Så sidder jeg på borgruinen. Jeg har lige været inde i kirken. Og jeg forundres stadig. Så meget er genkendeligt, men alligevel føles det hele så fremmed. Hjemme er de katolske kirker overpyntede i sammenligning med folkekirkens kirker. Men det er ingenting sammenlignet med det her. Ikke et eneste sted kan øjet fange en blank plet. Selv lysekronen i den lillebitte kirke er helt overdimensioneret og i guld. Denne gang havde jeg t-shirt på og lange bukser med. Jeg følte mig helt dum, da jeg trak i bukserne uden for kirken. Det vrimlede med mænd i arbejdstøj. En gammel mand sagde 'Hej. Workers', og pejede på sig selv. Spurgte hvor jeg var fra, og sagde så 'Tivoli'. Han havde været der engang. På vej ind i kirken blev jeg alligevel lidt usikker. Gamle damer vimsede rundt i det lille rum, og snakkede løs mens de lavede lidt håndarbejde. En havde nok lige strøget, for der stod du strygebræt midt i rummet. Jeg kiggede på den ene, og pejede ind. Hun fortrak ikke en mine, og nikkede meget let en enkelt gang, som om hun tænkte: 'hvad vil hun det for?' eller 'åh nej, kan vi ikke få vores kirke i fred'. Der var jeg alligevel glad for, at jeg var trukket i de gamle bukser. Jeg knipsede også kun ganske få gange med kameraet. Jeg blev nødt til at have lysekronen med mig. Nu vil jeg pakke bukserne i tasken, og nikkede luske med på min restaurant på havnen. I dag står den altså på pizza.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar