Turist i Istanbul

Dagen startede tidligt, fordi vi skulle på tur allerede kl. 8.15. Første stop på turen var en lille moske, "Rustempasha Mosque" som også blev kaldt noget i retning af "den lille blå moske", fordi denne også har de karakteristiske blå klinker overalt. Der var en førstesal/balkon, hvor kvinderne beder. Vores guide havde indtil flere sjove forklaringer på, hvorfor kvinderne skulle sidde deroppe.

 





Efter besøget i moskeen gik turen til den egyptiske bazaar, hvor man kunne købe et utal af krydderier. Vores guide havde hele tiden travlt. Han skyndte på os, og gik enormt stærkt fra det ene til det andet. Og han var meget bestemt omkring mødetidspunkter. Vi syntes, at det gik lidt for hurtigt, men Dilek fortalte, at det er typisk for Istanbul. Alt skal gå så stærkt. Og jeg vil også indrømme, at med så mange mennesker, så er det nok nødvendigt. Guiden lignede en lille smule Amin Jensen, og hældte da også den ene joke ud af ærmet efter den anden.

Desværre havde vi kun 25 minutter, og det var ikke noget nær nok. Stort set os alle ville gerne købe det ene eller det andet, men vi besluttede, at vi i stedet for at fare forvildet rundt og gøre impulskøb, vil tage tilbage på et andet tidspunkt. Planen er umiddelbart i morgen. Dilek siger, at der nok er endnu flere mennesker i morgen. Det tager vi, som det kommer.

Så skulle vi sejle på Bosporusstrædet, som adskiller Europa og Asien. Istanbul strækker sig langs begge breder, og store skibe sejler igennem, fordi det er nødvendigt for at komme fra Middelhavet til Sortehavet. Vi startede med at gå op på dækket. Måske fordi jeg enormt gerne ville sidde udendørs, når vi skulle sejle. Men jeg må indrømme, at det blev lidt koldt. Der stod 20 grader på termometeret, men efter jeg havde taget bukser ud over cowboyshortsene da vi skulle i moskeen, så kom de ikke af igen. Så vi gik indenfor og sad i stedet. Det var ret svært at høre og forstå, hvad der blev fortalt i højtalerne. Men igen var Dilek en stjerne og fortalte en masse om alt det, vi sejlede forbi. Turen tog et par timer.

Vi sejlede forbi dyre villaer, slotte, universiteter, natklubber og meget mere. Vi sejlede også forbi en lille ø midt i strædet, som tilhører fodboldklubben Galataseray. Kun adgang for medlemmer af klubben. De tager åbenbart deres fodbold seriøst.

På sejlturen blev vi også overhalet af flere store tankere. En af dem var så stor, at jeg blev helt nervøs for, om den overhovedet kunne komme under broen. Der er mange broer over strædet, og de er kæmpestore.

Efter sejlturen blev vi sat af på Europasiden. I bus kørte vi over en af de store broer, og efter en halv times kørsel, så var vi fremme på Istanbuls højeste sted (Camlica Hill). Her skulle vi spise i en restaurant, hvor vi igen sad med en mere end fantastisk udsigt over en del af byen (billedet herunder). Byen strakte sig så langt øjet rækker, og jeg kan slet ikke forestille mig, hvor stor byen egentlig er. Byen er noget større end Fyn. Men den skal også være pænt stor, når der skal bo over 13 millioner mennesker i byen.

Efter maden, som var ganske lækker, så gik vi ud for at tage billeder. Jeg fik overtalt alle til at stille op - men om samtidig til at love, at jeg ikke ville tvinge vores lille selskab til flere fællesbilleder. Jeg synes nu, at vores fællesbilleder er rigtig gode.

Næste stop på turen var etstort palads bygget i slutningen af 1800-tallet. Helt absurd at bygge så fornemt et sted, når Tyrkiet var inde i en nedgangsperiode. Paladset er enormt og er bygget i europæisk stil.

Inden vi gik ind, skulle der selvfølgelig tages billeder. Hanne og jeg var farvekoordinerede med gule bluser, så vi syntes selv, at vi var oplagte motiver i den fine have.

Umiddelbart inden vi skulle ind, blev vi bedt om at hoppe i plasticposesko. Så det gjorde vi selvfølgelig allesammen. Og jeg skal da også være den første til at indrømme, at jeg ikke ville melde mig frivilligt til at støvsuge paladsets gulvtæpper efter end åbningstid. For det ville tage temmelig meget længere tid, end en tredobbelt hovedrengøring i min egen lejlighed.

Paladset var flot, både udvendig og indvendigt. Men der var så meget guld på vægge og interiør overalt, og lysekroner i overvældende størrelser (den største vejer efter sigende mere end 4 ton), at jeg også begyndte at blive en lille smule forarget, når jeg tænker på Dileks fortælling om Tyrkiets og Istanbuls forfatning, da det blev bygget. I morgen skal vi se det ældre Topkapi-palads, som skulle være enormt anderledes.

Paladset var sidste punkt på dagens program. Vi bor i den gamle del af Istanbul (Sultanahmet). Men på vej hjem til hotellet, skulle vi igennem mindre turistede dele af byen. Og her så vi masser af eksempler på, hvorfor der er så meget gang i renovering af bygninger overalt.

Der er masser af broer, og uanset hvor man vender sig, kan man fange billeder af de store moskeer. Jeg kan ikke kende dem fra hinanden, men de tårner sig flot på bakkerne rundt omkring.

Vi glædede os til at komme tilbage til hotellet og slappe lidt af, inden vi skulle med taxa til en anden bydel for at spise aftensmad på en restaurant, som Dilek kunne huske fra en anden gang. Men pludselig standsede bussen, og vi skulle ind og se et hurtigt modeshow. Der var skindjakker i diverse afskygninger. Hanne og jeg havde svært ved at holde masken, for det var svært ikke at grine, når man så de entusiastiske modeller bevæge sig med koreograferede og velindøvet vendinger på catwalken. Og specielt når man så også kiggede rundt på vore tur-fæller. Entusiasmen i deres ansigter var mere en umulig at spore. Vi var lettede, da vi endelig var tilbage i bussen, og kort efter langt om længe blev sat af ved hotellet.

Som de foregående dage styrede jeg stort set direkte til sengen med kamera og computer for at ordne og udvælge billeder. De andre enten lå eller sad og slappede af, inden aftensmåltidet. Men alle havde benene oppe. Vi har bevæget os meget rundt i dag, når vi har været alle de spændende steder.

Men inden jeg blev færdig var det tid til at hoppe i en taxa, og køre til Fatih. Vi blev fordelt i 2 taxaer, og kørte afsted. Jeg fangede lige Gitte og Hanne i en overhaling. Trafikken i Istanbul er noget anderledes end hjemme. Jeg ville ikke selv komme nogle vegne, hvis jeg kørte rundt i 206´eren. Jeg ville holde stille en hel dag og vente på, at det ville blive min tur.

Dileks arbejde med at finde frem til den restaurant hun engang havde spist på, havde båret frugt. For også dagens aftenmåltid var en kæmpe oplevelse. Inden vi havde bestilt, bragte en tjenere en stor bakke ind til os med bakker med brød og små tallerkener fyldt med forskelligt lækkert, som vi frit kunne vælge imellem. Vi bestilte lidt forskelligt til deling, så vi for alvor kunne smage en masse.

Og efter det, så kom tjenere i en lind strøm med mad til os. Tallerken efter tallerken med lækre retter. På billedet herunder var vi ved athave fået det hele. Og selvom vi indimellem støder på noget, som en af os ikke er vilde med, så er der simpelthen så meget lækkert. Og at vi så har én med, som kan forklare os, hvad vi spiser, gør oplevelsen så meget større. Og nervøsiteten der rumler i min mave, for at jeg pludselig får en bid stærk mad, er helt væk. Men måske Dilek når at blive træt af mine spørgsmål inden vi når hjem til Danmark igen: "Er det her stærkt?".

Vi fik til slut serveret kaffe og vindruer, og herefter var vi klar til at betale. Og jeg tror ikke, at hele festmåltidet var meget dyrere, end en tur på Jensens Bøfhus. Og når det er sagt, så vil jeg stoppe sammenligningen med det samme.

Inden vi tog en taxa hjem, gik vi lidt op ad gaden for at se lidt på butikker. Området er kendt for sine mange butikker, der sælger brudekjoler. Så vi fik rigtigt evalueret på, hvad vi kunne lide, og hvad vi ikke kunne.

På vejen gik vi forbi Dileks restaurant. Det krævede selvfølgelig et billede.

Taxaturen hjem var lidt nervepirrende. Men det var mest fordi vi alle 5 blev klemt ind i en enkelt bil. Det betød, at vi skulle sidde 4 bagved, og jeg er ikke den med de smalleste skuldre. Jeg kravlede ind først, og da den sidste maste sig ind, sad jeg godt klemt op mod døren, og måtte tilte hovedet for at kunne være der. Men selvom taxamanden kørte ret stærkt, så kom vi sikkert og hurtigt tilbage til hotellet.

Nu hvor jeg er ved at nå til vejs ende med indlægget, ligger de andre på sengene og læser enten "Turen går til..." eller i diverse dameblade. Og nu har jeg tænkt mig at gøre dem selskab. For vi behøver ikke at stå så tidligt op i morgen. Dilek vågner længe før alle os andre, men hun fornøjer sig med obligatorisk læsning til hendes studium, tænker jeg, imens vi andre sover igennem. Det er lidt heldigt for os andre, for så er der en til at sørge for, at vi ikke kommer for sent til morgenmaden.