Vild natur og ømme ben

I dag ville vi følge vandrestierne ind til midten af øen, og måske om til kysten på den anden side. 

(Kasias billede)

Vi pakkede vores tasker, og begav os af sted med frokostbrød fra bageren, masser af vand og lange ærmer til at skærme skuldrene for solen. 

Det blæste en strid vind. Vejrudsigten sagde 12 m/s, men jeg ville nødig cykle i det vejr. Vi tænkte, at det måske var meget fint med blæst til en vandretur, så det ikke blev for varmt. 

Vi gik af de små stier, som krydser hinanden på hele øen. Landskabet er smukt, og meget anderledes end flade Danmark.

(Kasias billede)

Vi fulgte stierne indtil vi kom til en grusvej. Der var flere muligheder, og vores valg var ligeud. Men to lokale, der stak snuden udenfor en hytte, da deres 3 sorte hunde sponsede gøende mod as, blev ved at sige ting til os, som vi ikke forstod. Men pludselig gik det op for os, at de blot forsøgte, at lede os på den rigtige vej. Og ganske rigtigt så vi snart et skilt, der viste os, at vi var nået ca. halvvejs. 

Vi gik lidt, men inden længe var vi atter kommet på afveje. Vi var, et eller andet sted, nok slået ind på gedernes stier, i stedet for vandrestierne. Det er ikke skiltet specielt konsekvent. Jeg vil godt indrømme, at jeg nok ødelagde stemningen lidt. Gederne er jo ligeglade med stejle skrænter, hvor jeg gik i panik. Jeg tror Kasia nød eventyret, for hun forsøgte ihærdigt at finde den hurtigste vej ned til den grusvej, vi kunne se under os. Men det betød klatring nedad. Og jeg kunne ikke høre hvad hun råbte til mig, fordi blæsten larmede og tudede. Jeg var ked af, at jeg nok ødelagde lidt af eventyret for hende, men samtidig er det ikke nemt at udvise overskud, når man kæmper med højdeskræk (jeg tør dårligt kravle på en stige, uden nogen holder). Men hun fik os forholdsvis sikkert ned på vejen, og efter et kvarters tid var jeg nogenlunde ovenpå igen. Grusvejen endte, og vi stod lidt og betragtede vandet og tog et par billeder. Vi besluttede at vende om, og gå tilbage mod byen.

På turen var der masser at kigge på. Her dyrkes meget, hvis man er lidt opmærksom. 

(Kasias billede)

Det er teressedyrkning, hvor der ikke kun dyrkes vin, men også tomater og andet, som kan klare klimaet. Jeg har i hvert fald aldrig set en tomatmark før.

Det er også dyr. Jeg er ret glad for gederne, som går rundt og passer sig selv med store klokker om halsen.

Vi er også gået forbi høns og æsler. Insekter ser vi i ny og næ. Fluerne er lidt trælse, men vi har også set myrer på lange rækker, der transporterer materialer, store sorte flyvende mastodonter, vi ikke anet hvad er, og ikke kan nå at fotografere. Cikaderne synger højt, og jeg har fanget en på billedet nedenfor. Hvis man kan få øje på den. Og så ser vi også tit små firben pile rundt langs mure og veje og ind i buske.

Da vi nåede tilbage til byen sagde vores Endomondo (telefonapp, som kan vise os, hvor vi har gået), at vi havde gået lige over 9 km, og at vi var nået lidt længere end øens midte. Vi havde også været helt inde og gået på øens højeste bjerg. Jeg tror faktisk, at det var det bjerg, hvor vi måtte klatre ned fra gedernes stier. Kasia kalder os "bjergged 1 og 2". Jeg ved ikke... jeg fortjener vist ikke den titel. Måske nærmere "bjergged 1 og kylling 2". Men tilbage i byen besluttede vi os for at få en iskold frappe. Frappe er en græsk version af iskaffe, som jeg skal lave masser af resten af sommeren. Vi har fundet en lille cafe, hvor vi kan købe frappe og tage med. Men vi faldt i snak med ejeren, og vi har jo ikke rigtig travlt med noget. Så vi blev siddende.

Og det er vist nu, at jeg kort skal nævne, at stole på Kykladerne ikke er specielt behagelige. De ser egentlig rigtig fine ud, men sæderne er lidt for små og består af fletværk, og benene er lidt for høje. Det resulterer konsekvent i, at man får "pænt" mønster på lårene, når man går i korte shorts. Jeg forestiller mig, at mor og far vil synes billedet nedenfor er sjovt. Jeg har en historik, det inkluderer Andets And og mærker på lårene (internt).

Efter en lille pause hjemme i lejligheden, klædte vi os på til stranden. Og så vandrede vi igen afsted på en 3-km tur ad de små hyggelige vandrestier. Og der er stadig masser at se og undres over. Ind imellem står en campingvogn placeret midt i landskabet, og man undres over, hvordan den er kommet der, og om den stadig bliver brugt.

Ved stranden var der ikke så blæsende som andre steder. Den ligger nok i læ. Der var dog større bølger, end vi ellers har set, men det var skønt. Og temperaturen denne sene eftermiddag var lige tilpas.

(Billed af bølger)

Da vi begyndte at blive sultne gik vi op på den efterhånden velkendte taverna. Her bestilte vi kylling i lemonsovs. Det var lækkert. Og personalet er begyndt at kende os

Vi sad indtil klokken var lidt i 9. For vi har fået tiderne på øens 2 busruter. Vi orkede ikke at gå mere, så vi timede det, så vi kunne komme med den sidste bus op til byen.

Ved busstoppestedet mærkede vi for alvor trætheden. Ben, ryg og hovede trænger til en rigtig god nats søvn.

Sommerhusstemning

Vi havde besluttet os for at spise morgenmad ude. Vi fandt den fine cafe med "Breakfast" på skiltet. Vi fandt en plads med en skøn udsigt, og bestilte. Her til morgen stormede det. Og jeg frøs. Så jeg hentede trøjer, imens vi ventede på maden. Vi fik ikke alle de ting, vi havde bestilt, og var enige om, at Kasias morgenmad er meget bedre. Hvis vi spiser morgenmad ude igen, så tror jeg, at vi prøver et andet sted.

Vi ser mange ting, når vi går igennem byen. Nu ved jeg for eksempel, hvorda man soltørrer tomater.

Tilbage i lejligheden rustede vi os til en lille byvandring. Vi ville op på byens øverste punkt, hvor der står en lille kirke (måske er det kun et kapel). Byen er ret poleret "hernede" på underste etage. Der er mange fine hyggelige kroge med fin udsigt. Jeg undrer mig måske lidt over, at man ikke i højere grad tænker sikkerhed. Et lillecafebord med stole står fint på et tag - men uden afskærmning fra afgrunden (som i virkeligheden måske bare er et nyt tag, vi ikke kan se). 

Der er mange katte i byen. De virker ret dovne, og finder sig de sjoveste pladser til en lille middagslur. Jeg var ret vild med denne søde kat. Lige indtil Kasia kaldte den Hitler-katten. Vi har dog fået reaktioner hjemmefra - så nu er det en Chaplin-kat, og den har igen fået min stjerne. Den ligger så dejlig dovent - et perfekt billede på, hvordan dagen i dag har været.

Her i byen har beboerne virkelig fundet en måde at dyrke blomster, grøntsager og krydderurter på. Alle steder, der er det mindste plads, står en altankassen eller spand med planter. Her er f.eks. alle mulige udgaver af basilikum.

Og længere oppe i byen, hvor også bygningerne virker mere rustikke, ser det ud til, at tomater vokser som ukrudt. Men velkomment ukrudt - og så et det vel egentlig, i sagens natur, ikke ukrudt længere.

Alle veje fører til Rom. Det virkede bare som om, at vi skulle vælge vejene, som gik opad, så skulle vi nok finde vores mål. Til sidst kom vi til en række fine trapper. De tog os til byens højest beliggende kirke/kapel. Kadia vandrede endnu højere, op til flagstangen med det græske flag. Det har blæst så meget i dag, at jeg er sikker på, at havde det været hjemme i Danmark, så havde blæsevejret fået et navn. Så jeg sprang det sidste lille stykke over, og overlod oplevelsentil Kasia. Min højdeskræk vandt over min vilje - i hvert fald i denne omgang storm.

Så jeg satte mig på en lille hvid mur foran kirken, og nød udsigten over labyrinthbyens tage. Man kan næsten fornemme manglen på system. Og det er aldrig rigtig til at vide, om en trappe fører til den videre vej, eller om det er indgangen til et hus. For det hele ligner hinanden.

(Kasias foto)

Vi daskede i stille og roligt fototempo tilbage til lejligheden. På vejen så vi et sjovt motiv. Et stort skilt til "Milos Bar" og en tilhørende pil, der ser ud til at pege direkte ind i kirken. Jeg forsøgte at få et godt billede. Og på et af mine forsøg, er der et par på en motorcykel, der kører ind foran.  

Det sjoveste ved det billede er næsten, at Kasia ha taget et billede af mig, der tager billedet. Og de må være taget noget nær samtidigt.

(Kasias foto)

Blæsevejret i dag har været ret kraftigt. Efter vores gåtur, lavede jeg frokost. Og resten af dagen har vi ikke lavet ret meget andet, end at hygge med bøger og is og billeder her i lejligheden. Vi kunne begge mærke de forrige dages vandreture, og jeg tror, at vi begge har nydt dagen, det har haft udpræget sommerhusstemning over sig. Vi har lyttet til vindens susen i omkring os og jeg er gået ip og handle, hver gang vi har haft lyst til etbeller andet. Vi har begge forsøgt at lave billeder der viser stormvejret.

(Mit foto!!!)

(Kasias foto)

Her til aften hentede jeg take away mad. Vi ville gerne se Tuskland - Frankrig. Vi troede vi var heldige, at vi kunne se kampen "hjemme", for vi kunne ane fodboldspillere på skærmen. Men det forvandlede sig snart til sne, og vi gav op. Og kampen var ikke vigtig nok for nogle af os, til at vi orkede at gå ud og finde et sted at se kampen.

Vi fortsatte aftenen med at flade ud i vores lille lejlighed.

Vandrestier, kaktustorne og duften af timian

Jeg sov rigtig godt. Da jeg vågnede langt efter 9, listede jeg mig udenfor med Kasias telefon. Min egen kan nemlig kun meget sjældent komme på nettet. Jeg skrev gårsdagens indlæg færdigt. Da Kasia vågnede og kom ud, var noget af det første, der kom ud af hendes mund, børneremsen "den hvisker lyver..." Mon de har en lignende remse i Belgien. Naboerne hvisker stadig. Vi har besluttet at forsøge at tø dem op med smil og venlige hilsner.

Vi har lidt lavet en grov fordeling, de sidste dage. Kasia har lavet morgenmad, og jeg har fikset dagens andet "hjemmemåltid". Så Kasia gik til bageren og fik lavet det bedste scrambled egg, jeg har fået meget længe. Med løg, tomat og skinke. Så er det ferie. Og her ligner bagerbrød noget, som bageren selv lige har taget ud af ovnen.  

Da vi havde spist og nusset lidt rundt, begav vi os afsted i fodtøj til vandring. Planen var, at vi ville følge vejen ned til havnen, og så videre til stranden efter den, vi var på i går. Men der var ikke gået ret lang tid, så øjnede vi en fin vandresti. Vi blev enige om at tage den i stedet, og efter et par forsøg, fandt vi stedet, hvor stien startede. Inden længe gik vi i en skov af store kaktusser.

Der er mange små stier i landskabet. Så det er blot at finde ud af, hvilken vej man skal tage, nå stien deler sig. Jeg vil godt indrømme, at jeg konsekvent lader Kasia gå forrest. Jeg kigger hele tiden ned i jorden, for selvom det faktisk ikke virker usikkert, så er jeg lidt trykket af en smule højdeskræk. Og for at kunne nyde hvor vi går, stopper jeg engang imellem op for at tage den smukke natur ind. Ind imellem går vi i områder, der dufter skønt af krydderurter. Særligt timian. Der er stedet, hvor store timianbuske breder sine blomster langt ud over landevejen. Vi har også set bjerggeder på vores vej - og i går så vi en hund jage en hare ned ad bjerget.

På et tidspunkt bliver vi anråbt af en dame inde fra et meget fornemt hus. Hun råber, at vi er på privat område. Og så spørger hun, hvad vi leder efter, og vi svarer "stranden". Så vender hun sig og går uden et ord. Mærkeligt, at hun ikke engang peger en retning ud for os, nå nu hun havde ulejliget sig med at spørge.

Vi forsøger at finde den "næste" strand, og undrer os. For vi synes egentlig, at vi bare fulgte det seneste skilt. Da vi kom tilbage viser det sig, at vi ikke skulle være gået af den fine belagte vej, men i stedet af den smalle sti, som vi i første omgang slet ikke havde set. 

Stien førte pænt uden om grunden, langs et højt hegn. Vi fandt frem til stranden, som åbenbart også var øens nudiststrand. Men stranden var ikke ligeså fin som Klisidi, fra i går, og vi magtede ikke rigtig mennesker uden en trævl på kroppen, så vi fortsatte ad stien, som havde retning imod Klisisdi. Den fine strand vi var på i går. 

Vi satte os på samme taverna som i går, hvor vi bestilte kaffe og cola. Vi så hvad de andre gæster fik til frokost, og bestemte os for, at vi også kunne spise dn lækre spinattærte. Vi bestilte, og dækkeservietten viste en fin tegning af området, og af de stamgæster, der besøger stedet.

Imens vi sad og spiste, strøg jeg i ny og næ små pinde væk fra armen, som jeg antog faldt ned ovenfra. Det undrede mig lidt, at jeg ikke kunne se de små pinde på gulvet. Men pludselig faldt lyset rigtigt, og jeg kunne se små splinter i min arm. Det var kaktustorne. Jeg begyndte at pille dem ud - og Kadia kunne også se nogle. Jeg går ud fra, at jeg indimellem har hilst på kaktusserne, når jeg har forsøgt at holde mig så langt fra klippekanterne spm muligt. Men jeg har overhovedet ikke lagt mærke til, at jeg har været i nærkontakt med de enorme stikkende planter.

Da vi havde spist gik vi ned stranden og fandt et træ at ligge under. Det blæste mere end i går, men vandet var stadig dejligt. Vi brugte nogle timer på stranden, og jeg kom i gang med bog nummer 2. Da vi havde fået nok pakkede vi sammen og tog et cola-stop på tavernen, inden vi skulle klare den halvanden kilometer lange opstigning til Chora. Udsigten fra tavernen ud over stranden er simpelthen bare smuk.

Vi kom svedige op til lejligheden, og jeg glædede mig til at skulle lave mad. Havde gået og ruget lidt over, hvad jeg skulle lave til os med de tilgængelige varer og redskaber. Men jeg handlede lidt i minimarkedet, og gik ellers i gang med at skære og snitte i det lille køkken i hjørnet af lejligheden.

Det blev til pasta og en tomatsovs med løg, squash, majs og lidt pålægspølse. Og hertil en agurk og tomatsalat med ristet sandwichbrød fra Syros. Tænk, nu har vi snart alligevel fået brugt det tørre stads. Jeg havde også købt kolde colaer, og det blev næsten et helt festmåltid.

Jeg er kommet i tanke om, at jeg endnu ikke har afsløret, hvilke kendisser vi spottede i lufthavnen. Det var håndboldspillerne Mikkel Hansen og Mads Mensah, der venligt stillede op til photo mef et par drenge. Og så selvfølgelig Margrethe Vestager, der telefonsnakkende ventede i samme gate som os.

Bjergbestigning

Da jeg vågnede og kiggede udenfor, kneb jeg straks øjnene sammen. Jeg tror man må leve med solbriller på, for nok er udsigten præget af brune jordfarver, men omkring os, er alt hvidt. 

Kasia stod for morgenmaden i dag. Hun gik til både bager og minimarked. Vi spiste ved et lille rundt bord uden for vores dør. Der er en skøn udsigt og her er allerede varmt. Det belgiske par i lejligheden ved siden af os, sad også ved deres bord og spiste. De virker rare. Men én ting irriterer mig og provokerer Kasia. Deres samtale er en hvisken. De sidder simpelthen og hvisker samtalen. Det er som en kommentar til os om, at vi larmer for meget - fordi vi snakker almindeligt sammen - at vi ikke respekterer det hellige rum, vi befinder os i. Det er hippie-agtigt på den der påtagede korrekte måde - hvilket er temmelig modsætningsfyldt, eftersom jeg altid har set hippier som frihedssøgende mennesker. Men i virkeligheden lægger jeg nok alt for meget i deres morgenhvisken.

Vores formiddag gik hurtigt. Vi lavede ikke rigtig noget, andet end at hyggesnakke og bladre i blade. Ved frokosttid gik jeg ud for at handle ind til frokost. På vejen kommer jeg forbi en souvenir-butik. Udenfor butikken er der en fin reol fyldt med bøger og et skilt, hvor der står: "Bøger!!! Lån dem, læs dem og bring dem så tilbage".

Byen er en hyggelig by der ligger på siden af et bjerg. Den er bygget ovenpå en gammel fæstning. Bygningerne er små og ligger tæt, og byen får et lanyrintisk udtryk. Vi har da også taget en forkert vej et par gange.

Hjemme i lejligheden gik jeg i gang med maden. Jeg vidste ikke helt hvad det skulle ende ud i, men efter en tur mere i minimarkedet, blev det til en ret med masser af grønt. Kasia var også en tur efter løg, som jeg heller ikke havde tænkt på at købe. Vi fik pasta med pesto, skivet stegt skinkepålæg og cashewnødder, og let stegt grøntsager (tomat, squash, gul peber, løg) med hjemmelavede brødcrutoner (ristet tern af meget tørt sandwichbrød). Jeg nød virkelig at lave det.

Vi slappede lidt mere af indfinde vi midt på eftermiddagen begyndte nedstigningen. Vi ville finde en strand, men det krævede jo, at vi kom ned til vandet. Der er en gammel æselsti, som vi kan følge, og det gjorde vi. Vi fik vist begge småondt i vores 36-årige knæ, af at gå så meget nedad. Vi kom ned til havnen, og fandt den sti, der gik om til stranden Klisidi. Jeg vil gerne indrømme, at jeg ikke hopper og danser rundt på de her stier. For der er temmelig stejlt ned. Men der er enormt smukt id stoppe op indimellem for at nyde de smukke omgivelser.

Da vi kom til Klisidi fandt vi en hyggelig taverna. Her satte vi os og bestilte en frappe. En græsk iskaffe med mælk og rørsukker. Vi trængte til lidt koldt at drikke. Også her var der en fin udsigt, men det er der vist uanset hvor vi kommer. 

Så var tiden endelig kommet til vand og sand. Det var en utrolig fin strand med det klareste vand. I vandet var sandet erstattet med store runde sten, og vandet har en dejlig temperatur. Selvom det skulle væreven af de mest populære strande, så var der ikke ret mange mennesker, og det var nemt at finde en plads, som også gav lidt skygge. Vi forsøgte også at lave nogle flotte svømmebilleder, nu hvor vandet er så klart. Jeg tror måske Kasia blev lidt træt, efter at have svømmet frem og tilbage pænt mange gange. Men et flot billede kom der ud af det.

Vi blev på stranden, indtil solen var forsvundet om på den anden side af øen.

 Vi startede vores bjergbestigning med at vælge en lidt dum vej, så jeg gav mig, og vi vendte tilbage af samme vej som vi var kommet. Ved havnen fandt æselstien, og frygtede den lidt. Men opstigningen var faktisk nemmere end nedstigningen, og de halvanden kilometer optur var faktisk hurtigt overstået.

Efter bad og lidt afslapning var klokken lidt i 10. Jeg var blevet sulten, nok ikke underligt. Først det tredje sted vi havde sat os, bestilte vi. Det første sted var dyrt og uden fristende retter. Det andet sted havde udsolgt. Det tredje sted var hyggeligt og vi fik lige præcis det vi bedst kunne tænke os. Gyros. Et pita-lignende brød med skinkekebab, tzatziki og pommesfritter i. Og sådan endte endnu en dejlig dag.

Et andet Grækenland

Vi stod igen tidligt op. Men i dag var det fordi vi skulle forlade Syros og Hotel Kamelo, for at bruge dagen på at komme til Anafi. Alexander havde lovet at stå tidligt op og servere morgenmad for os og ringe til efter en taxa. Vi kunne nemt have taget bussen til Ermoupolis havn, hvis ikke lige det var fordi, at den slet ikke kører før kl. 9. Og færgen sejlede klokken 8. Vi fik spist inden taxaen hentede os, og fik sagt farvel og tak.

