalt (restauranter og bazaarer) med små bakker, der holdes i en slags hank, hvor der er plads til mange glas the. På bazaaren kan de butiksdrivende få bragt frisk the ud til butikken til medarbejdere eller kunde - næsten på samme måde, som vi ringer efter en pizza.


Til frokost fik vi den sidste tyrkiske specialitet, som Dilek mente, at vi manglede. En gigantstor bagt kartoffel. Indmaden var lavet til en slags kartoffelmos med ost, og hældt tilbage i kartoflen. Ovenpå var der lagt forskellige syltede grønsager, en krydret bulgursalat og kyllingepølse. Det var også meningen, at der skulle have været noget det lignede italiensk salat på, men det fik vi serveret ved siden af. Jeg er ikke kæmpefan af syltede grøntsager, så nogle af dem, må jeg indrømme, blev pillet ud. Men så var jeg til gengæld også begejstret. Dilek sagde, at den ikke var særligt god, og de andre var heller ikke oppe i skyerne. Men vi har snakket en del om, hvordan vi hver især kunne lave vores egne fortolkninger af retten hjemme. Det er lige før jeg er fristet til allerede at give det et forsøg i aften.


Jeg blev nødt til at lægge ovenstående billede på bloggen. Hvor tit traver man ikke rundt og leder efter et toilet? Og man kan aldrig finde et. Her er det i hvert fald ikke noget problem. Et kæmpe skilt viser vej. Jeg var nu ikke så nysgerrig, at jeg skulle tjekke kvaliteten af dette klart promoverede sted, så jeg kan kun sige, at det vist ikke ville være svært at finde.


Vi var færdige med at shoppe, så vi begav os i retning af hotellet. Der var stadig god tid, til vi skulle samles op og køres til lufthavnen, og Dilek kom i tanke om noget andet, vi heller ikke havde fået smagt. Tyrkisk is, så vi fandt en caférestaurant (tilknyttet et stort hotel på hovedgaden), som også serverede is. Jeg tænkte, at der vel ikke kunne være så stor forskel på is hjemme og i Tyrkiet. Men der er faktisk rigtig stor forskel på konsistensen. Isen bliver slået hårdt sammen igen og igen, og den får en karamelagtig konsistens, som gør, at der skal arbejdes lidt, for at få en skefuld. Dilek fortalte, at de portioner vi havde fået var ret bløde, at man nogle steder spiste isen med kniv og gaffel.


Pludselig hørte vi nogle trommer. Dilek spurgte tjeneren om et eller andet, og fortalte os så, at der kom et osmannisk orkester marcherende. Og at det ikke skete ret tit. Så vi var heldige at få det at se. Flere af os drønede ud på gaden og hen til hjørnet for at se det. Og ganske rigtigt, kom et stort orkester gående. Al trafik stoppede imens de gik forbi. I meget gamle dage, var det et lignende osmannisk orkester, som fulgte tropperne i de store slag for at indgyde mod hos soldaterne.


Vi kom tilbage på hotellet i fin tid. De sidste indkøb blev pakket i bagagen og hotellet sørgede for lidt at drikke til os. Så kom bilen. Jeg tror, vi alle var godt brugte. Vi ser også lidt trætte ud på billederne, hvis vi sammenligner med lignende billeder fra turen til hotellet, da vi lige var ankommet. Dilek skulle blive i Istanbul, men hun fulgte os lige så langt hun kunne komme til. Helt til sikkerhedstjekket i lufthavnen. Der var et par stykker, som var meget rørte ved afskeden. Vi skylder også Dilek en kæmpe stor tak for at have vist os så meget spændende af Istanbul. Vi ville aldrig have fået de samme oplevelser uden hende. Nu var det jo heldigvis ikke en afsked for altid - Dilek er tilbage på arbejdet inden længe, så selvom de fældede en tåre, da Dilek sagde farvel, så var de ikke helt utrøstelige.


Og tårer blev inden længe forvandlet til højlydte grin og spontane udbrud. For da vi ville orientere os om, hvor vores gate var, kom vi forbi 4 mønt-massagestole. Det var simpelthen en chance, vi ikke måtte forspilde. Vi havde stadige en del 1-lira-mønter, så vi plantede os alle i en hver, og startede monstrene. Hold nu op, hvor var det godt. Men også meget specielt. Jeg mere end elsker Hannes overraskede blik på billedet herover - der blev vist masseret et uventet sted eller to. Gitte og jeg fik oven i købet en omgang mere. Jeg tror jeg kunne være blevet siddende i en time. De gav massage fra nakken og helt ned til læggene. Fantastisk. Sådan en vil vi gerne have i DoIT (vores afdeling).


Da flyet lettede, var der en fantastisk udsigt over millionbyen, som lever ligeså lystigt efter mørkets frembrud. Det var et smukt syn med alle de lys, så langt øjet rakte.

Hjemme i Danmark var der lidt bøvl med togafgange som ikke passede med flyankomsten. Og så var toget endda forsinket. Så selvom vi landede før kl. 23, var jeg først hjemme i min seng efter kl. 3. Men jeg har haft fri i dag, og behøver jeg at sige, at jeg har sovet rigtig længe?

Tak til Hanne, Helle, Gitte og Dilek for en rigtig god tur. Og tak til jeres familier for lån af jer. Jeg har haft det dejligt sammen med jer. Og jeg håber også, at de herhjemme har nydt at følge vores eventyr her på min blog.

Dette er nok det sidste indlæg for denne gang om vores tur. Og jeg har endnu ingen planer for, hvornår jeg skal rejse igen, eller hvorhen. Lige nu tænker jeg, at det har været et luksus-år med hele tre udenlandsferier. Det sker nok ikke næste år. Men et eller andet sted i verden skal jeg nok få set i 2014.

søndag den 22. september 2013

Færgetur og sommerhus

I dag sov vi længe. Det var en lang dag i går. Ud på formiddagen tog vi en taxa til færgehavnen. Vi skulle sejle til Yalova, fordi vi skulle se Dileks sommerhus (det er nok også lidt hendes mand og børns, bare en lille smule). Det var jo egentlig undskyldningen for, at vi overhovedet skulle til Istanbul. At Dilek skulle vise os sommerhuset. Så vi var ret spændte, da vi stod med færgebilletterne i hånden. Jeg var i hvert fald, for udover at jeg var nysgerrig på sommerhuset, så elsker jeg at sejle med færge. 
 


Dilek havde bestilt billetter hjemmefra, men jeg var helt i tvivl om, om jeg havde fået den rigtige billet. For gad vide hvem Kristine Hanfen er??? Okay, indrømmet, hvis jeg skulle tage imod en bestilling af billetter over telefonen, så ville jeg nok også helt være i tvivl, hvis jeg skulle tage imod et tyrkisk navn.


Da vi kom om bord på færgen, skulle vi finde vores pladser. Men her er det ret anderledes end på færgerne i Danmark. For der var nummererede pladser. Men der var så fint på færgen, og vi hyggede os rundt om bordet.


Men nu er en af mine favoritaktiviteter på en færge at stå på dækket og kigge. Og især når vi sejler fra havnen og igen ind i havnen. Så jeg gik ud på dækket. Jeg tror, jeg var den eneste, der syntes det er favoritaktiviteten er at stå udenfor og kigge. For ingen ville med. Nu var det heller ikke ligefrem 26 graders varme. Dagen var startet med regn - men på dækket var det fint, og der var læ. Men ind over byen, hang skyerne. Der må lige være kommet fisk ind på havnen, for jeg tror aldrig, jeg har set så mange måger. Hvis de havde fløjet omkring vores færge, så tror jeg ikke, jeg havde haft lyst til at stå udenfor. Men det var sjovt at betragte fra "sikker" afstand.


Der var en fantastisk udsigt. Jeg kunne tydeligt se både den Blå Moske og Ayasophia. Jeg synes, at synet bliver mere og mere imponerende. Og efterhånden som færgen kom længere og længere væk, virkede byen større og større. Den strakte sig så langt øjet rakte, både mod højre og venstre. Og hist og her stak mineretter op i skyerne, og skyskrabere lå også jævnt spredt ud over hele byen. Nogle steder flere end andre.


Far synes også om at sejle med færge. Når vi tager vores Tysklandsture prøver vi altid at tjekke, om det kan passe med en tur over Bøjden-Fyns hav. Så jeg synes, han lige skal se, hvilken slags færge, vi var med. Det er selvfølgelig ikke "vores" færge på billedet, men vi krydsede med en af samme slags.


Den var anderledes end de færger, vi har sejlet med hjemme. Der var ikke noget port, som skulle vippes op. Færgen vendte heller ikke, inden den lagde til. Jeg tror, den sejler lige godt forlæns og baglæns. Eller også har jeg bare ikke været opmærksom. Og når man skulle af og på, stimlede "fodgængerne" sammen foran bilerne, og gik på land først.


