torsdag den 31. december 2009

Nytår og kransekage


Så er vi nået til nytårsaften. At der var vandskade i opgangen - noget med kloaken - samtidig med der var en utæt samling på mine rør i køkkenet så det varme vand løb ud på gulvet gjorde, at mor der var så sød at hente mig, måtte vente på at den ret travle vvs'er bandende nødreparerede de forskellige problemer. 'Lortebygning' mumlede han.
Nu er jeg kommet ud på ternevej, dronningen taler og jeg har bygget min hjemmebagte kransekage. Gud bevare Danmark.

tirsdag den 29. december 2009

Luftkastellet


Så er jeg en tur i biffen. Der er så mange film jeg gerne vil se for tiden. Så må jo helllere komme i gang. Jeg kunne desværre ikke den dag mine sædvanlige bifkammerater var inde og se sidste film i millinium-trilogien, så jeg starter med Luftkastellet der blev sprængt. Billedet er fra en ny komedie med hugh grant og sarah jessica parker - den skal jeg selvfølgelig også se på et tidspunkt. Nå. Nu starter filmen...

mandag den 28. december 2009

Frosne fingre

Frisk hjemvendt fra haven prøver jeg at taste mit opstemte humør herind på bloggen med fingre der har været så forfrosne, at varmen nu stikker overalt i dem. Kinderne er stadig røde, men der er jeg ved at have fået varmen igen - ligesom på næsetippen og ørene. Nu mangler jeg kun at få varmen tilbage i tæerne.

Jeg har været i haven for at lægge de fine pinselilje-løg, som jeg har fået af moster Eva og Jens. De er nu lagt i en halvcirkel foran det lille pigeonæbletræ, som jeg fik af Britta og Nicki i efteråret. Jeg er sikker på det bliver rigtig kønt at se på, når de titter frem - og til den tid skal jeg prøve at huske at tage et billede, så i kan se (jeg ved jo, at du ind imellem læser med, Eva).

Jeg opdagede også, at sneen fra naboens tag må være kurret ned i mit vinkelbed. For der hvor farmor og jeg har lagt de fleste af mine påskeliljeløg, som jeg har så store forventninger til, er er der en stor vandpyt - jorden kan simpelthen ikke trække mere vand. Åh, jeg håber ikke de små løg ligge og rådner. Nå, der er jo ikke noget at gøre, og mon ikke nogle af dem nok skal overleve den bette vand.

Jeg var også inde i huset. Der er til gengæld helt tørt. Så til trods for tydelige utætheder ved både dør- og vindueskarme, så tror jeg, det er et solidt lille hus, jeg har mig der!

Jeg hentede også de sidste skumiduser, så nu er jeg klar til den planlagte grillfrokost ved Dalby nytårsaftensdag, hvis det stadig er aktuelt (mor og far - wink, wink).

I aften tror jeg, at jeg skal have porretærte. Efter der ikke var de helt store problemer med at grave løg ned, tænkte jeg, at jeg måske stadig kunne nå at få nogle af mine porrer med hjem. Og det kunne jeg. Så jeg har en hel pose af de fineste hjemmedyrkede porrer liggende i køkkenet, der bare venter på at blive renset for jord, snittet og puttet i en tærte. Mums, siger jeg bare!

lørdag den 19. december 2009

Nisseland


Var lige en tur forbi haven igen. Jeg var derovre onsdag aften efter det havde sneet hele dagen, men jeg kunne ikke tage billeder. Selvom sneen lyste op, var der ikke nok lys. Jeg vil indrømme, at det var lige en tand smukkere onsdag, for der lå sneen stadig fint på alle grenene i æbletræerne. Men der er nu stadig skønt. Tænk, det er mit sted!

torsdag den 17. december 2009

Krigszone


Det ligner godt nok en krigszone, men jeg tror mit nye skab bliver lykken, når jeg får låger og hylder hjem. Det ser i hvert fald ud til, at jeg får plads til noget af alt det stads, der står stablet i kasser i stuen og på altanen - som jeg har måtte få hjem efter mor og far flyttede til mindre faciliteter. Hvad bilder de sig ind!

mandag den 14. december 2009

Mens jeg venter


Så venter jeg på min kørelejlighed hjem fra skole i kolding. Det er frostgrader og mørket er ved at falde på. Men udsigten er flot.

lørdag den 28. november 2009

I IKEA-land


Så blev det min tur til at tage en tur i ikea. Har været ret nysgerrig. Indtrykket af parkeringshus og indgang med masser beton mindede mig underligt nok om da jeg var i den olympiske by i Sydney. Tilbage til ikea. Det er egentlig et ret blæret sted, men man er bagefter lige så bombet i hovedet som efter et besøg i bilka lige inden jul! Jeg er dog blevet ret sikker på mit nye reolsystem til stuen. Nu skal jeg bare høre, hvornår far har tid og lyst til at hjælpe med at hente det.

fredag den 13. november 2009

Nataktivitet


Sidder her midt om natten med min rapport der skal afleveres i morgen kl 14. Den skal godkendes for jeg kan gå til eksamen i faget IT & kommunikation. Jeg er så tæt på at hoppe i seng. Gider ikke rigtig mere - men det er en chance at tage, at regne med, at jeg kan gøre den færdig i morgen... Jeg giver den du kvarter mere. Kan jeg ikke komme videre, er det i seng med mig.

tirsdag den 10. november 2009

Flyvepost fra Australien


Hvor spændende er det ikke, når der ligger en stor kuvert i postkassen fra Jenny og Ross i Australien. Og hvor meget Australien er der ikke over det, når frimærkerne er med kænguruer og både kort og den fine 2010-kalender er fyldt med australske dyr, hvor skildpadden er det der kommer tættest på de danske. Nu må jeg hen og planlægge en fin juleforsendelse herfra. Jeg må også huske Ben og Bridget, de skal også have et kort her til jul. Hvad skal jeg finde på? I øvrigt er det pænt mærkeigt at tænke på, at imens vi går en koldt og trist tid i møde (jeg tænker kun på vejret), så er deres badesæson p trapperne!

onsdag den 4. november 2009

Hvad er det?


Hvis man ser bort fra, at det egentlig f dybt pinligt at stå og tage billeder af sig selv foran Odense banegårdcenter kl. 16.15 en onsdag eftermiddag, så er jeg glad for, at jeg nu kan bidrage til markedsføringen af en stor odenseansk begivenhed. Nu går jeg jo ikke på kurset Afsætning, Markedsføring og IT og Kommunikation for ingenting. Gæt en gul ting!

lørdag den 31. oktober 2009

Roser til haven


Godt nok ikke til min have. Tog lige med mor og far en smuttur til sydfyn, for at hente roser til deres nye forhave. De havde købt dem på internettet, så det var bare at hente dem. Det er jo en fornem årstid, hvor farverne på træerne er så fantastisk flotte. Og det var da også for enden af en lang privat markvej roserne skulle afhentes. Nu er vi så hastigt på vej tilbage til Odense igen.

tirsdag den 27. oktober 2009

Jobsamtale i Vejle


Så er endnu en jobsamtale overstået. Denne gang i Vejle - Region Syddanmarks kommunikationsafdeling. Heller ikke denne gang vil jeg komme yderligere ind på det, andet en at det gik godt, og at jeg denne gang havde taget tøjet rigtigt på.
Jeg overvejede om jeg skulle tage til Kolding, idet jeg jo egentlig har undervisning. Men selv den hurtigste mulighed med bus, ville kun give mig lidt over en time. Og igår blev den time brugt på gruppearbejde, så nu sidder jeg igen i toget på vel hjemad.
Steg på et af de nye ic4-tog. Ved ikke helt hvad jeg skal mene om det. Som udgangspunkt er det både lækkert og pænt. Men jeg tror det bliver forfærdeligt, når de bliver proppede med mennesker fredag eftermiddag. For de virker meget små indefra. Jeg nåede at få 10 min. på første klasse. Der stod nemlig 1 på alle døre, til trods for en pil mod standard. Jeg slog mig ned, og tænkte, at så måtte billetdamen, som var en mand, vise mig hvor jeg så skulle sidde. Han pegede selvfølgeligt ned på døren, hvor der stod 1. på. Ja, det giver ingen mening for mig. Men nu er jeg, hvor jeg hører hjemme. I en standardvogn!

lørdag den 24. oktober 2009

I staden


Ja, nære ikke det bedste billede jeg har sendt til bloggen, men det mest diskrete. Lige nu står jeg på en proppet S-tog station på Nørreport i København. En spiller harmonika et sted. Jeg tror der må være sporarbejde et sted, for der kører ikke mange S-tog, og kun i et spor. Nå, tilbage til sagen. Jeg er taget herover for at planlægge en Natflyveren-udgivelse til jul med resten af redaktionen. Det er gået super godt. Både næste nummer og julenummeret ser ud til at komme til at køre på skinner. Men sådan har jeg det næsten altid efter et redaktionsmøde. Bagefter var vi nede på en rigtig Bodega på Jagtvej, for lige at snakke af. Så tit ser jeg dem heller ikke - så det var rigtig hyggeligt.
Nu er jeg på vej hjem til Odense. Håber jeg kan nå at købe en sandwich eller noget på Hovedbanegården - og at der er rigeligt med siddepladser i toget. Frygter det værste sådan en lørdag aften.
Selvom det har været en dejlig dag, på trods af 3 kvarters DSB-forsinkelse på vej herover, så glæder jeg mig til en aften på sofaen foran fjerneren. Men kl. bliver nok halv 9 inden jeg er hjemme. Nå, nu kommer S-toget vist! Det er guld- og sølvfarvet frem for den sædvanlige røde! Hmm. Interessant, eller...

onsdag den 21. oktober 2009

Tilbage på skolebænken


Tidligt op og til Kolding igen i dag. Må jo starte fra en ende af. Var ret spændt på, hvad det var jeg har kastet mig ud i nu. Og endelig var jeg fremme ved skolen - som i morgenens halvmørke så imponerende ud, i hvert fald udefra. Selvom jeg er vandt til store forhold fra uni, så var det alligevel med en vis ærefrygt jeg begyndte at bestige den store trappe ved hovedindgangen.
Det tog noget tid at finde frem til lokalet, hvor kurset starter med faget IT & Kommunikation. Men jeg fandt det og dagen begyndte stille og roligt.
I første pause snakkede jeg lidt med hende jeg sad ved siden af. Det viser sig, at hun har været til samtale i går, samme sted som jeg var. Så er verden lille! Og bedre blev det ikke, da vi fandt ud af, at vi har samme uddannelsesmæssige baggrund. Hun har bare taget hele sin i Århus. Der har jeg jo også læst et par år, uden at gøre uddannelsen færdig der. Vi havde gået på samme fag et semester - det skal dog tilføjes, at det var et meget stort hold, så ingen af os havde videre dårlig samvittighed over ikke at kende den anden.
Senere på dagen tjekkede jeg vores underviser på Facebook, efter han selv havde henledt vores opmærksomhed på hans firmas profil. Vi sidder alle med computere foran os. Det viser sig at han er online ven med min rigtig gode veninde Heidi, og jeg smsede hende straks, for at få stillet min nysgerrighed. Og tænk, makkeren viser sig at være en gammel bekendt fra Lolland. Ja tak. Tabte lige underkæben da jeg kom i tanke om alle de gange hun havde fortalt om sin ekskæreste med samme navn. Hun svarede straks min næste sms og bekræftede at det var samme ekskæreste. Okay - så er verden bare lille! Må indrømme, at det var lidt svært at følge med i udredningen af den tekniske opbygning af databaser i de minutter jeg smsede under bordet. Og jeg var da også lidt lost efterfølgende. Det gik dog ok i det efterfølgende gruppearbejde. Så ingen dårlig samvittighed der.
Jeg havde 10 minutter til at nå ned på stationen. At vente på en bænk på næste tog var ikke det der fristede allermest. Temmelig svedig hoppede jeg om bord. Toget var kun lige kørt, da jeg hørte 'nye rejsende' længere nede af gangen. O skræk og ve. Jeg havde glemt at stemple mit nye 10-turs kort. Bøde 600 kr. værsgo! Men DSB-manden var virkelig en af de flinke. Han må have set skrækken i mine øjne. Han ville ikke engang høre tale om at jeg skulle hoppe af og stemple i Middelfart - hvis nu toget kørte fra mig. Han klippede bare en lille frilant af med en lille saks og stemplede det med dato. Jeg var mere end almindelig heldig der! Og nu ankommer toget i Odense - ja, det tager jo lidt tid at smse lange indlæg til bloggen her - så afsted til nettet med den - og ud på cyklen med mig.
Mor og far. Hvis i læser dette, så håber jeg i havde en god rejse til Gran Canaria, at vejret er dejligt og at i nyder det...

tirsdag den 20. oktober 2009

Jobsamtale i Kolding


Så kom man et smut til Kolding. Jeg var heldig at skulle til jobsamtale. Det gik stille og roligt. Uden at komme mere ind på det nu, vil jeg lige nævne, at jeg tror jeg var ude for noget af det mest distraherende man kan komme ud for i sådan en situation.
Har lige sat mig overfor ham der skulle gennemføre samtalen, og han var begyndt at fortælle om firmaet. Det kløede lidt på halsen, og selvfølgelig skulle der lige kradses diskret. Og hvad opdager jeg til min skræk? At jeg har taget blusen forkert på. 'Jeg skulle jo lidt for tidligt op!' eller 'det er den rene side fremad'! Nøj, det blev jeg lige kort slået ud af kurs. Godt det var ham der snakkede og ikke mig. Hurtigt fingrene væk for ikke at drage for meget opmærksomhed til mærket der skulle have været i nakken - og så ellers håbe på, at det ikke så mærkeligt ud. Har ikke tjekket. Tør ikke. Skal lige hjem i sikkerhed først!
Bagefter gik jeg op til Kolding Hus, der ligger ganske få minutters gang fra stationen. Der var så smukt ud over vandet og træerne har de mest fantastiske farver. God beslutning at gå en lille tur inden jeg fandt tilbage til stationen og toget.
Jeg har også fundet ud af, at der er fantastisk smukke steder på strækningen mellem Kolding og Fredericia.
Uanset om jeg får jobbet eller ej, kommer jeg til at opleve den tur en del i den nærmeste fremtid. For i morgen starter jeg 6 ugers uddannelse på IBC i Kolding.

lørdag den 17. oktober 2009

Æblemarmelade


Så har jeg lavet æblemarmelade med kanel, citron og appelsin. Har aldrig spist æblemarmelade før, så det er spændende hvordan det smager. Men det dufter virkelig lækkert. Af jul. Ifølge opskriften har det godt af at trække en uge - gad vide om jeg kan vente så længe. Det tror jeg ikke.
Jeg har også gang i andet i æbleriet ude i køkkenet. Æblesuppe. Det lød så specielt, at det måtte prøver. Ifølge opskriften skal det serveres med flødeskum og små brødtern.
I morgen tænker jeg at prøve at lave chutney. Må indrømme, at jeg ikke helt ved hvad det skal bruges til, men det skal jeg nok finde ud af! Kan være det kan erstatte de halve æbler til julemiddagen. Hvem ved?
Sidst overvejer jeg at forsøge at tørre æbleskiver samt lave æblesnaps af resten af snapsen fra sidste års julefrokost. Den var der i hvert fald ikke afsætning i!!!
Jeg skal også huske at sige tak til Britta og Nicki for de to spande med lækre nedfaldsæbler. I skal nok få lov at smage lækkerierne. Mange tak.

mandag den 12. oktober 2009

Lynvisit på Øm


Så sidder jeg på Skanderborg station og venter på toget. I tirsdags blev jeg spurgt om jeg ville komme og holde et oplæg om basic kommunikation, niveau 1 på årets DUK Efterårslejr. Deltagerne var temmelig sløve, og det var ikke til at hive mange svar på simple spørgsmål ud af dem. Derfor blev første del alt for meget snak fra mig, og det var som om der ikke rigtig var flow i mit oplæg. Men det var der ikke noget at gøre ved. Den ventede diskussion udeblev, og så måtte jeg jo forholde mig til det. Første øvelse sløjfet, 2. del reduceret væsentligt og så var det ellers den kreative øvelse. Jeg blev inviteret til at blive resten af dagen og natten med. Men det kunne jeg ikke lige overskue. Ville gerne blive nogle timer, men få der var 3 timers sidsta og jeg fik tilbudt kørelejlighed til stationen sprang jeg på. Nu står jeg i et proppet tog. Det havde jeg ikke ventet. Klokken er kun 2. Havde tænkt jeg skulle sidde og se film på min nye computer. Nu overvejer jeg at hoppe af i Horsens, hvis ikke min billet når at blive klippet. Så kan jeg købe plads i det næste tog. Med risiko for at de er udsolgte. Det må være efterårsferien!

lørdag den 10. oktober 2009

Ny computer


Så har jeg været på elektronikmesse. Lidt specielt som alene pige at nusse rundt. Tror ca 85 procent er mænd, og de resterende er påhæng. Men jeg fik købt mig en computer, og kan næsten ikke vente med at få den igang. Så ud på cyklen...

fredag den 9. oktober 2009

Fræser


Så er der gang i havearbejdet. Må hellere komme tilbage i en fart.

mandag den 5. oktober 2009

Plusser og minuser


Minus: tabte første kamp som seniortræner med serie 1 i går, jobansøgninger skal skrives, naboens lappeløsning af et tag er gledet ned i mit fine vinkelbed.
Plus: jeg kan vælge hvilke grønsager jeg har lyst til at tage med hjem fra haven (i dag bønner, salat og hvidkål), vejret har ladet mig hygge i haven, grillede skumfiduser
Jeg skulle mene, at plusserne så rigeligt opvejer minuserne!

lørdag den 3. oktober 2009

Squash


Så har jeg fundet anvendelse for mine squash. Udover almindelig madlavning har jeg nu bagt squash-boller og squash-kage. Sidstnævnte efter en opskrift far fik hos en dame, da han kørte for Brunata. Hun serverede kaffe og friskbagt kage - som smagte så godt, at han måtte tigge opskriften. Og nu har jeg altså også fået den. Både boller og kage er usædvanligt lækre. Det må være squashen...

tirsdag den 29. september 2009

En rose så jeg skyde


I juli måned tog mor og jeg stiklinger af de fineste roser på karl withs vej. Det var lidt af et eksperiment. Jeg havde læst om det i en bog, så jeg fik mor overtalt til at forsøge. Undervejs har der været mange bekymringer, men roser er vist i virkeligheden temmelig hårdfør, og det er kun enkelte der er gået til. Tror de har det godt i drivhuset med de smadrede vinduer (nej... jeg har kun det ene drivhus) og når det bliver koldere, så kommer de alle hjem på altanen for at overvintre der. Men se, der er et par af dem der har blomstret. Om det er godt eller skidt ved jeg ikke, men de ser ud til at trives ret godt!

onsdag den 23. september 2009

Min egen frokost


Så er det tid til dagens frokost. Det er fantastiske (hvis jeg selv skal sige det) hjemmebagte squashboller med salat og revet squash. Behøver jeg nævne, at alt det grønne er fra haven? Så er der serveret!

fredag den 18. september 2009

Dyreambulance


På vej hjem fra haven i dag snakkede jeg med Britta, som fortalte at Nicki og hendes mor havde fundet et såret pindsvin. Efter at have snakket lidt frem og tilbage var jeg alligevel for nysgerrig og kørte ned til deres have. Det var også du sørgeligt syn. Et enormt sår henover ryggen synes nærmest at have flækket den. Men den bevægede sig stadig en anelse. Britta havde ringet efter en dyreambulance, og hun og ungerne stod og holdt øje med bilen. Hun havde fortalt, at hun følte sig lidt dum ved at spørge om de tog sig af små pindsvin, men det gjorde de. Og inden alt for længe kom en Falckbil. Her til aften fortalte Britta på nettet, at hun havde haft ringet til pindsvinehjemmet (eller hvad de nu hedder), og de havde fortalt, at de måtte aflive det lille kræ. Man bliver helt trist. Måske jeg skulle anskaffe mig du pindsvinehus til haven...

onsdag den 16. september 2009

Projekt fliser


Sådan ser et næsten opgivet projekt ud. Forstår nu godt hvorfor far ser lidt tvivlende på mig, når jeg snakker om, at jeg gerne vil have fliser her og der i haven. For det første er det tungt, for det andet ligger de aldrig lige og for det 3. passer fliserne ikke sammen. Jeg har selvfølgelig heller ikke bekymret mig om udgravning eller stabilgrus. Hmm. Tror i hvert fald det er nok for i dag!

lørdag den 12. september 2009

50-års fødselsdag


Så er jeg til moster evas 50 års fødselsdag, som hun holder i favoritsommerhuset i Blåvand. Og Jeg blev, som flere andre nødt til lige at tage et billede af fødselsdagslagkagen...

søndag den 6. september 2009

Selvbyggede espaliers


I dag er jeg både glad og tilfreds. Mine hjemmebyggede og hjemmemalede espalierer er blevet plantet med hjælp fra farmand, som også hjalp med at skrue de sidste skruer i nr. 2. Noget nemmere end at bikse med 2 meter lange lægter alene. De står helt perfekt - det er flottere end jeg havde forestillet mig. Troede det ene ville blive klemt inde mellem komposten og hindbærne. Men sådan ser det ikke ud. Fik også flyttet en stor flot gul rose og en rød stikkelsbær, som gemte sig i hækken. Så tak til mor og far for en dejlig dag i haven. Selvom vi måtte flytte kaffedrikkeriet ind fordi det regnede. Men også det var super. For så fandt jeg ud af at man også kan hygge i kolonihavehuset. Nu er jeg sulten og skal på toilettet (smil), så jeg vil låse af for i dag, slukke for vandet og springe på cyklen hjem.

mandag den 31. august 2009

Grill med gutterne


Så er der kommet gang i smokey joe. Thomas kom forbi for hyggens skyld i specialeheden og Bo dukkede op efter arbejde og en tur i Bilka. Og hvad er mere oplagt end at forsøge med grillen, når nu der kom nogle forbi jeg kunne lave mad til. Jeg hygger mig...

torsdag den 27. august 2009

Fiske Avisen


Velkommen til Esbjerg. Det første jeg så efter at være steget ud af toget og gået ind på stationen var kioskens avisholder! Lige under BT og EkstraBladet stod FiskeAvisen. Det sker vist kun i Esbjerg. Og ret sjovt egentlig, eftersom de til min jobsamtale fortalte, at de i kommunens kommunikationsafdeling gjorde en del for at ændre opfattelsen af, at der lugter af fisk i Esbjerg. Jeg synes selv at samtalen gik udemærket. De var i hvert fald flinke. Nu venter så togturen hjem. Får jeg job her, så køber jeg mig en bil. Den glæde til den tid!

søndag den 23. august 2009

Selskab


Sidder stille i min have og hygger med en bog, efter jeg har forsøgt at gøre hækken præsentabel nede ved vejen. Så hørte jeg et lille miav, kiggede op og fik øje på en af de mange katte der har hjemme her i haveforeningen. Længe sad den som på billedet og stirrede på mig, men nu har den lagt sig ned. Den holder stadig øje med mig. Bare det ikke er kattene der er gået sammen i en fælles psykisk terror-handling imod mig, fordi jeg nu efterhånden har fået trimmet hvad der før syntes at være kattenes paradis. Ved tidligere lejligheder har en kat været på visit i mit hus, og forleden overraskede jeg en i mit drivhus. Hvorom alting er - så længe de ikke ødelægger noget eller på anden vis generer, så er det hyggeligt med deres selskab. Selvom de ikke vil klappes og undertiden stirrer noget så vedholdende!

fredag den 21. august 2009

Fritidstømrer


Så kan jeg, udover kolonihaveejer, skrive fritidstømrer på visitkortet. Jeg har nu både bygget espalier til en af mine frugtbuske og en kompostbunke. Selvom der lige mangler enkelte brædder endnu. Jeg kan også skrive maler. For jeg har malet espalieret i mørkgrøn umbre. Jeg har gjort det hele selv og er ret stolt. Må dog indrømme, at jeg gerne vil have farmands hjælp til enkelte detaljer på begge mesterværker. Et af mine næste projekter er at male havelågen. Jeg er sikker på den kan blive helt fantastisk.

lørdag den 15. august 2009

Mit første træ


Jeg har plantet min første træ. Men god hjælp fra Nicki fra en af de andre have. Jeg havde fået det af han og britta. Han sagde det var blevet til overs, for han vil erstatte det med et kirsebærtræ som skal flytter fordi der skal bygges ud på huset. I forvejen har det været flyttet 3 gange på du par år, så håber jeg kan holde liv i det. Jeg har trods alt reddet det fra komposten. Det var så pænt af dem at tænke på mig. Det er en Ildrød pigeon - de helt små søde juleæbler. Min plan er, at det skal espalieres. Ja, man er vel ved at få styr på havetermerne...

torsdag den 13. august 2009

Skandinavisk Dyrepark

Så var jeg til, hvad der skulle vise sig at blive, den sidste behandling i Herning i denne omgang. Lægen synes mit hår ser ud til at komme fint, og jeg er da også selv meget positiv. Så hurra for det.

Denne gang var mor og far med, for vi havde planlagt en tur til Skandinavisk Dyrepark bagefter. Vi handlede ind til lækre sandwiches i Føtex, og så gik turen ellers østpå til Djursland.

Vejret var fint. Kun én gang regnede det. Men der var vi heller ikke andet end lige kommet ind i parken, så var tæt på at gå i panik. Det styrtede ned - åbne sluser. Tænk hvis det blev ved, så ville vi ikke få meget dyrepark at se. Men det blev ikke ved.

Det var en rigtig fin park - det føltes som at være på skovtur, men med en masse dyr. Jeg blev gode venner med Bambi. Man måtte gerne fodre dem... dyreparkens udgave af "klap gederne" - og det kunne jeg ikke stå for. Kristine, 7 år.


Jeg blev helt betaget af de brune bjørne. De er noget af nogle bamser, ikke helt så sore som dem man hører om i f.eks. USA. Men der er flere typer brune bjørne, og de her, de lever i det nordlige Europa. Mindes den blev kaldt den skandinaviske brun bjørn. 2500 stk i Norge og Sverige. Tænk...

Vi så isbjørnene blive fodret. Jeg var måske en lille smule skuffet - fantastiske dy, men måske en smule kedelige at se på. Men det var indtil de blev lokket til at springe i vandet. Det kunne jeg nok kigge på i timevis. De svmmer så godt, men meget stille og roligt. Hver morgen, har de snevejr. I en lille hytte produceres 5 ton is dagligt, som hver morgen pustes ind i bjørnenes anlæg. Det gad jeg godt se. Snevejr i august!

Men også mange af de andre dyr var både fine og spændende. Nu har jeg f.eks. set en ræv, der IKKE lå kørt over i udkanten af en vej.

I bilen var det en af de dage, hvor det var svært at holde sig vågen. Om det var lyset, varmen eller noget helt tredje, det ved jeg ikke. Men da vi havde en times tid tilbage inden Odense, hev jeg klassiskeren frem. Trivial Persuit på mobiltelefonen. Det er en engelsk version, så det er dobbelt underholdning, når jeg sidder der og forsøger at finde hoved og hale på spørgsmålene, og så når vi alle 3 forsøger at svare rigtigt. Det er som en anti-sovepille - pludselig meget nemmere at holde øjnene åbne.

torsdag den 6. august 2009

Flensburg


Så var jeg på udflugt med mutter og fatter. Vi var en tur over den tyske grænse for at handle lidt, og for at nusse lidt rundt i Flensburg. Vi spiste på en rigtig knejpe - pizza! Jeg nåede at blive sat af ved Skt. jørgens hallen få minutter før mine piger skulle træne. Ja, jeg er jo blevet træner for Stjernens serie 1 damer. Det skal nok blive godt. Men jeg savner nu allerede selv at være med - 'mit' hold fra sidste år træner jo henholdsvis lige før og lige efter os. Jeg havde jo ikke min cykel med, så nu er jeg gående på vej hjem. Men jeg har nok godt af det!

onsdag den 5. august 2009

Georginer til mor


Egentlig er det her billede nok ikke spændende for mange andre end mor. Men smukt er det. Mor har altid elsket georginer, og lige nu står de i overvældende mængder i Eventyrhaven i Odense. Har aldrig set så mange af den slags før.

torsdag den 30. juli 2009

Besøg af Rosa og Michael


Rosa skrev en sms til mig for en lille uges tid siden, at hun og Michael ville komme forbi Odense du par dage - om jeg var hjemme? Det blev til at de besøgte mig fra tirsdag til torsdag. Og det var rigtig dejligt at se dem igen - sidst var til deres bryllup. Vi snakkede og snakkede, samlede et klædeskab (yderst belejliget for min far, så slap han), snakkede lidt igen, besøgte Den fynske landsby - og der snakkede vi også. Maden var heller ikke ringe, og det var så hyggeligt at lave mad sammen med andre (og blive lavet mad til). Behøver jeg at sige, at det var et dejligt besøg. Kolonihaven er blevet lidt forsømt den seneste uge - også pga mor og fars flytning. Men var lige ovre et par timer her til eftermiddag. Men hvordan det står til der, det må beskrives en anden god gang.

mandag den 27. juli 2009

Flytning


Så er flyttemændene ved at bære de sidste ting i flyttebilen. Mor og far flytter i dag. Det er temmelig mærkeligt, at jeg ikke mere skal besøge dem i mit gamle hjem på Karl Withs vej, men det kan jeg jo ikke bestemme. Og det er du super flot sted de flytter ud. Du rækkehus i samme kvarter som farmor og farfar. Tror alle er glade - også mig. Og jeg får nyt gammelt klædeskab. Men her er godt nok tomt. Og ikke kun i stuen. Så nu går turen til Ternevej,

lørdag den 25. juli 2009

Grøn Koncert


Så var jeg vil Grøn Koncert i går. Det var rigtig hyggeligt. Selv den halve times vilde regn var til at have med at gøre, da jeg jo havde det rigtige tøj på. Det bedste var faktisk de 2 sidste bands. Volbeat og tv2. Især førstnævnte imponerede, men det var også første gang jeg hørte dem live. De lød meget som på albumene - bare bedre og højere. Og så var det humor på højt plan da Jacob Haugaard dukkede op i postkasserødt dameoutfit inkl. attributter og matchende paryk med juletræsgrønt hårbånd og sang Johans del af Garden's Tale.

onsdag den 22. juli 2009

Styrtende regn


Bedst som det hele var pakket og jeg var på vej ud af døren, begyndte det at regne. Og ikke bare for sjovt. Men mutter og fatter - jeg kommer så snart det stilner af ...

mandag den 20. juli 2009

Du er anholdt


Ved det ikke er længe siden min sidste post. Men må lige fortælle om endnu en oplevelse. Fredeligt cykler jeg på landevejen mod Odense, da en politibil kommer drønende den anden vej. Kort efter hører jeg endnu en sirene og kan så blink længere fremme. Men pludselig vender de de om og kører tilbage. Kort efter igen kommer den første politibil drønende tilbage igen. De holder begge på toppen af bakken og jeg frygter der er sket en ulykke. Begynder at planlægge alternative ruter for at slippe udenom. Men da den sidst ankomne betjent stiger ud af bilen kan jeg efterhånden ane en mand med hænderne i vejret. Han bliver kropsvisiteret som jeg cykler kun en meters penge forbi. Det så ud som på film. Og nu kan jeg ikke sige mere, ellers må de skyde mig ;) (Jeg ved ikke om de blå blink kan anes på billedet på toppen af bakken. Jeg er jo ikke typen der filmer ulykker og andet, så det er alt hvad i får. Toppen af bakken)

På planteskole i dårligt vejr


Bare kald mig kæk. Jeg tog cyklen til Langeskov Planteskole, fordi lysten, og især nysgerrigheden, længe har luret. Jeg vidste at DMI havde varslet regnvejr, men hvornår har meterologerne sidst haft ret? Jeg pakkede dog regntøjet i tasken for en sikkerheds skyld. Afsted det gik. Havde undersøgt om der var en hyggelig vej jeg kunne cykle, men ikke rigtig. Så ud ad landevejen med lidt god musik i ørene. Og jeg kom også vel frem. Og jeg oste rundt for at se hvad de har. Jeg synes nu ikke de var billigere end andre steder inde i Odense, men udvalget var til at tage og føle på. Jeg fandt f.eks. længe søgte hindbær og så kunne jeg ikke stå for en lille busk boysenbær. Jeg betalte, snuppede en stor papkasse og fandt min cykel. Forede cykelkurven med pap og placerede planterne. Så var der kun at håbe på, at det improviserede vindskjold ville beskytte planterne på turen. Stolt af mig selv, vel bevidst om, at jeg er en smule komisk, begav jeg mig hjemad. Nu har jeg jo ikke taget tid på eventyret, men her ca. 500 m før den lille landevejsgrill der kigger mellem Marslev og Birkende begyndte regnen at styrte ned. Jeg har søgt ly under vejtræer på en privat vej, og er, bortset fra et par dryp, i tørvejr. Når jeg glemmer larmen fra de mange biler på landevejen, så er her virkelig hyggeligt - gid jeg havde medbragt frokost. Selv om tålmodigheden er ved at slippe op, og stenen jeg sidder på bare bliver hårdere og hårdere, så venter jeg nok lidt endnu, inden jeg overgiver mig til mit regntøj og cykler videre. Jeg har stadig ikke fortrudt min udflugt, spændende om jeg ændrer mening hvis jeg bliver nødt til at køre 12 km i regnvejr.

søndag den 19. juli 2009

Trailer-pigen


Så har jeg prøvet det også. Er mega-stolt. Mor og far er jo igang med at flytte, så mor og jeg var på genbrugsstationen med traileren fyldt med skrald. OG JEG KØRTE. Og det gik glimrende. Dvs. jeg skulle så heller ikke bakke, men jeg synes alligevel jeg er ret sej!

onsdag den 8. juli 2009

Hurtig ekspedition og sommerregn


Jeg var egentlig lidt irriteret over at have tid til behandling i Herning kl. 9.30, for det betød at jeg skulle op allerede kl. 5.30. Men da jeg blev kaldt ind blot lidt over 9, og lægen kom ind usædvanligt hurtigt, så var jeg færdig du kvarter før min egentlige tid, og kunne nå toget hjem allerede 9.36. Hvad skulle jeg bruge en bog til??? Der var i hvert fald ingen ventetid til at nå du par kapitler! Og nu er jeg færdig og butikkerne har ikke engang åbent endnu.

Men da jeg kom ned på gaden var der virkelig åbnet for sluserne - det stod ned i stænger. Stakkels mennesker der går og gør byen klar til Bruce Springsteen i aften. Men en smule regn, selv meget, skulle ikke hindre mig i at nå toget. Godt jeg havde paraplyen i tasken. Så nu sidder jeg i toget med fugtige bukser og drivvåde sko og nærmer mig Jelling (hvor vejret i øvrigt er rigtig fint lige nu), med udsigt til at være i Odense inden frokost. Fantastisk.

tirsdag den 7. juli 2009

Havenørd


Det er officielt. Kun lige 14 dage tog det mig at blive seriøs havenørd. Jeg købte en bladbede, fordi jeg alligevel havde tænkt mig at dyrke den næste sommer. Og fordi den ser fantastisk ud med de forskellige farver. Og jeg blev ganske overrasket da jeg skulle plante den. For rodnettet var også du væld af gullige og rødlige nuancer. Glæder mig til at smage på sagerne. I baggrunden ses den del af haven, hvor jeg har plantet porrer og hvidkål. Og den lille vindmølle jeg er naiv nok til at tro til holde duerne væk fra mine små grønsager.

søndag den 5. juli 2009

Vabler på hænderne

Arh, vabler er måske så meget sagt, men jeg har da fået en enkelt.

I morgen er det 14 dage siden jeg overtog haven, og der er sket meget allerede. Siden sidste indlæg har jeg "befriet" den store bonderose bag i haven for ukrudt, så håber den vil blomstre næste år. Jeg fik hjælp af mor og far og Thomas (en studiekammerat fra uni). Far og jeg kørte to læs affald til genbrugsstationen, mens Thomas og mor fyldte affaldssække med den tidligere ejers haveaffaldsbunker.

En aften fik jeg også hjælp af en fra havekolonien til at grave have. Vi nåede dobbelt så langt den aften, som jeg i forvejen var nået selv. I dag tilbød han mig at låne hans græsslåmaskine, han har 2. Mon jeg kan finde ud af sådan noget motor???

Farmor og farfar besøgte mig igen, og farmor og jeg knoklede fra kl. 9 til 16.30 kun afbrudt af spise- og kaffepauser. Hun knoklede igennem, og vi fik ordnet det jeg nu kalder Vinkelbedet - og mere til.

Farfar monterede min havslange og sprøjten, og repererede gamle redskaber, som jeg troede var lige til comtaineren. Mor kom forbi med stauder fra haven på Karl Withs vej, som gerne skulle blive rimelig høje. Jeg plantede dem ud i Vinkelbedet i går.

I dag har jeg også knoklet. Jeg har sat to bakker med vinterporrer, som jeg købte på torvet i lørdags. Det tog temmelig lang tid at plante dem, men det bliver så fantastisk at kunne spise egne porrer. Jeg har også sat den squashplante jeg købte. Jeg lånte naboens (Karen) frøpose-pose. Jeg kunne bare bruge løs. Det er sent på sæsonen at så, så det blev bare til lidt radiser, spinat og salat. Spændende om det bliver til noget.

Orv, så har jeg også beskåret den store vinplante der fylder hele den ene side af kolonihavehuset, og som dækker vinduet. Det var en dame i haveforeningen der tippede mig om hvordan. Så jeg håber, at jeg ikke har ødelagt den.

I morgen skal jeg plante det sidste torveindkøb, nemlig hvidkål. Og så skal jeg igang med vildnisset til højre for havelågen. Mon det nogensinde bliver have igen?

lørdag den 27. juni 2009

Dag 5 & 6 i haven

Fantastisk haveforening
Der er allerede sket meget med haven. Der kommer stadig mange positive bemærkninger fra de andre haveejere, de kan også se det. Nu ligger min have lige ved indgangen, så jeg tror det glæder mange, at der sker noget. I går, fredag, oplevede jeg virkelig, hvad det er for en kolonihaveforening jeg er kommet ind i. Jeg var ved at gøre klar til de hindbærbuske jeg havde fået tilbudt, da jeg faldt i snak med naboen i nr. 12. Han foreslog at komme ind og tage det værste græs/ukrudt med sin motor-plæneklipper. Og lidt efter, da jeg kommenterede min utilfredshed med den tidligere ejers hækkeklipning, nævnte han, at han da også lige kunne trimme hækken med sin motoriserede hækkeklipper. Hvor helt igennem fantastisk var det. Det betød dog, at jeg ikke rigtig kom hjem og fik aftensmad. Man smutter jo ikke, når naboen knokler i ens have. Ikke nok med det. Naboen til den anden side, tilbød mig frø, hvis jeg ville forsøge at så lidt. Hvor imødekommende kan man regne med folk er? Jeg er i hvert fald blevet modtaget særdeles forment.

Hindbær
Jeg var dog lige nede og hente hindbærene. Jeg havde grave noget afskærmning ned i det 2x2m store bed, for at hindre rødder og skud i at brede sig alt for meget. Det blev ikke helt pænt, men måske jeg kan få mor eller far (eksperterne) til at hjælpe mig med at rette hjørnet op på et tidspunkt. Jeg fik tilbudt 4 buske, men lavede plads til 6, fordi jeg også gerne vil anskaffe et par hindbærbuske med gule bær. Men da Nicki (den ene halvdel af dem der havde tilbudt mig dem) så at der var plads til 2 mere, ja, så fik jeg da bare 2 mere. Nu må jeg bare sørge for at vande dem godt.

Der bliver lidt at køre væk
Det er ikke til at komme udenom. Der bliver mange sække at skulle skaffe mig af med. Men den tid den sorg. Jeg håber far kan komme med traileren en dag, men da mor og far skal flytte i den næste måneds tid, så regner jeg ikke med noget der. Jeg fortsætter bare med at bygge fort af affaldssække. Der skal nok komme en del flere. Tror jeg er oppe på omkring 25 stk.

Farmor - en ren havemaskine
Her til formiddag havded jeg besøg af farmor og farfar. De ville rigtig gerne se hvad jeg har rodet mig ud i. Så de kom forbi. Og farmor ville også gerne hjælpe lidt med noget havearbejde. Så mens farfar sad og holdt øje med at vi fangede alle mælkebøtterne, rensede og gravede farmor og jeg bedet ved siden af huset med de 2x bonderoser (også kendt som pæoner), 2x astilber og 2x roser. Der hvor naboen og jeg i går skilte os af med et noget vakkelvornt espalier med vinplanter. Det er næsten ikke til at kende igen. Flot er det blevet. Og farmor var næsten ikke til at stoppe igen. Vi måtte aftale, at hun kunne komme igen i næste uge, for farfar ville gerne hjemad. Så nu får jeg besøg af en gartner/havemaskine i næste uge - så kan vi gå i krig med bedet ved siden af, eller et af de andre bede i haven.