lørdag den 31. maj 2014

Det sene forår i haven

Jeg så, at jeg ikke havde vist mit nye højbed frem. Det er blevet rigtig fint, selvom jeg måtte flytte fliserne ind til rabarberbedet. Jeg havde ellers målt. Skidt, det var ikke så slemt at flytte de centimeter der manglede.
Samme dag fik jeg besøg af Kasia, som jeg snart skal på sommerferie med. Vi skal til Kykladerne i Grækenland. Da jeg snakkede om, at jeg overvejede at lægge net over jordbærrene, så tilbød hun straks at hjælpe. Skønt, for så blev det gjort, og jeg fik ikke en chance for at tale mig selv fra idéen. Jeg synes det blev rigtig godt. Min frygt er, at der fanges fugle i nettet, og så ville jeg ikke vide, hvad jeg skulle gøre. Ved ikke om jeg har skrevet det tidligere, men selvom jeg efterhånden er blevet temmelig voksen, så er jeg altså stadig bange for fugle. Men alt overskydende net er fastgjort til stængerne, så jeg satser på, at jeg ikke kommer i den situation. Selvom billedet er taget for nogle dage siden, så vil jeg alligevel berette, at jeg i dag har set 3 røde fine jordbær, som blot mangler at modne på den modsatte side. Nøj, hvor jeg glæder mig.
Jeg har også fået lagt resten af georginerne. De ligger langs havegangen i venstre side, og adskiller midtergangen fra græsplænen hele vejen op igennem haven. Georginerne har overvintret i tre flamingokasser i kælderen herhjemme. Og jeg tror virkelig, at de trængte til at komme i jorden. De fleste knolde havde sendt lange spirer afsted i jagten på lys. Men de blev alle puttet i jorden.
Jeg har mange havebøger. De ligger herhjemme, og jeg nyder at bladre i dem. Men det er nu alligevel mor og fars gamle havebog, jeg har lånt, som jeg tager med i haven. Den er nem at slå op i, og den forsyner mig med alt jeg har brug for i forbindelse med dyrkning af grønsager. For tiden er det primært planteafstande, jeg slår op. Den er et ret nyttigt redskab, selvom siderne ikke har farver, og billederne er tegnet. Det er den jeg foretrækker at bruge, når jeg står med "hænderne i mulden". 
Og sådan kom det så til at se ud. Altankasserne med de overskydende hvide jordbær har fået plads omkring det nye bed. Mor og jeg har handlet krydderurter ved gartneriet i Nonnebo, og jeg har fået dem plantet. I dag har jeg plantet mere pluksalat i det sidste rum. Der er pluksalat, romainesalat, citrongræs, citronverbena, ananassalvie, solbærsalvie, appelsintagetes, lakridstagetes, 3x basilikum og en gammel "chokolademynte", som jeg håber, jeg reddede fra en gammel potte. Jeg er yderst tilfreds. Jeg er ret vild med jordskokker, så selvom jeg havde besluttet at udrydde dem, har jeg boret huller i bunden af en gammel murerbalje og fyldt den med jord. Heri gemte jeg et par håndfulde jordskokker - er helt spændt på, hvad de siger til det. Jeg har ordnet det fint hele vejen rundt om drivhuset. Det er fint, synes jeg, og meget tilfredsstillende.
Men når alle de positive ting er fortalt, så har jeg faktisk haft en træls uge. De først dage blev brugt til at bekymre mig om et duepar, der havde okkuperet min altan og lagt et æg. Jeg fik taget mig sammen til at skræmme duerne væk, og fjerne ægget. Med hjertet helt oppe i halsen, og en følelse af, at duemor når som helst ville angribe mig, fik jeg fjernet ægget med en ske og smidt det ud. Duen sov på altanen, og jeg måtte skræmme den væk. Nu pryder en grim blå mælkekasse altanen, så duens plads nu er optaget. 

Men det var slet ikke nok af problemer i denne uge. Onsdag morgen kunne jeg ikke cykle på arbejdet, for min cykel var blevet stjålet. Meget belejligt for tyven, så havde jeg lige hentet den hos cykelsmeden, hvor den havde fået et forårseftersyn. Møg!

Og dagen efter, torsdag, opdager jeg en stor bule i bilen. Tænk, bare at køre sin vej, når man har lavet sådan noget. Min eneste trøst er, at den anden bil må have en lige så stor skade. Endnu mere end før, er jeg sikker på, at jeg selv vil lægge en seddel, hvis jeg kommer til at lave sådan noget rod!!!
Ugen har været lidt træls. Det må jeg indrømme. Det gode er, at jeg ikke er løbet ind i yderligere ulykker - hverken i dag eller i går! Og nu er jeg klar til at tage hul på en dejlig søndag i morgen, hvor jeg i morgen aften igen skal spise i sommerhuset med mor og far. Efter en dag i haven, hvor jeg håber at så bønnebedet til, og komme lidt videre med de sidste par bede, der mangler forårsrengøringen.

1 kommentar:

Agnethe - about a girl sagde ...

Ej sikke en uheldig uge da! Men haven ser jo blændende ud og ihh hvor jeg godt gad, at jeg selv havde sådan en lækker have, hvor jeg bare kunne lukke ungerne ud og de kunne løbe frit og lege og rode og få jord helt op under neglene :D Nåå ja og så høste lidt lækkerier i mellemtiden :D Håber du får en masse ud af dit nye bed og at jordskokkerne arter sig, når du nu så godt kan lide dem ;)