lørdag den 25. maj 2013

Sommerfuglebuske i haven

Mor og jeg har knoklet for at fjerne så meget flerårigt ukrudt som muligt i det lille bed forrest i haven. Det bliver nu til sommerfuglebedet, for der er nu plantet to fine sommerfuglebuske.


Den ene har jeg købt for nogen tid siden, så den har bare stået og ventet på, at bedet skulle blive klar. Den hedder "African Queen". Jeg håber, at den bliver som på billedet - høj med flotte lilla blomster, som er orange helt i midten.

Efter sponsorløbet i Stjernen i dag var jeg forskellige steder for at finde sommerfuglebusk nummer 2. På nettet havde jeg set "Flower Power", og jeg har måtte finde den flere gange og sidde og drømme. Og jeg havde indstillet mig på, at det skulle forblive en drøm, fordi jeg ikke kunne finde den nogen steder.
 
Efter jeg ikke havde fundet en kandidat hos hverken Bauhaus eller Plantorama lagde jeg vejen forbi Langeskov Planteskole. Næsten på vejen hjem... øøøøh. Men det skulle vise sig at blive en super god beslutning. For da jeg fandt udvalget af sommerfuglebuske, der stod den og ventede på mig. "Flower Power". Jeg blev dog lidt forvirret, for den var mærket med to mærkater. På den ene stod der, at busken blev 75 cm høj. På den anden stod der, at den blev 3-5 meter høj. Lige lidt for lille, og lige noget for stor.

Jeg ringede selvfølgelig til mor, som mente, at den sagtens kunne styres. Men at jeg lige kunne finde en gartner og spørge. Det gjorde jeg, og hun rystede lidt på hovedet. For der findes ikke rigtig 5 meter høje sommerfuglebuske. Og planten var allerede 75 cm høj, og ikke i nærheden af udvokset. Hun var sikker på, at den har almindelig størrelse på 2-2½ meter. Og hun garanterede mig, at blomster bliver lige så fine som på billedet. Hun så dem sidste år. Jubii.

Ingen kommentarer: