torsdag den 2. august 2012

Afgang Tyrkiet


Så er tiden kommet til turen til Tyrkiet. Jeg købte udflugten hjemmefra, så det er en dag jeg har ventet på. Men jeg skulle alt for tidligt op. Bussen kom kl. 7.15, så det var næsten værre, end til hverdag. Heldigvis er Startours busstoppested lige uden for mit hotel. Bussen kørte til Samos By, hvorfra båden sejler. Sejlturen tager 1.5 time. Vores bus var fremme tidligt. Nok med det formål, at vi kom først i køen ved paskontrollen. Det betød også, at der var så godt som frit valg på alle hylder med hensyn til valg af plads. Jeg har valgt øverste etage, en træbænk helt ud til rælingen. Jeg håber ikke jeg fortryder. Ulemper er der nogle stykker af. Potentiel søsyge, hvis der er bølgegang, bagende sol og ret fastlåst siddeposition. Men jeg har spændt rygsækken fast om maven og hængt kameraet om halsen. For det er nemlig fordelen. Første parket til en god udsigt. Som jeg selvfølgelig håber kommer undervejs. Jeg gætter dog på, at der stadig er en god halv time til adgang. For køen ved paskontrollen er ikke blevet kortere. Nu vil jeg pakke telefonen væk. Er lidt småangst for at tabe den med i vandet. Det forekommer mig som en reel risiko, siden rælingen ikke er en lukket sag, som på færgerne hjemme i DK. Men jeg krydser fingre for en super god tur.

Ingen kommentarer: