Mit Instagram

torsdag den 3. juli 2014

Vandrestier, kaktustorne og duften af timian

Jeg sov rigtig godt. Da jeg vågnede langt efter 9, listede jeg mig udenfor med Kasias telefon. Min egen kan nemlig kun meget sjældent komme på nettet. Jeg skrev gårsdagens indlæg færdigt. Da Kasia vågnede og kom ud, var noget af det første, der kom ud af hendes mund, børneremsen "den hvisker lyver..." Mon de har en lignende remse i Belgien. Naboerne hvisker stadig. Vi har besluttet at forsøge at tø dem op med smil og venlige hilsner.

Vi har lidt lavet en grov fordeling, de sidste dage. Kasia har lavet morgenmad, og jeg har fikset dagens andet "hjemmemåltid". Så Kasia gik til bageren og fik lavet det bedste scrambled egg, jeg har fået meget længe. Med løg, tomat og skinke. Så er det ferie. Og her ligner bagerbrød noget, som bageren selv lige har taget ud af ovnen.  

Da vi havde spist og nusset lidt rundt, begav vi os afsted i fodtøj til vandring. Planen var, at vi ville følge vejen ned til havnen, og så videre til stranden efter den, vi var på i går. Men der var ikke gået ret lang tid, så øjnede vi en fin vandresti. Vi blev enige om at tage den i stedet, og efter et par forsøg, fandt vi stedet, hvor stien startede. Inden længe gik vi i en skov af store kaktusser.

Der er mange små stier i landskabet. Så det er blot at finde ud af, hvilken vej man skal tage, nå stien deler sig. Jeg vil godt indrømme, at jeg konsekvent lader Kasia gå forrest. Jeg kigger hele tiden ned i jorden, for selvom det faktisk ikke virker usikkert, så er jeg lidt trykket af en smule højdeskræk. Og for at kunne nyde hvor vi går, stopper jeg engang imellem op for at tage den smukke natur ind. Ind imellem går vi i områder, der dufter skønt af krydderurter. Særligt timian. Der er stedet, hvor store timianbuske breder sine blomster langt ud over landevejen. Vi har også set bjerggeder på vores vej - og i går så vi en hund jage en hare ned ad bjerget.

På et tidspunkt bliver vi anråbt af en dame inde fra et meget fornemt hus. Hun råber, at vi er på privat område. Og så spørger hun, hvad vi leder efter, og vi svarer "stranden". Så vender hun sig og går uden et ord. Mærkeligt, at hun ikke engang peger en retning ud for os, nå nu hun havde ulejliget sig med at spørge.

Vi forsøger at finde den "næste" strand, og undrer os. For vi synes egentlig, at vi bare fulgte det seneste skilt. Da vi kom tilbage viser det sig, at vi ikke skulle være gået af den fine belagte vej, men i stedet af den smalle sti, som vi i første omgang slet ikke havde set. 

Stien førte pænt uden om grunden, langs et højt hegn. Vi fandt frem til stranden, som åbenbart også var øens nudiststrand. Men stranden var ikke ligeså fin som Klisidi, fra i går, og vi magtede ikke rigtig mennesker uden en trævl på kroppen, så vi fortsatte ad stien, som havde retning imod Klisisdi. Den fine strand vi var på i går. 

Vi satte os på samme taverna som i går, hvor vi bestilte kaffe og cola. Vi så hvad de andre gæster fik til frokost, og bestemte os for, at vi også kunne spise dn lækre spinattærte. Vi bestilte, og dækkeservietten viste en fin tegning af området, og af de stamgæster, der besøger stedet.

Imens vi sad og spiste, strøg jeg i ny og næ små pinde væk fra armen, som jeg antog faldt ned ovenfra. Det undrede mig lidt, at jeg ikke kunne se de små pinde på gulvet. Men pludselig faldt lyset rigtigt, og jeg kunne se små splinter i min arm. Det var kaktustorne. Jeg begyndte at pille dem ud - og Kadia kunne også se nogle. Jeg går ud fra, at jeg indimellem har hilst på kaktusserne, når jeg har forsøgt at holde mig så langt fra klippekanterne spm muligt. Men jeg har overhovedet ikke lagt mærke til, at jeg har været i nærkontakt med de enorme stikkende planter.

Da vi havde spist gik vi ned stranden og fandt et træ at ligge under. Det blæste mere end i går, men vandet var stadig dejligt. Vi brugte nogle timer på stranden, og jeg kom i gang med bog nummer 2. Da vi havde fået nok pakkede vi sammen og tog et cola-stop på tavernen, inden vi skulle klare den halvanden kilometer lange opstigning til Chora. Udsigten fra tavernen ud over stranden er simpelthen bare smuk.

Vi kom svedige op til lejligheden, og jeg glædede mig til at skulle lave mad. Havde gået og ruget lidt over, hvad jeg skulle lave til os med de tilgængelige varer og redskaber. Men jeg handlede lidt i minimarkedet, og gik ellers i gang med at skære og snitte i det lille køkken i hjørnet af lejligheden.

Det blev til pasta og en tomatsovs med løg, squash, majs og lidt pålægspølse. Og hertil en agurk og tomatsalat med ristet sandwichbrød fra Syros. Tænk, nu har vi snart alligevel fået brugt det tørre stads. Jeg havde også købt kolde colaer, og det blev næsten et helt festmåltid.

Jeg er kommet i tanke om, at jeg endnu ikke har afsløret, hvilke kendisser vi spottede i lufthavnen. Det var håndboldspillerne Mikkel Hansen og Mads Mensah, der venligt stillede op til photo mef et par drenge. Og så selvfølgelig Margrethe Vestager, der telefonsnakkende ventede i samme gate som os.








Ingen kommentarer: