Vi havde besluttet os for, at vi ville tage turen til Bloksbjerg i dag. Ifølge vejrudsigten vil det være den eneste dag med tørvejr. Så det skulle udnyttes. Og så må vi tilbage til Goslar en af de næste dage.
GPS'en viste os i dag sikkert frem til Schierke. Byen som "Turen går til" havde berettet var det tætteste toppen vi kunne komme toppen af Bloksbjerg. Inden vi nåede så langt op, kørte vi forbi et imponerende syn. 206erens bremser blev testet, og vi kørte ind ved siden af en række andre biler. Et kæmpe damptog med et stort lokomotiv der spyede det sorteste røg. Vi stillede os klar med mobiltelefon og kamera, og snart satte det i gang med flere tuuuut tuuuut.
Videre og fremme i Schierke fik vi utroligt nok den mest centrale p-plads. Og for at få mønter til p-automaten købte Helle en varm kop kaffe til mig til den første etape. 1 km op til togstationen.
Vi købte os et par billetter. One way. 30 minutters stille tøffen opad. Det passede lige præcis med, at vi var kommer igennem køen til kassen, og købt to billetter, og sprunget på toget - så lød der endnu et tuuuut tuuuut, og det satte i gang. Vi stod for det meste udenfor på platformen mellem togene. For det meste var udsigten lange lange træstammer. Ind imellem kunne vi se ud over Harzen. Og nød det flotte vejr med dramatiske skyer.
Og det var ikke svært at nyde turen. Jeg knipsede løs med kameraet.
Oppe på toppen gik vi lidt rundt og kiggede på de store bygninger. Det gamle aflytningstårn - i dag er der "bare" en vejrstation. Siges det!!!! Wink Wink! Jeg fik ikke taget billeder med telefonen - så det må følge.
Og udsigten fejler ingenting. Vejret var godt. Men det var koldt. 8 grader. Så vi hoppede i alt det tøj vi havde med os.
Og her er udsigten endnu bedre. Der hører jo hekse til på Bloksbjerg.
Vi tøffede rundt på toppen i mere end en time. Der var lidt forskelligt at se på. Men bygningerne var ikke specielt kønne tæt på. Udsigten var det der trak mest.
Nedturen til bilen ville vi tage til fods. Heldigvis var der skiltet super godt. Det første stykke blev tilbagelagt på en fin asfalteret vej. Men på et tidspunkt drejede vi ind i skoven, nok allermest fordi den vej var 2 km kortere. Det var endnu en stor oplevelse at vandre i den tætte skov. Der var en fin sti at gå på. Og solen skinnede hist og her ned til skovbunden. Det var så fint.
På et tidspunkt viste skiltet ind midt i skoven, ad en smal sti. Vi var en lille smule tvivlsomme. Mon ikke det var bedre at blive på den fine sti. Vi besluttede Fortsat at stole på skiltene.
Men inden vi drejede fra, holdt vi et pitstop. En Bounty-pause. Vi delte chokoladebaren vi havde købt for at få mønter til at kunne komme på toilettet på toppen. Vi var ved at være trætte, og havde ømme ben. Men vi havde ikke mistet modet.
Et par timer tog det os at gå ned. 10 kilometer. Vi fandt bilen hvor vi havde sat den. Og skulle lige sidde lidt inden vi kørte til vores nye hotel i Sankt Andreasberg. Og hvad sker der. Det begynder at regne! Det kunne simpelthen ikke være planlagt bedre. Hele turen.
Hotellet var nok lidt af et antiklimaks. Det må jeg nok indrømme. Men det er også en unfair sammenligning, når vi holder det op imod Der Achterman. Vi blev vist rundt af hotelfatter. Han er super rar. Og selvom stilen her ikke lige er noget, jeg forestiller mig at efterligne hjemme i hulen, så er her faktisk rent og pænt.
Så snart vi havde fået vores ting ind, smed vi os på sengene til en kort pause inden vi skulle jagte aftensmad.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar