fredag den 30. december 2011

Vintersti i haven

Så har jeg lagt den første sti i køkkenhaven. Nuvel, den er ikke helt lige, og nogle af stenene tilter lidt, når man går på dem. Men jeg er ikke i tvivl om, at det bliver godt efterhånden som de planlagte stier bliver placeret. Jeg synes i hvert fald den første her er fin. Jeg har planlagt 5 stier, helst 6 og måske 7 i alt.Men jeg tager en eller 2 ad gangen. I går købte jeg fliser til de 2 første, som skal angive asparges-bedet. Jeg har også kultiveret ukrudtsspirer væk, hvor jeg kunne komme "tørskoet" til. Måske viser det sig at være spildt arbejde, men så er det få forsøgt. Nu fryser jeg, og vil hjem og have en bolle og varm kakao. Og efter en lille pause skal der gang i køkkenet. Kransekage.

torsdag den 29. december 2011

Decemberhavekuller

Okay. Nu vil mor og far sige, at jeg er blevet tosset. Og det er nok rigtigt.

Jeg startede selvfølgelig dagen med at sove ultralænge. Dvs. stod op kl. 8 og satte boller i ovnen. Jeg havde lavet dejen i går og sat den til koldhævning i køleskabet. Dejen blev fordelt i muffinforme og sat i ovnen. Hvorefter jeg kunne nyde lune nybagte boller med nussenia (en Nutella-kopi jeg ikke får bumser af - indkøbt i Tyskland i sidste uge) i min nye dejlige seng. Der er ikke meget der slår sådan en morgen.

Og jeg må have fået noget af min energi tilbage. Tror jeg har haft godt af nogle dage uden arbejde og håndbold. Jeg vil ikke sige, at jeg har kedet mig, men det har været dejligt - efter nogle skønne juledage - at skrue tempoet helt ned, sove igennem, og bare nyde at gøre hvad der falder mig ind.

Og så er vi ved det. Efter jeg havde hentet min cykel ved cykelsmeden (igen), pakkede jeg bilen med tomme dåser, overflødigt natbord, kasseret tøj, elektronikskrot og plastikemballage og kørte på genbrugspladsen. Dejligt at komme af med det. Nu mangler bare den gamle seng og en låge fra klædeskabet - det kunne alligevel ikke presses ind i den lille hurtige.

Nu tror jeg, ISABELLAS har en dårlig indflydelse på mig, for efter at have læst mig igennem til april-kapitlet i min julegave "ISABELLAS Køkkenhave", var jeg brændt varm på ideen med fliser til at markere bedene i kolonihaven, så jeg ikke behøver vade rundt i jorden hele tiden. Og på vej hjem fra genbrugspladsen kørte jeg lige forbi Jem & Fix for at se hvilke fliser, der kunne passe, og hvad de ville koste. For der bliver ikke noget med at stykke en enkelt sti sammen af forskellige knækkede fliser, som jeg arvede med haven. Nej, det skal være ordentligt.

Uden at det var planen, endte jeg med at indkøbe første etape af planen. Nemlig fliser nok til en gang på hver side af asparagesbedet, som jeg nu endeligt har besluttet, skal blive, hvor det er. Lige præcis midt i haven. 30 stk. havefliser 20x40 blev lagt i bagagerummet på en pressening med hjælp fra en flink Jem & Fix-mand. De er nu parkeret på den centrale havegang, klar til at blive lagt ud.



Nu skal jeg blot spise lidt (sen) frokost, og så vurdere, om jorden er for våd til at lægge fliser på. For solen skinner fint, og med en frakke og et par handsker, er det udemærket vejr at være ude i.

tirsdag den 27. december 2011

Studenternelliker i december?

Jeg ved ikke om jeg skal græde elle le - jeg er jo stadig nybegynder ud i havedyrkning. Men i dag sov jeg længe, og da jeg ikke gad dynerne mere, tog jeg tøj på, og kørte i haven, godt nervøs for hvilket syn, der ville møde mig, efter ikke at have været her længe.

Men det var overhovedet ikke slemt, og overraskende grønt. Ved nærmere eftersyn, kunne jeg se, hvordan stauderne er ved år skyde - nøjagtigt ligesom forårsløgene. Hvad sker der mon med dem, hvis vi alligevel kommer til at opleve den hårde frost?





Jeg fik også ryddet lidt op i drivhuset, hvor diverse plastik og potter havde blæst lidt hid og did i blæsevejret. Men det er nok ikke sidste gang, der skal ryddes op, for der er jo pænt gennemtræk, da der mangler både døre og gavle. Men måske er det derfor blæsten ikke skader selve drivhuset.

Og så kastede jeg mig over udplantning af mine yndlingsblomster - studenternelliker. Jeg havde lavet en masse planter fra frø i foråret, men det var ikke alle, jeg havde nået at plante ud. Mest fordi jeg ikke kunne finde ud af, hvor de skulle være. Jeg besluttede, at fjerne de visne basilikum, og plante de små vidundere ud her. Måske er det vildt naivt at tro, at der vil komme noget godt ud af planterne. De har befundet sig i små potter hele sommeren og så bliver de plantet ud sidst i december. Men de er stadig grønne, og med alt det liv, der ellers er i haven, så tænkte jeg, at jeg i hvert fald ikke får mindre ud af det, end jeg allerede har.



Jeg har også plukket lidt timian og rosmarin, som jeg vil have med hjem. Rosmarinen nok i et glas med vand - her kan den holde sig i ugevis, hvis ikke jeg når at bruge den inden. Og timian skal skylles og tørres som de er. Så er det let at ryste de små blade ud over kartofler, der skal i ovnen, eller hvor man ellers kan finde på at bruge de små bitte velduftende blade.



Tror jeg nu vil lette mit korpus fra den dejlige plads i den lave sol. Jeg vil klippe hindbærbuskene ned, og så ellers vende næsen hjemad igen. Det er mærkeligt med de hindbær, for udover at de er begyndt at skyde nedefra, så ser det ud som om, at de også sætter nye blomster. Men de bliver nu klippet ned alligevel.



Og bagefter er det næsen hjemad. Man skal jo heller ikke overdrive. Men dejligt er det.

lørdag den 24. december 2011

De fineste pakker

Det har været en virkelig dejlig aften indtil nu. Fantastisk mad og godt selskab. Vi har spist klassisk julemad til vi var tæt på revnefærdige, vi har sunget julesange (så godt vi kunne efter hukommelsen - det blev til lidt alternative verskombinationer - men ikke destomindre lagde det til julestemningen) og vi har åbnet pakkerne under det fine lille juletræ. Jeg fik nogle dejlige gaver, bl.a. en bog om køkkenhaven fra farmor og farfar, som jeg næsten ikke kan vente med at få læst i. Jeg fik også en fantastisk værdikupon fra far, der giver adgang til hele 6 trailerture i 2012, hvor jeg f.eks. kan få kørt affald væk (der er dog nogle forbehold, bl.a. skal turene være inden for kommunen, der skal være kaffe og sodavand til chaufføren, skal bestilles 14 dage før, max. 99 km) - det er en gave med uanede perspektiver.



Der var også mange andre dejlige gaver, bla. nogle utroligt smukke kagedåser fra min moster Eva og Jens, et ovnfast glasfad og karaffellåg fra min fætter, kusine og forældre, kaffekande fra farmor og farfar og lækker creme fra Quinto.

Jeg fik også givet mine gaver væk, og stort set alle vakte begejstring. Omend mors gave vakte lidt forundring - en let flytbar taskeindsats, så man nemt kan flytte småting fra den ene taske til den anden. Jeg håber hun bliver glad for den (jeg har én, og synes den er supersmart). Far og farfar fik bøger (begge ramte vist plet), farmor strømper og en taske, Quinto lidt godbidder.

Når vi er ved Quinto skal det nævnes, at han er en hund efter gaver. Han ved udemærket godt, at pakkerne skal åbnes, og at der er noget indeni. Han hjælper gerne os andre med at åbne gaver, og nogle gange er det næsten synd for ham, at han kun har næsen til at åbne gaverne med. Han er SÅ sød, når han sådan går til angreb på en gave med et mål øje - og finde ud af, hvilke vidunderligheder det befinder sig indeni.

Kirsebærsouce og Julekrybbe

Så sætte jeg mig i bilen på vej ud til mor og far. Jeg ville lige slå et smut ind om kirken og tænde et par lys, siden jeg hverken når julegudstjeneste eftermiddag eller midnat.

Men bedst som jeg havde sat mig i bilen og folk i radioen snakkede løs om risalamande og kirsebærsouce, slog det mig, at hvor jeg havde helt styr på min andel af julemiddagen, førstnævnte, så havde jeg glemt alt om sidstnævnte. Og mens jeg desperat kørte rundt til alle nabolagets Nettoer og Faktaer, snakkede de videre i radioen om klassiske mandelgaver - og ja, jeg er faldet i, og har indkøbt en klassiker, After Eight (som far vandt). Jeg fik i allersidste øjeblik købt et glas med kirsebærsouce, ganske få minutter i lukketid. Og det viste sig, at mor allerede har købt kirsebærsouce for flere dage siden.



Julekrybben i kirken var fin som altid, og der duftede dejligt af hyacint.

Juleaftensdag

Så er det blevet juleaftensdag. Jeg har ferie resten af året, og jeg er allerede begyndt at nyde det, omend der nok lige skal et par dage til, før jeg har gearet helt ned for tempoet. Jeg sov rigtig længe - dejligt. Nu har jeg pakket de sidste gaver ind... eller... dvs. de gaver der skal gives i dag. Jeg håber, at den der har opfundet klippelinjer på bagsiden af gavepapir tjener rigtig godt på det. Først tænkte jeg, hvorfor dælen er der alle de grimme streger på bagsiden af papiret, men så gik det op for mig, hvor ualmindelig smart det er!!! Og nu ikke et ord mere om den detalje :-)



Jeg er ved at koge risengrød til risalamande - desserten i aften - og så skal jeg lige en tur under bruseren. Og så er det ellers kursen mod Odense NV. Jeg glæder mig til denne juleaften sammen med mor og far, og farmor og farfar. Sidste år var vi jo kun tre. Vi skal også have pakkespil, og jeg har en hel håndfuld fine gaver med. Jeg har selvfølgelig også en gave til Quinto - han er en hund efter gaver. Vi får nok heller ikke lov at pakke vores egne op, uden kyndig assistance fra en våd hundesnude.

Jeg må hellere se at komme videre til næste punkt på dagsordenen. Let frokost og en skylletur.

GLÆDELIG JUL.