lørdag den 20. februar 2010

Roser på altanen


Jeg ved godt, at jeg nok burde lave alt muligt fornuftigt, som at søge job eller vaske op - men det er lørdag, og så kan jeg vel ikke klandres, at jeg hygger mig lidt, med det jeg har lyst til. Nu har jeg ryddet op på altanen, så jeg kan bruge den til forkultivering af blomster og tomater, så snart temperaturen får et lille hak op ad skalaen.

Det blev til et gensyn med mine rosenstiklinge, som mor og jeg lavede i sommers. Først i drivhuset (indlæg: En rose så jeg skyde), så på altanen for vinteren, før de skal plantes ud her i foråret. De har det over al forventning. To døde i sommer, og en del blev spist af 2 sommerfuglelarver her i vinter. Jeg opdagede dem omkring jul, og larverne blev smidt ud i kulden. "Kun" yderligere 4 planter døde på den bekostning, og det var primært de roser, som jeg havde masser af. Det var lige før man skulle tro, at de vidste, hvor ked af det jeg ville blive, hvis de åd dem, der engang bliver storslåede flotte engelske roser.

På billedet herover ses nogle af de 16 tilbageværende rosenplanter. Kigger man rigtig godt efter, kan man se friske knopper der skyder overalt. Enkelte er lidt sjove i figur og bladsætning, men håber de bliver fine alligevel. Det er en spændende og langsomelig proces, idet roserne jo ikke podes som på planteskolerne. Efter sigende skulle planterne også blive sundere.

De roser jeg kan glæde mig til genopstår fra haven på Karl Withs 5 vej er 3 The Fairy, 2 Brother Cadfael, 2 Doris Tysterman, 2 Flora Danica, 4 Abraham Darby og 3 Erotica.

Ingen kommentarer: