lørdag den 8. maj 2010

På toppen


Så besøgte jeg endnu engang mor og far. Først kørte jeg på torvet og fandt så spændende planter som jordbærmynte, solbærsalvie, kvan og vintersar. Jeg købte også lidt radarber og fladbønner. Sidstnævnte håber jeg er det samme som gourmetbønner - og også det samme som snitbønner, som jeg har købt frø til at så i haven. I morgen må jeg i køkkenet og se hvad jeg kan trylle frem af rabarber og bønner... omend de nok ikke skal bruges sammen, det ville være en tand for specielt.

Hos mor og far var der igen en legesyg kammerat der bare ventede på, at jeg indtog gulvet. Han vokser og vokser - en rigtig charmør. Far og jeg gik en tur med ham nede i skoven. Han har allerede fået en masse hundevenner, som han ser ud til at elske at lege med. Heldigvis virker det også som om, han elsker at lege med mig. I hvert fald kravlede han rundt på mig og behandlede mig i det hele taget som en af hans kuldsøskende. Meget sjovt, men av mine øreflipper, hans tænder er spidse.

Mor lavede endnu engang noget helt fantastisk mad. Kylling med løvstikke og citron, ovnbagte kartofler og spidskål, og agurkesalat i æblecidereddike med peanuts. Meget spændende og super lækkert.

fredag den 7. maj 2010

Møde i Svendborg


I sig selv er en togtur til Svendborg ikke videre spændende. Men der er to ting at fejre med dette indlæg. At jeg igen kan blogge på farten, og at jeg også kan gå på nettet overalt med min nye superseje netbook. En mini-computer jeg købte i galskab over, at den anden efter kun et halvt år var så dum, at jeg måtte sende den til fabrikken. Det er en sandhed med modifikationer, for jeg har længe kigget langt efter de her minicomputere, og nu var lejligheden der - og det økonomiske råderum. Er det kun mig der er helt fortabt i min nye Samsung?

torsdag den 6. maj 2010

Min elskede telefon - back in business


Så virker skidtet igen. Altså min verdens bedste telefon. Ved ikke, hvad jeg har gjort anderledes, men det virker nu. Også gamle indlæg er kommet igennem, men jeg har kun gemt det fra 18.4. fordi resten bare var panikindlæg i håb om at få min telefon til at sende til bloggen. Men se endelig mit kagebord fra min fødselsdag ved at finde 'Familiefødselsdag'.

Det hele betyder, at jeg igen kan blogge på farten. Og det betyder også, er jeg sikker på, at der kommer flere indlæg i den nærmeste fremtid. Både fra haven (billedet herover er et spændende nyindkøb af frø, som skal i jorden når den er varm nok), fra ture rundt omkring og om min lille nye ven, mor og fars lille vovse Quinto.

Dejligt at være tilbage... Og dejligt jeg ikke behøver skifte min 2 år gamle, men fantastiske, telefon lidt endnu. Wuhuu.

onsdag den 5. maj 2010

Drivhuset

Mandag var far forbi haven og lagde de reparerede vinduer op på taget af drivhuset. Nu mangler kun to smadrede ruder på siderne af drivhuset.

Tirsdag gik jeg amok med oprydning i drivhuset, og jeg er selv helt stolt af, hvor fint der blev.


I dag onsdag hjalp mor mig med at transportere 12 plantesække hjem til kolonihaven - intet mindre kan gøre det. Tror hun synes jeg er tosset. Og ja - jeg er tosset med tomater. Jeg fik lidt hjælp til at installere kapillærkasserne, som jeg nu har hele 7 af, men plads til 21 tomatplanter. Jeg tror jeg har 21 forskellige slags, så der kan laves de helt store tomatsmagningstest til sommer.



Selvom der nu ikke længere er helt så ryddeligt i drivhuset, så er jeg superglad. Kasserne er placeret på en hyggelig måde, og jeg kunne måske omdøbe drivhuset til minigartneriet. Men jeg er sikker på, at jeg får meget glæde af det. Og der er stadig plads til agurker og peberplanter (har jo også sækkene til at plante dem i.

søndag den 2. maj 2010

Nye tider

Jeg ved det er længe siden jeg hár skrevet sidst. Men jeg har stadig ikke løst problemet med min mobiltelefon, og kan derfor ikke rigtig skrive imens jeg er på farten.

Mrn siden sidst, på min fødselsdag, er der sket en masse i haven. Jeg har selvfølgelig arbejdet med at få sået græs og smidt frø i jorden. Endnu flere påske - og pinseliljer er kommet op, hækken er sprunget ud og flere af ruderne er taget ud af drivhuset for at blive erstattet af andre.

Men det er ikke de eneste ting der er sket siden sidst. Mor og far har hentet lille Quinto. Så nu er familien blevet en større.


I dag har jeg været ned mor og far ved Dalby. Som det kan ses på billedet herover, så tegner det til, at Quinto og jeg bliver rigtig gode venner. Jeg så også Quinto med Jørgen og Yvonnes (mors bror og svigerinde + sommerhusnaboer) gravhund, og de så ud til at være perfekte legekammerter.  Men størrelsesmæssigt vil det ikke undre mig, hvis også deres store rottweilere med tiden, som Quinto bliver større, bliver lige så gode venner. 


Quinto var også nede ved vandet for første gang i sit korte liv. Først var han lidt bange, men efterhånden kunne han godt se, at der var mange spændende ting ved stranden. Og han var da også i til "knæene" et par gange. Han skal nok blive en rigtig vandhund.

søndag den 18. april 2010

Familiefødselsdag


Jeg havde forsøgt det bedste jeg kunne med en hindbærlagkage. Og den blev også rigtig god. Sammen med boller og marengs med jordbær og kiwi udgjorde lagkagen et ganske glimrende kaffebord. Her til aften var jeg så lige i haven og rode lidt - jeg forsøgte at udligne de huller i min kommende græsplæne, som jeg ikke havde set da jeg såede.

onsdag den 14. april 2010

Så blev det min fødselsdag. Jeg tog fri ved frokosttid, og så mødtes jeg med mor herhjemme. Hun kom med et par franske anemoner, så dem gik vi i haven for at plante. Vi startede med kort at kigge ned til haveforeningens 60-års jubilæumsreception, og så tog vi stille og roligt fat. Dvs. vinstokken blev klippet ind, ukrudt i bedet omkring huset fjernet, blomster plantet, surbundsbed til blåbærbuske etableret med spagnum og så fik vi også lige plantet et par krydderurter i krydderurtebedet. Vejret var helt fantastisk, men vi skulle hjem igen, inden far kom.

Jeg fik en fin kultivator og en wok-gryde i støbejern. Jeg havde varslet Jensen, men det endte med, at vi skulle afprøve gryden, så Jensen blev byttet ud med hjemmelavet wok-ret. Nu er mor og far kørt, og jeg må hellere snart i seng - i hvert fald inden jeg falder i søvn på sofaen.

tirsdag den 13. april 2010

Påskeliljerne titter frem

Så er jeg endelig nået dertil, hvor jorden er klar til at blive trampet/tromlet inden jeg skal så græs. Jeg havde håbet at nå her til i løbet af Påsken, men jeg kunne godt mærke, at det nok trak lidt ud. Men jeg blev klar inden min fødselsdag.


I morgen skal jeg på arbejde indtil frokost, og så skal jeg hygge sammen med mor. Jeg håber vejret bliver lige så fantastisk som i dag.

Jeg har lidt vanskeligheder med at få mobilen til at sende billeder til bloggen. Jeg kan aldrig huske, hvad det er jeg skal gøre for at rette op, men indtil da, må jeg lægge dem ind på computere først, og så videre til bloggen.

 Men jeg tog et billede i søndags, som jeg syntes alligevel skal op her på bloggen. For nu er nogle af de fine påskeliljer sprunget ud. De er så dejlige, og jeg glæder mig til at se resten og tulipanerne, som farmor og jeg lagde i efteråret.

fredag den 2. april 2010

Det store ryk ind


Så skal jeg love for, at der var folk i haveforeningen i dag. Men dejligt solskin på langfredag er heller ikke til at modstå som haveejer.

Jeg har ambitioner om at få anlagt græsplænen her i påsken. Men jeg må nok indse, at det skal gøres i etaper. Bare at få jævnet det godt gravede jord nogenlunde ud, er et projekt pga. mange græsklumper og løg.

Men jeg synes selv jeg nåede en del i dag. Jeg fik klaret de sidste detaljer omkring bærlunden, gravet det lille stykke omkring planterne til venstre for havelågen, ryddet op i drivhuset og gjort et godt indhuk i ovennævnte udjævningsarbejde.

Selvom jeg ikke nåede så langt som jeg gerne ville, så skal der jo også være noget at tage fat på i morgen. 

torsdag den 1. april 2010

Hold på varmen


Jeg startede dagen i haven, og det var noget af du blæsevejr. Omkring frokost hentede mor og far mig, og vi tog til Dalby for at tjekke sommerhuset og spise frokost. Det var noget koldt, men de små varmeapperater og stearinlys gav hurtigt god varme. Da vi kørte hjemad, kom vi forbi et par køer, der ikke så ud til at have problemer med forårsblæsten.