lørdag den 6. juli 2013

Slapper af på altanen

Efter 3-4 gode timer i haven sidder jeg nu og slapper af på altanen. Slutter frokosten af med friske hjemmebagte gulerodsboller med lækkert hjemmelavet jordbær/rabarbermarmelade og et glas hjemmebrygget jordbær/hyldeblomstsaft.


Inden jeg tog i haven købte jeg et obeliskstativ, og jeg faldt også for et par grønne frostsikre krukker. Jeg har en ide om at placere dem midt i vinkelbedet fyldt med de jordbærplantet, som er spredt lidt på må og få i bedet. Men vil lige vende det med eksperten, min mor, først. Det gamle improviserede stativ, som min boysenbærplante har vokset op af siden år 1, blev erstattet af det nye stativ. Det var noget besværligt, men knækkede vist kun den ene gren. At det så lige var den med alle bærrene på, gør det en smule ærgerligt. Men hvis den vokser som brombærbusken, kan det være jeg er heldig, at den overlever.


Jeg fik også ordnet bedet ved brombærbuskene. Jeg tror jeg får et fantastisk brombærår, men det er også første år morfars brombær for alvor har blomstret.

Om lidt smækker jeg sengetøjet i tørretumbleren i kælderen, og så snupper jeg et bad, inden jeg kører til Dalbybugten og overrasker mor og far med de første kartofler fra haven. Kan selvfølgelig kun overraske dem, hvis ikke de opdager indlægget her inden jeg kommer frem om halvanden times tid.


Slutter lige indlægget med et billede af min riddersporer. Det er ikke helt til at forstå, at jeg har sået den selv af frø fra mors plante fra de boede på Karl Withs Vej.


Ingen kommentarer: