Mit Instagram

tirsdag den 1. juli 2014

Et andet Grækenland

Vi stod igen tidligt op. Men i dag var det fordi vi skulle forlade Syros og Hotel Kamelo, for at bruge dagen på at komme til Anafi. Alexander havde lovet at stå tidligt op og servere morgenmad for os og ringe til efter en taxa. Vi kunne nemt have taget bussen til Ermoupolis havn, hvis ikke lige det var fordi, at den slet ikke kører før kl. 9. Og færgen sejlede klokken 8. Vi fik spist inden taxaen hentede os, og fik sagt farvel og tak.
På havnen lå "Aqua spirit". Vi var nogle af de første om bord, og vi kunne helt selv vælge, hvor på færgen vi ville være. Den var hverken ny, smart eller prængende, men så længe det ikke blæste, så var færgen både fin og hyggelig. 
Vi lagde ind til mange havne undervejs. Det bør være et billede fra hver ø her på bloggen i indlæggene umiddelbart før denne. Ifølge sejlplanen mangler jeg en, men jeg tror faktisk aldrig, at vi lagde til ved øen Thirassia. Øerne virkede faktisk enormt forskellige. Jeg tror, at enhver vil kunne finde en ø, som passer til dem. Der var stor udskiftning i nogle af havnene. Jeg tror også, at rigtig mange gerne ville til Santorini - for der var mange mennesker det stod på, på øen forinden, Folegandros. Og på turen fra Santorini til Anafi, var der ikke specielt mange med.
Jeg begyndte næsten at holde af færgen. Den havde sæder organiseret på samme måde som i fly. Vi slængede os både i stolene og på måtte på gulvet. Men vi ikke ret meget ude. Det var simpelthen brændende varmt. Men jeg var ude hver gang vi sejlede ind til en havn, for at nyde indsejlingen og lave billederne.
Jeg var lidt spændt på at sejle ind til Santorini. For der skal vi til om en uges tid. Når man sejler ind imod havnen, så ligner det, at der er sne på bjergenes toppe. Men det er ikke sne. Det er kridhvide byer.
Om bord var også hunde. Ved Santorini kom denne over til os. Jeg tror ikke den manglede opmærksomhed, for den og ejeren havde flyttet sig rundt på dækket på hele rejsen fra Syros, for hele tiden at finde ly for solen. Gulvet var også brændende varmt. Den havde de sødeste øre og de brunedte øjne. Jeg kom til at tænke på Quinto - og glæde mig til jeg skal passe ham om et par uger.
Men endelig nåede vi frem. Jeg trængte også til at få lidt fast grund under fødderne. Som vi stod der og ventede på bildækket med solen direkte ind på os, blev jeg næsten helt utålmodig.
Men vi kom af færgen, ligesom alle andre. Over for os holdt små minibusser på række. Vi skulle bare finde den rigtige. Da vi gik langs busserne og stirrede halvdesperat efter Flora (jeg havde mailet lidt med hotellet), hørte vi pludselig "Kristina". Vi så en ung blond pige, der vinkede.
Vores bagage blev af to mænd kastet op på bussens tag, og bundet fast. Selve bussen var stoppet helt fuld med sæder.
Vi kæm frem til byen Chora, vor vores hotel ligger. Vores lille lejlighed er fin og vi har en helt fantastisk udsigt. Byen er noget af det mest anderledes, jeg nogensinde har set. Og jeg var så træt, at jeg næsten ikke kunne overskue det, da vi gik ud for at få en fornemmelse af, hvad det er for et sted. Husene ligger meget tæt, og der er ikke meget der hedder "lige". Kun de murede kridhvide huses udgør nærmest geometriske linjer. Gaderne er så smalle, og snor sig labyrintisk. Og der er ikke plads til motorkøretøjer. Butikkerne har ikke rigtig vinduer, men gemmer sig, som små skatte. Her er overraskende nok både minimarkeder, bager, souvenirbutikker, barer og restauranter. Men alt har et meget anderledes og gammeldags udtryk. Menneskene er en blanding af helt gamle og helt unge. Men alle er enormt smilende. En del hænger ud på de små gaders hjørner og andre arbejder. Der er mange flere turister, end jeg havde troet, men de virker rolige og meget afslappede, som de sidder spredt rundt omkring på de små barer og restauranter, som er klemt ind i byen. Her virker livligt, men på en afdæmpet måde, der er meget langt fra de store byers pulserende liv. Jeg glæder mig til at få hvilet ud, så jeg har overskud til og tage det her meget anderledes sted ind. For det er helt sikkert en perle af en karat, som man ikke falder over ofte.

Vi fandt en restaurant med en fantastisk udsigt. Vi kunne se færgen langt nede på den lidt faldefærdige havn. Der var tændt festlige lys på den. Der er små øer, som øjnene kan hvile på, når man sidder og spejder ud over det uendelige hav. Det føles meget langt væk. Vi bestilte mousaka og øl. Og vi kommer til at sove godt i nat.

Ingen kommentarer: