Mit Instagram

søndag den 22. september 2013

Færgetur og sommerhus

I dag sov vi længe. Det var en lang dag i går. Ud på formiddagen tog vi en taxa til færgehavnen. Vi skulle sejle til Yalova, fordi vi skulle se Dileks sommerhus (det er nok også lidt hendes mand og børns, bare en lille smule). Det var jo egentlig undskyldningen for, at vi overhovedet skulle til Istanbul. At Dilek skulle vise os sommerhuset. Så vi var ret spændte, da vi stod med færgebilletterne i hånden. Jeg var i hvert fald, for udover at jeg var nysgerrig på sommerhuset, så elsker jeg at sejle med færge. 
 


Dilek havde bestilt billetter hjemmefra, men jeg var helt i tvivl om, om jeg havde fået den rigtige billet. For gad vide hvem Kristine Hanfen er??? Okay, indrømmet, hvis jeg skulle tage imod en bestilling af billetter over telefonen, så ville jeg nok også helt være i tvivl, hvis jeg skulle tage imod et tyrkisk navn.


Da vi kom om bord på færgen, skulle vi finde vores pladser. Men her er det ret anderledes end på færgerne i Danmark. For der var nummererede pladser. Men der var så fint på færgen, og vi hyggede os rundt om bordet.


Men nu er en af mine favoritaktiviteter på en færge at stå på dækket og kigge. Og især når vi sejler fra havnen og igen ind i havnen. Så jeg gik ud på dækket. Jeg tror, jeg var den eneste, der syntes det er favoritaktiviteten er at stå udenfor og kigge. For ingen ville med. Nu var det heller ikke ligefrem 26 graders varme. Dagen var startet med regn - men på dækket var det fint, og der var læ. Men ind over byen, hang skyerne. Der må lige være kommet fisk ind på havnen, for jeg tror aldrig, jeg har set så mange måger. Hvis de havde fløjet omkring vores færge, så tror jeg ikke, jeg havde haft lyst til at stå udenfor. Men det var sjovt at betragte fra "sikker" afstand.


Der var en fantastisk udsigt. Jeg kunne tydeligt se både den Blå Moske og Ayasophia. Jeg synes, at synet bliver mere og mere imponerende. Og efterhånden som færgen kom længere og længere væk, virkede byen større og større. Den strakte sig så langt øjet rakte, både mod højre og venstre. Og hist og her stak mineretter op i skyerne, og skyskrabere lå også jævnt spredt ud over hele byen. Nogle steder flere end andre.


Far synes også om at sejle med færge. Når vi tager vores Tysklandsture prøver vi altid at tjekke, om det kan passe med en tur over Bøjden-Fyns hav. Så jeg synes, han lige skal se, hvilken slags færge, vi var med. Det er selvfølgelig ikke "vores" færge på billedet, men vi krydsede med en af samme slags.


Den var anderledes end de færger, vi har sejlet med hjemme. Der var ikke noget port, som skulle vippes op. Færgen vendte heller ikke, inden den lagde til. Jeg tror, den sejler lige godt forlæns og baglæns. Eller også har jeg bare ikke været opmærksom. Og når man skulle af og på, stimlede "fodgængerne" sammen foran bilerne, og gik på land først.


Sikkert i havn spurgte Dilek, om vil ville med taxa eller Dolmus de 20 km til sommerhuset. Vi var ret enige om, at vi ville med Dolmus. Det kunne være sjovt at prøve et offentligt transportmiddel. Jeg tror Dilek rystede lidt på hovedet indvendigt, og tænkte "altså, turister". Men jeg tror hun vil gøre alt for, at vi får oplevet så meget som muligt, så når de små busser kørte dyttende forbi os, løb hun rundt imellem dem og spurgte sig frem, for at finde en, der kørte forbi ferielejlighedskomplekset.


Hun fandt en til os, og selvom hun havde fortalt os, at de ikke længere måtte køre med stående passagerer, så var det det, vi endte som. Men vi kom frem i hele stykker, og blev sat af på landevejen ved en stor olivenplantage.


Vi skulle gå et lille stykke, da portvagten fortalte, at shuttlebussen (!!!) ikke længere kørte, fordi det ikke længere er feriesæson. Men vejret var flot dramatisk, så jeg havde ikke noget imod at gå. Træerne var også flotte efterårsagtige i farverne.


Vel fremme i lejligheden, blev vi først vist rundt, og så plantede vi os på den store fantastiske altan, som egentlig kunne kategoriseres som veranda i 2. sals højde. Der var rigtig fin plads til os alle omkring bordet. Og udsigten var der heller ikke noget at sætte på. De dramatiske skyer i den ene retning, og den store pool i den anden. Smart placering - Dilek kan sende ungerne i poolen, og samtidig holde lidt øje med dem fra altanen.


Vi fik serveret lækker Tassimo-kaffe, og måtte alle se, hvordan den blev til. Så Dilek hev et større udvalg ned fra skabet, og smækkede den ene kapsel i maskinen efter den anden, så vi alle kunne få et stort glad kaffedrik eller te, af den ene eller den anden variant.


Vi sad og hyggede over kaffen, og så Dileks valg af badeværelsesudstyr (badeværelset er ved at blive renoveret). Hanne elsker bling bling, og nu har vi set, at Dilek ikke er langt efter. For toiletrulleholder, håndklædestang og kroge var alle udstyret med blinkende sten. Vi var imponerede. Efter kaffen gik vi en lille tur på området.


Det var nemt at forestille sig, hvor fint området er om sommeren, når hortensiaer og roser står i fuldt flor. Vi var ret imponeret over den måde, hvor fine små træer snoede deres stammer omkring lygtepælene. I hvert fald os, som er mere eller mindre haveinteresserede. Der er et par stykker af os, som indrømmer, at de ikke har den store forstand på planter - alligevel har den ene identificeret rhododendron, og den anden et oliventræ. Så hermed en lille quiz til familierne der følger med derhjemme. Måske nogen kan gætte, hvem der har identificeret det ene og det andet.


Nede ved stranden var det nemt at forestille sig, hvor lækkert der er om sommeren. I dag var det dog rigtigt efterårsvejr. Og ingen af os overvejede et øjeblik at springe i bølgen blå.


Til gengæld kunne vi stå i blæsten og nyde duften af hav, og forestille os det liv og glæde dage, der helt sikkert er, når skolerne i Tyrkiet holder sommerferie.


Da vi havde kigget nok, begav vi os op mod kompleksets butikker, hvor Dilek fik butiksfatter til at ringe efter en taxa. Klokken var langt ud på eftermiddagen, men vi havde ikke fået frokost. Mit spæde forslag om at springe den over, og spise tidligt aftensmad i stedet, faldt bestemt ikke i god jord. En proklamerede, at hun ville gro hugtænder, hvis hun ikke fik noget at spise, og en anden så på mig, med panikslagne øjne. Da taxaen kom, var vi blevet enige om at køre tilbage til færgehavnen, hvor vi havde set en McDonalds. Jeg fik nemlig, i stedet for tidlig frokost, opfyldt mit ønske om at smage en af de særlige burgere, som kun sælges i Tyrkiet. Og som billedet herunder viser, var jeg vist ikke den eneste, der var helt tilfreds med at stoppe fritter og burger i skrutten.

Dileks nabos (i Danmark) datter var flyttet til byen som udvekslingsstudent, og var nu i praktik. Hun kom forbi McDonalds for at hilse på Dilek, men måtte i tillæg finde sig i vores nysgerrige spørgsmål om hendes ophold i Tyrkiet.


Tilbage på færgen mod Istanbul måtte jeg desværre finde mig i ikke at kunne komme udenfor. Det var meget ærgerligt, for det var et fantastisk syn at nærme sig byen imens mørket faldt over Istanbul.


I land forsøgte Dilek at finde en taxa. Det var ikke nemt, da ingen chauffører rigtig fandt os tiltrækkende som kunder. Vi skulle nemlig ikke mere end et par kilometer, og vi var 5. Hvilket de jo ikke må køre med. Da vi gik op til de forreste taxaer i rækken, var de tomme, og ingen chauffører viste sig. De chauffører der kom, havde enten andre kunder med, eller ville heller ikke tage os. Dileks tålmodighed forsvandt, og vi oplevede, at hun skældte og smældte, og langt om længe fik fundet en taxa til os, imod at vi betalte ekstra for at komme med alle 5. Og da vi så måtte guide ham mod hotellet, vedblev hun stædigt, at vi skulle køres hele vejen til hotellet, og ikke sættes af ved en Blå Moske, som vi kørte forbi. Uanset, om vi så skulle køre en ekstra gang rundt om byen. Så kunne han lære det - ham taxamanden!


Hjemme på hotellet blev vi enige om ikke at tage ud at spise. Vi blev hjemme og pakkede, og fik et par ruller med adana-kebab leveret. De var ok, men heller ikke mere. Nu var vi så heller ikke særligt sultne, så skuffelsen var ikke så stor. Nu ligger vi og snakker og slænger os på hver vores seng.


Så nu hvor indlægget er ved at være færdigt, må jeg hellere komme i gang med at pakke. De andre var i gang, imens jeg ordnede dagens billeder og skrev på bloggen. Så jeg håber, at det bliver nemt at pakke mine ting. Jeg går ud fra, at resten, der ligger fremme, må være mit. Lidt privilegier skal turens rapporter vel også have.

I morgen samler vi op på programmet. Vi mangler stadig den store bazaar, som Dilek har talt om. Jeg er spændt på, hvor meget vi når, for vi skal være i lufthavnen klokken 18, og vi skal også forholde os til, at vi skal med taxa midt i Istanbuls myldretid. Men jeg er nu sikker på, at det også bliver en god sidste dag, hvor vi klemmer de sidste oplevelser for denne gang ud af byen.

Ingen kommentarer: