Tuk tuk og Patong

Jeg havde aftalt med svenskeren, at vi skulle shoppe i Patong i dag. Patong er den største by på øen Pukhet efter byen Pukhet. Patong er dog den by med flest turister. Så klokken 10 gik vi fra hotellet og prajede en tuk tuk. Det er en lille vogn med en slags lad indrettet som en lille åben kupé. Chaufføren susede af sted overstok og sten, og jeg syntes ikke, det var en videre stor oplevelse, når den overhalede store biler på bakker og bjerge. Det var en tur på ca. 20 minutter, og vi blev sat af foran indkøbscenteret. Endelig et sted hvor jeg ikke skulle spekulere på, om jeg burde prutte om prisen.

Ja, jeg har sjal over skuldrene, for de blev alligevel brændt lidt af i går - og jo, jeg har været flittig med solfaktor først 30, så 20... 

Først gik vi lidt rundt sammen og orienterede os. Herefter fik vi os en kold øl på en pub (egentlig er jeg ikke til formiddgsøl!!!), hvor jeg kunne ane Caroline W spille på fjerneren. Mon det var en gammel kamp, eller har hun vundet den første kamp i Doha?

Efterfølgende blev vi enige om at kigge hver for sig, og senere mødes ved rulletrapperne. Jeg strøg hen i elektronikbutikken, som ikke imponerede mig videre. Jeg fik dog købt et UV-filter til mit kamera til en ganske rimelig pris. De havde dog ikke en ekstra hætte til min linse (ja, jeg har smidt den væk for nogle dage siden, men det er også det eneste, der endnu er gået rigtigt galt - selvfølgelig udover et par fejlkøb forårsaget af min ganske lille erfaring med thailandsk kultur og handel). Jeg købte også en USB-nøgle formet som en lille lyserød tegneserie-figur. Denskal fyldes med musik og lægges i bilen (mon den har det godt, hjemme på ærespladsen i mor og fars garage?). Jeg blev ikke fristet yderligere i centeret, og jeg var helt stolt af mig selv.

Så spiste vi på en italiensk restaurant. De var ikke heldige med deres Carbonara, men måske er det også uretfærdigt at sammenligne med de måltider, jeg fik i Rom i sommers. Vi kiggede på et kort, jeg havde købt hjemme på hotellet, hvor der bl.a. var anbefalet steder at shoppe. Vi ville gerne se en stor butik, som havde forskellige stoffer, linned og mere i den stil. Nu har thailænderne ikke været rundhåndede med deres gadeskilte, så vi forsøgte at finde frem via hotellernes navne, som også var opført på kortet.

Vi have ikke det store held med vores primitive hotel-GPS. Vi gik og gik og gik. Vi var vist havnet på hovedgaden, og jeg kunne ikke lade være med at prise mit held over, at jeg var endt i Kata & Karon fremfor Patong. Og det VAR held, for jeg valgte sted på baggrund af hotelbilleder, da jeg ikke vidste en dyt om Thailand, inden jeg tog herned.

Hvorfor jeg ikke brød mig om byen er svært at forklare. Den virkede utrolig snavset og uvenlig. Butikkerne lå side om side, og handlede med de samme kopivarer. Sælgerne var endnu mere agressive og påtrængende end her i Kata, hvor de virker en smule mere tilbagelænede. Stranden var heller ikke indbydende, sammelignet med hvad jeg så i går på Raya Island, og hvad der findes her i Kata. Og så blev min fordom alligevel bekræftet. Piger sad på række, foran massageklinikker også på række, og gjorde sig til for mænd der kom forbi. De findes sikkert også i Kata, men de er ikke tydelige på samme måde for sådan en som mig.

Mens vi vandrede rundt og ledte efter denne bestemte butik (som vi langt om længe fandt ud af var lukket og nedlagt) handlede vi lidt i souvenirbutikkerne, som ligger i rigelige mængder langs vejen (jeg lidt, svenskeren noget mere). Jeg tror alle på Phuket lever af turister. Svenskeren ville have sig et ur. gadehandlende har et vist udvalg, men det skulle vise sig, at de meget gerne ville vise os yderligere varer. De havde enten "another room", hvis de havde en butik, eller en "shop", hvis de kun havde en gadebod, som de gerne ville vise os. De var aflåste og skumle udefra men med pæne varer inden i. Hverken svenskeren eller jeg syntes det var særligt rart. Men hun blev drevet af nysgerrigheden og viljen til at finde netop det, hun var ude efter. Det første sted stod jeg udenfor og holdt vagt, til trods for, at sælger gerne ville have mig med ind, så han kunne lukke døren. De gemte deres bedste varer for politiet. Hvad der er lovligt, og hvad der ikke er, det er jeg ikke klar over. Men efter to "butikker" med ure, mente jeg, at svenskeren godt kunne være "vagt" for mig, da jeg faldt for fristelsen til at se, hvad "en" havde af dvd´er - selvfølgelig kopivarer. Svenskeren købte "sit" ur i en gadebod. Jeg havde forsøgt at overbevise hende om, at de ure i "de hemmelige butikker" med rigtige mærkevarers navne på, ikke var mindre kopivarer eller af bedre kvalitet end de samme ure med andre navne der solgtes fra gadeboderne. Til gengæld købte vi begge dvd-film. Så har man prøvet det med.

På flugt fra politiet... nej, det er gas! Jeg gad ikke ikke denne her skumle by mere, og ville bare hjem på mit fine hotel i min relativt rolige by Kata. Så vi prajede endnu en tuk tuk, den var meget finere indrettet end den første, og efter at have presset prisen til 3/4 (en god handel for chaufføren, tror jeg) sagde jeg til ham i sjov, at så skulle han også køre pænt. Han grinte og sagde "I will drive slow". Det var jeg egentlig ret tilfreds med. Svenskeren var ved at dø af grin, men var også ganske tilfreds. Vi fik en skøn tur hjem. Og chaufføren holdt sit løfte. Jeg tror ikke han kørte meget mere end 40 km/t - måske når det gik ned ad bakke. Jeg kunne i hvert fald se en stor bil med ladet fuld af unge der gerne ville forbi, men den kunne ikke. Nu er jeg alligevel glad for at køre tuk tuk, og chaufføren fik da også lidt ekstra i drikkepenge. Jeg tror, jeg er færdig med andre byer på denne ferie.

Faktisk var dagens højdepunkt en eftermiddagstur i poolen. Denne gang var det "parret fra nordjyllands pool". Jeg ville egentlig bare ned og høre til vores fælles tur i morgen til James Bond Island, men de inviterede på en iskold øl, som vi indtog i vandet på trappen op til deres lejlighed. Vi sad nok og snakkede i poolen et par timer, alle mine fingre var i hvert fald runkne, til det gjorde helt ondt. De sidste par dage har jeg tænkt, at det kunne være hyggeligt at flyde rundt i vandet imens det blev mørkt og lysende i poolens sider skabte en mere og mere hyggelig stemning. Det ønske fik jeg så opfyldt, og jeg gør det hellere end gerne igen.

Vi gik hver til sit for at kravle ud af badetøjet og få cloret skyllet af. Så mødtes vi i restauranten for at snakke om i morgen og eventuelle flere ture. Jeg sms´ede svenskeren, at hun kunne støde til, hvis hun havde lyst. Det gjorde hun. Vores karaoke-ven var også igang i dag, og det lykkedes den ene af nordjyderne at få personalet til at skrue lidt ned for ham (altså lyden), så vi kunne snakke nogenlunde almindeligt sammen. Efter maden smuttede vi ned til vores lille turist-tur-mutter, som var glad for at se os igen. Vi er også rigtig gode kunder hos hende, når man tænker på alle de boder, der sælger de samme færdige tourpakker og får provision af salget. Sammenlagt har vi indtil videre købt 17 ture, men vi var så tilfredse i går, at vi selvfølgelig gik til hende igen.

Vi købte yderligere to ture. En til Phi Phi Øerne og en rundtur der bl.a. indeholder elefant-trekking i regnskoven. Jeg har jo reddet på elefant, men turen indeholder mange flere ting, som jeg ikke vil løfte sløret for endnu. Og elefanterne er nu virkelig søde. Bare der ikke er også er skrænter her... Men nu er mit program også ved at være fyldt op, synes jeg. For jeg skal også huske at slappe af i ny og næ. Jeg har f.eks. skippet et kæmpe akrobatik/elefant/danse/musik-show, som jeg godt kunne tænke mig at se, og som er blevet anbefalet som en af de bedste turistattraktioner i hele Thailand. Men så er der stadig noget at komme tilbage til Thailanf for en anden gang.

Jeg havde planlagt at skulle tidligt i seng, for vi skal afsted i morgen kl. 8. Men aftenen trak alligevel ud pga. vores handel med turist-tur-mutter. Men så er det heldigt, at jeg ikke har fået taget mange billeder i dag, som skal ses igennem til dette blog-indlæg. Vi er 5 timer forud her i Thailand. Og jeg er bare nået halvvejs i min ferie.

Snorkle, ikke snorke

Tidlig morgen. Det var, hvad jeg måtte se i øjnene i dag. Jeg havde aftalt at mødes med svenskeren og det nordjyske par, for vi havde booken en tur til Raya Island. Meningen var, at der skulle snorkles forskellige steder rundt om øen. Jeg var nu ikke sikker på, at jeg ville komme i vandet, for jeg har aldrig rigtig brudt mig om dybt vand eller for den sags skyld at røre ved fisk.

Vi blev hentet på hotellet af en minibus, som den der kørte mig til Big Buddha i går. Denne gang var bussen helt fyldt op. Vi blev kørt til en strand, hvor vi blev bedt om at tage plads på nogle meget tynde røde plasticstole og i noget der mindede mest om et skur bestående af et bliktag og nogle gamle brædder til vægge. Her fik vi informationer om turen. Vi skulle lægge ud med en halv time med speedbåd, før vi nåede øen.

Det var den første prøvelse. Men efter de første bump over bølgerne begyndte jeg at nyde turen. Det var en mellemting mellem en rolig færgetur og en tur i Tivolis rutschebane. Svenskeren, som er ivrig snorkler, var dog ikke helt glad. Hun havde dog ikke taget en af de udleverede søsygepiller.

Første stop var en ved en lang flydende bådebro. Her blev læsset enorme mængder af mad over i noget der lignede fars gamle gamle træ-cykeltrailer let ombygget. Der var alt fra fisk over æg, ris, frugt og grønt. De der ikke skulle snorkle steg af, for at følge personalet og maden om til den lækre strand, vi skulle spise ved. Jeg blev om bord og ville i hvert fald se, hvad det der snorkleri var for noget.

Båden sejlede lidt igen. Da den stoppede blev vi udstyret med redningsveste (og jeg sendte et stille tak mod himlen) og snorkel. Det var ikke helt lækkert at stoppe en snorkel brugt af hundredevis før mig, men jeg satte min lid til, at de nok skulle være rengjort efter foreskrifterne (jeg har bare ikke lyst til at se disse foreskrifter)! De andre 3 havde selvfølgelig eget udstyr med. De to nordjyder sprang lystigt i mens svenskeren forklarede mig hvordan jeg skulle tage snorklen på. Hun slog over i engelsk, så vi var sikre på, at jeg forstod.

Jeg var den sidste tilbage på båden og tog mig god tid. Hvis jeg skulle det her, så var jeg enig med mig selv om, at tage det i et ganske langsomt tempo, hvor både mit hovede og mine evner kunne følge med. Inden jeg sprang i prøvede jeg at trække vejret gennem sorklen. Det var noget sært. Jeg havde været bange for, om jeg ville komme til at trække vejret gennem næsen, som jo er inde i masken. Det kan man simpelthen ikke, så var den sag løst.

Jeg er ikke med på billedet, så I behøver ikke spejde efter hende der panisk basker med arme og sprutter saltvand ud af munden

Så langsomt i vandet et trin ad gangen. Så slippe med fødderne og efter jeg havde følt mig lidt til rette, så slap jeg endelig også med hænderne. Hvis ikke jeg havde haft en redningsvest på, som holdt mig flydende, er jeg hundrede procent sikker på, at jeg aldrig var kommet i. Jeg kunne jo ikke bunde! Så ind i munden med snorklen. Jeg prøvede at kigge ned, og blev helt forskrækket. Både over synet og at jeg skulle huske, jeg ikke kunne trække vejret med næsen. Det var to skridt frem, og så tog jeg et tilbage. Munden under vand, så jeg lige kunne øve videre i min vejrtrækning. Men så var jeg ligesom også klar til at tage et par skridt frem igen.

Så der lå jeg og flød på maven med hovedet ned mod bunden og spejdede efter fisk. Og de var både med prikker og striber. Jeg vil indrømme, at jeg svømmede væk fra de steder, hvor fiskene blev fodret. Der var lige mange nok til fiskforskrækkede Kristine. Selvom jeg ved, at de er længere væk end det virker som om, så ville jeg nødig kildes på maven af 200 stribede småfisk lidt endnu.

De stribede fisk kan med god vilje ses under parret fra nordjylland.

Jeg blev hurtigt træt, jeg tror jeg spændte i hele kroppen, som jeg lå der og forsøgte at kontrollere situationen og holde mig i nærheden af båden og trække vejret rigtigt og spejde efter farverige fisk samtidig. Da jeg kom op, blev jeg budt på frisk ananas og vandmelon. Der gik ikke ret længe, så begyndte resten af selskabet at komme op. Der var allerede gået 45 minutter. Men jeg indrømmer gerne, at mine indledende øvelser nok også har ædt en del tid op.

Båden sejlede videre til et nyt sted, hvor der også skulle være koraller. Igen var jeg den sidste ud af båden, og igen tog jeg mig god tid. Vi havde 40 minutter, og jeg kom ret hurtigt igennem de førnævnte øvelser. Og så lå jeg ligesom alle andre og spejdede nedad. Jeg vil ikke sige, at det var fantastisk flot. Jeg fjernede mig jo fra de store stimer fisk, og korallerne virkede stenede og døde. Men i virkeligheden er det ganske lige meget, for før i dag har jeg end ikke været i den dybe ende af svømmehallen på Klosterbakken inde i Odense! Det er faktisk en meget vild ting i min verden, som jeg udsatte mig selv for i dag. Hvis ikke det havde været for svenskeren og de to nordjyder, så var det aldrig sket.

Næste stop var den flydende bådebro. Her skulle vi i land og fragtes til en strand på den anden side af øen. Her skulle vi indtage vores frokostmåltid. Igen mødtes jeg af et syn, som jeg kun har set på film. En rigtig bountystrand med palmer, det fineste gyldne sand jeg nogensinde har set, og vand der glimtede i grønne og blå nuancer.

Vi blev ledt hen til enden af stranden, hvor vi skulle gå på en gangsti etableret i klippevæggen af gamle brædder. Det lignede noget Robinson, den rigtige Robinson Crusoe, kunne have fundet på.

Da maden blev serveret blev der disket op med diverse thaimad. Ris, grønsagsblandinger, blæksprutte, kyllingeret og så en stor ond fisk. Og det var en rigtig fisk, og den lå og kiggede på mig med spidse tænder stikkende ud af munden. Nu kan jeg selvfølgelig ikke huske hvad den hed. Rød et eller andet. Jeg smagte det hele, undtaget det friturestegte og blæksprutte-gummi-dutterne, der flød rundt imellem skønne ting. Jeg gravede undenom (og det var der heldigvis også andre der gjorde).

Man kan måske se fiskens spidse tænder i bagerst.

Efter måltidet og en tur op på øens udkigspunkt slog vi os ned ved et par liggestole på stranden. Denne fantastiske bounty-strand, som egentlig var, hvad jeg kom til Thailand efter. Nordjyderne strøg i vandet med det samme, og svenskeren fulgte efter. Daa hun kom ind igen smuttede jeg i vandet. Selvom det siges, at der ikke bliver rapset noget, var jeg alligevel noget beskyttende overfor mit fine kamera. Der var store bølger, men mellem dem, kunne man sagtens bunde. Vandet var dejligt varmt. Man skal ikke tage sig sammen inden man hopper i ligesom i Danmark. Vi var vist længe i vandet, hvor vi stod og snakkede mellem bølgerne. Det var super dejligt.

Men alt godt har en ende, og vi måtte tilbage over øen til bådebroen. Herefter fik den fuld gas hjemad. Selvom der var planlagt endnu et snorkelsted, så fik vi at vide, at der var for meget understrøm til, at det var sikkert. Faktisk meget betryggende. Jeg nød turen hjem i speedbåd.

Hjemme blev vi enige om at mødes hos nordjyderne til en kop kaffe. Der er den finte, at de har været heldige at få værelse lige ud til poolen, som ikke er den traditionelle firkant, men går i en bane rundt mellem alt det grønne. Den har de fineste blå/grønne kvadratiske klinker. Så svenskeren og jeg ankom med sko og håndklæde over hovedet vadende igennem poolen. Jeg sad længe i vandet i skyggen på et af deres trappetrin. Og så kom kaffen med Bailey. Så er Kristine på ferie.

Efterfølgende gik norjyderne og jeg ned i byen. Jakkesættet skulle passes til i dag, og hun skulle finde en ny bikini. De gik med mig, og det var faktisk både rart og hyggeligt, og jeg tror, at de syntes, det var sjovt at se. Jeg tror det bliver verdens flotteste jakkesæt. Bare vent.

Vi havde aftalt at mødes med svenskeren og spise italiensk. Hun og jeg havde set en hyggelig restaurant på vores aftentur efter maden i går. Vi gik op og ned ad gaden flere gange, indtil det gik op for os, at der var søndagslukket. Vi blev enige om at vente til på tirsdag (hvor vi har endnu en fælles udflugt til bl.a James Bond-øen) og så gå tilbage og spise på hotellet. Vi er 3 ud af 4, der har halvpension. Vi bestilte det samme, som jeg fik i går (det havde de to damer også fået). Thai-manden med guitarrekvisitten var tilbage på scenen, menhan var ikke i kridthuset,for der var skuet forfærdeligt højt op for ham, og vi flyttede bord for at komme længere væk.

Nu sidder jeg igen på altanen og ser på de lejlighedsvise raketter, der skydes op nede ved stranden. I morgen skal jeg på shopping i et rigtigt center med rigtige butikker, hvor der ikke kan pruttes om priserne. Bagefter førsøger vi at finde et marked, svenskeren har talt om. Jeg tror nu hun mener weekendmarkedet, og i morgen er det ikke længere weekend. Så det bliver spændende, hvad vi finder. Svenskeren og jeg tager en taxa eller tuktuk til Patong. Jeg er ikke på jagt efter noget særligt, men måske en souvenir eller to.

Big Buddha og elefanterne

Jeg kom op til morgenmaden i dag. Ikke tidligt, men dog tids nok. Det var ikke fantastisk, men ganske fint, og der var masser at vælge mellem. Der var i hvert fald æg tilberedt efter ønske og pandekager. Mere behøver jeg egentlig ikke.

Bagefter nussede jeg ned til poolen, men der var ingen solvogne med parasol, og så syntes jeg det var lige hårdt nok for lille mig. Jeg smuttede op på værelset, skiftede tøj tilbage, og bevægede mig ned til hende turisttur-sælger-damen vi talte med i går aftes efter maden. Jeg havde besluttet mig for, at jeg gerne ville se den store hvide Buddha, som man kan se oppe på toppen af et af bjergene i nærheden. Hun solgte mig en tur der inkluderede elefantridning. 2 fluer med et smæk.

Jeg ville blive samlet op på hotellet kl. 14, så der var stadig god tid. Jeg gik videre ned til stranden for at se om den stadig så ud som i torsdags. Tog igen skoene i hånden og gik i vandkanten, hvor bølgerne slog op om knæene på mig i ny og næ. Det var skønt. Jeg må bruge en formiddag på en solseng på stranden en dag.

Hjemme på hotellet pakkede jeg min taske, gik ned til restauranten ved poolen og bestilte hvad der lignede en uskyldig thai-ret med kylling. Og det smagte dejligt. 10 minutter før 14 ventede jeg i lobbyen, og på slaget kørte en minibus op foran døren, og jeg blev lukket ind i en helt tom bus. Alene blev jeg kørt op ad bjerget, og længere op.

Chaufføren forklarede mig, at jeg havde 3 kvarter til at gå rundt. Det var noget af en oplevelse. et var en byggeplads uden lige, som havde forvandlet sig til noget der mindede om et middelaldermarked... bare med budister i stedet for riddere. Buddhaen er nemlig slet ikke færdig endnu.

Der sælges små marmorplader, som Buddhaen bygget af beton skal beklædes med. Dvs. sælger er så meget sagt. Man får lov at skrive på pladen med en blå sprittush (tror jeg det var). Således kan man være med til at bygge/betale Buddhaen og samtidig blive husket.

Jeg vil indrømme, at det er et enormt bygningsværk. Den største Buddha i Thailand. Bagved står en anden, noget mindre men stadig stor, Buddha i guld. Til trods for den skinnende flotte farve blegner den i storslåethed idet den virker bette, som de to står side om side.

På vejen ud trådte jeg ned i et hul og vred jeg rundt på foden. Et ganske kort øjeblik gjorde det super nas. Jeg tænkte, om det var straf for, at jeg ikke havde spædet i kirkebøssen - i overført betydning, selvfølgelig. Men det gik hurtigt over, så jeg slap med skrækken.

Fra et storslået bygningsværk til et storslået dyr. Efter besøget ved den store Buddha, var det tid til elefanter. Jeg havde ikke været nærig, så jeg havde valgt turen på en time. Da jeg ankom til elefantstedet, blev jeg præsenteret for en lille ung elefant på 5 år. Jeg tror, de har trænet den til at kysse gæsterne. Og selvom den nok ikke gjorde det af kærlighed til mig, var jeg noget så charmeret.

Imens jeg ventede på Mary (elefanten jeg skulle ride på) og dens fører, blev jeg forsynet med en flaske vand, og jeg kunne nyde udsigten over Phuket by og helt ud til kysten med de mange strande. Så blev jeg hentet, og fra en platform steg jeg på elefanten, som var det en anden bybus. Da den begyndte at gå, blev jeg noget overrasket. Det bumpede noget frem og tilbage, og det var ikke videre behageligt at sidde på den fastspændte bænk. Jeg var også noget klemt ved situationen, da den sti, vi skulle hen ad, var ganske smal, og der var udsigt lige ned i afgrunden til venstre for mig. Og intet hegn eller autoværn, ikke at det ville kunne stoppe en væltet elefant. Men hvorfor skulle den også vælte Jeg håbede bare på, at Mary holt sine store elefantfødder på solid grund. Ingen får mig dog til at sige, at det var en sikker rute. Især ikke, da vi skulle forbi store maskiner, som hukkede sten ud af klippen. Det var Mary ikke videre glad for, og der skulle overtalelse til. Selvom udsigten var flot, og det var sjovt at prøve at ride en elefant, så tog det altså lidt af naturoplevelsen, at rideturen halvvejs foregik på en byggeplads. Det syntes at være temaet for i dag.

Jeg fik lov at ride på elefanten alene. Jeg skulle kravle ud og sidde på dens nakke med mine ben ned bag dens ører og hænderne på dens pande. Jeg bilder mig ikke ind, at jeg styrede den. Dens fører havde overtaget mit kamera på jorden. Han var travlt optaget af at tage billeder med mit kamera, af elefanten med mig på ryggen, men også af udsigten. Et øjeblik var jeg helt bange for, at han ville stikke af med det, og lade mig og Mary om at komme hjem. Hver gang han vente sig for at tage billeder af udsigten, så stoppede Mary op og begyndte at spise af skovens buske og træer.

Tilbage på elefantens hovede (og mig tilbage på bænken) skiftede elefantføreren mellem at spørge mig om jeg var OK, og at gentage "elephant taxi" og synge "Go Mary, go go go" samtidig med han foldede en fugl til mig af et kokuspalmeblad. Meget imponerende.

Efter turen var ovre blev jeg samlet op af en bil. Ikke bussen. Jeg må indrømme, at jeg ikke var helt tryg ved situationen, for jeg havde glemt min telefon og ingen vidste, at jeg var taget afsted. Og her satte jeg mig ind i, hvad der var en almindelig personbil. Jeg vil helst ikke mistænke nogen for noget, men man kan aldrig vide. Turistselskabet syntes nok bare, at det var noget overdrevet, at køre ene mig rundt i en bus. Men det er aaligevel ikke sikkert, jeg tager på flere af den slags ture, når jeg risikerer at havne mutters alene. I så fald medbringer jeg min telefon. Men jeg blev sikkert sat af ved hotellets dør, og jeg røg op og hentede pool-udstyret. Jeg tog lige et hurtigt brusebad først, da jeg lugtede af sure knæbeskyttere - nårh nej, elefant!

Aftensmaden blev atter indtaget i hotellets "aftenrestaurant". Denne lørdag aften var jeg den eneste, da jeg kom. Underholdningen var fodboldkamp mellem Tottenham og Everton (tror jeg, det var) på storskærm i stedet for karaokemanden med guitarrekvisitten. Ikke nødvendigvis et dårligt bytte. Jeg har slet ikke hørt "Sweet Caroline", "Love me tender" "Country road" i dag. Det er helt mærkeligt. Jeg bestilte "Baked chicken in pineapple". DER er en ret, jeg godt gad lære at lave. Og det er helt sikkert ikke sidste gang jeg indtager den. Jeg har en hel uges aftensmåltider tilbage. Hverken forret eller dessert er værd at nævne.

Svenskeren kom forbi, og spurgte om jeg trængte til selskab. Det er nu rart nok at have nogen at tale med over middagen. Hun blev også helt forelsket i ananas-retten. Fodboldkampen gav anledning til at tale om sport. Hun er meget glad for fodbold og følger Zlatan tæt. Og så snakkede vi selvfølgelig lidt håndbold ogsp. Det kan de også finde ud af at spille i Sverige.

Vi gik en aftentur ned ad gaden bagefter. Jeg kom til at investere i to hatte. Nu skal pengepungen sp vidt muligt lukkes i i morgen. Men der går jo nok ikke så længe, før jeg atter får brug for hatte. I morgen skal jeg på sejltur til Raya Island med nordjyderne og svenskeren. Det bliver forhåbentlig en dejlig tur. Vi skal mødes klokken 8, så i dag skal jeg altså i sove inden midnat. Trods fine hensigter sov jeg først ved to-tiden i går. Men jeg skal nok komme op i morgen.

Sidst... man MÅ da elske de kloge dyr...!!!

The suit, the massage and the buffet

Jeg sov alt for længe. Så længe, at jeg ikke nåede morgenmaden. Øv. Jeg har ellers været spændt på, hvad der bliver disket op med. Men det må vente til i morgen. Jeg vågnede ved, at det bankede på døren. Det var rengøringen.

Jeg kom op, og havde svært ved at finde ud af, hvad jeg skulle. Men jeg havde læst på nettet, at der findes en dansk bager, men at han var svær at finde. Jeg forsøgte. Efter at have gået rundt i 20 minutters tid, besluttede jeg at gå ind til den bager, som jeg havde passeret på vejs. Det var et pænt sted, sammenlignet med den generelle standard. De serverede også sandwich a la Subway. Jeg besluttede, på grund af det fremskredne tidspunkt, at slå morgenmad og frokost sammen og bestilte en "Ham and cheese".

Kata (and Karon) er aflang, da den er to byer der er vokset sammen, og ingen kan rigtigt længere trække grænsen mellem de to. Byen strækker sig langs kysten. Jeg gik tilbage mod hotellet og videre sydpå.

Jeg fandt en af de skræddere, som er blevet anbefalet af rejseselskabet. Det var en lidt sær oplevelse, men nu har jeg bestilt et mørk blåt jakkesæt i stof af cashmere-uld og med indvævede striber, der ikke ses fra afstand. Først skulle stoffet jo vælges. Jeg blev præsenteret for 3 kvaliteter, og jeg blev selvfølgelig anbefalet den dyreste. Den valgte jeg også. Det er billigt, men ikke H&M-billigt. H&M syr heller ikke efter mål! Jeg blev målt til højre og venstre og op og ned af en lav thaimand. Til sættet hører også en skjorte i  hvid bomuld også med fine indvævede mønstrede striber. Søndag aften skal sættet tilasses.

Jeg har set på et groft kort, at der er et udsigtspunkt ved udkanten af byen. Jeg ville prøve at finde det. På vejen besøgte jeg en Seven Eleven. Guiderne anbefalede i går, at vi undlod at købe vandet i minibaren, i stedet købt det i f.eks. Seven Eleven. Da jeg ankom til hotellet i går, regnede jeg lidt på prisen, og jeg tænkte at det var noget pjat. En 6 liters flaske koster hvad der svarer til 12,50 danske kroner (jeg har stadig ikke vænnet mig til bath-enheden). Men på min gåtur smuttede jeg ind i netop en Seven Eleven. Der fik jeg 1,5 l vand, 0,5 l vand og 2 dåsesodavand til i alt 8,50, hvor den lille vand kostede 1,25. Men stadig - ingen får mig til at sige, at 12,50 er dyrt. Så hvad jeg sparer på vand, brænder jeg af på tøj.

Jeg gik videre og gik og gik, og gik lidt mere. Ind imellem lugter der fælt. Det må være affald kombineret med varme og meget høj luftfugtighed. Heldigvis passerer man lugten ret hurtigt, hvis man bare fortsætter henad vejen.

Jeg passerede masser af hoteller. Også et opsamlingspunkt i tilfælde af tsunami. Samme sted var der en trappenedgang til en strand, jeg ikke vidste, lå der. Så var jeg tydeligvis ikke nået særligt langt opad mod udsigtspunktet.

Jeg gik lidt videre, og 20 min efter passerede jeg endnu en pil mod stranden. Jeg besluttede at jeg ikke gad mere, så jeg gik mod stranden, tog sandalerne i hånden, og gik i vandkanten i retning tilbage mod den trappe, jeg havde set. Jeg håbede, at jeg kunne finde den, så jeg slap for gaderne med de trælse butiksfolk. På stranden var der enkelte der trodsede de røde flag og var hoppet ud i bølgerne. Der er tilsyneladende meget understrøm.

Jeg nåede enden på stranden ved at gå langs vandkanten, og der var trappen. Jeg sneg mig op ad den, til trods for, at der stod "Hotel guests ony". Jeg tænkte, at der ikke stod hvilket hotel - så kan jeg jo godt kalde mig "Hotel guest".

Tæt på mit eget hotel købte jeg et ur. Jeg blev snydt grundigt. Det er en Gucci-kopi, men jeg tror nu ikke, der er kopieret meget mere end navnet. Jeg gav 400 bath - og da jeg kom hjem, regnede jeg på det. Lidt over 70 kr. (jeg må virkelig få lavet mig et valutaoversætter, som jeg kan have i lommen). Og selvom sælgeren sagde, han ville skifte batteri, så stoppede det mindre end en time efter med at gå. Jeg købte det kun for at have et ur på ferien, så jeg drønede tilbage. Jeg var sikker på, han bare ville grine af mig og tænke "dumme dänen", men han byttede det til et nyt´magen til, blot med en sort skive. Stadig ikke noget godt køb, men nu har jeg et ur på ferien.

Ved samme tid som i går nussede jeg ned til poolen og lagde mig. Der er nu dejligt. Det er som en have fyldt med eksotiske buske og høje palmer, hvis blade jeg næste kan nå her fra 4. sal. Der er ikke super mange i den pool, men det er vist fordi den anden er mere populær. Jeg forstår ikke hvorfor - men jeg har selvfølgelig heller ikke været i den endnu. Det begyndte at regne, men kun lidt. Luftfugtigheden er så høj, at lidt regn ikke gør meget fra eller til. Det var hyggeligt at side i boblerne, som skydes ud i en lille lomme af poolen, og se på regen der ramte det ellers stille vand. Jeg kunne fornemme hvordan personalet begyndte at pakke madrasser sammen, rette de fine solvogne af træ og slå parasoller ned. Jeg tog det som et tegn på, at nu ville de godt have, at de sidste folk smuttede.

Næste punkt på dagsordnen var massage i hotellets spa. Deep Tissue Massage. Da jeg kom ind viste et lille nips af en thai-pige, via en fin træbro (hmmm... smukt, men lidt sjovt med vand på gulvet og en indendørs træbro ned langs mellemgangen) mig ind i et fint pyntet rum, med solid træbriks pyntet med fint foldede håndklæder og duftende blomster. Da jeg lagde mig på briksen med hul til hovedet, kiggede jeg lige ned i en skål med vand og flydende blomster. Men tænk at en lille thaipige kan gøre mig så ondt. Måske var det lige hårdt nok af en massage at være, men jeg ville have det hele med. Jeg havde trods alt sagt ja, da hun spurgte om det skulle være "strong". Men jeg tror altså også, at hun tog albuerne i brug. Særlig godt var massagen på lægge og fødder og senere armene. Det havde jeg ikke ventet. Det tog en hel time. Og jeg får endda "one for free" - så der venter en anden slags massage på mandag: Thai-massage.

Jeg skyndte mig i bad, og bankede på hos svenskeren. Hun havde reserveret bord til os ved hotellets store Thai-buffet. Ogsp den indgår i min halvpension. Det var lækker mad, meget varieret. Jeg turde dog ikke gå efter karryretterne, da jeg hjemmefra er blevet dvaret mod rød og grøn karry - og at gul karry også er stærk. Undskyld, er der flere farver, eller er der bare ingen karry til Kristine i Thailand? Svenskeren er lidt svær at forstå. Især sent på aftenen, hvor jeg er træt, og karaoke-thai-manden med guitar-rekvisitten synger sine amerikanerballader ud gennem de højt opskruede højtalere. Tænk, repetoiret hvad nøjagtigt det samme som i går (og i øvrigt de samme sange som lød i instrumentale esy-listenig-versioner i spa´en). Men underholdningen var udvidet i andledningen af fredagens buffet. Der var nogle fyre på thai-trommer (er sikker på det ikke hedder sådan, men er sådan noget kling-klokke-tromme) der lagde ud med en thaiversion af "Jeg kom fra Alabama af".

Senere dansede 6 thai-piger i klassiske thai-kostumer ind på scenen, som manden med guitar-rekvisitten og den lille computer med musikken havde forladt. Det var interessant, men alligevel heller ikke meget mere. Jeg kunne ikke lade være med at spekulere over, om den traditionelle dans havde til formål at vise pigerne fra deres kønneste side. For dansen var meget langsom, og de bevæget mest arme og hænder. Men kønt var det, og de fik også skiftet kostumer til den store guldmedalje.

Vi var placeret ved siden af det danske par. Nu kunne jeg jo roligt tale med dem uden at forstyrre. Det havde de forsikret mig om jeg ikke gjorde, ved et kort tete-a-tete vi havde ved poolen tidligere. Vi talte om at tage på nogle ture sammen. De mente, at vi kunne få nogle gode priser ved at forhandle med de lokale. Hvilket jeg i øvrigt er blevet anbefalet hjemmefra, siden det er nøjagtigt de samme ture som Star Tours udbyder. Bare dyrere. Der er dog Star Tours guider med - men jeg er jo alligevel elendig til at forstå svensk, så det er sikkert bedre med engelsktalende guider.

Efter maden gik vi en lille tur. Vi nåede nu ikke langt, for inde i en overdækket gyde, skulle manden lige købe et par nye løbebukser. Det blev det dog ikke til, for han blev fanget i en bod der sælger... netop... ture. Nu var parret jo fra nordjylland, og jeg tror de havde smugtrænet at prutte om prisen på Hjallerup marked. For vi blev enige om to ture, og prisen blev halveret i forhold til Star Tours. Så nu skal jeg på tur til øen, hvor James Bond besøgte "The man with the golden gun" samt på snorkletur til Bounty Island (hmm... i hvert fald hvis jeg overvinder min frygt for henholdsvis dybder og hovedet under vand - ellers bliver det en fantastisk fototur). Mere om det, når jeg når dertil.

Nu sidder jeg igen på terassen og hygger mig med bloggen, en kold øl og Pringles fra minibaren (ja, jeg flotter mig, og jeg er stolt af det). Regnen siler ned, kan jeg høre, men der er ikkefrisk luft med i kølvandet - det mærkes i hvert fald ikke endnu. Men jeg kan høre regnen ramme træer og vandet i poolen. Klokken er nu ca. midnat, og jeg må hellere komme ind og sove lidt, så jeg kan tjekke morgenmaden ud i morgen tidlig.

Den første dag på ferien

Så er klokken 21.37 hernede og 16.37 derhjemme. Jeg har lige slået mig ned på den fine altan, stadig i fuld sommer-outfit. Og nu hvor tiden er til det, så vil jeg lige springe tilbage til tidligere på dagen, nærmere bestemt det tidspunkt vi fløj ind over Phuket. Og jeg vil gerne advare - indlægget bliver nok lidt længere end de sædvanlige.

Flyveren mindskede selvfølgelig højden, fordi vi snart skulle lande. Og der, op ad havet, stak en stor samling af de fineste klippetoppe. Hele landskabet var let diset, og hvide candyfloss-skyer svævede okring os. Jeg tror jeg kunne have fløjet rundt sådan, hele ferien, uden at blive træt af det´. Dt var det smukkeste syn. Jeg troede ellers sådan noget kun fandtes på manipulerede billeder. Desværre sad jeg stadig godt klemt, og kunne ikke komme til mit kamera. Til gengæld nød jeg hvert sekund.

Sikkert landet og på vej længere sydpå i en bus måtte jeg indse, at det ikke kun er Bangkok der virker slidt. Også her er der en mærkelig blanding af utrolig flotte og særprægede bygninger, blandet med bygninger der trænger til renovering og den store pensel. Den værste fattigdom er her dog ikke, eller også ser man den bare ikke. Jeg vænner mig nok heller ikke til den hasarderede måde trafikken forløber på. Men jeg skal bare undlade at føre et motoriseret køretøj i Thailand, så går det nok.

På hotellet fik jeg som nævnt ikke værelset ved ankomsten. Det var faktisk til at blive helt ked af, for jeg var så træt, at jeg ikke lige vidste hvad jeg skulle gøre. Jeg kunne ikke lige overskue swimmingpoolen og mere varme, som de andre 3 i selskabt valgte. Og her kommer jo ikke nogen og fortæller mig hvordan og hvorledes, når jeg rejser alene. Det er jo ligesom meningen. Men jeg fik styr på internetforholdene, skrev et indlæg her til blokke, og valsede ellers mod stranden, for at se vidunderet. Og det VAR noget særligt.

Men på vejen derned bliver man antastet af sælgere fra butikker/boder. Og de er 10 gange mere påtrængende end facerne inde i gågaden i Odense. Det er meget svært at ose rundt og bare kigge.

Tilbage på hotellet kunne jeg blive indkvarteret. Og for Søren da, et fint værelse. Jeg fik tromlet mig selv hen på sengen (efter at have taget billeder af værelset INDEN jeg pakkede ud), og huskede at sætte vækkeuret to timer frem. Og det var en god ide.

Jeg vågnede, lidt ør i hovedet, men besluttede, at det nok var fordi et var langt over frokosttid. Jeg begav mig atter ud i varmen på jagt efter noget at spise. Det blev en lille Hawaii-pizza. Har givet mig selv lov til at vente med de kulinariske udfordringer, til jeg har fundet mig rigtigt til rette.

Hjemme på hotellet skiftede jeg til badetøj, for nu var det ud på eftermiddagen, og selvom det stadig var varmt, skinnede solen ikke fra en skyfri himmel. På med solcremen og ned og ligge ved poolen (som er langt fra firkantet og er temmelig fornem), hvor det første postkort blev skrevet. Gad vide hvem der får det... Det var faktisk over alt forventning at kravle i poolen. Vandet når mig til halsen - en perfekt dybde for Kristine - og jeg svømmede over til dysserne der sender vandbobler afsted. Jeg kan trods alt stadig bevæge mig fra A til B i vand, og næsten uden at få vådt hår. Det var skønt. Og helt sikkert noget jeg skal meget mere.

Et hurtigt bad, og så afsted med den svenske dame til Star Tours informationsmøde på et andet hotel. Endelig en dansk røst. Men desværre havde denne danske guide hang til at hviske ironiske kommentarer til det han skulle fremlægge, og meget mod min vilje, måtte jeg tildele den svenske pige væsentligt flere stjerner for sin indsats. Men nu ved jeg lidt mere om mulighederne på det sted jeg er havnet.

(Jeg hopper lige ind - nu vrimler det med flyvende småkryb)
(Pyh, nu er det ligefrem småkoldt indefor med airconditioningen)

Da mødet var slut efter 3 kvarters tid,var det pludselig blevet bælgravende mørkt. Men det har nu også sin charme, for væk er al snavset og vupti så er alle de kulørte lyst fremme.

Da vi kom tilbage til hotellet undersøgte vi spamulighederne, og jeg har bestilt tid i morgen aften til en 50 minutters "Deep tissue massage". Det skal nok blive godt. Af en eller anden grund tror mange, at jeg rejser med den svenske dame! Vi taler ikke engang samme sprog! Svenskeren blev ved med at snakke til den stakkels pige i spa´en (der forsøgte at forklare, at de ikke tog flere ind i dag) til at tilbyde at give hende massage med det samme.

Imens gjorde jeg brug af min halvpension og blev til min overraskelse gelejdet ud til restauranten foran hotellet. (Den ligger bag hotelskiltet på ovenstående billede) Der var ikke mange mennesker - der er åbenbart kun få, der benytter sig af muligheden for halvpension. Men der sad de sidste to, et dansk par, fra selskabet som også bor på hotellet, og de så forholdsvis par-agtige ud. Så jeg fandt mig en fin plads midt i det hele men udenfor ethvert spotlight. Jeg besluttede mig for mit måltid, men fik vedbestilling at vide, at er skam også hørte forret og dessert med.

Mens jeg sad og ventede på maden blev jeg underholdt af en "suppe, steg og is - kareoke-nasal-thai-stjerne" der sang Elvis-klassikere og "Country roads" klimpende på sin elguitar med kareokeudstyret solidt udblæsende hammond-agtige musikstykker.
Jeg havde mit kamera med, og begyndte at sidde og lege lidt med det, indtil min forret kom. Og jeg var dårligt færdig, så stod hovedretten på bordet og ligeså med desserten.

Jeg skal nok komme til at nyde mine aftenstunder dernede på restauranten. Måske jeg skal have en bog med som back-up for den nasale musik. Så kom svenskeren, og vi tog os en Mojito, inden jeg meddelte, at jeg gerne ville op.

Efter i flyet at have prattet med en meget flink tunesiskfødt svensker forlovet med, og flyttet af, en utrolig sød stewardesse (som jeg skylder meget) der havde haft ondt af mig på grund af min oprindelige sidemand, på flyveren og efterfølgende har fulgtes lidt med en svensk dame, håber jeg lidt på, at jeg også får mulighed for at tale lidt med danskere. Det synger stadig svensk inde i hovedet på mig, ligesom "Kære John" var på harddisken i en 14 dages tid (intern: vi hørte "Kære John" på arbejdet 15.30 hver dag i en længere periode).
Nu vil jeg overveje morgendagens fredagsprogram, inden jeg hopper under dynen. Jeg har kun sovet 2-3 timer siden jeg forlod Nyborgvej.

Og tempoet BLEV skruet ned

Så er jeg ankommet sikkert til Thailand. Det var en lang flyvetur, ikke helt uden problemer, der dog blev løst - en let ubehagelíg sidemand, der vist ikke helt selv var klar over det, som blev flyttet. Jeg vil ikke sige de 11 timer gik hurtigt, for selvom jeg forsøgte at sove, så var det ikke muligt. Maskinen larmede og kroppen begyndte at beklage sig over at sidde så trangt.

Det tog en times tid at komme fra lufthavnen, og endnu en at køre i bus til Kata Beach. Fremme ved hotellet blev vi her kl. 9 lokal tid (4 nat hjemme) mødt af besked om, at vi først kan få værelserne kl. 11. Suk. Men jeg er sikker på, at jeg får en dejlig ferie.

Lige nu sidder jeg i hotellets lobby og har fået logget min lille computer på nettet. Når jeg er færdig med det her indlæg, tror jeg jeg smækker min ekstra pose med trøjer og jakke (som var nødvendig hjemme i Danmark, men bestemt ikke her i 30graders varme) ind i bagagerummet, skifter til sandaler, griber bykortet og mit kamera, og forsøger at finde stranden. Den er jeg spændt på at se. Er der nu noget "bounty" over en?

Så må den planlagte lur vente et par timer. Men hold op jeg er brugt - er helt svimmel. Jeg tror jeg finder noget vand - både til ganen og til fødderne.

På plads

Måtte lige tilføje, at jeg har fået min vinduesplads, og jeg har en udsigt helt fri for vingen. Foran vingen. Sæderne er pænt små og der er ikke meget benplads. Min sidemand/dame er endnu ikke dukket op. Mon man skulle være så heldig at den er fri? Dette er sidste opdatering via mobil. Resten må komme fra den medbragte computer. Har fået lovet net på værelset. Nu bedes vi om at slukke telefoner. Over and out.

Bording for Phuket

Så border jeg flyet. Nu er det virkelig nu. Det har været lidt lang tid at vente alene i lufthavnen, men nu sker det. Skal finde min plads, og er spændt på om den er god, for far og jeg kunne ikke finde den i nogle af de flyoversigter vi fandt på nettet. Afsted med mig.

Thailand tur/retur

Så er rejsen til Pucket startet. Jeg mødtes med mor for en lille halv time siden, og overlod hende 206eren, som hun og far har lovet at passe mens jeg er væk.
Placeret i toget skrev jeg en hurtig seddel 'pas godt på 206eren' og smækkede mod ruden. Mor så ud til at synes det var sjovt, og de tre på sæderne omkring mig undrede sig. Jeg fortalte den lille dreng, at mor skulle passe min nye bil. Han spurgte hvad det var for en, og lyste begejstret op, da jeg sagde Peugeot, for sådan en har de også. Om ganske få minutter kører toget over broen, og det skal så vidt muligt nydes. Og så skal den første lydbog startes. Jeg vender selvfølgelig tilbage.

4 hjul

Så fik jeg købt min første bil. I går blev jeg ejer af en sølvgrå Peugeot 206 fra 2001. Det er ikke helt til at forstå at lille jeg nu har min egen bil. Men dejligt, det er det. Og jeg synes, det er en fin lille bil. Vi er allerede gode venner, og jeg har ingen problemer med at kaste den rundt i byen. Jeg mangler stadig, landeveje og motorveje, men mon ikke også det blive en smal sag.

I dag vasker jeg tøj, og om lidt skal jeg grave kartofler op. De skal hjem på altanen i flamingokasser, men inden da skal jeg have købt sand til at lægge i bunden af kasserne. Også gulerødder og rødbeder skal op. Jeg tror også georginerne bliver gravet på i dag. Det, der ikke kan tåle frost, skal op inden jeg rejser på ferie på onsdag. For hvem ved hvordan vejret bliver her i slutningen af oktober.