På havnen lå "Aqua spirit". Vi var nogle af de første om bord, og vi kunne helt selv vælge, hvor på færgen vi ville være. Den var hverken ny, smart eller prængende, men så længe det ikke blæste, så var færgen både fin og hyggelig. 

Vi lagde ind til mange havne undervejs. Det bør være et billede fra hver ø her på bloggen i indlæggene umiddelbart før denne. Ifølge sejlplanen mangler jeg en, men jeg tror faktisk aldrig, at vi lagde til ved øen Thirassia. Øerne virkede faktisk enormt forskellige. Jeg tror, at enhver vil kunne finde en ø, som passer til dem. Der var stor udskiftning i nogle af havnene. Jeg tror også, at rigtig mange gerne ville til Santorini - for der var mange mennesker det stod på, på øen forinden, Folegandros. Og på turen fra Santorini til Anafi, var der ikke specielt mange med.

Jeg begyndte næsten at holde af færgen. Den havde sæder organiseret på samme måde som i fly. Vi slængede os både i stolene og på måtte på gulvet. Men vi ikke ret meget ude. Det var simpelthen brændende varmt. Men jeg var ude hver gang vi sejlede ind til en havn, for at nyde indsejlingen og lave billederne.

Jeg var lidt spændt på at sejle ind til Santorini. For der skal vi til om en uges tid. Når man sejler ind imod havnen, så ligner det, at der er sne på bjergenes toppe. Men det er ikke sne. Det er kridhvide byer.

Om bord var også hunde. Ved Santorini kom denne over til os. Jeg tror ikke den manglede opmærksomhed, for den og ejeren havde flyttet sig rundt på dækket på hele rejsen fra Syros, for hele tiden at finde ly for solen. Gulvet var også brændende varmt. Den havde de sødeste øre og de brunedte øjne. Jeg kom til at tænke på Quinto - og glæde mig til jeg skal passe ham om et par uger.

Men endelig nåede vi frem. Jeg trængte også til at få lidt fast grund under fødderne. Som vi stod der og ventede på bildækket med solen direkte ind på os, blev jeg næsten helt utålmodig.

Men vi kom af færgen, ligesom alle andre. Over for os holdt små minibusser på række. Vi skulle bare finde den rigtige. Da vi gik langs busserne og stirrede halvdesperat efter Flora (jeg havde mailet lidt med hotellet), hørte vi pludselig "Kristina". Vi så en ung blond pige, der vinkede.

Vores bagage blev af to mænd kastet op på bussens tag, og bundet fast. Selve bussen var stoppet helt fuld med sæder.

Vi kæm frem til byen Chora, vor vores hotel ligger. Vores lille lejlighed er fin og vi har en helt fantastisk udsigt. Byen er noget af det mest anderledes, jeg nogensinde har set. Og jeg var så træt, at jeg næsten ikke kunne overskue det, da vi gik ud for at få en fornemmelse af, hvad det er for et sted. Husene ligger meget tæt, og der er ikke meget der hedder "lige". Kun de murede kridhvide huses udgør nærmest geometriske linjer. Gaderne er så smalle, og snor sig labyrintisk. Og der er ikke plads til motorkøretøjer. Butikkerne har ikke rigtig vinduer, men gemmer sig, som små skatte. Her er overraskende nok både minimarkeder, bager, souvenirbutikker, barer og restauranter. Men alt har et meget anderledes og gammeldags udtryk. Menneskene er en blanding af helt gamle og helt unge. Men alle er enormt smilende. En del hænger ud på de små gaders hjørner og andre arbejder. Der er mange flere turister, end jeg havde troet, men de virker rolige og meget afslappede, som de sidder spredt rundt omkring på de små barer og restauranter, som er klemt ind i byen. Her virker livligt, men på en afdæmpet måde, der er meget langt fra de store byers pulserende liv. Jeg glæder mig til at få hvilet ud, så jeg har overskud til og tage det her meget anderledes sted ind. For det er helt sikkert en perle af en karat, som man ikke falder over ofte.

Vi fandt en restaurant med en fantastisk udsigt. Vi kunne se færgen langt nede på den lidt faldefærdige havn. Der var tændt festlige lys på den. Der er små øer, som øjnene kan hvile på, når man sidder og spejder ud over det uendelige hav. Det føles meget langt væk. Vi bestilte mousaka og øl. Og vi kommer til at sove godt i nat.