torsdag den 11. december 2014

Flensburg-Hamburg

Efter at have hentet vores pas, og når nu chancen var der - at have stormsikret min altan (flyttet ting ind), stoppede vi i Flensburg og spiste på "familierestauranten". Bagefter rundede vi kort rådhuspladsen med de mange boder, hvor folk hængte ud en her torsdag aften og varmede sig på varme drikke.

Nu er vi fremme i Hamburg og er checket ind på hotellet, som ligger inde midt i centrum. Bilen er parkeret i p-hus i nærheden. I morgen starter vi dagen ned morgenbuffwt på hotellet, og så tager vi videre til "Miniature Wunderland".

Et skridt frem og to tilbage

Adrian og jeg er på vej til Hamburg. Adrian begyndte jeg at se tilbage i oktober. Det er vores første tur sammen. Og jeg har glædet mig.  Vi er næsten nået til grænsen,  da jeg kom til at tænke på pas. Ingen af os havde tænkt på pas. Vi overvejede om vi kunne undvære,  men nu er vi på vej hjem igen. Og for at gøre ondt værre, så skal vi både til Odense og Ullerslev, for at få fat i begge pas. Jeg er lidt knust, men Adrian holder humøret højt. Vi har jo som sådan ikke noget at skulle nå. Så vi kørte ind og købte lidt kaffe. Og nu er vi næsten på Fyn igen!

lørdag den 2. august 2014

Drivhuset trimmes

 Selvom der er enormt tørt i de her dage, så er haven dejlig. Der er ikke ret meget, der skal laves, for ukrudtet kan vist ikke rigtig vokse. Jeg har ligget det meste af dagen på solsengen og nydt bog, surfet på telefonen og snorket. Jeg var også lige en tur i Fakta efter en is. Det er ikke ofte, jeg har fundet på det, men det var lidt smart, hvis jeg selv skal sige det.
 
Og de fleste af grøntsagerne klarer sig fint. Jeg har vandet lidt. Lige nu kan jeg tage bønner, rødbeder, løg, gulerødder, squash, salat, agurker og tomater med hjem til aftensmaden.
 
Jeg var egentlig på vej hjem, men skulle lige fylde vand i Johns og mine kapilærkasser, da jeg blev fanget af at trimme tomater og agurkplanter, som har vokset vildt siden jeg rejste til Grækenland. Det var også noget af en bunke, jeg fik klippet af. Og jeg har mange flere tomater, end jeg havde troet. Jeg kunne bare ikke se dem. Og akurkerne var jeg også ret hård ved, så jeg kunne sænke planterne. Så alle sideskud blev klippet af. Også selvom det gjorde lidt ondt, når de havde små agurker på. Men jeg tror faktisk på, at det bliver rigtig godt, og at der stadig er masser af agurker at hente.
 
 
Og her til aften fik jeg så lavet lasagnette, nej ikke Knorr, med løg, squash, bønner og gulerødder fra haven. Og det smagte over alt forventning. Det er ikke sidste gang jeg laver det.

tirsdag den 22. juli 2014

Dejlig aftentur

Efter første dag på arbejdet - og det var hårdt - kom jeg hjem til vovsen, og vi skulle selvfølgelig ud at gå. Der var ikke mange på stierne - det var aftensmadstid. Jeg benyttede chancen for at lave et selfie af os. Er vi ikke bare søde???
 
 
Selvom jeg ikke er vild med fugle, så kunne jeg godt nyde den lille flok ænder, der stille lå i åen lige ved broen. Måske venter de på, at der skulle komme nogen med lidt daggammelt brød.

 
Men det er varmt. Meget varmt. Derfor får vovsen lov at hoppe i åen for at drikke lidt. Men jeg bliver altså på land.
 
 
Jeg havde flere planer for turen. Vi skulle op på den lange lige sti, hvor der aldrig er nogen, og hvor vi kan se langt. Og så skulle han have lov at løbe fri. Men han virkede træt, og satte ikke i vildt løb, som han plejer. Han skummede lidt om munden, og jeg besluttede, at vi skulle vende næsen hjem, og hurtigt komme ned i skovens skygge.

 
Og der var vi snart.

 
Endelig hjemme. Han lagde sig straks. Og prustede med tungen ud af halsen. Jeg havde lidt ondt af ham, så jeg bragte vandskålen til ham. Og så lå han der og drak en rum tid. Luksushund! 

 
Det var en dejlig tur, og dejligt vejr.

søndag den 20. juli 2014

Sjov hund

Jeg nyder i disse dage at være sammen med Quinto, som jeg passer fordi mor og far er på ferie. Desværre er min telefon til reparation. Der var blå pletter på de sidste billeder fra ferien. Og det er ikke meningen, at der skal blå pletter på billeder. Så der kommer nok ikke så mange blogindlæg om Quinto, denne "pasnings-gang", som sidst mor og far ferierede. Men lidt skal der til. For han er altså sjov.
 
Han var med ude at løbe i morges, og efter frokost tog en veninde og jeg ham med til sommerhuset. Da vi kom hjem var han så træt, at han lagde sig direkte på favoritpladsen i haven. Men da han så jeg ville tage billeder, tror jeg han tænkte, at det ikke var specielt macho, at han lå der under de fine lyserøde hortensiaer, så han skyndte sig væk.
 
 
Så er det STRAKS mere macho, at stikke hovedet ned i vandkanden!!! Jeg så, at blomsterne i krukker trængte temmelig meget til vand. Men det har været lidt svært at fylde vandkander, fordi Quinto mener, at han har førsteret til ALT vand, som kommer ud af en vandslange. Jeg har tålmodighed - især fordi det er så sødt, at han vil drikke - og jeg tror altså ikke det er fordi han er specielt tørstig, for der er vand i alle hans vandskåle.
 

 

mandag den 14. juli 2014

Successer

I går så jeg fodboldfinale med mor og far i sommerhuset. Forinden havde vi sammen lavet mad. Jeg får tit lov at bestemme. Så handler jeg med mor. Hun siger "du lægger varerne i vognen, og jeg betaler". Så denne gang skulle vi forsøge at efterligne nogle af de retter, Kadia og jeg fik i Grækenland. Vi fik kartoffelsalat med løg og gulerødder og en dressing med hvidvinseddike, olie og citron. Hertil græsk salat og grillede keftedes (tror jeg nok de hedder). Det var en stor succes.


En anden ting jeg indtil
 videre betragter som en succes er,  at jeg har generobret min dejlige altan. Med fars hjælp er der sat net op før jeg rejste. I går fik jeg gjort alt rent og hygget med nogle planter. Og i dag har jeg hængt mit træningstøj til tørre. Mit humør kan ikke slås af regnen.

fredag den 11. juli 2014

Vulkanø og lufthavn

Så kom feriens sidste dag. Morgenen startede med en tur i poolen. Det var simpelthen skønt. Så bliver man frisk med det samme. Morgenmaden på hotellet er hverken pengene værd eller værd at skrive om. Dagens projekt var en tur ud på vulkanøen Nea Kameni, som ligger i drn cirkel-linje, som også Santorini er med til at udgøre. Så efter morgenmaden hoppede vi i traveskoene, og gik til Fira. vores oplevelse med busserne i går var, at turen til Fira er ret dyrt, når vi kun skal 2 stop. Desudenvar Kasia ved at blive mast i den totalproppede lokalbus.

Vi gik langs en meget befærdet og larmende vej, hvor færdslen virker hektisk og en smule hasarderet, på trods af skilte langs vejen, som opfordrede til det modsatte.  Lastbiler, biler og scooter tonsede af sted i massevis. Alligevel fristes jeg til at kalde det ATV-land. Det 4-hjulede maskiner synes at være ekstremt populære på Santorinis veje. Kasia sagde til mig i går, at hun undrede sig over, at jeg er bange på bjergstierne, men ikke har noget problem med at gå her. Det kan jeg godt forstå, at hun spurgte om. 


For at komme med båd til Nea Kameni, skulle vi finde Santorinis gamle havn. Der er 3 måder at komme derned på. Gå - det havde vi ikke lyst til. På ryggen af muldyr - heller ikke det fristede. Vores valg faldt på svævebanen. 


Nede på havnen så vi os lidt omkring, og satte os et sted, hvor vi kunne få en svalende cola.
 
 
 
Bsgefter fandt vi båden. Turistbådende på Santorini ser ud som gammeldags træsejlskibe. Det har fine master og er i det hele taget hyggelige. Men selve sejlturen foregik for tøffende motorkraft.
Fremme på øen fik vi opsamlingstidspunktet, og kunne herefter gå rundt som fey padsede os. Jeg tror vi nåede hele øen rundt langs gangstier rundt langs kraterkanterne.Der var imponerende formationer af lava. Og øens farver skiftede mellem kulsort, rødlig og lys brun. 
 
Der var meget varmt, men i ny og næ kom vi til steder, hvor der var godt med vind. Der var enormt mange mennesker. Mang gik i gåsegang på stierne, men det lykkedes os at finde andre ruter end masserne. For det meste.


Vi havde halvanden times tid på vulkanøen, inden vi igen hoppede om bord på et skib tilbage til Fira og den gamle havn. Vi valgte igen svævebanen, fordi den er hurtig og smertefri. Selvom den går stejlt op. Turen tager ikke mange minutter,  så man skal sørge for at nyde den fra start til slut.


Vi havde efterhånden opbygget en god sult, såvi sprang hurtigt forbi de mange turistgader, og fandt frem til en fastfoodrestaurant, som vi havde set fra bussen i går, på vores vej til Oia. Vi bestilte og fik de lækredte gyrospitaer. Gid de kunne fås derhjemme. Det er ligesom kebab - bare svinekød. Vi satte os på torvet udenfor, og nød dem. 


Vi var lidt i tvivl om næste træk. Men vi blev enige om at se om vi kunne finde et sted, hvor vi kunn kunne få græsk yoghurtis. Vi havde tidligere set nogle steder, og det så meget fristende ud. Og det var jo ved at være sidste udkald. Det betød, at vi måtte kante os tilbage til de små klaustrofobiske handelsgader. Og på vores vej kom vi forbi den store kirke.  Jeg ville rigtig gerne ind og se den, så vi tog lige et pitstop. Jeg syntes, at den var meget fin, men den var meget meget lille, når man holdt selve kirkerummet op imod kirken udvendig.


Vi fandt isen, og den var lækker. Jeg kunne have spist meget mere. Jeg valgte vanilie, og fyldte op med jordbær, kiwi og chokoladeknapper. Det var lige hvad vi trængte til i heden.


Tilbage på hotellet brugte vi nogle timer med læning ved poolen - og selvfølgelig lejlighedsvise svømmeture. Poolen er lille men hyggelig. 


Først på aftenen gik vi op. Jeg tog et bad, og fik det meste pakket. Vi har jo haft vores sidste nat i Grækenland. Vi gik ud og spise. Den lille lokale restaurant ved siden af hotellet blev igen vores valg. Og vi fik det lækreste måltid bestående af græsk salat, kartoffelsalat, fyldte vinblade, tomatboller (en slags tomatfrikadeller), tzatziki og brød. Det var hjemmelavet og lækkert,  og restaurantens mamma blev meget glad for vores ros.


Tilbage på hotellet pakkede vi de sidste småting, satte alarmen og fik os en lur. Da uret ringede var vi begge noget groggy. Jeg havde i hvert fald sovet rigtig godt i halvanden time. Nu er vi langt om længe om botd på flyet,  og er kun minutter fra at lette med kurs mod Danmark.  Jeg glæder mig til at komme hjem efter en fantastisk ferie med Kasia. 

onsdag den 9. juli 2014

Solnedgang på Santorini redder dagen

Endnu en gang stod vi tidligt op. Vi skulle forlade hotellet 6.30, hvor vil bliver kørt nedvtil drn lille havn. Men det var ret svært at komme op. Også selvom jeg efterhånden er godt træt af sengen, hvor jeg nu tydeligt mærker fjedrene i ryggen.
Men langt om længe fik jeg mig selv overtalt, og kom op. Vi kunne se færhen ligge nede ved havnen med fine lys. Bussen kørte op og ned af bjerget imens vi spiste vores brød med nutella.

Vi kunne også høre både hanen gale og gedernes klokker om halsen, når de kravlede rundt på bjergvæggen. Og fluerne flyver talrigt rundt her på teressen. Men selvom jeg ikke er morgenmenneske, så var det en dejlig og stille morgen. 
HHotellet sørgede for, at vi blev kørt ned til havnen. Vi gik om bord og fandt en plads udenfor. Det var vemodigt at forlade den fine ø, men samtidig også et udmærket tidspunkt. Jeg var klar. Sejlturen, hvor Anafi langsomt blev mindre og mindre i morgensolen, som steg opad på himlen var smuk, og et fint punktum for det nye bekendtskab. 
Inden længe nærmede vi os Santorini. Indsejlingen er flot, fordi vi sejler langs den halvmåneformede ø hele vejen. Der er yderligere små øer spredt rundt omkring.Og tilsammen udgør øerne en cirkulær linje. Så på vej til havnen føles det som om, at der er land overalt omkring os. Og hist og her tøffer store krydstogtskibe også ind mod Santorinis havn.
Vi blev hentet på havnen af hotellet. Vi kørte i en lille minibus op og op i den største samling hårnålesving, jeg har set. Udsigten ud over havnen ogvtil de andre øer blev finere og finere. Da vi kom til det nye hotel, tror jeg mine kræfter var brugt op. Byen Karterados er virkelig trist. Og især sammenlignet med alt det smukke, vores øjne er blevet forkælet med på vores ferie. Ikke engang en ordentlig morgenmad kunne hjælpe på humøret. Jeg føkte bare kvalme. Træthed efter gårsdagens oplevelser og søsygepiller giver jeg skylden.  Pillerne havde ikke været nødvendige, for havet havde været helt roligt. Vi ville bruge dagen til at slappe af. Jeg blev kort livet op af en tur i poolen. Hotellet er rigtig hyggeligt, og "stueplanter" vokser som træer og buske overalt. 
Da vi blev sultne og gik efter frokost, havde mit humør vist smittet. Ellrt også var det byens triste fremtoning, der påvirkede. Nu var vi to triste piger, som ikke rigtig gad noget.
Jeg ville gerne opleve solnedgangen fra byen Oia, som ligger på den øvre spids af øen - hvid som sne på toppen af bjerget. Selvom ingen af os rigtig orkede noget, blev vi enige om, at morgendagens program ville blive rigeligt presset, hvis vi skulle afsted i morgen, som er feriens sidste dag. Så vi fandt de sidste kræfter, og den lokale bud til hovedbyen Fira, hvor vi skiftede til bussen til Oia. Busserne var pænt proppede. Nok fordi solnedgange her på turistede Santorini er en af hovedattraktionerne. Det øjeblik vi kom frem, var vores humør som forvandlet. Byen var helt anderledes end den vi bor i. Smuk og med små gader gyldt med butikker, der lever af os turister. Souvenirs, tasker, sko, tøj, smykker og meget mere findes i butikkerne. I de smalle gader går folk i i rækker efter hinanden - men stopper høfligt, hver gang nogen ønsker at tage et billede, så man ikke ødelægge motivet for fotografen. Den nedgående sol badede byen i det hyggeligste varme lys. Vi fulgte strømmen, kiggede butikker og tog masser af billeder. Samtidig søgte vi en god plads at se solnedgangen fra. Der stod en masse mennesker på gaden. Alle blev på pladsen, hvis de endelig havde fundet en god. Vi ledte og ledte, og fandt en lille trappe ned. Her var nærmest en balkon med den flottedte udsigt til både by, hav og sol. Jeg kunne næsten ikke tro, vi havde fundet så fin en plads. Måske vi ville blive smidt væk, måske det var privat? Vi besluttede at blive, og vi blev ikke smidt væk. Der kom lidt flere til, men vi stod ikke klemt. I nogen tid knipsede vi billeder mod byen, som tog sig flot ud i det varme lys. 
Og vi legede med at tag billeder af hinanden og fine skygger,  som solen forkælede os med. 
Jeg hentede is til os, hos den lille købmand ovenfor trappen. Efterhånden som solen nærmede sig havet, skiftede vores fokus til den. Stemningen var så fin. Forventningsfuld og afdæmpet. Og da solens sidste glød forsvandt, kinne man næsten høre, at folk begyndte at ånde igen. Og der lød klapsalver i hele byen. Tænk!
Vi var blevet sultne, men var ikke sikre på, hvornår bussen kørte. Så vi bevægede os llangsomt tilbage til busholdepladsen. På vejen fandt vi en fotobutik, hbor Kasia købte etnyt hukommelseskort til sit kamera. Hun er løbet tør for plads, og i morgen skal vi ud på en lille vulkanø. Imens hun handlede, røg strømmen i byen. Det var helt specielt at gå videre, og mærke hvordan alle tog det helt roligt. Jeg tror det sker jævnligt, for på restauranter og caféer blev små lys tændt, og ibbutikkerne fortsatte handlerne umder lommelygters skær.
Og lyset kom tilbage. 
Vi fandt bussen, fik plads og kørte tilbage til Fira. Bussen videre til Karterados var propfyldt på vej væk. Med en halv time til den næste besluttede vi at gå de 1.5 km til Karterados. På vejen købte vi lidt at spise ved bageren, som har åbent 24 timer 7 dage om ugen. Hun sagde, at når hun alligevel skulle være der for at bage,  kunne hun lige så godt holde åbent.
Tilbage på værelset tændte vi for fjernsynet og fandt semifinalen mellem Holland og Argentina.