Mit Instagram

søndag den 22. september 2013

Topkapi - sultanens palads

Dagen har stået i paladsets tegn. Og jeg har opgivet at holde antallet af billeder nede. Så jeg, og de der læser med, må finde sig i lidt lange indlæg.


I dag var planen, at vi skulle se sultanpaladset Topkapi og på den store bazaar. Jeg kan lige så godt sige det med det samme. Vi nåede ikke den store bazaar, fordi vi også skulle tilbage til den Egyptiske bazaar efter krydderier, som vi ikke nåede at købe i går. Vi gik til Topkapi, og vi fulgte kortet fra hotellet, og fandt en fin fin brolagt vej langs gamle velbevarede træhuse.


Fremme ved paladsets port gik Dilek efter billetter. Mens vi andre ventede, fik vi en lille fornemmelse af, at der nok var mange mennesker. Paladset var større, end jeg lige havde forestillet mig. Det kunne vist huse en hel landsby. Men der havde vist også boet en hel det mennesker. Allerede inden for porten fik kunne vi ane, hvor storslået og anderledes paladset var. Selv lofter var ualmindeligt smukt dekoreret på forskellig vis.


Et af de første rum vi så, var med en udstilling af sultanernes klædedragter. De var enormt store, men det var sådan osmannerne gik klædt - måske mindre guldagtige. De var vist heller ikke de mindste mennesker. De næste rum var skatkamrene. Og vi var ikke de eneste, som gerne ville ind og kigge. Der var en meget lang kø, som nærmest startede inde i rummet med dragterne. Men køen blev, alt taget i betragtning, hurtigt afviklet. I skatkamrene blev vi ret imponeret, men efterhånden som vi så flere og flere ting af guld og ædelstene, blev vi nærmest immune. Det var helt svært at fatte, hvilken rigdom de repræsenterede, og der var så meget, at man helt stoppede med at reflektere over det. Der var dog lige en trumf, som vækkede mig. Nemlig et par diamanter på mere end 50 karat. Den sidste var 86 karat. Generelt gav smykkerne med de store stene lidt samme udtryk som "vores" egne kronjuveler. Tæt på, virker både sten og fatninger grove. Men når lyset falder rigtigt, så skinner de helt overdådigt.


Frokosten indtog vi i en cafe i paladset. Igen sad vi med en flot udsigt over Bosperusstrædet.


Jeg har lært en masse nye retter at kende hernede. Men jeg har også lært en ny måde at spise pommes frites på. Nemlig som fyld i en sandwich. Det lyder forkert, men det smagte egentlig ganske udmærket. Gad vide hvad de ville sige hvis jeg kom ind på Sunset og bad om en sandwich med pommes frites i? De ville nok kigge noget videre underligt. Men som sagt, så smager det ganske okay.


Efter maden fortsatte vi. Der er mange Pavilloner. Bygninger af en vis størrelse, smukt udsmykket og med både sofaer og flotte udsigter. Der er også indtil flere fine udkigsposter. I går lovede jeg jo, at jeg ikke ville tvinge mine rejsefæller til flere gruppebilleder, så nu er det frivilligt, om man vil være med. Billedet nedenfor er taget under et lille tag af guld, hvor der under hver Ramadan hver dag, sendes live-tv. Dilek kunne i hvert fald kende stedet, så der skulle vi selvfølgelig også have taget billeder.


Mange steder var der små sjove "nøglehuller" muret i væggene. Dilek fortalte, at de blev brugt til sultanens turbaner. Det lyder helt åndssvagt for os, for der er ingen fra vores kongehus, der har båret turban. Men disse "hylder" var at finde mange steder.


På et tidspunkt gik vi på den fineste sti. Stien er lavet af små runde flade sten i sort og hvid, som er lagt på højkant, og som dannede de fineste mønstre. Jeg syntes, billedet skulle med her, fordi Hanne bad mig tage det, så hendes mand kunne se, hvordan hun gerne ville have lavet en terrasse. Mellem os sagt, så er det utroligt smukt, men ikke et helt lille projekt. Jeg tænker, at hvis hun vil have sådan en terrasse, så må hun nok selv finde stenene.

 
Næste stop på turen rundt i paladset var haremmet. Det var mere end svært at forestille sig, hvordan tingene har hængt sammen. Ved indgangen hænger kæmpe spejl, og man kan ikke helt undgå lige at tjekke om håret sidder, ranke ryggen og trække maven ind.


Vi kom til et værelse, hvor sultanens mor havde boet. En rigtig powerwoman, sagde Dilek. Så vi skulle selvfølgelig også forevige 3 moderne powerwomen i rummet.


Og det kan vist ikke undre nogen, at tøjet sidder lidt skævt og sjusket, når man er færdig i haremmet. Spøg til side - jeg tror ikke, at der er så meget som et hår, der har siddet forkert på de kvinder. Det var et forunderligt, men spændende, sted at gå rundt.


Vi ville se køkkenerne. Helle kunne huske, at de var spændende. Jeg havde tidligere fået stukket et kort i hånden af en engelsk dame, som var færdig med Paladset. Så vi fandt hurtigt frem til, hvor køkkenerne var. Men de havde lukket, så vi begav os mod udgangen. Vi havde jo et par bazaarer at nå.

Imens vi gik mod udgangen begyndte indkaldelse til bøn. Selvom vi er fire, der konsekvent kommer til at sige, at der synges, så retter Dilek os lige så konsekvent. Det er ikke sang. Der bliver kaldt til bøn. Da vi kom udenfor paladset, var indkaldelsen stadig i gang. Og den lød højt fra en af mineretterne ved Ayasophya, som ligger lige ved siden af indgangen til Topkapi. Og det var ret sjovt at se, da vi opdagede, at vi kunne se den imam, som forestod indkaldelsen, som vi hørte mest tydeligt. Så vi stoppede op, og hørte færdigt.


Vi ville forsøge at finde en taxa til bazaaren. Men ingen chauffører ville tage os med. De rystede bare på hovedet - og de tænkte nok: "tåbelige turister". Det viste sig da også, at der ikke var ret langt at gå. Og selvom vi var trætte, så kæmpede vi os afsted. Men endelig fremme ved bazaaren var vi efterhånden så trætte, at vi havde brug for et hvil. Der var også en enkelt kaffetrængende eller to. Dilek fandt et fint sted ovenpå bazaaren, hvor vi kunne sidde i relativt ro og fred. Nede på gaden var der et umenneskeligt mylder af mennesker, så alle var vist tilfredse med at få et øjebliks ro.


Vi bestilte en frisklavet juice. Jeg valgte en med appelsin, granatæble og grape. Flere af de andre fulgte trop. Tjeneren grinte og sagde, at når vi havde drukket den, ville vi være sprængfyldte med energi. Dilek smilede og sagde, at det gjorde vist ikke noget. Tjeneren slog et stort grin op.


Vi blev overtalt til at smage tyrkisk kaffe. Det er en sød kaffe, hvor de meget fintmalede bønner ligger i bunden af koppen. De fleste ville have kaffen med mælk. Problemet med det, er, at så er det ikke tyrkisk kaffe. Men de indvilligede i at lave det til os. Jeg meldte mig til den originale version. Jeg drikker normalt heller ikke kaffe med mælk. Og så kunne Dileks opgivende blikke, også skræmme enhver fra den idé. Billedet herunder er det eneste, jeg har givet et navn. Det hedder "Tyrkisk kaffe med mælk".



Det var et fint sted vi sad. Og med lidt god vilje, eller hvis vi gik over til vinduerne, kunne vi se travlheden i bazaaren. Selvom det var lige før lukketid, så var kunderne ikke klar til at gå hjem. Og det var vi heller ikke.

 

Så vi gik ned i bazaaren på jagt efter krydderier. Og nu kom det håbløse handlegen op i mig. Ikke fordi der skulle handles om prisen, for det skulle der ikke, men fordi jeg følte mig så dum, når jeg skulle bestille 100 gram af det ene og 200 gram af det andet. Jeg var mere end almindelig glad for at Dilek hjalp mig med at købe krydderier og nødder. Men jeg fik nu alligevel temmelig røde kinder, tror jeg, for alt skulle gå så hurtigt, og mit hoved havde lidt svært ved at følge med, når jeg først skulle regne kilopriser om, og bagefter regne om til kroner, for at kunne forholde mig til, hvor meget jeg skulle have. Så jeg blev helt stresset, fordi der var så mange mennesker. Jeg kom f.eks. til at købe for et par hundrede kroner pinjekerner (200 gram), men Dilek mener, at jeg har gjort et ganske glimrende køb. Jeg fik bl.a. også hele muskatnødder, store rosiner, pistachenødder, hvide hele peberkorn og mandler ristet i honning og med sesam. Jeg brugte flere kroner end planlagt, men det er dejlige varer, jeg kom hjem med. Vi købte alle noget i Dileks favorit krydderibiks.


Vi fandt en enkelt ledig taxa. Dilek og jeg ville sende de tre andre hjem i den med alle vores indkøb, og så selv finde en anden taxa. Vi antog, at vi var dem, med de mindst trætte ben. Gitte meldte sig også, men vi havde lidt brug for en til at slæbe poser op i lejligheden. Men det blev aldrig aktuelt, for vi fik alligevel lov til at køre med alle 5 - mest fordi chaufføren tabte tålmodigheden med vores forklaringer, da vi ikke kunne instruere ham nøjagtigt i, hvor han skulle køre hen med Hanne, Helle og Gitte.

Efter en halv times tid hjemme, begav vi os afsted for at finde et sted at spise. Klokken var 9, så det var i hvert fald ikke for tidligt. Vi havde flere gange snakket om en restaurant vi var gået forbi, som laver mad fra det osmanniske køkken. Den fandt vi.


Igen fik vi lidt af et festmåltid. Der var rigeligt, og vi spiste alle 5 for mindre end 350 kr. inkl. drikkevarer. Og så skulle man tro, at maden var trist. Det var den ikke. Det smagte dejligt. Om end der var flere ting i aften, der var lige til den stærke side. Men jeg er vist den eneste, som må pudse næse i ny og næ, fordi den begynder at løbe pga. den stærke mad. Men jeg blev rigeligt mæt, og lur mig, om ikke også det gjaldt de andre også.


Jeg syntes egentlig, at jeg havde brugt nok penge i dag. Men på vej hjem kom vi forbi en gadesælger, som solgte tørklæder. De var ikke specielt dyre, og fandtes i mange flotte farver. Vi gik lidt agurk, og tilsammen endte vi faktisk med at slæbe 15 stk. tørklæder med hjem. Det kan være lidt farligt at slippe tøserne løs på en gade med åbne butikker og gadesælgere. Jeg er sikker på, at jeg bliver rigtig glad for mine tørklæder til vinter.


Sidste hele dag venter i morgen. Umiddelbart har vi planer om at skrue lidt ned for tempoet. Men nu må vi se. Planer er til for at ændre. Men jeg tror, det bliver en nogenlunde slapperdag.

Ingen kommentarer: