mandag den 28. december 2009

Frosne fingre

Frisk hjemvendt fra haven prøver jeg at taste mit opstemte humør herind på bloggen med fingre der har været så forfrosne, at varmen nu stikker overalt i dem. Kinderne er stadig røde, men der er jeg ved at have fået varmen igen - ligesom på næsetippen og ørene. Nu mangler jeg kun at få varmen tilbage i tæerne.

Jeg har været i haven for at lægge de fine pinselilje-løg, som jeg har fået af moster Eva og Jens. De er nu lagt i en halvcirkel foran det lille pigeonæbletræ, som jeg fik af Britta og Nicki i efteråret. Jeg er sikker på det bliver rigtig kønt at se på, når de titter frem - og til den tid skal jeg prøve at huske at tage et billede, så i kan se (jeg ved jo, at du ind imellem læser med, Eva).

Jeg opdagede også, at sneen fra naboens tag må være kurret ned i mit vinkelbed. For der hvor farmor og jeg har lagt de fleste af mine påskeliljeløg, som jeg har så store forventninger til, er er der en stor vandpyt - jorden kan simpelthen ikke trække mere vand. Åh, jeg håber ikke de små løg ligge og rådner. Nå, der er jo ikke noget at gøre, og mon ikke nogle af dem nok skal overleve den bette vand.

Jeg var også inde i huset. Der er til gengæld helt tørt. Så til trods for tydelige utætheder ved både dør- og vindueskarme, så tror jeg, det er et solidt lille hus, jeg har mig der!

Jeg hentede også de sidste skumiduser, så nu er jeg klar til den planlagte grillfrokost ved Dalby nytårsaftensdag, hvis det stadig er aktuelt (mor og far - wink, wink).

I aften tror jeg, at jeg skal have porretærte. Efter der ikke var de helt store problemer med at grave løg ned, tænkte jeg, at jeg måske stadig kunne nå at få nogle af mine porrer med hjem. Og det kunne jeg. Så jeg har en hel pose af de fineste hjemmedyrkede porrer liggende i køkkenet, der bare venter på at blive renset for jord, snittet og puttet i en tærte. Mums, siger jeg bare!

Ingen kommentarer: