Ringkøbing i august

Karina og Helle hentede mig lidt på formiddagen i Karinas dyt. Og vi vente næserne og Karinas 207er mos Ringkøbing. Vi ankom efter frokost og fandt frem til Karinas veninde Lea, som bor i en dejlig lejlighed lige ved siden af rådhuset. Her skulle vi overnatte de næste 2 nætter. Efter ankomsten viste Lea os rundt i down town Ringkøbing - hvor vi nok også var inde og kigge i en butik eller to.

Efter at have travet lift rundt i byen, hoppede vi alle 4 ind i bilen igen og kørte til Søndervig. Også her kiggede vi en del butikker på vores vej mod vandet. Søndervig virker som en hyggelig lille sommerby. Vi må nok indrømme, at det ikke helt er de varmegrader, vi helst vil have. Men ikke desto mindre skulle vi soppe lidt i Vesterhavet. Koldt? Nej, egentlig ikke udover de første 20 sekunder. Desværre havde ingen af os badetøj på. Men Karina og jeg gav hånd på, at vi skulle i vandet en af dagene.

Da vi kom tilbage fra stranden, begav vi os igen i ud i Ringkøbing på jagt efter aftensmad. Vi fandt ikke et spisested ved havnen. Men vi holdt et øjebliks pause på en bænk og nød udsigten.
Vi fandt frem til en italiensk restaurant. 2 fik pizza, 2 fik pasta. Det smagte fantastisk.

På vej tilbage til Leas lejlighed for enden af gaden, blev vi passeret af Ringkøbings syngende vægtere.
Hjemme sluttede vi aftenen med cola og et spil 500 - som jeg tante kæmpestort. Øv.
Men sikke en dejlig dag.

Københavnereventyr med mor

I tog på vej mod staden.

På kanalrundfart i det skønneste solskin.

På vej op i Rundetårn.

Eftermiddag i Botanisk Have.

Italiensk middag inden teateret.

Så er mor og datter i Det Kongelige Teater for at se gigasuccessen Klokkeren fra Notre Dame. 

Feriebarnet Quinto

Efter regn og regn i går, og stort set ingen udeaktivitet for vovsen udøver vores 2 gårture, er det dejligt med en tørvejrsdag. Jeg besluttede, at vi skulle på udflugt. Det var bare som om Quinto ikke rigtig forstod mine hensigtet. På vej til mor og far efter bilen trak han konsekvent modsat. Han plejer jo at "blive sat af" hjemme, når jeg skal arbejde. Da jeg bad ham vente i entreen da jeg gik i bryggerset, kunne jeg ikke lade være med at smile stort af ham. Han stillede sig da udenfor og kiggede meget bestemt på mig. Han var næsten ikke til at styre for begejstring, da jeg riggede bilen til.

Første stop på vores udflugt var et rigtigt vikingested med skibssætning, gravhøje, runesten og andre senere mindesmærker for bl.a. Sct. Ansgar og befrielsen i 45. Jeg anede ikke noget om stedet, så det var ret spændende - selvom parken ikke var så stor.

Og Quinto fandt også stedet spændende. Imens han var mere optaget af den lille familie, der også var på stedet. Jeg er til gengæld meget fascineret af runesten. Og denne skulle være stenen, med den længste runetekst. Jeg skulle selvfølgelig lige arrangere Quinto majestætisk foran fortidsmindet.
Tror ikke, det er min sidste tur til Glavendruplunden.

Så fortsatte turen til Flyvesandet. Der er en hundeskov på vej til vandet, opdagede vi. Og da der ikke var andre biler på P-pladsen, og vi så ud til at have det hele for os selv, skulle han selvfølgelig løbe lidt fri derinde. Der var så dejligt, at vi krydsede lidt frem og tilbage i hundeskoven, inden vi fortsatte til vandet.

Quinto er ikke helt så begejstret for foto of selfies, som jeg er. Der er meget, der er mere spændende end at kigge ind i en telefon.

Der er den smukkeste natur i de her dage. Og vi faldt også over smukke blomster.

Jeg havde glemt alt om strandens store sten. Det gjorde det lidt svært at gå ved vandet. Men Quinto gik så fint helt tæt ved mit venstre ben. Men det skyldes nok mere, at snoren var viklet et par gange rundt om mig - end det var dygtighed.

Til trods for de store sten, fik Quinto alligevel lov til at køle fusserne.

Jeg fandt et dejligt sted at holde en lille pause. Men Quinto var dog ikke helt indstillet på ophold, så han teede sig helt umulig. Jeg vandt magtkampen, og endte med også at få taget et par flotte billeder...

... også med ham på.

Vi gik op bag kløften, og hen langs med stranden og senere op i skoven. Quinto styrede retning og tempo. Vi kom gennem skov og kræt - enkelte steder måtte jeg dukke mig for at komme frem. Til sidst kom vi til et stykke fældet og genplantet skov. Vi valgte en ny sti tilbage gennem skoven til bilen.

Mor har købt en meget smart drilkeflaske til Quinto. Og vi faldt en god teknik, så han kunne drikke vandet nemmest muligt. Der var lidt mere end halvdelen af flasken tilbage. Men hold da helt op. Det forsvandt hurtigt.

Herefter vendte vi næsen hjemad. Og tog et par mindre omveje for min nysgerrigheds skyld. Sikke en dejlig tur. Og nu er det blevet havevejr.

Jordbærrene er mine

Efter at have slået græs hos farmor, fortsatte vi hos mig. Jeg slog græs, mens farmor tømte potter for visne blomster og fejede terrassen og ryddede lidt rundt på potterne. Jeg fortsatte med at klippe hæk - for hvis jeg alligevel skulle på genbrugsstationen, kunne jeg lige så godt fylde bilen med et par poser hækafklip. Men jeg har en farmor, der er en rigtig arbejdshest - så da jeg syntes jeg var færdig, spurgte hun, om ikke jeg da liiige skulle klippe lidt mere, imens hun samlede op. Og sådan gik det til, at jeg nåede hele vejen rundt. Undtagen hyldeblomster og toppen af hækken. Og jeg nåede lige ind på genbrugsstationen 5 minutter i luk.

Nu er det sådan, at jeg elsker jordbær. Og jeg har fyldt et halvt højbed med honoye. Jeg har i dag plukķet de første 4 skønheder. Hvis man altså ikke medregner de to pragteksemplarer, som fuglene forhåbentlig har nydt stort. Og selvom jeg under dem det godt - så skal de holde deres små næb fra mine bær.

Derfor har jeg nu konstrueret et lille bur, som gerne skulle holde dem ude. Hønsenet og 4 "mellemlægspinde" (!!!) venligt doneret af Silvan, samlet med farfars dykkere og min gamle clipspistol, udgør min kreation. Den får ved nærmere eftersyn nok ikke en håndværkersmiley - men her fra sofaen ser det ganske fint ud.

Om lidt vil jeg nyde de 4 jordbær med lidt hjemmelavet is fra fryseren.

Skærver

Efter at have set, hvor fint den så ud med skærver langs skuret kant, opstod ideen til at smuksere det lille område bag skuret - og give permanent plads trillebør og affaldsvogn til haveaffald. Billederne taler vist sit tydelige sprog.

Tilbage på bloggen

Indrømmet. Det er meget længe siden jeg har skrevet. Men nu er jeg begyndt at savne det. Nok fordi jeg har fået en del at fortælle. Jeg købte hus sidste år, og flyttede ind i marts. Jeg tror kun, jeg i 2016 fortalte om min tur til Hartzen med Helle. Men nu har jeg lyst til at fortælle lidt om hus. Og især min have, som begynder at tage form. Jeg fik solgt min elskede kolonihave i vinter, så nu er der lidt tid til at kæle for hus og have. Når arbejdet ikke optager alt for meget af min fritid. Jeg forestiller mig også at skrive indlæg med tilbageblik for det sidste år med hus. Glæder mig helt.

Goslar og et par bonusstop

Vi kørte videre til Goslar midtby. Ifølge planen skulle vi shoppe. Men det har vi udskudt til i morgen, hvor vi returnerer til byen vi startede i.

Men vi var sultne, og fandt en McDonald's.  Vi havde ikke lyst til endnu et restaurantbesøg - vi var til fastfood og sundae-is. Vi var ikke imponerede over hverken udvalg eller service. Men McDonaldsmad er McDonaldsmad. Så vi gik derfra mætte og tilfredse. 

Nu vi var i byen gik vi stille og roligt op ad strøget. Der var meget mere liv end i søndags. Der var helt hyggeligt. Så vi returnerede til torvet for at finde "manden der river mønter ud af sin egen r.."! Se billedet og forstå. Vi fandt ham!

Vi gik videre og fandt frem til Kaiserpfalz. Et stort slot. Der var stort kamerahold, og Helle opsnappe nogle unge nævne Angela Merkel. Var Angela Merkel samme sted som os? Vi fandt aldrig ud af det!

Herefter vendte vi næsen hjemad mod Sankt Andreasberg. Samme vej som vi kom. På vej til bilen så og hilste vi på parret vi havde snakket med på restauranten i Braunlage i går. Sjovt hvor Harzen er lille!!! 

Jeg havde læst på nettet en lille sjov historie om verdens mindste kongerige. Königreich Romkerhall. Det skulle ligge lige der. En lille flække langs med landevejen. Det lugter nu allermest af et pr-stunt.

Og så var det ellers hjemad. Men vi kunne nu alligevel ikke lade være med at gøre et allersidste stop. Ved Vorstaumauer.

Jeg er ikke helt klar over hvad det er, og hvad den gør godt for. Men vi kastede bilen ind på en p-plads, og hoppede ned af en lille sti for at møde dette syn.

Nu er dagen slut. Og 1 stk. træt Kristine springer i seng, så snart det sidste punktum er sat.

Rammelstein - en mere moderne mine

Næste stop var Rammelsberg - mine.  Også verdenskulturarv. En noget større, mere moderne og velholdt "besøgsmine" en Samson-minen vi besøgte i går.

Der var forskellige turs,  man kunne købe, udover de udstillinger der var rundt omkring. Vi købte turen, hvor vi skulle med to ind i minen og lære lidt om den udvikling værktøjet/maskinerne havde gennemgået. Vi så afgangen før os. Man blev virkelig "lukket inde".

Efter vi havde kigget på lidt forskellige udstillinger om minearbejdere og de mineraler der blev gravet ud af bjerget, gjorde vi os klar til selv at skulle med toget. Sikkerhedshjælmen var standardudstyr. De klæder os. Og sikke en dejlig farve. 

Vi skulle vente i omklædningsrummet. Meget smart kunne minearbejderne hejse deres tøj op under loftet, og låse kæden fast,  når de var i minen. Og når de var hjemme kunne deres arbejdstøj hænge til tørre i det varme rum. Varmen stiger jo til vejrs, fortalte museumsmanden. 500 arbejdere kunne klæde om her.

I toget var der bælgmørkt - og ikke meget plads. Temmelig heldigt selve - det var ikke nemt!

I minen var væggene fugtige, og det så ud til, at der var lagt et helt netværk af skinner. Men sporskifter og det hele.

Museumsfatter var utrolig god til at inddrage børnene. Og de elskede ham. Her demonstrerede Hvordan 4 arbejdere kunne blive transporteret 500 m ned i minen. Hans pædagogisk tilgang bevirkede, at vi faktisk kom ud meget klogere på minedrift, end da vi gik ind. Selvom vi forstår et minimum af tysk.

Jeg var simpelthen så imponeret af de børn. Efter en time var de stadig helt opslugte.  De lyttede. Blev spurgt. Svarede. Hjalp med demonstrationerne. Og forældrene hold sig stolte i baggrunden. Jeg tror flere af børnene sagtens kunne have klaret mange flere ture med museumsfatter. Og han så ud som om det virkelig tændte ham, at have så kvikke børn med rundt. Besøget i minen var en fornøjelse på mange måder.

Tyske trækirker

Hvis ikke man vidste, at vi har set meget andet i dag, skulle man næsten tro, at temaet for dagen var tyske trækirker. For de næste to stop fulgte "Jørns turistbusser" fra den ene til den anden.

Med endnu en GPS-UDFORDRING elimineret, fandt vi frem til "Das heiliges geist kirche" (vist nok) i Clausthal-Zellerfeldt. Det var en stor flot blå kirke bygget i træ i sin tid finansieret af minearbejderne.

Far havde fortalt om den. At den er Tysklands største trækirker.  Jeg læste, at der er plads til 2200 mennesker. Selvom den er stor, snakkede vi om, at det vist kun kunne lade sig gøre med balkonen i brug.

Vi havde for længst passeret frokost. Og havde et par planer inden en længere frokost kunne komme på tale. Så vi købte en lækker lækker "saltbolle" og en stor cookie, som vi delte for at holdt sulten for porten.

Turen gik videre til Hahnenklee, vor vi inspicere endnu en kirke i træ. Staukirche. Udvendig var den ret flot på sin helt egen meget specielle måde.

Enden for var der mange detaljer at få øje på i træarbejderne. Prædikestol, lift, balkon osv. Ind imellem har vi følt os lidt i pensionistland. Kirken var propper med ældre tyskere, og udenfor holdt en busfuld danskere. Men alle smiler pænt til hinanden,  og nyder oplevelserne. Og ind imellem genkender vi folk, når de dukker op andre steder samtidig med os.

Det mest imponerende ved kirken var noget vi ikke så. Klokkespillet. Vi så billeder af klokkerne i tårnet. Og instrumentet der blev brugt til at spille på klokkerne. Det gad jeg godt have hørt. Klokkespillet havde fået sit helt eget tårn ved siden af kirken - og alligevel sammen med den.