Jeg skal være ærlig. Jeg er en lille smule kylling. Men vi gik rundt om sydkrateret, tror jeg det var. Jeg anede ikke, at vulkaner har mange kratere, men det burde jeg nu nok have tænkt mig til. Kyllingen kommer ind i billedet, når vi går på toppen og følger et krater rundt. Det blæser, og der er ingen afskærmning til hverken den ene eller den anden side. Og når Kasia så stillede sig tæt på kanten, for at få den bedste vinkel til billedet, og det gjorde hun ofte, så var jeg bare lidt nervøs for, om jeg ville få hende med hjem, eller hun ville trimle ned i det rygende krater. Det skete selvfølgelig ikke. Der skete ikke noget med nogen. Hold da helt op, en oplevelse. Jeg tror faktisk det er en af de største. Tænk at naturen også kan være sådan.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar