Mit Instagram

onsdag den 9. juli 2014

Solnedgang på Santorini redder dagen

Endnu en gang stod vi tidligt op. Vi skulle forlade hotellet 6.30, hvor vil bliver kørt nedvtil drn lille havn. Men det var ret svært at komme op. Også selvom jeg efterhånden er godt træt af sengen, hvor jeg nu tydeligt mærker fjedrene i ryggen.
Men langt om længe fik jeg mig selv overtalt, og kom op. Vi kunne se færhen ligge nede ved havnen med fine lys. Bussen kørte op og ned af bjerget imens vi spiste vores brød med nutella.

Vi kunne også høre både hanen gale og gedernes klokker om halsen, når de kravlede rundt på bjergvæggen. Og fluerne flyver talrigt rundt her på teressen. Men selvom jeg ikke er morgenmenneske, så var det en dejlig og stille morgen. 
HHotellet sørgede for, at vi blev kørt ned til havnen. Vi gik om bord og fandt en plads udenfor. Det var vemodigt at forlade den fine ø, men samtidig også et udmærket tidspunkt. Jeg var klar. Sejlturen, hvor Anafi langsomt blev mindre og mindre i morgensolen, som steg opad på himlen var smuk, og et fint punktum for det nye bekendtskab. 
Inden længe nærmede vi os Santorini. Indsejlingen er flot, fordi vi sejler langs den halvmåneformede ø hele vejen. Der er yderligere små øer spredt rundt omkring.Og tilsammen udgør øerne en cirkulær linje. Så på vej til havnen føles det som om, at der er land overalt omkring os. Og hist og her tøffer store krydstogtskibe også ind mod Santorinis havn.
Vi blev hentet på havnen af hotellet. Vi kørte i en lille minibus op og op i den største samling hårnålesving, jeg har set. Udsigten ud over havnen ogvtil de andre øer blev finere og finere. Da vi kom til det nye hotel, tror jeg mine kræfter var brugt op. Byen Karterados er virkelig trist. Og især sammenlignet med alt det smukke, vores øjne er blevet forkælet med på vores ferie. Ikke engang en ordentlig morgenmad kunne hjælpe på humøret. Jeg føkte bare kvalme. Træthed efter gårsdagens oplevelser og søsygepiller giver jeg skylden.  Pillerne havde ikke været nødvendige, for havet havde været helt roligt. Vi ville bruge dagen til at slappe af. Jeg blev kort livet op af en tur i poolen. Hotellet er rigtig hyggeligt, og "stueplanter" vokser som træer og buske overalt. 
Da vi blev sultne og gik efter frokost, havde mit humør vist smittet. Ellrt også var det byens triste fremtoning, der påvirkede. Nu var vi to triste piger, som ikke rigtig gad noget.
Jeg ville gerne opleve solnedgangen fra byen Oia, som ligger på den øvre spids af øen - hvid som sne på toppen af bjerget. Selvom ingen af os rigtig orkede noget, blev vi enige om, at morgendagens program ville blive rigeligt presset, hvis vi skulle afsted i morgen, som er feriens sidste dag. Så vi fandt de sidste kræfter, og den lokale bud til hovedbyen Fira, hvor vi skiftede til bussen til Oia. Busserne var pænt proppede. Nok fordi solnedgange her på turistede Santorini er en af hovedattraktionerne. Det øjeblik vi kom frem, var vores humør som forvandlet. Byen var helt anderledes end den vi bor i. Smuk og med små gader gyldt med butikker, der lever af os turister. Souvenirs, tasker, sko, tøj, smykker og meget mere findes i butikkerne. I de smalle gader går folk i i rækker efter hinanden - men stopper høfligt, hver gang nogen ønsker at tage et billede, så man ikke ødelægge motivet for fotografen. Den nedgående sol badede byen i det hyggeligste varme lys. Vi fulgte strømmen, kiggede butikker og tog masser af billeder. Samtidig søgte vi en god plads at se solnedgangen fra. Der stod en masse mennesker på gaden. Alle blev på pladsen, hvis de endelig havde fundet en god. Vi ledte og ledte, og fandt en lille trappe ned. Her var nærmest en balkon med den flottedte udsigt til både by, hav og sol. Jeg kunne næsten ikke tro, vi havde fundet så fin en plads. Måske vi ville blive smidt væk, måske det var privat? Vi besluttede at blive, og vi blev ikke smidt væk. Der kom lidt flere til, men vi stod ikke klemt. I nogen tid knipsede vi billeder mod byen, som tog sig flot ud i det varme lys. 
Og vi legede med at tag billeder af hinanden og fine skygger,  som solen forkælede os med. 
Jeg hentede is til os, hos den lille købmand ovenfor trappen. Efterhånden som solen nærmede sig havet, skiftede vores fokus til den. Stemningen var så fin. Forventningsfuld og afdæmpet. Og da solens sidste glød forsvandt, kinne man næsten høre, at folk begyndte at ånde igen. Og der lød klapsalver i hele byen. Tænk!
Vi var blevet sultne, men var ikke sikre på, hvornår bussen kørte. Så vi bevægede os llangsomt tilbage til busholdepladsen. På vejen fandt vi en fotobutik, hbor Kasia købte etnyt hukommelseskort til sit kamera. Hun er løbet tør for plads, og i morgen skal vi ud på en lille vulkanø. Imens hun handlede, røg strømmen i byen. Det var helt specielt at gå videre, og mærke hvordan alle tog det helt roligt. Jeg tror det sker jævnligt, for på restauranter og caféer blev små lys tændt, og ibbutikkerne fortsatte handlerne umder lommelygters skær.
Og lyset kom tilbage. 
Vi fandt bussen, fik plads og kørte tilbage til Fira. Bussen videre til Karterados var propfyldt på vej væk. Med en halv time til den næste besluttede vi at gå de 1.5 km til Karterados. På vejen købte vi lidt at spise ved bageren, som har åbent 24 timer 7 dage om ugen. Hun sagde, at når hun alligevel skulle være der for at bage,  kunne hun lige så godt holde åbent.
Tilbage på værelset tændte vi for fjernsynet og fandt semifinalen mellem Holland og Argentina.




Ingen kommentarer: