Så kom det også til lidt ferieoplevelser med mor. Hun havde fortalt mig om en kunstudstilling på Fåborg museum, hvor Martin Bigum udstillede værker sammen med værker af Peter Hansen - "Det maleriske nu". Så vi mødtes lidt i 10, og vendte snuden mod Fåborg.
Udstillingen var spændende - sammenlignelige billeder af begge kunstnere, med Martin Bigums forklarende tekster som ledsagere. Museet indeholder også anden kunst af fynske kunstnere, men det var særudstillingen, jeg fandt mest spændende.
Da vi var færdige med museet, slentrede vi igennem gågaden. Hvis vi fandt et spændende sted, ville vi have lidt at spise. På torvet var der mange hyggelige muligheder. Men vi ville lige tjekke, om der var noget på havnen. Og det fortrød vi ikke. På Spisehuset fik vi den lækreste fiskeburger med paneret torsk. Hold op, det smagte godt.