lørdag den 4. maj 2013

Stifinder

Hvad er mere fantastisk, end en forårslørdag i haven. Og nu er varmen også kommet. Jeg har nusset rundt hele dagen, og helt uden overtøj. Der er masser at lave, for haven skal jo gøres klar. Men det er slet ikke så uoverskueligt, som tidligere sæsoner. Jeg startede med at gøre jord klar og lægge endnu en række kartofler. Efter nogle timer var det tid til frokost hjemme, og så videre til Jem & fix og Plantorama efter henholdsvis fliser til den sidste sti i køkkenhaven (som jeg ikke fik lavet i 2012) og frø til gulerødder, radiser, spinat og ærter.
 

Tilbage i haven blev fliserne lagt - sti nummer 2 fra drivhuset. Nu er hele haven inddelt i passende områder, og jeg er mere end tilfreds. Det ser fantastisk ud.
Så lagde jeg den sidste række kartofler, og resten af de spirede læggekartofler skal farmor have. Så fik jeg lagt en plan for det første bed i køkkenhaven. Hvidløgene blev lagt i efteråret, og er rigtig godt på vej. Men herudover skal jeg have 2 rækker gulerødder, 2 rækker rødbeder, 2 rækker løg, en række radiser, en halv række spinat og en halv række pastinak. Det er i hvert fald planen. Og jeg håber at blive færdig med at så i morgen. Jeg nåede nemlig kun den første række gulerødder.


Nu sidder jeg hjemme i sofaen, og kan mærke, at jeg har fået lidt sol i ansigtet. Jeg glæder mig til i morgen, hvor der bliver mere havetid. Ud på eftermiddagen kører jeg til Dalbybugten og griller for første gang i år - sammen med mor og far i sommerhuset. Det skal nok blive endnu en dejlig dag.

1 kommentar:

Agnethe - about a girl sagde ...

Wauw hvor ser det bare rigtig godt ud Kristine og sikke en lækker høst, der kan komme ud af alt det! :D Krydser fingre for en super god havesæson for dig!