Den blå moske, Ayasofia og Cistern

Første punkt på dagens dagsorden var Den Blå Moske, som er den største moske i Istanbul. Den har 6 minareter, som er de smalle tårne, hvorfra der kaldes til bøn. Vi kom først afsted ud på formiddagen, for vi havde taget os god tid til at vågne og spise morgenmad. Mosken hedder Sultanahmet Camii, men kaldes Den Blå Moske på grund af de mange blå flisemosaikker, som pryder moskeen indvendigt.

 

Bygningen er imponerende, og omringes af mure. Inden for murene er en stor plads. Jeg hoppede i lange bukser og lange ærmer, men måtte også have tørklædet frem. Ellers kunne jeg ikke komme ind. Så på med hovedbeklædningen.

Når man kiggede op, var der de fineste mosaikmønstre alle vejne, og overalt hang snore ned fra loftet, hvori utallige lavthængene lysekriner var hængt.

Da vi var færdige nussede vi rundt lidt omkring, imens vi ventede på, at der snart blev kaldt til bøn. Vi satte os på trappen inde på pladsen, og ventede de sidste minutter. Det var sjovt at høre, hvordan de forskellige imamer venter på hinanden, så de ikke overdøver imamen i nabomoskeen. De skiftedes, så det lød som om der blev stillet spørgsmål, og derefter svaret.

Næste stop ville blive Ayasofia eller som det oprindeligt hed Hagia Sofia. Fra en af trapperne på pladsen ved Den Blå Moske, kunne man se direkte over på Ayasofia.

Men inden vi tog næste spændende oplevelse, købte vi et lille mellemmåltid. De så så gode ud, og lignede en slags kanelsnegle. Men de var ikke søde, og de var lidt tørre. Jeg var vist den eneste i selskabet, som kunne lide det. Vi sad og smagte på sagerne på nogle bænke imellem Den Blå Moske og Ayasofia. Der var en fantastisk udsigt til moskeen. Jeg regnede med, at det var dagens bedste udsigt.

Ayasofia var et spændende sted. I hvert fald for mig. I det samme vi kom ind, fik jeg en helt anden fornemmelse af genkendelse. Det enorme bygningsværk er et museum. Men før det blev museum i 1935 var det en moske. Og endnu før, var det en kirke - en basilika. Så stor som flere ad dem i Rom. Vægge og kupler var i gang med resturering, for under puds og mørtel var de fineste imponerende mosaikbilleder af små bitte guldsten. De var alle kristne billeder, som nok var blevet skjult ved overgangen fra kirke til moske.

Vi kunne komme op på en slags første sal. Jeg tænker vi gik rundt ovenpå sideskibene. Der var meget at se på. Men det er nok fordi det er nemmere at relatere sig til billeder af Jesus og Maria, end til de ellers flotte skrifttegn, som prydede moskeen. Men her behøvede jeg ikke ret tit Dileks oversættelser. Tværtimod.

Da vi gik rundt på "1.salen" stoppede vi foran et billede af 3 personer. Den ene tydeligvis Jesus, og til venstre for Jesus var Maria. Til højre fra Jesus var endnu en mand. Hanne foreslog Moses. Jeg sagde nej. Så foreslog hun Judas. Endnu en gang sagde jeg nej, og sagde overbevisende Johannes Døberen. Hun virkede noget imponeret, da hun istemte "selvfølgelig". Jeg sagde ingenting, og hun kommer nok til at grine, når hun engang læser blogindlægget her. For min indrømmelse kommer nu. Jeg havde netop hørt en svensk guide, der viste en stor flok nordiske turister rundt, fortælle om billedet. Så til trods for min katolske baggrund, så var det altså ikke den, der hjalp mig til at imponere. Der var en del snyd indblandet.

Da vi var færdige med at kigge på alt, hvad der var at kigge på, satte vi os ud på en cafe i museets have. Her købte vi friskpresset granatæblejuice, som blev presset mens vi kiggede på. De fleste af os nød det, men en enkelt syntes simpelthen, at det var forsyrligt.

Det var ved at blive ud på eftermiddagen, og vi havde endnu ikke spist frokost. Så på vej ud efter en snack, kom vi forbi en butik, hvor en ældre dame sad og vævede et fint tæppe. Men det var nu ikke det, der ved første øjekast blev ofret mest opmærksomhed. Den gik til den lille hund, som nok så fint tronede i vinduet på et ægte tæppe. Jeg foretrækker nu langt Quinto, men jeg må også indrømme, at det så lidt fint ud.

Som lille sen frokost fik vi kebab rullet i brød bagt på siden i en slags stenovn. Det smagte godt, og det var ret skægt at se, hvordan den tyndt rullede dej blev lagt på en pude, som skulle bruges til at smække brødet op på kanten af ovnen (formet som et rør), hvor det blev bagt.

Dagens sidste programpunkt var et besøg ned i Cistern. Et vandreservoir fra omkring år 5-600, hvor vandet var blevet tansporteret ind til byen i 18 km lange akvadukter. Der var over 300 søjler, og mange af dem var fint oplyst. Der var køligt, og store fisk svømmede rundt i vandet. Vi kunne bevæge os rundt på en hævet sti, så vi kom hele vejen rundt i det enorme rum.

På vej tilbage til hotellet kunne vi tydeligt se, at Bosphorustrædet er vigtig for skibsfarten. Der sejler roligt utallige tankskibe igennem. I morgen skal vi selv ud af sejle. Det bliver også en stor oplevelse. Det er jeg sikker på.

Aftensmaden spiste vi ikke mange hundred meter fra hotellet. Vi blev tilbudt at spise på tagteressen. Det sagde vi ja tak til, og blev så overraskede, at de kunne have serveret virkelig dårlig mad, og det havde stadig været en god aften. Men maden var god, og udsigten var mere end fantastisk. Billedet er ikke et postkort, men et jeg tog fra min siddeplads ved et åbent vindue. Og det var så den udsigt, vi kunne nyde igennem hele vores måltid.

Nu er vi alle trætte, og kun Gitte og jeg er stadig vågne. Om lidt kaster jeg mig også under dynen, for vi skal tidligt op, og klokken er mere end midnat.

Jeg bliver dog nødt til at slutte med et fint billede, som jeg fik Hanne til at tage. Og Kasia, som jeg var på Sicilien med i sidste måned (man er vel lidt af en globetrotter), fik billedet over Skype og justerede det det for mig. Fjernede en dame i baggrunden, og noget lys bag mit hoved, og sikkert en masse mere. Hun er så super dygtig. Og utroligt at det lader sig gøre at kommunikere og sende billeder så ubesværet på tværs af et kontinent. Billedet er fra Ayasofia.