Sikkert i havn spurgte Dilek, om vil ville med taxa eller Dolmus de 20 km til sommerhuset. Vi var ret enige om, at vi ville med Dolmus. Det kunne være sjovt at prøve et offentligt transportmiddel. Jeg tror Dilek rystede lidt på hovedet indvendigt, og tænkte "altså, turister". Men jeg tror hun vil gøre alt for, at vi får oplevet så meget som muligt, så når de små busser kørte dyttende forbi os, løb hun rundt imellem dem og spurgte sig frem, for at finde en, der kørte forbi ferielejlighedskomplekset.


Hun fandt en til os, og selvom hun havde fortalt os, at de ikke længere måtte køre med stående passagerer, så var det det, vi endte som. Men vi kom frem i hele stykker, og blev sat af på landevejen ved en stor olivenplantage.


Vi skulle gå et lille stykke, da portvagten fortalte, at shuttlebussen (!!!) ikke længere kørte, fordi det ikke længere er feriesæson. Men vejret var flot dramatisk, så jeg havde ikke noget imod at gå. Træerne var også flotte efterårsagtige i farverne.


Vel fremme i lejligheden, blev vi først vist rundt, og så plantede vi os på den store fantastiske altan, som egentlig kunne kategoriseres som veranda i 2. sals højde. Der var rigtig fin plads til os alle omkring bordet. Og udsigten var der heller ikke noget at sætte på. De dramatiske skyer i den ene retning, og den store pool i den anden. Smart placering - Dilek kan sende ungerne i poolen, og samtidig holde lidt øje med dem fra altanen.


Vi fik serveret lækker Tassimo-kaffe, og måtte alle se, hvordan den blev til. Så Dilek hev et større udvalg ned fra skabet, og smækkede den ene kapsel i maskinen efter den anden, så vi alle kunne få et stort glad kaffedrik eller te, af den ene eller den anden variant.


Vi sad og hyggede over kaffen, og så Dileks valg af badeværelsesudstyr (badeværelset er ved at blive renoveret). Hanne elsker bling bling, og nu har vi set, at Dilek ikke er langt efter. For toiletrulleholder, håndklædestang og kroge var alle udstyret med blinkende sten. Vi var imponerede. Efter kaffen gik vi en lille tur på området.


Det var nemt at forestille sig, hvor fint området er om sommeren, når hortensiaer og roser står i fuldt flor. Vi var ret imponeret over den måde, hvor fine små træer snoede deres stammer omkring lygtepælene. I hvert fald os, som er mere eller mindre haveinteresserede. Der er et par stykker af os, som indrømmer, at de ikke har den store forstand på planter - alligevel har den ene identificeret rhododendron, og den anden et oliventræ. Så hermed en lille quiz til familierne der følger med derhjemme. Måske nogen kan gætte, hvem der har identificeret det ene og det andet.


Nede ved stranden var det nemt at forestille sig, hvor lækkert der er om sommeren. I dag var det dog rigtigt efterårsvejr. Og ingen af os overvejede et øjeblik at springe i bølgen blå.


Til gengæld kunne vi stå i blæsten og nyde duften af hav, og forestille os det liv og glæde dage, der helt sikkert er, når skolerne i Tyrkiet holder sommerferie.


Da vi havde kigget nok, begav vi os op mod kompleksets butikker, hvor Dilek fik butiksfatter til at ringe efter en taxa. Klokken var langt ud på eftermiddagen, men vi havde ikke fået frokost. Mit spæde forslag om at springe den over, og spise tidligt aftensmad i stedet, faldt bestemt ikke i god jord. En proklamerede, at hun ville gro hugtænder, hvis hun ikke fik noget at spise, og en anden så på mig, med panikslagne øjne. Da taxaen kom, var vi blevet enige om at køre tilbage til færgehavnen, hvor vi havde set en McDonalds. Jeg fik nemlig, i stedet for tidlig frokost, opfyldt mit ønske om at smage en af de særlige burgere, som kun sælges i Tyrkiet. Og som billedet herunder viser, var jeg vist ikke den eneste, der var helt tilfreds med at stoppe fritter og burger i skrutten.

Dileks nabos (i Danmark) datter var flyttet til byen som udvekslingsstudent, og var nu i praktik. Hun kom forbi McDonalds for at hilse på Dilek, men måtte i tillæg finde sig i vores nysgerrige spørgsmål om hendes ophold i Tyrkiet.


Tilbage på færgen mod Istanbul måtte jeg desværre finde mig i ikke at kunne komme udenfor. Det var meget ærgerligt, for det var et fantastisk syn at nærme sig byen imens mørket faldt over Istanbul.


I land forsøgte Dilek at finde en taxa. Det var ikke nemt, da ingen chauffører rigtig fandt os tiltrækkende som kunder. Vi skulle nemlig ikke mere end et par kilometer, og vi var 5. Hvilket de jo ikke må køre med. Da vi gik op til de forreste taxaer i rækken, var de tomme, og ingen chauffører viste sig. De chauffører der kom, havde enten andre kunder med, eller ville heller ikke tage os. Dileks tålmodighed forsvandt, og vi oplevede, at hun skældte og smældte, og langt om længe fik fundet en taxa til os, imod at vi betalte ekstra for at komme med alle 5. Og da vi så måtte guide ham mod hotellet, vedblev hun stædigt, at vi skulle køres hele vejen til hotellet, og ikke sættes af ved en Blå Moske, som vi kørte forbi. Uanset, om vi så skulle køre en ekstra gang rundt om byen. Så kunne han lære det - ham taxamanden!


Hjemme på hotellet blev vi enige om ikke at tage ud at spise. Vi blev hjemme og pakkede, og fik et par ruller med adana-kebab leveret. De var ok, men heller ikke mere. Nu var vi så heller ikke særligt sultne, så skuffelsen var ikke så stor. Nu ligger vi og snakker og slænger os på hver vores seng.


Så nu hvor indlægget er ved at være færdigt, må jeg hellere komme i gang med at pakke. De andre var i gang, imens jeg ordnede dagens billeder og skrev på bloggen. Så jeg håber, at det bliver nemt at pakke mine ting. Jeg går ud fra, at resten, der ligger fremme, må være mit. Lidt privilegier skal turens rapporter vel også have.

I morgen samler vi op på programmet. Vi mangler stadig den store bazaar, som Dilek har talt om. Jeg er spændt på, hvor meget vi når, for vi skal være i lufthavnen klokken 18, og vi skal også forholde os til, at vi skal med taxa midt i Istanbuls myldretid. Men jeg er nu sikker på, at det også bliver en god sidste dag, hvor vi klemmer de sidste oplevelser for denne gang ud af byen.

Topkapi - sultanens palads

Dagen har stået i paladsets tegn. Og jeg har opgivet at holde antallet af billeder nede. Så jeg, og de der læser med, må finde sig i lidt lange indlæg.


I dag var planen, at vi skulle se sultanpaladset Topkapi og på den store bazaar. Jeg kan lige så godt sige det med det samme. Vi nåede ikke den store bazaar, fordi vi også skulle tilbage til den Egyptiske bazaar efter krydderier, som vi ikke nåede at købe i går. Vi gik til Topkapi, og vi fulgte kortet fra hotellet, og fandt en fin fin brolagt vej langs gamle velbevarede træhuse.


Fremme ved paladsets port gik Dilek efter billetter. Mens vi andre ventede, fik vi en lille fornemmelse af, at der nok var mange mennesker. Paladset var større, end jeg lige havde forestillet mig. Det kunne vist huse en hel landsby. Men der havde vist også boet en hel det mennesker. Allerede inden for porten fik kunne vi ane, hvor storslået og anderledes paladset var. Selv lofter var ualmindeligt smukt dekoreret på forskellig vis.


Et af de første rum vi så, var med en udstilling af sultanernes klædedragter. De var enormt store, men det var sådan osmannerne gik klædt - måske mindre guldagtige. De var vist heller ikke de mindste mennesker. De næste rum var skatkamrene. Og vi var ikke de eneste, som gerne ville ind og kigge. Der var en meget lang kø, som nærmest startede inde i rummet med dragterne. Men køen blev, alt taget i betragtning, hurtigt afviklet. I skatkamrene blev vi ret imponeret, men efterhånden som vi så flere og flere ting af guld og ædelstene, blev vi nærmest immune. Det var helt svært at fatte, hvilken rigdom de repræsenterede, og der var så meget, at man helt stoppede med at reflektere over det. Der var dog lige en trumf, som vækkede mig. Nemlig et par diamanter på mere end 50 karat. Den sidste var 86 karat. Generelt gav smykkerne med de store stene lidt samme udtryk som "vores" egne kronjuveler. Tæt på, virker både sten og fatninger grove. Men når lyset falder rigtigt, så skinner de helt overdådigt.


Frokosten indtog vi i en cafe i paladset. Igen sad vi med en flot udsigt over Bosperusstrædet.


Jeg har lært en masse nye retter at kende hernede. Men jeg har også lært en ny måde at spise pommes frites på. Nemlig som fyld i en sandwich. Det lyder forkert, men det smagte egentlig ganske udmærket. Gad vide hvad de ville sige hvis jeg kom ind på Sunset og bad om en sandwich med pommes frites i? De ville nok kigge noget videre underligt. Men som sagt, så smager det ganske okay.


Efter maden fortsatte vi. Der er mange Pavilloner. Bygninger af en vis størrelse, smukt udsmykket og med både sofaer og flotte udsigter. Der er også indtil flere fine udkigsposter. I går lovede jeg jo, at jeg ikke ville tvinge mine rejsefæller til flere gruppebilleder, så nu er det frivilligt, om man vil være med. Billedet nedenfor er taget under et lille tag af guld, hvor der under hver Ramadan hver dag, sendes live-tv. Dilek kunne i hvert fald kende stedet, så der skulle vi selvfølgelig også have taget billeder.


Mange steder var der små sjove "nøglehuller" muret i væggene. Dilek fortalte, at de blev brugt til sultanens turbaner. Det lyder helt åndssvagt for os, for der er ingen fra vores kongehus, der har båret turban. Men disse "hylder" var at finde mange steder.


På et tidspunkt gik vi på den fineste sti. Stien er lavet af små runde flade sten i sort og hvid, som er lagt på højkant, og som dannede de fineste mønstre. Jeg syntes, billedet skulle med her, fordi Hanne bad mig tage det, så hendes mand kunne se, hvordan hun gerne ville have lavet en terrasse. Mellem os sagt, så er det utroligt smukt, men ikke et helt lille projekt. Jeg tænker, at hvis hun vil have sådan en terrasse, så må hun nok selv finde stenene.

 
Næste stop på turen rundt i paladset var haremmet. Det var mere end svært at forestille sig, hvordan tingene har hængt sammen. Ved indgangen hænger kæmpe spejl, og man kan ikke helt undgå lige at tjekke om håret sidder, ranke ryggen og trække maven ind.


Vi kom til et værelse, hvor sultanens mor havde boet. En rigtig powerwoman, sagde Dilek. Så vi skulle selvfølgelig også forevige 3 moderne powerwomen i rummet.


Og det kan vist ikke undre nogen, at tøjet sidder lidt skævt og sjusket, når man er færdig i haremmet. Spøg til side - jeg tror ikke, at der er så meget som et hår, der har siddet forkert på de kvinder. Det var et forunderligt, men spændende, sted at gå rundt.


Vi ville se køkkenerne. Helle kunne huske, at de var spændende. Jeg havde tidligere fået stukket et kort i hånden af en engelsk dame, som var færdig med Paladset. Så vi fandt hurtigt frem til, hvor køkkenerne var. Men de havde lukket, så vi begav os mod udgangen. Vi havde jo et par bazaarer at nå.

Imens vi gik mod udgangen begyndte indkaldelse til bøn. Selvom vi er fire, der konsekvent kommer til at sige, at der synges, så retter Dilek os lige så konsekvent. Det er ikke sang. Der bliver kaldt til bøn. Da vi kom udenfor paladset, var indkaldelsen stadig i gang. Og den lød højt fra en af mineretterne ved Ayasophya, som ligger lige ved siden af indgangen til Topkapi. Og det var ret sjovt at se, da vi opdagede, at vi kunne se den imam, som forestod indkaldelsen, som vi hørte mest tydeligt. Så vi stoppede op, og hørte færdigt.


Vi ville forsøge at finde en taxa til bazaaren. Men ingen chauffører ville tage os med. De rystede bare på hovedet - og de tænkte nok: "tåbelige turister". Det viste sig da også, at der ikke var ret langt at gå. Og selvom vi var trætte, så kæmpede vi os afsted. Men endelig fremme ved bazaaren var vi efterhånden så trætte, at vi havde brug for et hvil. Der var også en enkelt kaffetrængende eller to. Dilek fandt et fint sted ovenpå bazaaren, hvor vi kunne sidde i relativt ro og fred. Nede på gaden var der et umenneskeligt mylder af mennesker, så alle var vist tilfredse med at få et øjebliks ro.


Vi bestilte en frisklavet juice. Jeg valgte en med appelsin, granatæble og grape. Flere af de andre fulgte trop. Tjeneren grinte og sagde, at når vi havde drukket den, ville vi være sprængfyldte med energi. Dilek smilede og sagde, at det gjorde vist ikke noget. Tjeneren slog et stort grin op.


Vi blev overtalt til at smage tyrkisk kaffe. Det er en sød kaffe, hvor de meget fintmalede bønner ligger i bunden af koppen. De fleste ville have kaffen med mælk. Problemet med det, er, at så er det ikke tyrkisk kaffe. Men de indvilligede i at lave det til os. Jeg meldte mig til den originale version. Jeg drikker normalt heller ikke kaffe med mælk. Og så kunne Dileks opgivende blikke, også skræmme enhver fra den idé. Billedet herunder er det eneste, jeg har givet et navn. Det hedder "Tyrkisk kaffe med mælk".



Det var et fint sted vi sad. Og med lidt god vilje, eller hvis vi gik over til vinduerne, kunne vi se travlheden i bazaaren. Selvom det var lige før lukketid, så var kunderne ikke klar til at gå hjem. Og det var vi heller ikke.

 

Så vi gik ned i bazaaren på jagt efter krydderier. Og nu kom det håbløse handlegen op i mig. Ikke fordi der skulle handles om prisen, for det skulle der ikke, men fordi jeg følte mig så dum, når jeg skulle bestille 100 gram af det ene og 200 gram af det andet. Jeg var mere end almindelig glad for at Dilek hjalp mig med at købe krydderier og nødder. Men jeg fik nu alligevel temmelig røde kinder, tror jeg, for alt skulle gå så hurtigt, og mit hoved havde lidt svært ved at følge med, når jeg først skulle regne kilopriser om, og bagefter regne om til kroner, for at kunne forholde mig til, hvor meget jeg skulle have. Så jeg blev helt stresset, fordi der var så mange mennesker. Jeg kom f.eks. til at købe for et par hundrede kroner pinjekerner (200 gram), men Dilek mener, at jeg har gjort et ganske glimrende køb. Jeg fik bl.a. også hele muskatnødder, store rosiner, pistachenødder, hvide hele peberkorn og mandler ristet i honning og med sesam. Jeg brugte flere kroner end planlagt, men det er dejlige varer, jeg kom hjem med. Vi købte alle noget i Dileks favorit krydderibiks.


Vi fandt en enkelt ledig taxa. Dilek og jeg ville sende de tre andre hjem i den med alle vores indkøb, og så selv finde en anden taxa. Vi antog, at vi var dem, med de mindst trætte ben. Gitte meldte sig også, men vi havde lidt brug for en til at slæbe poser op i lejligheden. Men det blev aldrig aktuelt, for vi fik alligevel lov til at køre med alle 5 - mest fordi chaufføren tabte tålmodigheden med vores forklaringer, da vi ikke kunne instruere ham nøjagtigt i, hvor han skulle køre hen med Hanne, Helle og Gitte.

Efter en halv times tid hjemme, begav vi os afsted for at finde et sted at spise. Klokken var 9, så det var i hvert fald ikke for tidligt. Vi havde flere gange snakket om en restaurant vi var gået forbi, som laver mad fra det osmanniske køkken. Den fandt vi.


Igen fik vi lidt af et festmåltid. Der var rigeligt, og vi spiste alle 5 for mindre end 350 kr. inkl. drikkevarer. Og så skulle man tro, at maden var trist. Det var den ikke. Det smagte dejligt. Om end der var flere ting i aften, der var lige til den stærke side. Men jeg er vist den eneste, som må pudse næse i ny og næ, fordi den begynder at løbe pga. den stærke mad. Men jeg blev rigeligt mæt, og lur mig, om ikke også det gjaldt de andre også.


Jeg syntes egentlig, at jeg havde brugt nok penge i dag. Men på vej hjem kom vi forbi en gadesælger, som solgte tørklæder. De var ikke specielt dyre, og fandtes i mange flotte farver. Vi gik lidt agurk, og tilsammen endte vi faktisk med at slæbe 15 stk. tørklæder med hjem. Det kan være lidt farligt at slippe tøserne løs på en gade med åbne butikker og gadesælgere. Jeg er sikker på, at jeg bliver rigtig glad for mine tørklæder til vinter.


Sidste hele dag venter i morgen. Umiddelbart har vi planer om at skrue lidt ned for tempoet. Men nu må vi se. Planer er til for at ændre. Men jeg tror, det bliver en nogenlunde slapperdag.