fredag den 15. september 2017

Næste stop Club La Santa Sport

Utrolig tidligt blev jeg hentet fredag morgen af Helle og Karina. Kl. 3.50! Heldigvis havde jeg pakket helt færdig, med assistance fra mor. Så mod Billund det gik. Kl. 5.30 mødtes vi med resten af gruppen. Og omkring kl. 7.30 lettede flyveren mod Lanzarote.

I omegnen af fem en halv time senere var vi på spansk jord. Og en bus kørte os (vist nok) henover øen til det store og berømte Club La Santa.

Da vi ankom fandt vi ret hurtigt vores lejligheder. Det var ikke helt varmt i vejret - faktisk har det været meget svingende hele dagen. Vi fik skiftet tøj, og hoppede i supermarkedet for at handle ind til frokost.

Efter frokost og lidt afslapning mødtes vi med de andre i gruppen. Vi blev vist rundt på komplekset - og her er stort. Er spændt på, om vi lærer at finde rundt.
Efter rundvisningen skulle vi en 3 km tur rundt om lagunen. Her er en meget speciel natur. Mørkt og goldt. Men også imponerende på sin egen måde.

Vi var nu mere end godt brugte. Og vi tilbragte igen tid i lejligheden inden vi ville mødes med de andre til aftensmad.
Efter lidt mere hvil blev Helle og jeg enige om at hoppe en tur i poolen. Problemet var bare, at poolmanden lige havde hældt klor i vandet. Men vi kunne da få lov at bade i børnepoolen. Nej hvor vi grinte. Og det gjorde poolmanden også, når han gik forbi os. Men hold op, hvor var det skønt at plaske lidt rundt.

Efter bad gik vi ud for at købe lidt takeaway. Og så sad vi og spiste med resten af gruppen. Vi sad på en dejlig terrasse med en meget stemningsfuld udsigt.

Nu er vi tilbage i lejligheden. Og vi sover næsten allesammen. Jeg sover også om lidt. I morgen skal vi træne. Og vi håber på bedre vejr.
God nat, og sov godt.


Ingen kommentarer: